Gå direkte til indholdet

De besluttede sig for at forenkle deres liv

Madián og Marcela havde et komfortabelt liv i Medellín i Colombia. Fordi Madián tjente godt, havde de råd til at bo i en lækker lejlighed. Men på et tidspunkt skete der noget som fik dem til at tænke over deres prioriteringer som tjenere for Jehova. “I 2006 overværede vi den særlige stævnedag med temaet ‘Hold dit øje klart’. Mange af foredragene handlede om at forenkle sit liv så man kunne gøre mere i tjenesten for Gud,” fortæller de. “På vej hjem fra stævnet gik det op for os at vi gjorde det stik modsatte. Vi brugte masser af penge og havde efterhånden en stor gæld.”

Stævnet var noget af en øjenåbner for Madián og Marcela, og de begyndte straks at forenkle deres liv. “Vi stoppede med at bruge så mange penge,” siger de. “Vi flyttede ind i en mindre lejlighed, solgte vores bil og købte en motorcykel i stedet.” De holdt også op med at gå i shoppingcentre for ikke at blive fristet til at købe flere ting. I stedet brugte de mere tid på at tale med deres medmennesker om Bibelen. Derudover begyndte de at være sammen med nogle som flittigt tjente Jehova som specialpionerer. *

Kort tid efter besluttede Madián og Marcela at flytte til en lille menighed på landet hvor der var behov. For at det kunne lade sig gøre, måtte Madián sige sit arbejde op. Hans chef kunne slet ikke forstå at han ville droppe sådan et godt arbejde. Madián ville gerne forklare sig, så han spurgte hende: “Du tjener masser af penge, men er du egentlig lykkelig?” Det indrømmede hun at hun ikke var, for hendes liv var fyldt med problemer som hun ikke kunne løse. Så sagde han til hende: “Det handler altså ikke om hvor mange penge man tjener. Det handler om hvad der virkelig gør en lykkelig. Det der gør min hustru og mig lykkelige, er at fortælle andre om Gud, så det vil vi gerne bruge mere tid på.”

Madián og Marcela lever nu et liv fyldt med glæde og tilfredshed fordi de har gjort det at tjene Gud til det vigtigste i deres liv. I de sidste 13 år har de tjent i menigheder med stort behov i det nordvestlige Colombia. Og nu har de fået det store privilegium at tjene som specialpionerer.

^ par. 2 Jehovas Vidners lokale afdelingskontorer udnævner specialpionerer til at forkynde den gode nyhed på fuldtid i bestemte områder. De får et beskedent beløb til at dække deres leveomkostninger.