Gå direkte til indholdet

“Jeg gør hvad jeg kan”

Irma, der bor i Tyskland, er næsten 90 år gammel. Hun har været ude for to slemme ulykker og har efterfølgende måttet gennemgå adskillige operationer. Det betyder at hun ikke længere kan forkynde fra hus til hus som hun engang kunne. Nu fortæller Irma om sin tro ved at skrive breve til familiemedlemmer og bekendte. Folk elsker hendes breve, som hun skriver for at opmuntre, trøste og kondolere, og ofte ringer de og spørger hvornår hun sender et nyt brev. Hun får også mange takkebreve, hvori folk beder hende om at skrive igen. Irma siger: “Det er alt sammen noget der gør mig glad og holder mig åndeligt aktiv.”

Irma sender også breve til plejehjemsbeboere. Hun fortæller: “Der var en ældre dame som ringede og sagde at mit brev havde trøstet hende rigtig meget efter hendes mands død. Hun har brevet liggende i sin bibel og læser ofte i det om aftenen. En anden kvinde hvis mand døde for nylig, sagde at mit brev havde opmuntret hende meget mere end præstens prædiken. Hun havde mange spørgsmål hun gerne ville have svar på, og spurgte om hun måtte besøge mig.”

En af Irmas bekendte der ikke var Jehovas Vidne, flyttede langt væk og spurgte Irma om hun ikke nok ville skrive til hende. “Hun gemte alle mine breve,” siger Irma. “Da hun døde, ringede hendes datter til mig. Hun fortalte at hun havde læst alle de breve jeg havde sendt til hendes mor, og spurgte om jeg ville gøre mig den ulejlighed at sende breve med bibelske tanker til hende også.”

Irma elsker sin tjeneste. “Jeg beder Jehova om at give mig styrke til at tjene ham,” siger hun. “Jeg kan ikke gå fra hus til hus længere, men jeg gør hvad jeg kan.”