Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 Fra vores arkiver

På farten med pilgrimmene

På farten med pilgrimmene

„JEG kan altså ikke gå fra dør til dør!“ Er det ikke hvad mange der lige er begyndt at studere, siger om det at skulle forkynde for vildfremmede? Men i dette tilfælde kom indvendingen fra en pilgrim — en erfaren underviser og offentlig taler.

Mange læsere af Zion’s Watch Tower som havde forladt kirken, savnede at være sammen med nogle der tørstede efter bibelske sandheder. Bladet opfordrede derfor sine læsere til at finde frem til andre der havde den samme dyrebare tro, og til regelmæssigt at samles for at studere Bibelen. Fra omkring 1894 begyndte Vagttårnsselskabet at sende rejsende repræsentanter ud for at mødes med grupper der havde anmodet om et besøg. Senere blev disse erfarne og energiske mænd kaldt pilgrimme. De blev udvalgt på grundlag af deres ydmyghed, bibelkundskab, evner som undervisere og talere samt deres stærke tro på genløsningen. Et typisk besøg varede kun en til to dage og var fyldt med aktivitet. Mange Bibelstudenter fik deres debut i forkyndelsen ved at dele indbydelser ud til pilgrimsbroderens offentlige foredrag. Efter at Hugo Riemer, der senere blev medlem af Det Styrende Råd, en aften havde holdt foredrag på en skole, svarede han på bibelske spørgsmål til over midnat. Han var helt udmattet, men glad erklærede han at mødet havde været „skønt“.

Ifølge Zion’s Watch Tower var „hovedformålet“ med et pilgrimsbesøg at opbygge „troens husstand“ gennem møder i de troendes hjem. Bibelstudenter fra de nærliggende områder kom for at lytte til foredragene og deltage i den efterfølgende spørgerunde. Bagefter var det tid til kristen gæstfrihed. Som barn var Maude Abbott til et formiddagsmøde, og hun husker at alle bagefter samledes omkring et langbord i gården. „Der var så meget lækker mad — landskinke, stegt kylling, brød i alle afskygninger, tærter og kage! Alle tog godt for sig af retterne, og ved totiden samledes vi for at lytte til endnu et foredrag.“ Men hun indrømmer også: „Da vi nåede dertil, sad alle og halvsov.“ Benjamin Barton, der var pilgrim i en længere periode, sagde engang: ’Hvis jeg havde spist alle de gode sager jeg fik serveret, ville det have sat en stopper for min pilgrimstjeneste for længe siden!’ På et tidspunkt fik de mange velmenende værter dog at vide i et brev fra hovedkontoret i Brooklyn at det ville være bedst for alle parter hvis de blot sørgede for at pilgrimmene fik „hverdagsmad“ og „en god, uforstyrret nattesøvn“.

Når pilgrimmene underviste, gjorde de i vid udstrækning brug af kort og modeller, ja, alt hvad der lige var for hånden, og som kunne give deres undervisning liv. De foredrag R.H. Barber holdt, „var altid åndeligt velkrydrede“. Og den faderlige W.J. Thorn talte „som en af fortidens patriarker“. En dag da Shield Toutjian var med i en Ford A, råbte han pludselig: „Stop!“ Han sprang ud af bilen, plukkede nogle markblomster og holdt derefter en improviseret tale for sine medpassagerer om Jehovas skaberværk.

Pilgrimmenes anstrengende arbejde bød på mange udfordringer, ikke mindst for dem der var  midaldrende eller ældre. For nogle skulle den største udfordring dog vise sig at være en ændring i formålet med deres tjeneste. De skulle nu til at føre an i forkyndelsen fra hus til hus. The Watch Tower for 15. marts 1924 erklærede at „et af de vigtigste hverv“ for en sand kristen „er at vidne om Riget. Det er med det formål at pilgrimme sendes ud.“

Visse pilgrimme brød sig tilsyneladende ikke om denne ændring, og utilfredse forlod de rejsetjenesten. Nogle trak endda en tilhængerskare med sig. Robie D. Adkins husker at en pilgrim der var en dygtig taler, bittert udbrød: „Det jeg kan, er at forkynde fra podiet. Jeg kan altså ikke gå fra dør til dør!“ Broder Adkins fortsætter: „Næste gang jeg så ham, var ved stævnet i Columbus, Ohio, i 1924. Ynkelig stod han der, helt alene i skyggen af et lille træ, fortabt blandt tusinder af glade brødre. Det var sidste gang jeg så ham. Kort efter forlod han organisationen.“ Som kontrast dertil „var en masse brødre i højt humør optaget af at slæbe bøger ud til deres biler“, tydeligvis ivrige efter at komme ud og forkynde fra hus til hus. — Apg. 20:20, 21.

Mange pilgrimme lagde hele deres hjerte i arbejdet — selvom de måske var mindst lige så nervøse som dem de skulle oplære. Den tysktalende Maxwell G. Friend (Freschel) skrev om hus til hus-forkyndelsen: „Denne del af pilgrimsarbejdet øger i den grad glæden ved turen.“ Og John A. Bohnet, der også var pilgrim, rapporterede at brødrene generelt støttede beslutningen om at fremme forkyndelsen. Om det store flertal skrev han at de „brændende af nidkærhed ønskede at være med i kampens forreste rækker“.

Gennem årene har trofaste rejsende brødre virkelig været til støtte og opmuntring. „Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved værdien af og fordelene ved pilgrimmenes arbejde. Det kunne jeg se selv som barn,“ sagde Norman Larson, som tjente Jehova i mange år. „De gjorde meget for at forme mig.“ Helt frem til i dag har sådanne selvopofrende og loyale rejsende tilsynsmænd hjulpet deres trosfæller til med overbevisning at sige: „Vi kan gå fra dør til dør!“

[Tekstcitat på side 32]

Der var stor glæde når en pilgrim var på besøg!

[Illustration på side 31]

Benjamin Barton skulle ifølge sin rejseplan for 1905 aflægge 170 besøg

[Illustration på side 32]

Walter J. Thorn var pilgrim og blev kaldt „Pappy“ (fatter) på grund af sin varme, faderlige måde at være på

[Illustration på side 32]

J.A. Browne blev sendt til Jamaica som pilgrim omkring 1902 for at styrke og opmuntre 14 små grupper

[Illustration på side 32]

Pilgrimmenes arbejde styrkede den kristne enhed, opbyggede brødrenes tro og knyttede dem til organisationen