Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

FRA VORES ARKIVER

De gav det bedste de havde

De gav det bedste de havde

Da Anden Verdenskrig sluttede i 1945, lå det meste af Tyskland i ruiner. Byer var blevet ødelagt, skolerne stod tomme, hospitalerne var ubrugelige, og overalt var der bomber der ikke var gået af. Derudover var der mangel på mad, og det resulterede i høje priser. For eksempel kunne man på det sorte marked købe 500 gram smør for det der svarede til seks ugers løn!

Blandt dem der var berørt af den svære situation, var hundreder af Jehovas Vidner der havde været flere år i fængsler og koncentrationslejre på grund af deres tro. I 1945 blev de sat fri, og det eneste de havde, var det fængselstøj de blev løsladt i. Andre brødre og søstre havde mistet deres hjem og ejendele. Nogle var så underernærede at de besvimede under møderne.

Brødre og søstre i andre lande reagerede hurtigt

Jehovas Vidner i andre dele af verden reagerede hurtigt på det store behov for mad og tøj. På hovedkontoret i USA bad man afdelingskontoret i Bern i Schweiz om at hjælpe brødrene og søstrene i Tyskland. Nathan H. Knorr, der repræsenterede hovedkontoret, besøgte Europa for at koordinere og sætte fart på nødhjælpsarbejdet.

Nathan H. Knorr taler til brødrene i Wiesbaden, Tyskland, i 1947. Over ham står årsteksten på tysk: “Pris Jehova, alle Nationer”

Der blev gavmildt doneret mad, tøj og penge fra brødrene og søstrene i Schweiz. Tingene blev først sendt til Bern, hvor de blev sorteret og pakket inden de blev sendt videre til Tyskland. Brødre og søstre i andre lande, heriblandt Sverige, Canada og USA, støttede også nødhjælpsarbejdet, som ikke kun hjalp Jehovas folk i Tyskland men også i andre krigshærgede lande i Europa og Asien.

Fantastiske resultater

Inden for få måneder sendte afdelingskontoret i Schweiz kaffe, mælk, sukker, morgenmadsprodukter, tørret frugt, grøntsager og kød og fisk på dåse. Og der blev også doneret penge.

Brødrene og søstrene i Schweiz sendte også fem tons tøj, deriblandt overfrakker, dametøj og jakkesæt til mændene. I Vagttårnet for 15. maj 1946 stod der: “Vennerne havde ikke givet det daarligste, de havde, men alt var af allerbedste Sort. Det havde været et virkeligt Offer for dem at hjælpe deres tyske Venner.”

Fra Schweiz donerede man også næsten 1.000 par sko, som blev tjekket inden de blev sendt, om de var i god stand. Brødrene og søstrene i Wiesbaden i Tyskland der tog imod skoene, var imponeret over kvaliteten og variationen. “Der findes næppe en butik i Tyskland der har så stort et udvalg,” skrev en bror.

Man fortsatte med at sende hjælp indtil august 1948. I alt sendte brødrene og søstrene i Schweiz 444 kasser med nødhjælp der vejede 25 tons, til Tyskland. Som nævnt var Jehovas Vidner i Schweiz ikke de eneste der sendte hjælp til Tyskland. Men de var et af de medvirkende lande med færrest Jehovas Vidner – kun 1.600 på det tidspunkt!

‘Hav kærlighed til hinanden’

Jesus Kristus sagde: “Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle forstå at I er mine disciple.” (Johannes 13:34, 35) Kærlighed motiverede Jehovas folk til ikke kun at donere hvad de kunne undvære, men det bedste de havde. (2. Korinther 8:1-4) Et brev fra Zürich nævnte at “en stor del af brødrene som ikke selv har ret meget, men som ikke desto mindre meget gerne vil være med til at hjælpe, har doneret [deres] penge og rationeringsmærker”.

Jehovas folk i Tyskland kom sig hurtigt efter forfølgelsen og krigens rædsler. Det skyldtes blandt andet den velorganiserede og gavmilde hjælp de fik fra deres trosfæller, som viste ægte, selvopofrende kærlighed.

Søstre på afdelingskontoret i Bern, Schweiz, der sorterer tøj doneret til deres trosfæller i Tyskland

Kasser med nødhjælp der bliver lastet på en lastbil ved afdelingskontoret i Bern

En lastbil fyldt med kasser hvorpå der står: “Jehovas Vidners nødhjælpsarbejde”

Kasser med donerede ting bliver lastet på en togvogn der skal til Tyskland