23. APRIL 2025
UKRAINE
Seks brødre sat bag tremmer for samvittighedsnægtelse i Ukraine i løbet af februar og marts.
Ukraine: Tre fængslet for samvittighedsnægtelse i februar og marts 2025
Derudover sidder tre brødre varetægtsfængslet
Som tidligere rapporteret på jw.org blev bror Vitalij Kriusjenko i januar 2025 det første Jehovas Vidne i Ukraine der blev fængslet for at nægte militærtjeneste som følge af samvittighedsgrunde siden krigen startede. Efterfølgende er yderligere seks brødre blevet fængslet på grund af militærnægtelse af samvittighedsgrunde.
Andrij Khomenko og hans kone, Iryna
Den 3. februar 2025 blev 50-årige bror Andrij Khomenko sendt i fængsel i tre år. Han og hans kone, Iryna, har to sønner. Kort før sin fængsling sagde Andrij: “Jeg er slet ikke i tvivl om at Jehova altid vil være der for mig og støtte mig og give mig indre fred – selv i de værst tænkelige situationer.”
Serhij Ivanusjtjenko
Bare en uge senere, den 11. februar 2025, begyndte 48-årige bror Serhij Ivanusjtjenko at afsone sin dom på tre års fængsel. Serhij blev døbt i november 2023, og få måneder efter blev han indkaldt til hæren. Han er helt overbevist om at Guds tjenere ikke skal lære at gå i krig, og derfor mødte han op hos værnepligtsnævnet og nægtede respektfuldt at udføre militærtjeneste. – Esajas 2:4.
Serhij Netjajuk
Den 5. marts 2025 fængslede myndighederne så bror Serhij Netjajuk, der er 35 år, gift og far til to små børn. Før han begyndte at afsone sin fængselsdom på tre år, sagde han: “Jeg ved at jeg ikke er alene, for mine brødre og søstre beder for mig. Jehova er med mig!”
Derudover tog soldater i perioden januar og februar med magt brødrene Mykhajlo Adamovytj (40 år), Jaroslav Bodnartjuk (28 år) og Oleksandr Radasjko (35 år) med til militære anlæg, hvilket betød at de ifølge ukrainsk lov de facto påbegyndte deres militærtjeneste. Da brødrene nægtede at iføre sig uniform og at bære våben, blev de anklaget for at have afvist at følge ordrer og blev tilbageholdt. Mykhajlo og Oleksandr er varetægtsfængslede mens de venter på at deres sag kommer for retten. Jaroslav er blevet løsladt mod kaution. Hvis de bliver dømt skyldige, risikerer de en dom på mellem fem og ti års fængsel.
Fra venstre: Mykhajlo Adamovytj, Jaroslav Bodnartjuk og Oleksandr Radasjko
Det myndighederne har gjort, strider mod international og ukrainsk lov. For eksempel beskytter artikel 18 i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder og artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention den enkeltes ret til at udføre civil tjeneste i stedet for militærtjeneste. Ukraine har tidligere indvilget i at overholde disse internationale aftaler. Derudover garanterer Ukraines forfatning retten til at udføre alternativ (ikke-militær) tjeneste i stedet for militærtjeneste.
Vi beder om at Jehova må blive ved med at styrke og støtte de trofaste brødre og alle der ligesom dem kæmper for at forblive loyale. – Salme 34:7.

