Warwick – fotogalleri 7 (september 2016 til februar 2017)
Dette fotogalleri viser slutfasen af byggeriet af Jehovas Vidners nye hovedkontor. I perioden fra september 2016 til februar 2017 begyndte man at tage bygningerne i brug.
Det færdige byggeri i Warwick. Med uret fra øverst til venstre:
Autoværksted
Gæsteparkering
Øvrige værksteder/parkering til beboerne
Boligbygning B
Boligbygning D
Boligbygning C
Boligbygning A
Kontor- og servicebygning
8. september 2016 – Bygningerne i Warwick
Alle bygninger i Warwick er nu taget i brug. I begyndelsen af september var der omkring 500 der boede på stedet. Det indbefattede byggefrivillige og fuldtidsmedarbejdere der tidligere arbejdede i Brooklyn.
20. september 2016 – Kontor- og servicebygning
En håndværker tjekker de glaserede fliser der skal sættes op på væggene ved indgangen til udstillingen “Et folk for Jehovas navn”. Fliserne har fået en særlig overfladebehandling der får dem til at se ældre ud, så de passer til udstillingens historiske tema.
28. september 2016 – Kontor- og servicebygning
Stephen Lett, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, var ordstyrer ved det første teokratiske morgenprogram der blev sendt fra Warwick. Bror Lett læste et takkebrev højt som var rettet til de mere end 27.000 frivillige der havde været med til byggeriet, og de mange andre der på forskellige måder havde støttet projektet.
3. oktober 2016 – Kontor- og servicebygning
Bogstaver fastgøres til skiltet ved indgangen til en af de tre selvguidede udstillinger man kan se i Warwick. Denne udstilling, “Et folk for Jehovas navn”, giver indblik i Jehovas Vidners historie fra 1870’erne frem til i dag.
5. oktober 2016 – Kontor- og servicebygning
Redaktionsudvalget holder møde med deres hjælpere og andre medarbejdere i Redaktionen. På de store skærme vises der forslag til billedmateriale der skal bruges i kommende publikationer. Skærmene gør det også muligt for afdelinger fra andre kontorer at deltage i møderne. Bordet, der blev doneret for år tilbage, blev taget med fra Brooklyn.
20. oktober 2016 – Kontor- og servicebygning
En hjælper for Koordinationsudvalget og andre der arbejder under dette udvalgs ledelse, drøfter sammen hvordan man kan hjælpe dem der er berørt af supertyfonen Haima (Lawin), der havde ramt Filippinerne dagen før. Ved hjælp af computerudstyr kan afdelinger på Hovedkontoret hurtigt tage sig af akutte opgaver og kommunikere med afdelingskontorer i hele verden.
28. oktober 2016 – Øvrige værksteder/parkering til beboerne
Et regnvandsbassin adskiller værkstederne fra vejen der fører hen til indgangen. Regnvandsbassinerne i Warwick kan på en miljøvenlig måde fjerne partikler og forurenende stoffer fra regnvandet, og de reducerer omkostningerne med op til 50 procent i forhold til et konventionelt spildevandsanlæg. Det rensede og filtrerede vand der derefter bliver ledt ud i vandløb, forbedrer desuden områdets plante- og dyreliv.
4. november 2016 – Kontor- og servicebygning
Et flyttehold læsser af ved modtagelsesrampen. Cirka 80 frivillige hjalp til da personale fra Brooklyn skulle flytte til deres nye hjem i Warwick.
14. december 2016 – Kontor- og servicebygning
Bagere flytter dej fra en stor røreskål over på et bord. Eftersom dejen kan veje over 45 kilo, benyttes et lille hejsesystem der gør arbejdet lettere og mere sikkert. Bageriet i Warwick er også udstyret med et raskeskab, et skab hvor man kan regulere dejens gæringstid ved at indstille temperatur og luftfugtighed. Denne automatiserede proces reducerer arbejdsbyrden i forbindelse med de hundredvis af brød der bliver bagt hver uge.
14. december 2016 – Øvrige værksteder/parkering til beboerne
Personale fjerner affald. I modsætning til i Brooklyn er de fleste af bygningerne i Warwick forbundet med hinanden, og derfor er der ikke brug for lige så mange medarbejdere og køretøjer til at fjerne affald og genbrugsmateriale.
14. december 2016 – Kontor- og servicebygning
Vand sprøjtes på en skjorte for at fjerne folder, hvorefter den kommer på en strygegine. Vaskeriet i Warwick vasker i gennemsnit mere end fem tons tøj og linned hver uge. For at holde styr på vasketøjet bliver der sat stregkoder på. Stregkoderne bliver scannet flere gange undervejs for at sikre at vasketøjet håndteres korrekt og leveres til den rigtige afdeling eller lejlighed.
20. december 2016 – Øvrige værksteder/parkering til beboerne
En mekaniker besigtiger og vedligeholder en bomlift der bruges på elanlægget. Det forlænger liftens levetid og gør det sikkert at bruge den.
10. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
Der foretages fejlsøgning på en computer der afspiller en introduktionsfilm til udstillingen “Tro i handling”.
11. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
En cykel fra 1903 bliver klargjort til udstillingen “Et folk for Jehovas navn”. Cyklen, der er doneret, er blevet istandsat og bruges til at vise hvor stor en indsats Bibelstudenterne (senere Jehovas Vidner) var villige til at gøre for at udbrede Bibelens budskab.
12. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
Håndværkere opstiller en glasmontre til genstande der blev brugt i forbindelse med “Skabelsens Fotodrama”, en bibelsk forestilling med levende billeder og lysbilleder. Fotodramaet havde premiere i 1914 og blev i løbet af det år vist for omkring ni millioner.
12. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
Den latinske Zürich-bibel (1544-udgave) bliver klargjort til udstillingen “Bibelen og Guds navn”. I Bibelen længst mod venstre viser en rød trekant hvor Guds navn, Jehova, står. Der er blevet truffet mange forholdsregler for at beskytte skrøbelige bibler. For eksempel bliver siderne holdt på plads med polyesterfilm, luftfugtigheden og temperaturen i udstillingsrummet reguleres, og det fiberoptiske lys i udstillingen justeres så det sarte papir ikke bliver beskadiget.
16. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
Gæster på rundvisning nyder den flotte udsigt ud over Warwick fra det 23 meter høje tårn. Fra den 3. april 2017 kunne man komme på rundvisning i Warwick og blandt andet se de selvguidede udstillinger. Hvis man gerne vil på rundvisning, skal man booke en tid via et online reservationssystem, som man kan få adgang til fra sektionen OM OS > KONTORER OG RUNDVISNINGER på vores hjemmeside.
19. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
En sjælden førsteudgave af King James Version fra 1611 placeres i en montre. Udstillingsmontrene er specialfremstillet af medarbejdere i Warwick.
19. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
En høj hat anbringes i en udstilling. Hatten tilhørte Joseph F. Rutherford, der overtog ledelsen af Jehovas Vidners arbejde for omkring 100 år siden. Udstillingen “Et folk for Jehovas navn” giver et indblik i den indsats de første Jehovas Vidner gjorde for at forkynde den gode nyhed om Riget.
20. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
I Lydstudiet er fortælleren til den selvguidede udstilling “Bibelen og Guds navn” ved at indlæse sine replikker. Kun lidt over en uge efter at studiet og udstyret blev pakket ned i Brooklyn og flyttet til Warwick, var det oppe at køre igen. Dette studie (en underafdeling af lydstudierne på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson) bruges også til indspilninger af Ny Verden-Oversættelsen, Vagttårnet og Vågn op!, artikler på jw.org og andre publikationer.
27. januar 2017 – Kontor- og servicebygning
Kanterne på en tredimensionel billedvæg bliver malet. Væggen er en del af udstillingen “Et folk for Jehovas navn” og indeholder billeder fra slutningen af 1800-tallet af Bibelstudenterne.
15. februar 2017 – Kontor- og servicebygning
Model af Lucas males. Han er kendt fra animationsfilmene Bliv Jehovas ven. Modellen skal stå i en udstilling der handler om det Jehovas Vidner har produceret til børn.
15. februar 2017 – Kontor- og servicebygning
Der skæres billeder og vinylskilte ud til udstillingen “Et folk for Jehovas navn”. Over 250 medarbejdere, deriblandt snedkere, computerprogrammører, designere, elektrikere, murere, filmfotografer og skribenter, har været involveret i arbejdet med de tre udstillinger.

