Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Jehovas Vidner

Dansk

11. NOVEMBER 2014
INDIEN

En historisk højesterets­afgørelse har sikret ytringsfriheden i Indien i næsten 30 år

Den 8. juli 1985 begyndte som enhver anden skoledag for tre børn i en lille by i delstaten Kerala i det sydvestlige Indien. Men denne dag gav den kvindelige skoleleder ordre til at nationalsangen, “Jana Gana Mana”, skulle synges i klasselokalet. Alle blev bedt om at rejse sig op og synge. Men den 15-årige Bijoe og hans yngre søstre, Binu Mol (på 13) og Bindu (på 10), adlød ikke ordren. Fordi de var Jehovas Vidner, tillod deres samvittighed dem ikke at synge. De mente at det ville være en form for afgudsdyrkelse og en troløs handling mod deres Gud, Jehova.

V.J. Emmanuel, børnenes far, talte med den kvindelige skoleleder og nogle af lærerne, der alle var enige om at børnene skulle have lov til at gå på skolen uden at følge ordren. Men en anden ansat på skolen overhørte samtalen og indberettede sagen. Til sidst kom det et medlem af den lovgivende forsamling for øre, og han rejste sagen i forsamlingen da han følte at børnene havde opført sig upatriotisk. Kort tid efter gav en overordnet skoleinspektør den kvindelige skoleleder ordre til at bortvise børnene medmindre de gik med til at synge nationalsangen. Børnenes far appellerede forgæves til skolemyndighederne om at tage børnene tilbage i skolen. Han sendte en skriftlig klage til Keralas øverste domstol. Da han tabte sagen, ankede han til Indiens højesteret.

Højesteret forsvarer grundlovssikrede rettigheder

Den 11. august 1986 omstødte Indiens højesteret den kendelse som Keralas øverste domstol havde afsagt i sagen Bijoe Emmanuel mod delstaten Kerala. Retten fastslog at det at bortvise børnene fordi de samvittighedsfuldt havde holdt fast ved deres religiøse tro, var i modstrid med Indiens grundlov. Dommer O. Chinnappa Reddy erklærede “at loven ikke indeholder nogen bestemmelse der tvinger nogen til at synge nationalsangen”. Domstolen gjorde opmærksom på at retten til ytringsfrihed også omfatter retten til at forholde sig tavs, og at det at rejse sig op under nationalsangen er et udtryk for passende respekt. Domstolen krævede at skolemyndighederne lod børnene vende tilbage til skolen.

Dommer Reddy sagde: “De [Jehovas Vidner] synger ikke med på nogen nationalsange, hvad enten det er ‘Jana Gana Mana’ i Indien, ‘God save the Queen’ i Storbritannien, ‘The Star-Spangled Banner’ i USA eller andre ... De nægter at deltage i sangen fordi de ifølge deres oprigtige religiøse opfattelse ikke kan deltage i nogen form for ritual, ud over at de beder til Jehova, deres Gud.”

Sagen har skabt præcedens for religiøse rettigheder

Sagen Bijoe Emmanuel mod delstaten Kerala er af stor betydning fordi den bekræfter at det er lovstridigt at tvinge nogen til at gå imod sin samvittighedsfulde religiøse overbevisning. Samtidig med at domstolen anerkender at grundlæggende rettigheder ikke er absolutte, og at de kommer i anden række i forhold til den offentlige orden, moralen og sundheden, begrænsede den statens mulighed for at pålægge borgerne vilkårlige og urimelige restriktioner. Afgørelsen lød: “At tvinge hver eneste elev til at synge med på nationalsangen mod sin samvittighed og religiøse overbevisning ... ville helt klart være en krænkelse af de rettigheder der garanteres i artikel 19, stykke 1(a) og artikel 25, stykke 1 [i Indiens grundlov].”

Afgørelsen beskytter også grundlovssikrede friheder for minoriteter. Retten sagde videre: “Det der beviser ægtheden af et demokrati, er om det formår at få selv en meget lille minoritet til at finde sin identitet i landets grundlov.” Dommer Reddy tilføjede: “Vores personlige meninger og reaktioner er irrelevante. Hvis en person har en ægte tro og samvittighedsfuldt lever efter den, beskyttes den af artikel 25 [i grundloven].”

“Vores tradition lærer os tolerance; vores filosofi prædiker tolerance; vores grundlov sikrer tolerance; lad os ikke udvande det.” – Dommer O. Chinnappa Reddy

Afgørelsens samfundsmæssige effekt

Sagen Bijoe Emmanuel mod delstaten Kerala fik stor presseomtale og blev drøftet i parlamentet. Afgørelsen er blevet en del af det pensum jurastuderende gennemgår når de undervises i grundloven. Den bliver stadig omtalt i juridiske tidsskrifter og avisartikler som en berømt sag der har skabt præcedens for tolerance i Indien. Afgørelsen har bidraget stærkt til at religionsfriheden i et pluralistisk samfund er blevet klart defineret. Den beskytter ytringsfriheden i Indien når som helst denne højt skattede ret kunne være truet.

At grundlovssikrede rettigheder beskyttes, gavner alle

Familien Emmanuel i dag (bagerst fra venstre) Binu, Bijoe og Bindu; (foran) V.J. Emmanuel og Lillykutty

Familien Emmanuel blev udsat for hån, pres fra myndighederne og endda dødstrusler, men de fortryder på ingen måde at de holdt fast ved deres religiøse overbevisning. Bindu, en af døtrene der nu er gift og selv har et barn, fortæller: “Til min store overraskelse traf jeg en advokat der havde studeret min sag da han læste til jurist. Han sagde at han satte stor pris på den juridiske kamp Jehovas Vidner havde kæmpet for at sikre menneskerettighederne.”

V.J. Emmanuel fortæller: “For nylig mødte jeg tilfældigvis højesteretsdommer K.T. Thomas, der nu er gået på pension. Da han fandt ud af at jeg var far til de tre børn der var involveret i sagen om nationalsangen, lykønskede han mig og sagde at hver gang han får mulighed for at tale til en gruppe advokater, henviser han til sagen. Han føler at det var en skelsættende sejr for menneskerettighederne.”

I dag, næsten 30 år efter dommen, er sagen Bijoe Emmanuel mod delstaten Kerala en af grundpillerne for ytringsfriheden i Indien. Jehovas Vidner er glade for at have bidraget til at grundlovssikrede rettigheder for alle borgere i Indien bliver beskyttet.

 

Lær mere

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Hvorfor forbliver Jehovas Vidner politisk neutrale?

Er de en trussel mod den nationale sikkerhed?