26. DECEMBER 2019
VENEZUELA

Særlig forkyndelseskampagne i fjerntliggende område i Venezuela

Særlig forkyndelseskampagne i fjerntliggende område i Venezuela

I perioden fra den 15. juli til den 31. december 2019 har Jehovas Vidner gjort en særlig indsats for at forkynde på halvøen Guajira i det nordvestlige Venezuela. Tilsammen brugte de omkring 640 brødre og søstre der deltog i denne kampagne, mere end 32.000 timer i forkyndelsen, og de oprettede næsten 2.000 bibelstudier.

Det er svært både at komme til og rejse omkring i det område hvor kampagnen foregik, og desuden bor der meget få forkyndere der. Som følge af det har mange af de lokale aldrig talt med Jehovas Vidner eller hørt om Guds navn. For at være med til at forkynde i dette område bragte brødrene og søstrene store ofre. Venezuela er stadig midt i en økonomisk krise med stor arbejdsløshed og hyperinflation, så nogle forkyndere har sparet op i månedsvis eller solgt nogle af deres ejendele for at have råd til at være med i kampagnen.

Der blev forkyndt på spansk og det indianske sprog wayuu. Fordi der kun er få forkyndere der taler wayuu, blev der lavet en særlig pakke med bibelske publikationer på wayuu, oplæringsvideoer samt brochurer med information om wayuu-kulturen så de brødre og søstre der skulle forkynde for denne isolerede folkegruppe, kunne føle sig bedre klædt på til opgaven.

En kvinde blev så glad for at høre Bibelens budskab på sit eget sprog at hun tilbød at hjælpe forkynderne hen til en afsidesliggende landsby hvor nogle af hendes familiemedlemmer og venner boede. Gruppen af forkyndere stod op klokken halv fire for at gøre sig klar til turen, hvorefter de mødtes med kvinden og fulgte hende til fods i omkring en time.

Da de kom frem, råbte kvinden: “Kom ud! Kom ud! Jeg har taget Gud med til jer!” Til forkyndernes store overraskelse kom mange udenfor med stole for at sidde og lytte til budskabet. De sagde at det var første gang nogle var kommet for at tale med dem om Gud, og viste deres taknemmelighed for besøget ved at lave morgenmad til alle 17 forkyndere.

Kvinden der havde hjulpet dem derhen, var meget begejstret for den modtagelse forkynderne havde fået, og tilbød at følge dem hen til tre andre landsbyer i området. I hver landsby råbte hun højt så indbyggerne kunne komme ud og høre hvad forkynderne havde at sige. Det var en rørende afslutning på dagen da forkynderne tog afsked med kvinden og de andre de havde forkyndt for, ved at synge en af Rigets sange på wayuu.

Jehova vil gerne have at alle mennesker skal høre Bibelens budskab. Særlige forkyndelseskampagner som den her i Venezuela er et bevis på at Jehova velsigner den indsats hans folk gør for at “forkynde godt nyt om gode ting” i isolerede områder rundt omkring på jorden. – Romerne 10:14, 15.