17. APRIL 2025
RUSLAND
Vladimir Melnik sammen med sine kone og sine døtre (venstre), Vladimir Piskarjov (midten) og Artur Putintsev sammen med sin kone (højre) efter at brødrene var blevet løsladt fra fængslet.
Tre brødre løsladt fra fængsel i Rusland
Den 9. april 2025 blev bror Vladimir Melnik, bror Vladimir Piskarjov og bror Artur Putintsev løsladt fra fængsel. Alle tre fik den 13. oktober 2023 en dom på seks års fængsel. Fordi brødrene har været tilbageholdt siden december 2020, anses deres straf nu for at være afsonet.
Vladimir Melnik blev på et tidspunkt overført til et fængsel der ligger næsten 1.400 kilometer fra det sted retssagen fandt sted, og det gjorde det meget svært for hans familie at besøge ham. I en periode sad han også i isolationscelle. Vladimirs kone, Irina, fortæller hvad der hjalp ham til at holde ud: “Vladimir har en stærk tro på Jehovas løfter, og det har hjulpet ham til at klare de mange svære ting han kom ud for. Det har betydet meget for ham at bede tit og åbent til Jehova. Det har gjort det lettere for ham at fokusere på håbet og at kæmpe videre.”
Vladimir Piskarjov taler efter sin løsladelse med sin kone, Tatjana, der i øjeblikket udfører det strafarbejde hun er blevet idømt.
De tre brødre har været væk fra deres familier i næsten fire og et halvt år. Men Vladimir Piskarjov vil fortsat være adskilt fra sin kone, Tatjana. Hun blev nemlig den 1. marts 2024 idømt to år og seks måneders tvangsarbejde og er stadig tilbageholdt. Da Tatjana blev spurgt om hvordan deres situation havde påvirket dem, svarede hun: “I den her svære tid er vores kærlighed til Jehova, til hinanden og til vores medmennesker bare blevet stærkere. Det vil ingenting kunne lave om på.”
Noget der hjalp Artur Putintsev i fængslet, var at prøve at vise venlighed og andre kristne egenskaber. Hans kone, Ljudmila, har sagt: “Når der var problemer med hans cellekammerater, reagerede Artur ved at dele sin mad med dem, vise dem personlig interesse og gøre en indsats for at opbygge et godt forhold til dem. Han er virkelig en der skaber fred.” Artur og Ljudmila har også mærket Jehovas støtte gennem deres åndelige familie. Hun fortæller: “Jehova har aldrig nogensinde ladet os kæmpe alene med vores problemer. Vi har set at uanset hvor dramatisk vores liv ændrer sig, sørger Jehova for at vi ikke bliver presset ud over grænserne for hvad vi kan klare. Vi må bare stole 100 procent på ham.”
Vi takker Jehova for den kærlighed og støtte han har vist de her trofaste brødre og søstre. Det giver os tryghed at vide at vi altid kan stole på Jehova, der “sørger for ret og retfærdighed for alle de undertrykte”. – Salme 103:6.

