„GÅ HJEM til dine slægtninge og fortæl dem om alt det Jehova har gjort for dig og om den barmhjertighed han har vist dig,“ sagde Jesus Kristus til en mand der ønskede at blive hans discipel. Det skete sandsynligvis mens Jesus var i Gadara, der lå sydøst for Galilæas Sø. Hans ord viser at han forstod et grundlæggende træk hos mennesker — ønsket om at dele interessante og vigtige ting med sin familie. — Mark. 5:19.

Dette træk ser vi også ofte i dag, om end det er mere udpræget i nogle kulturer end i andre. Når én bliver en tjener for den sande Gud, Jehova, ønsker han derfor som regel at fortælle sine slægtninge om sin nyfundne tro. Men hvordan skal han gribe det an? Hvordan kan han nå hjertet hos dem i familien der har en anden tro — eller slet ingen tro? Bibelen giver nogle positive og realistiske råd.

I det første århundrede var Andreas en af de første der fandt ud af at Jesus var Messias. Og hvem fortalte han straks om sin opdagelse? „Han fandt først sin egen broder, Simon, og sagde til ham: ’Vi har fundet Messias.’“ Andreas førte Peter til Jesus og gav ham derved chancen for at blive en af Jesu disciple. — Joh. 1:35-42.

Omkring seks år senere befandt Peter sig i Joppe. Her blev han tilskyndet til at rejse nordpå til Cæsarea for at besøge Kornelius, der var officer i hæren. Hvem fandt Peter og hans rejsefæller forsamlet i Kornelius’ hus? „Kornelius ventede dem naturligvis og havde sammenkaldt sine slægtninge og nære venner.“ Kornelius gav altså sine slægtninge mulighed for at høre Peter tale så  de selv kunne træffe en beslutning ud fra det de hørte. — Apg. 10:22-33.

Hvad kan vi lære af det Andreas og Kornelius gjorde for deres slægtninge?

Hverken Andreas eller Kornelius overlod noget til tilfældighederne. Andreas introducerede personligt Peter for Jesus, og hvad Kornelius angår, så sørgede han for at hans slægtninge fik lejlighed til at høre hvad Peter havde at sige. Men hverken Andreas eller Kornelius lagde pres på deres slægtninge, og de forsøgte heller ikke underfundigt at lokke dem til at blive Kristi disciple. Kan vi lære noget af det? Vi kan måske dele nogle tanker med vores slægtninge og skabe muligheder for at de kan lære om de bibelske sandheder og komme i kontakt med vores trosfæller. Men vi respekterer deres valgfrihed og vil ikke presse dem til noget. Hvordan vi kan hjælpe dem vi er i familie med, illustreres meget godt af det Jürgen og Petra, et ægtepar i Tyskland, har erfaret.

Petra studerede Bibelen med Jehovas Vidner, og efter et stykke tid blev hun døbt. Hendes mand, Jürgen, var officer i hæren. Til at begynde med var han alt andet end glad for sin kones beslutning. Men efterhånden indså han at Vidnerne forkynder sandheden fra Bibelen. Han indviede sig til Jehova, og i dag er han ældste i menigheden. Hvilket råd giver Jürgen om hvordan man når hjertet hos et familiemedlem der har en anden tro?

Han siger: „Vi bør ikke prøve at tvinge vores slægtninge til at lytte og overøse dem med åndelige tanker. Det vil bare forstærke deres modvilje. Som regel får vi mere ud af taktfuldt at give dem nogle små interessante oplysninger nu og da. Det er også godt at introducere dem for brødre der er i samme aldersgruppe og har samme interesser som dem. Hvis vi gør disse ting, kan vi bygge bro over kløften.“

Apostlen Peter og Kornelius’ slægtninge reagerede hurtigt på Bibelens budskab. Andre i det første århundrede der kom i kontakt med sandheden, havde brug for længere tid til at træffe en beslutning.

Flere af Jesu slægtninge viste tro på ham under hans offentlige tjeneste. For eksempel er det muligt at apostlene Jakob og Johannes var Jesu fætre, og at deres mor, Salome, var hans moster. Hun kan have været en af de ’mange andre kvinder som sørgede for Jesus og apostlene ved hjælp af det de havde’. — Luk. 8:1-3.

Andre i Jesu familie fik dog ikke tro lige med det samme. Omkring et år efter Jesu dåb samledes en folkemængde i et hus for at høre ham. „Da hans slægtninge hørte det, gik de ud for at få fat i ham, for de sagde: ’Han er gået fra forstanden.’“ Nogen tid senere, da Jesu halvbrødre spurgte til hans rejseplaner, svarede han dem ikke direkte. Hvorfor ikke? Fordi ’hans brødre ikke troede på ham’. — Mark. 3:21; Joh. 7:5.

Hvad lærer vi af den måde Jesus var på over for dem der hørte til hans familie? Han blev ikke fornærmet da nogle af dem påstod at han var gået fra forstanden. Og selv efter at han var blevet henrettet og oprejst, opmuntrede han sine brødre  ved at vise sig for sin halvbror Jakob. Det har sikkert været medvirkende til at ikke kun Jakob men også Jesu andre halvbrødre blev overbevist om at han virkelig var Messias. Derfor var de sammen med apostlene og andre i en sal ovenpå i Jerusalem, hvor de uden tvivl modtog den hellige ånd. Med tiden fik Jakob og Judas, en anden af Jesu halvbrødre, store privilegier. — Apg. 1:12-14; 2:1-4; 1 Kor. 15:7.

Ligesom i det første århundrede har nogle i dag brug for lang tid før de beslutter sig for at slå ind på livets vej. Tag for eksempel Roswitha, der var stærkt troende katolik da hendes mand blev døbt som et af Jehovas Vidner i 1978. Oprigtig som hun var i sin tro, modarbejdede Roswitha til at begynde med sin mand. Men som årene gik, mildnedes hendes modstand, og hun indså at Vidnerne forkynder sandheden. I 2003 blev hun døbt. Hvad havde medvirket til forandringen? Hendes mand havde, i stedet for at blive fornærmet over hendes modstand, givet hende tid til at ændre opfattelse. Hvilket råd giver Roswitha? „Man kan opnå meget godt med tålmodighed, tålmodighed og endnu mere tålmodighed.“

Monika blev døbt i 1974, og omkring ti år senere blev hendes to sønner døbt. Selvom hendes mand, Hans, aldrig modarbejdede deres tro, var det først i 2006 han blev døbt. Hvilket råd giver familien, nu hvor de kan se tilbage på forløbet? „Hold dig loyalt til Jehova, og gå aldrig på kompromis i trosspørgsmål.“ Selvfølgelig var det vigtigt at de blev ved med at forsikre Hans om deres kærlighed. Og de opgav aldrig håbet om at han til sidst ville tage imod sandheden.

Jesus beskrev engang sandhedens budskab som vand der skænker evigt liv. (Joh. 4:13, 14) Vi vil gerne have at vores familie bliver forfrisket ved at drikke det klare, kølige sandhedsvand. Vi ønsker selvfølgelig ikke at de bliver kvalt i det fordi vi tvinger for meget vand i dem alt for hurtigt. Om de føler sig forfrisket eller kvalt, kan afhænge af hvordan vi forklarer vores tro for dem. Bibelen siger at „den retfærdiges hjerte grunder over hvordan det skal svare“, og at „den vises hjerte giver hans mund indsigt og føjer overtalelsesevne til hans læber“. Hvordan kan vi følge dette råd? — Ordsp. 15:28; 16:23.

En hustru ønsker måske at forklare sin mand hvad hun tror på. Hvis hun ’grunder over hvordan hun skal svare’, vil hun vælge sine ord med omhu og ikke tale overilet. Hun bør ikke virke selvretfærdig eller bedrevidende. Hendes velgennemtænkte ord kan være forfriskende og fremme freden. Hvornår er hendes mand afslappet og let at tale med? Hvilken type emner holder han af at tale eller læse om? Interesserer han sig for videnskab, politik eller sport? Hvordan kan hun vække hans nysgerrighed angående Bibelen samtidig med at hun respekterer hans følelser og meninger? At tænke i sådanne baner vil hjælpe hende til at tale og handle med indsigt.

Hvis vi skal nå hjertet hos ikketroende i vores familie, er det ikke blot et spørgsmål om at holde os til afmålte doser når vi fortæller om vores tro. Det vi siger, må følges op af en god adfærd.

„Følg konsekvent de bibelske principper i det daglige. Den ikketroende slægtning vil sikkert lægge mærke til det, også selvom han måske helst ikke vil indrømme det,“ siger Jürgen, der er nævnt ovenfor. Hans, som blev døbt godt 30 år efter sin kone, siger samstemmende: „Det er vigtigt med en eksemplarisk kristen opførsel så vores slægtning kan se den positive virkning sandheden har på vores liv.“ Vores familie skal kunne se at vores tro gør os anderledes end andre på en positiv måde, ikke på en negativ måde.

Apostlen Peter gav god vejledning til hustruer hvis mænd ikke deler deres tro: „[I skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt. Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, håret I fletter, guldsmykkerne I tager på eller  yderklæderne I bærer, men lad det være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne.“ — 1 Pet. 3:1-4.

Peter skrev at en hustru kan overbevise sin mand ved at have en eksemplarisk adfærd. Med dette i tanke har en søster ved navn Christa prøvet at røre sin mands hjerte lige siden hun blev døbt i 1972. Selvom hendes mand på et tidspunkt studerede med Vidnerne, har han endnu ikke taget sandheden til sig. Han har overværet nogle møder og kommer godt ud af det med dem i menigheden. De respekterer på den anden side hans ret til at vælge. Hvordan forsøger Christa at nå hans hjerte?

„Jeg er besluttet på at holde mig til den vej Jehova ønsker at jeg skal følge. Samtidig forsøger jeg at vinde min mand ’uden ord’ ved min gode adfærd. Når der ikke står bibelske principper på spil, gør jeg alt hvad jeg kan, for at imødekomme hans ønsker. Og selvfølgelig respekterer jeg hans frie vilje og lader sagen hvile i Jehovas hænder.“

Christas fremgangsmåde viser værdien af at være fleksibel. Hun følger en opbyggende åndelig rutine, som blandt andet indbefatter regelmæssig mødedeltagelse og en meningsfyldt andel i forkyndelsen. Men samtidig viser hun forståelse for sin mand, i erkendelse af at han har krav på hendes kærlighed, tid og opmærksomhed. Det vil være klogt af alle der har ikketroende familiemedlemmer, at være fleksible og forstående. „Til alt er der en fastsat tid,“ siger Bibelen. Det omfatter tid sammen med familiemedlemmer, især ægtefæller, der ikke deler vores tro. Når man bruger tid sammen, fremmes kommunikationen. Erfaringen viser at god kommunikation mindsker risikoen for at de føler sig ensomme, holdt udenfor eller jaloux. — Præd. 3:1.

„Det er vigtigt at vise vores familiemedlem at vi elsker ham, og at vi beder for ham,“ siger Holger, hvis far blev døbt 20 år efter resten af familien. Christa tilføjer: „Jeg opgiver aldrig håbet om at min mand på et tidspunkt tager imod sandheden og vælger at tjene Jehova.“ Vi må altid have en positiv indstilling til familie der ikke deler vores tro, og aldrig opgive håbet.

Vores mål er at bevare et godt forhold til andre i vores familie, at give dem en chance for at forstå sandheden og at røre deres hjerte med Bibelens budskab. Og i alt hvad vi gør, må vi vise „mildhed og dyb respekt“. — 1 Pet. 3:15.