Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Et stævne der gik jorden rundt

For 50 år siden begav 583 Jehovas Vidner sig ud på en tiugers tur jorden rundt. Men de var ikke almindelige turister. Formålet var at have et opbyggende samvær med andre kristne ved stævnerne i 1963 med temaet “En evigvarende god nyhed”. Fordi de delegerede rejste gennem mere end 20 lande for at være sammen med deres trosfæller, er stævnet blevet kendt som et stævne der gik jorden rundt.

Et højdepunkt ved hvert stævne var foredraget “Når Gud er konge over hele jorden”. Nathan Knorr, fra Jehovas Vidners hovedkontor, holdt dette foredrag ved de fleste af stævnerne. Han beskrev hvordan forholdene i verden forværredes, og satte dem i kontrast til Bibelens storslåede løfte om at Paradiset vil blive genoprettet på jorden. I hele verden var der i alt 580.509 der hørte foredraget.

Jorden rundt på ti uger

Stævnerne begyndte i Milwaukee, Wisconsin, USA. Derefter rejste de delegerede østpå. Efter stævnet i New York gjorde de holdt i England, Sverige, Tyskland og Italien. I hvert land havde de mulighed for at fortælle andre om den gode nyhed der nævnes i Bibelen.

Mange af de lokale værdsatte at disse Jehovas Vidner tog sig tid til at besøge dem. En ung kvinde i Stockholm sagde: “Jeg vil mindes jeres besøg resten af mit liv. ... Kom I virkelig hele denne vej for at tale med mig om jeres tro på Gud? Det er meget beundringsværdigt.”

De delegerede blev dog lidt skuffede da de nåede til Athen, Grækenland. Under pres fra lokale religiøse ledere havde myndighederne annulleret den tilladelse der var blevet givet til at afholde stævnet på Panathinaikos Stadion. Men de nidkære Jehovas Vidner lod sig ikke stoppe. Ved slutningen af august havde næsten 10.000 mulighed for at overvære programmet, som blev fremholdt i private hjem og lokale menigheder.

Efter Athen rejste de delegerede videre til Libanon, Jordan, Israel og Cypern. Deres trosfæller viste dem stor gæstfrihed, og det gav nogle gange sjove oplevelser. En delegeret fortalte om noget mystisk der skete med hans sko i Nicosia, Cypern: “Hver gang jeg vendte hjem [til mit logi], og tog mine sko af ... forsvandt de ..., kun for at dukke op igen efter fem minutter, nypudsede og skinnende!”

Den sidste del af rejsen bragte stævnedeltagerne til Asien og Stillehavsområdet. Indien, Burma (nu Myanmar), Thailand, Hongkong, Singapore, Filippinerne, Indonesien, Australien, Taiwan, Japan, New Zealand, Fiji og Korea var værter for de delegerede og tusinder af lokale Jehovas Vidner. Mange ændrede deres planer for at kunne overvære stævnet, men ingen i så høj grad som et ungt forlovet par fra Yokosuka, Japan. Da manden bad om fri fra sit arbejde for at kunne overvære stævnet i Kyoto, fik han at vide at man kun kunne få fri til begravelser og bryllupper. Da parret allerede var ved at arrangere deres bryllup, besluttede de at blive gift lidt tidligere end de oprindelig havde tænkt sig. Deres bryllupsrejse gik til stævnet!

Turen nærmede sig sin afslutning i begyndelsen af september med stævner i Hawaii og Californien, USA. Ved det sidste stop, i Pasadena, Californien, var der mange flere tilstedeværende end man havde forventet. Derfor var der store trafikpropper efter det sidste foredrag. Men på trods af det citerede en lokal avis politichefen for at have sagt at det var det ‘mest velorganiserede stævne i den størrelsesorden han nogen sinde havde set’.

Varige virkninger

De gavnlige virkninger af disse stævner kan stadig mærkes. Bogen “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig” blev udgivet ved stævnet, og den bliver stadig brugt ved Jehovas Vidners møder.

Harold King kort efter at han blev løsladt fra fængslet i Kina

Ved stævnet i New York blev der præsenteret en ny sang. Den var skrevet af Harold King. Han var et af Jehovas Vidner og blev løsladt fra et kinesisk fængsel i 1963. Sangen hed “Fra dør til dør”. Harold King komponerede sangen mens han sad i enecelle, og Jehovas Vidner synger stadig en version af denne sang, der nu hedder “Fra hus til hus”.

I dag er Jehovas Vidners stævner meget anderledes. Mindre stadioner betyder at der er færre til stede. Flere steder betyder at der ikke er så lang rejsetid. Disse og andre forenklinger betyder at flere kan koncentrere sig om programmet. Hvert år overværer mere end syv millioner Jehovas Vidner og deres gæster vores stævner. Kunne du tænke dig at være med til sommer? Find et sted i nærheden af hvor du bor.

 

 

Lær mere

Hvorfor holder Jehovas Vidner store stævner?

Hvert år overværer vi tre store sammenkomster. Hvordan kan du få gavn af dem?