14. JULI 2025
ALBANIEN

Den nye rigssal i Berat, Albanien. Lille billede: Der var 338 brødre og søstre til indvielsen af rigssalen.

Jehovas Vidner i Albanien indvier første rigssal bygget uden for Betels grund

Jehovas Vidner i Albanien indvier første rigssal bygget uden for Betels grund

Den 18. maj 2025 indviede bror Arben Vasili, der er medlem af Afdelingskontorets Udvalg, den første rigssal i Albanien som er bygget uden for afdelingskontorets grund. I alt var der 338 brødre og søstre til stede ved det historiske indvielsesprogram i byen Berat.

Jehovas Vidner blev officielt anerkendt i Albanien i maj 1992. Men selvom trossamfundet har været anerkendt i så mange år, har det ikke været muligt at opføre mødesale. Det skyldes blandt andet at det har været umuligt at få de nødvendige juridiske tilladelser og at købe egnede byggegrunde. Nogle få menigheder i Albanien har holdt møder i bygninger som organisationen har købt og ombygget, men de fleste menigheder har mødtes i lejede lokaler. I årenes løb er brødrene blevet ved med at lede efter en byggegrund hvor man måske kunne opføre en rigssal. Til sidst fandt de et godt sted i byen Berat, der ligger omkring 90 kilometer syd for afdelingskontoret. Efter at have overvundet en masse administrative forhindringer lykkedes det endelig brødrene at købe grunden og begynde at bygge en rigssal.

For mange var rigssalsbyggeriet i Albanien deres første mulighed for at være med på et af organisationens byggerier.

Der er fire menigheder i Berat, og mange af de 370 brødre og søstre i byen meldte sig til at være med til byggeriet. Der kom også Jehovas Vidner fra andre steder for at være med, blandt andet Blerim og hans kone, Vera. De var meget begejstrede for at kunne være med til et byggeprojekt for første gang. De fortæller: “Fordi vi er pionerer, har vi ikke så stor en indkomst, så vi var ikke sikre på at vi ville have råd til at melde os til projektet. Vi bad Jehova om hjælp til at se hvad vi kunne gøre. Forbavsende nok solgte vi hver uge så mange frugter og grøntsager på markedet at vi kunne dække vores udgifter i den tid projektet varede. Det var fantastisk at mærke hvordan Jehova var med os og gjorde det muligt for os at støtte projektet.”

Gruppebillede af nogle af dem der overværede indvielsen.

Vi glæder os sammen med vores brødre og søstre i Albanien over at Jehova har sørget for den her smukke nye rigssal, som er “til pris og ære” for ham. – Filipperne 1:11.