Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Jehovas Vidner

Dansk

En bibel der er lavet til at holde

For Jehovas Vidner er Bibelen den allervigtigste bog. De studerer den flittigt og bruger den når de fortæller andre om den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) Den hyppige brug betyder at deres bibler hurtigt slides op. Af den grund gjorde Jehovas Vidner en stor indsats for at sikre at 2013-revisionen af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter både var præsentabel og slidstærk.

Den nye bibel skulle være robust. Da nogle repræsentanter fra trykkeriet i Wallkill, New York, drøftede deres planer med direktøren for et bogbinderi, sagde han: “Den bibel I søger, findes ikke.” Han tilføjede: “Det er trist, men sandt, at de fleste bibler er fremstillet til at se godt ud på sofabordet eller på hylden – ikke til at holde længe.”

Nogle tidligere oplag af Ny Verden-Oversættelsen var ikke så holdbare – undertiden faldt de endda fra hinanden hvis det var meget varmt i vejret. Trykkeriet analyserede materialer til bogbind, klæbemidler og bogbindingsmetoder for at producere en bibel som kunne klare at blive brugt ofte, uanset klimaet. På grundlag af deres analyse fremstillede de prototyper af bibler og fik dem afprøvet af nogle Jehovas Vidner i forskellige egne, lige fra de tropiske til de arktiske.

Efter seks måneder blev biblerne returneret til undersøgelse. Derefter lavede man forbedrede udgaver og sendte en ny portion bibler ud. I alt blev 1.697 bibler testet. Nogle få af dem fik ved et uheld en noget hård medfart. For eksempel blev én efterladt ude i regnen natten over, og en anden kom under vand i en oversvømmelse efter en orkan. Resultaterne af testene og uheldene gav værdifuld information om bogens generelle holdbarhed.

Mens biblerne blev testet i 2011, købte Vidnerne nye hurtigkørende indbindingsmaskiner til trykkerierne i Wallkill, USA, og i Ebina, Japan. Formålet med det var ikke blot at kunne imødekomme den forventede forespørgsel, men også at trykke bibler begge steder som ville være identiske.

Problemer med at bindet rullede sig sammen

I begyndelsen af 2012 begyndte de to trykkerier at producere den daværende udgave af Ny Verden-Oversættelsen i sort og bordeaux med det nye bogbindingsmateriale i polyuretan. Men de nye maskiner anvendte en type lim og et materiale i bogbindene der ikke var blevet testet, og de bogbind der blev produceret, rullede sig sammen efter at de var blevet fastgjort på biblerne. De indledende bestræbelser man gjorde for at løse problemet, gik i vasken, og produktionen blev indstillet.

Producenten af et af materialerne gjorde opmærksom på at det er et velkendt problem at bøjelige bogbind har tendens til at rulle sig sammen, og at det er svært at finde en løsning på det. Frem for at skifte til et stift bind var Vidnerne alligevel besluttede på at producere en bibel med et bøjeligt bind som ville bevare et pænt udseende. Efter fire måneder med tests med forskellige kombinationer af lim og andre materialer fandt de en kombination der gjorde det muligt at genoptage produktionen – nu med bibler med bøjelige bind der bevarede faconen.

Produktionen indstilles igen

I september 2012 fik trykkerierne besked på at indstille produktionen af den daværende bibeludgave, lade den udgå af lageret og afvente besked på at begynde at producere den reviderede udgave af Ny Verden-Oversættelsen. Denne bibel skulle frigives 5. oktober 2013 ved årsmødet for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania.

Trykkerierne modtog de elektroniske filer af teksten til den nye bibel fredag 9. august 2013, og man begyndte at trykke den følgende dag. Den første bibel var færdig 15. august. De næste syv uger kørte trykkerierne i Wallkill og i Ebina i døgndrift for at producere og sende over 1.600.000 bibler så alle de tilstedeværende ved årsmødet kunne modtage et eksemplar.

Den nye bibel er smuk og slidstærk, men endnu vigtigere er det at den indeholder et livgivende budskab. Dagen efter at en kvinde fra USA havde modtaget sit eksemplar, skrev hun: “Den nye udgave gør at jeg bedre forstår Bibelen.”

Lær mere

UDGIVERVIRKSOMHED

Behovet for bibler imødekommes

Se hvordan vores trykkeri i Japan er med til at imødekomme behovet for bibler verden over.

BØGER & BROCHURER

Bibelen — hvad er dens budskab?

Hvad er Bibelens gennemgående budskab?