Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 Fra vores arkiver

„Den gjorde at jeg blev ret så bemærket“

„Den gjorde at jeg blev ret så bemærket“

Da heltidsforkynderen Charlotte White ankom til Louisville i Kentucky med en kuffert på hjul, vakte hun temmelig stor opsigt.

ÅRET var 1908, og søster White tiltrak sig så afgjort byboernes opmærksomhed da hun kom gående med en helt ny opfindelse — daggryvognen. „Folk snakkede om den,“ fortalte hun, „og den gjorde at jeg blev ret så bemærket.“

Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang, havde indset at de måtte gøre andre bekendt med de dyrebare sandheder de havde lært gennem deres grundige studium af Bibelen. Mange af Bibelstudenterne havde fået kundskab om Guds ord ved hjælp af en bogserie med titlen Millenniets Daggry (senere også kaldt Studier i Skriften). De der havde mulighed for det, rejste vidt omkring — gennem små og store byer og landområder — og tilbød disse bibelstudieredskaber til andre der ønskede at læse dem.

I 1908 kunne søster White og andre flittige forkyndere tilbyde folk denne serie bestående af seks lærredsindbundne bøger mod et bidrag på 1,65 dollar. I stedet for at give de interesserede bøgerne med det samme tog forkynderne imod deres bestilling og vendte tilbage senere — som regel når det var lønningsdag — for at aflevere bøgerne mod det beskedne beløb, der blot dækkede trykkeomkostningerne. En af vores modstandere harcelerede faktisk over hvor lille et bidrag man kunne få bøgerne for!

Malinda Keefer husker at hun tog imod bestillinger på to til tre hundrede bøger om ugen. Men den  store interesse for bogserien skabte et problem. Det sjette bind alene var på 740 sider! The Watch Tower skrev: „Halvtreds bøger vejer fyrre pund [18 kilo]“. Det var derfor „for stor en belastning“ for en del forkyndere, især for søstrene, at bringe disse bøger ud til de interesserede.

For at løse problemet med udbringningen af daggrybøgerne opfandt broder James Cole en sammenklappelig, tohjulet anordning som kunne monteres på en kuffert ved hjælp af skruer. Nu hvor han ikke længere var nødt til at bære tunge papkasser med bøger, sagde han humoristisk: „Endelig slipper jeg for skulderbrud.“ Han præsenterede den nye anordning for et begejstret publikum ved Bibelstudenternes stævne i 1908 i Cincinnati i Ohio. I begge ender af tværstangen var der indgraveret ordet „Dawn-Mobile“ (daggryvogn), eftersom det hovedsagelig var bogserien Millenniets Daggry man havde i disse kufferter. Med lidt øvelse kunne man med én hånd let transportere en kuffert fyldt med bøger. Man kunne også indstille højden på daggryvognen, og den kunne med lethed køre i hjulsporene fra hestevogne. Efter en dag i forkyndelsen kunne gummihjulene klappes op på siden af kufferten så den var nem at transportere hjem, hvad enten man gik eller tog sporvognen.

Søstre som var i heltidstjenesten, kunne få en daggryvogn gratis. Ellers kostede den 2,50 dollars. Søster Keefer, der ses på billedet, blev så ferm til at bruge daggryvognen at hun kunne manøvrere en fyldt kuffert med den ene hånd og bære en taske med bøger i den anden. I en mineby i Pennsylvania var der så mange interesserede at hun typisk måtte foretage tre-fire ture over en bro når det var leveringsdag.

I slutningen af 1980’erne opfandt en pilot den rullende kabinekuffert, som i dag er et almindeligt syn i lufthavne og i storbyernes travle gader. Men for cirka hundrede år siden vakte daggryvognen opsigt, og de nidkære Bibelstudenter havde sikkert ikke noget imod de mange nysgerrige blikke når de kom kørende med den for at sprede sandhedens dyrebare sædekorn.

[Tekstcitat på side 32]

Søster Keefer måtte typisk foretage tre-fire ture over en bro når det var leveringsdag

[Tekstcitat på side 32]

Den løste problemet med udbringningen