Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Jehovas Vidner

Dansk

ERITREA

Fængslet på grund af deres tro

I Eritrea bliver Jehovas Vidner og andre arresteret og fængslet uden rettergang eller formelle anklager. Mænd og kvinder, børn og ældre der er Jehovas Vidner, bliver fængslet for religiøs aktivitet eller af ukendte grunde. Unge mænd bliver fængslet fordi de nægter militærtjeneste af samvittighedsgrunde.

Da Eritrea blev uafhængigt i 1993, mistede Jehovas Vidner deres grundlæggende rettigheder. Præsident Afewerki ophævede deres statsborgerskab i et dekret dateret den 25. oktober 1994 fordi Jehovas Vidner ikke deltog i afstemningen om uafhængighed i 1993, og fordi de nægter militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Siden da har sikkerhedsstyrker i Eritrea fængslet, tortureret og chikaneret Jehovas Vidner i et forsøg på at få dem til at afsværge deres tro.

Endeløse fængselsstraffe under barske forhold

Tre mænd, Paulos Eyasu, Isaac Mogos og Negede Teklemariam, har siddet i fængsel siden 24. september 1994 for af samvittighedsgrunde at nægte militærtjeneste. Ni andre mænd har været fængslet i mere end ti år.

Nogle af de Jehovas Vidner der er fængslet, holdes indespærret i skibscontainere og andre i bygninger af metal eller sten der er halvt nedgravet i jorden. En af de fængslede, Misghina Gebretinsae, der var 62 år, døde i juli 2011 på grund af ekstrem varme mens han var i et afstraffelsesområde der bliver kaldt “undergrunden” i fangelejren Meitir. Yohannes Haile, der var 68 år, døde den 16. august 2012 efter næsten fire års fængsling i fangelejren Meitir under lignende forhold. Siden er nogle få af de fængslede Jehovas Vidner blevet løsladt fra fangelejren Meitir efter at have fået alvorlige helbredsproblemer.

Seneste fængslinger

Den 25. oktober 2015 blev to kvindelige Jehovas Vidner anholdt mens de deltog i religiøse aktiviteter. Den ene kvinde, en udlænding der var på besøg hos noget familie i Eritrea, blev løsladt efter at have været tilbageholdt i en uge. Den anden kvinde, en 53-årig eritreer, er fortsat fængslet.

Den 5. april 2016 begyndte Saron Gebru at afsone en seks måneder lang fængselsstraf efter at være blevet kendt skyldig for at have overværet højtiden til minde om Kristi død i 2014. Hun blev løsladt fra fængslet den 5. oktober 2016.

Tidslinje

  1. 15. juni 2017

    I alt er 53 Jehovas Vidner fængslet.

  2. 25. juli 2014

    De fleste af dem der blev arresteret den 14. april, løslades, men 20 af dem der blev arresteret den 27. april, tilbageholdes fortsat. I alt er 73 Jehovas Vidner fængslet.

  3. 27. april 2014

    Enogtredive Jehovas Vidner arresteres mens de studerer Bibelen sammen.

  4. 14. april 2014

    Flere end 90 Jehovas Vidner arresteres under den årlige højtid til minde om Kristi død.

  5. November 2013

    I alt er 52 Jehovas Vidner fængslet under barske forhold.

  6. 16. august 2012

    Yohannes Haile dør, 68 år gammel, mens han er fængslet under ekstreme forhold.

  7. Juli 2011

    Misghina Gebretinsae dør, 62 år gammel, mens han er fængslet under ekstreme forhold.

  8. 28. juni 2009

    Myndighederne trænger ind i et Jehovas Vidnes private hjem under et religiøst møde og arresterer alle 23 tilstedeværende i alderen 2 til 80 år. Antallet af fængslede Jehovas Vidner stiger til 69.

  9. 28. april 2009

    Myndighederne overfører alle varetægtsfængslede Jehovas Vidner på nær ét til fangelejren Meitir.

  10. 8. juli 2008

    Myndighederne begynder at ransage private hjem og arbejdspladser og anholder 24 Jehovas Vidner; de fleste af dem er familieforsørgere.

  11. Maj 2002

    Regeringen forbyder alle religiøse grupper der ikke tilhører de fire religiøse trosretninger som regeringen har godkendt.

  12. 25. oktober 1994

    Et dekret fra præsidenten fratager Jehovas Vidner deres statsborgerskab og grundlæggende borgerrettigheder.

  13. 24. september 1994

    Paulos Eyasu, Isaac Mogos og Negede Teklemariam fængsles uden sigtelser og rettergang; de er på nuværende tidspunkt stadig fængslet.

  14. 1940’erne

    De første grupper af Jehovas Vidner dannes i Eritrea.