Dyb og vedvarende smerte

DER blev for nylig sendt spørgeskemaer ud til nogle forældre som for flere år siden havde mistet et barn. Formålet var at få belyst hvordan tiden indvirker på sorgen hos dem der har mistet en af deres kære i døden. Ikke alle de adspurgte forældre svarede. Vladimir, der fem år tidligere havde mistet sin søn, forklarede at han stadig havde svært ved at tale om sønnen. *

Det er ikke ualmindeligt at forældre selv efter mange år føler dyb sorg. For ti år siden mistede William sin 18-årige søn ved en drukneulykke. Og William fortæller: „Smerten over tabet sidder stadig dybt i mig, og det vil den gøre så længe jeg lever.“ Fem år efter at Lucy havde mistet sin søn på grund af en pludselig sygdom, skrev hun: „I dagene lige efter blev jeg ved med at sige til mig selv: ’Det kan ikke være sandt.’ Jeg følte det som om det var en ond drøm, og at jeg snart ville vågne op. Efter et stykke tid gik det op for mig at det var sandt, at han ikke kom hjem. Det er nu fem år siden min søn døde, men indimellem, når jeg er alene, græder jeg stadig.“

Hvorfor føler forældre, som Vladimir, William og Lucy, stadig en så dyb og vedvarende smerte efter at have mistet et barn? Lad os se på nogle af grundene.

Hvorfor sorgen er så overvældende

Når et barn bliver født, oplever forældrene nogle følelser som er helt unikke. Bare det at holde barnet ind til sig, betragte det når det sover, eller se det smile giver dem en dyb glæde og tilfredshed. Kærlige forældre elsker deres børn. De lærer dem hvordan de skal opføre sig, og hvordan de kan vise høflighed. (1 Thessaloniker 2:7, 11) Efterhånden som børnene reagerer positivt på den oplæring de får, føler forældrene en vis stolthed og begynder at nære store forventninger til dem.

Omsorgsfulde forældre arbejder hårdt for at sørge for deres børn. Det kan være at de sætter penge eller materielle ejendele til side for at kunne hjælpe deres børn når det engang bliver deres tur til at stifte familie. (2 Korinther 12:14) Alle de mange følelser forældre oplever, tiden, anstrengelserne og pengene de sætter til side, viser én ting — forældre opdrager deres børn med det for øje at de skal leve, ikke dø. Når et barn dør, er arbejdet med at opdrage det endnu ikke fuldendt, og de forhåbninger forældrene har næret til barnet, bliver knust. Al den  kærlighed og ømhed som forældrene viser barnet, bliver brat afbrudt af døden, der sætter en stopper for alt. Barnets død efterlader et stort tomrum i forældrenes hjerte. De overvældes af en dyb sorg som er svær at komme over.

Bibelen bekræfter at sørgende forældre tynges af en dyb og vedvarende smerte. Den beskriver for eksempel hvad der skete da patriarken Jakob hørte at hans søn Josef var blevet dræbt. Beretningen siger: „[Jakob] rev sin kappe itu og lagde sæk om sine hofter og sørgede over sin søn i mange dage. Og alle hans sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham, men han vægrede sig ved at lade sig trøste og sagde: ’For jeg vil gå sørgende ned til min søn i Sheol [eller graven]!’“ Mange år senere sørgede Jakob stadig over den søn som han troede var død. (1 Mosebog 37:34, 35; 42:36-38) Et andet eksempel fra Bibelen har at gøre med en trofast kvinde ved navn No’omi, som overlevede sine to sønner. Dybt bedrøvet ønskede hun at forandre sit navn fra No’omi, som betyder „min liflighed“, til Mara, der betyder „bitter“. — Rut 1:3-5, 20, 21, fodnote.

Bibelen gør imidlertid mere end blot at beskrive den sorg som forældre oplever. Den viser også hvordan Jehova styrker dem der føler stor sorg. I den næste artikel vil vi komme ind på nogle af de måder hvorpå Gud trøster dem der sørger.

[Fodnote]