Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Wessel Gansfort — „en reformator før reformationen“

Wessel Gansfort — „en reformator før reformationen“

 Wessel Gansfort — „en reformator før reformationen“

Luther, Tyndale og Calvin er velkendte navne for alle som har et vist kendskab til den protestantiske reformation, der begyndte i 1517. Men kun få kender navnet Wessel Gansfort. Han er blevet kaldt „en reformator før reformationen“. Kunne du tænke dig at vide lidt mere om ham?

WESSEL blev født i 1419 i den hollandske by Groningen. I det 15. århundrede var skolegang noget der var forbeholdt de få, men Wessel var en af dem. Han var en dygtig elev, men måtte alligevel forlade skolen som niårig fordi hans forældre var meget fattige. Til Wessels held hørte en rig enke om hans begavelse. Hun blev hans protektor og tilbød at betale hans skolepenge. Nu kunne han fortsætte sin uddannelse. Med tiden fik han en magistergrad, og det ser ud til at han også senere blev doktor i teologi.

Wessel havde en enorm appetit på kundskab, men på hans tid var bibliotekerne få. Til trods for at man i hans levetid begyndte at trykke med løse typer, var de fleste bøger stadig skrevet i hånden og derfor meget kostbare. Wessel hørte til en gruppe lærde som rejste rundt fra bibliotek til bibliotek og fra kloster til kloster for at lede efter sjældne håndskrifter og forsvundne eller glemte bøger, og som derefter delte de oplysninger de havde fundet frem til, med hinanden. Han indsamlede en kolossal viden og fyldte en personlig notesbog med citater og uddrag af klassiske værker. Andre teologer var ofte mistænksomme over for Wessel fordi han havde kendskab til så meget de aldrig havde hørt om. Han blev kaldt Magister Contradictionis, eller ’Magister i modsigelse’.

„Hvorfor leder du mig ikke til Kristus?“

Cirka 50 år før reformationen havde Wessel mødt Thomas à Kempis (cirka 1379-1471), der er almindeligt anerkendt som forfatteren af det berømte værk De imitatione Christi (Kristi efterfølgelse, eller efterlignelse). Thomas à Kempis tilhørte Brødrene af Fælleslivet, en bevægelse som lagde vægt på behovet for at leve et fromt liv. I en biografi om Wessel nævnes det at Thomas à Kempis ved flere lejligheder opfordrede Wessel til at bede Maria om hjælp. Wessels reaktion var: „Hvorfor leder du mig  ikke til Kristus, som indbyder alle der er tyngede af byrder, til at komme til ham?“

Angiveligt var Wessel imod tanken om at blive præst. Da han blev spurgt om hvorfor han afslog at få issen barberet skaldet som tegn på at han tilhørte den gejstlige stand, svarede han at han ikke var bange for galgen så længe han var i besiddelse af sin fulde tænkeevne. Han henviste åbenbart til at man ikke kunne retsforfølges hvis man var ordineret, og det ser da også ud til at mange præster undgik at blive hængt af den grund. Wessel opponerede også imod visse almindelige religiøse skikke. Han blev for eksempel kritiseret fordi han nægtede at tro på de mirakler der blev beskrevet i bogen Dialogus miraculorum, som var meget populær på hans tid. Som svar på kritikken sagde han: „Det er bedre at læse i Bibelen.“

„Vi får kun viden ved at stille spørgsmål“

Wessel studerede hebraisk og græsk og tilegnede sig et indgående kendskab til de ældste kirkefædres skrifter. Hans kærlighed til Bibelens originalsprog er særlig bemærkelsesværdig eftersom han levede før Erasmus af Rotterdam og Johannes Reuchlin. * Før reformationen var det sjældent at nogen havde kendskab til græsk. I Tyskland var der kun en håndfuld forskere som var fortrolige med græsk, og der var ingen hjælpemidler til rådighed for dem der gerne ville lære sproget. Efter Konstantinopels fald i 1453 kom Wessel åbenbart i forbindelse med nogle græske munke som var flygtet til Vesten, og af dem lærte han græsk på elementært plan. Dengang var hebraisk forbeholdt jøderne, og det lader til at Wessel lærte hebraisk på grundniveau af jøder der var konverteret til kristendommen.

Wessel havde stor kærlighed til Bibelen. Han betragtede den som en bog der er inspireret af Gud, og mente at alle Bibelens bøger er i fuldkommen harmoni med hinanden. Ifølge Wessel skulle fortolkningen af bibelvers altid være i harmoni med sammenhængen, og teksten måtte ikke fordrejes. Enhver søgt forklaring burde man mistænke for at være falsk  lære. Et af hans yndlingsskriftsteder var Mattæus 7:7, hvor der siges: „Bliv ved med at søge, og I vil finde.“ På grund af dette vers mente Wessel at det er gavnligt at stille spørgsmål. Hans ræsonnement var: „Vi får kun viden ved at stille spørgsmål.“

En bemærkelsesværdig anmodning

I 1473 var Wessel på besøg i Rom. Han kom i audiens hos pave Sixtus IV, den første af seks paver hvis groft umoralske adfærd til sidst førte til den protestantiske reformation. Historikeren Barbara W. Tuchman gør opmærksom på at Sixtus IV’s pavedømme markerede begyndelsen til en periode præget af „magtpolitik og en ufortrøden, utilsløret og ubarmhjertig stræben efter personlig vinding“. Han chokerede både kirken og folk i al almindelighed med sin åbenlyse nepotisme. En anden historiker skriver at Sixtus åbenbart ønskede at gøre det pavelige embede til et familieforetagende. Kun få turde fordømme dette magtmisbrug.

Men Wessel Gansfort var anderledes. En dag sagde Sixtus til ham: „Min søn, bed mig om hvad som helst du ønsker, og Vi vil give dig det.“ Wessel svarede prompte: „Hellige Fader, . . . eftersom du er den øverste præst og hyrde her på jorden, beder jeg om . . . at du vil udføre din ophøjede tjeneste på en sådan måde at fårenes Store Hyrde . . . når han kommer, kan sige til dig: ’Vel, du gode og tro tjener. Gå ind til din herres glæde.’“ Sixtus sagde at det var han forpligtet til, og at Wessel skulle ønske sig noget personligt. Wessel svarede: „Så vil jeg bede dig give mig en græsk og en hebraisk bibel fra Vatikanets bibliotek.“ Paven opfyldte hans ønske, men bemærkede at Wessel havde handlet tåbeligt, og at han burde have anmodet om et bispeembede.

„En løgn og en fejltagelse“

Sixtus havde hårdt brug for midler til opførelsen af det i dag så berømte Sixtinske Kapel, og af den grund tyede han til salg af afladsbreve som kunne give syndsforladelse til de  døde. Disse afladsbreve var utroligt populære. I bogen Vicars of Christ — The Dark Side of the Papacy (Kristi stedfortrædere — pavedømmets mørke side) siges der: „Enker, enkemænd og sørgende forældre betalte alt hvad de ejede, for at få deres kære ud af skærsilden.“ Afladsbrevene blev hilst velkommen af den almene befolkning, som fuldt og fast troede på at paven kunne garantere at deres afdøde kære ville komme i himmelen.

Wessel var derimod af den faste overbevisning at den katolske kirke, inklusive paven, ikke kunne tilgive synder. Wessel kaldte åbent salget af afladsbreve for „en løgn og en fejltagelse“. Han mente heller ikke at man for at få tilgivelse for sine synder måtte bekende dem for en præst.

Wessel satte også spørgsmålstegn ved pavens ufejlbarhed. Han sagde at troens grundlag ville svækkes hvis man forventede at folk altid stolede på paverne, eftersom de begik fejl. Wessel skrev: „Hvis prælaterne tilsidesætter Guds bud og påbyder folk at følge deres egne menneskeskabte regler, . . . er det de gør og befaler andre at gøre, forgæves.“

Wessel baner vej for reformationen

Wessel døde i 1489. Han forblev katolik til trods for at han havde været modstander af nogle af de forkerte ting i kirken, og han blev aldrig fordømt af kirken som kætter. Efter hans død prøvede nogle fanatiske katolske munke imidlertid at tilintetgøre hans skrifter fordi de ikke blev betragtet som rene. På Luthers tid var navnet Wessel næsten glemt. Ingen af hans værker var blevet trykt, og meget få manuskripter havde overlevet. Den første udgave af Wessels værker blev publiceret mellem 1520 og 1522. Den indeholdt et brev som Luther havde skrevet, hvori han personligt anbefalede Wessels skrifter.

Wessel var ikke reformator på samme måde som Luther var det, men han fordømte åbent nogle af de forkerte ting som førte til reformationen. I McClintock og Strongs Cyclopedia siges der om ham at han „blandt mændene af tysk herkomst var den vigtigste af dem som var med til at bane vejen for reformationen“.

Luther så en meningsfælle i Wessel. Forfatteren Cornelis Augustijn skriver: „Luther sammenligner sin egen tid og sit eget liv med Elias’. Ligesom profeten troede at han var den eneste der var ladt tilbage for at kæmpe for Gud, troede Luther at han var helt alene i sin kamp mod kirken. Men efter at have læst Wessels værker erkendte han at Herren havde frelst en ’rest i Israel’.“ „Luther går så langt at han erklærer: ’Hvis jeg havde læst hans værker tidligere, kunne mine fjender tro at jeg havde lært det hele af Wessel; så stor overensstemmelse er der mellem hans tanker og mine.’“ *

„I vil finde“

Da reformationen kom, skete det ikke pludseligt. Den strøm af tanker og idéer som udløste reformationen, havde allerede ’flydt’ gennem nogen tid. Wessel var klar over at pavernes dekadence til sidst ville føre til ønsket om en reform. Ved en lejlighed sagde han til en student: „Min læselystne ven, du vil opleve den dag hvor de lærepunkter som . . . stridslystne teologer har fremholdt, vil blive forkastet af alle oprigtige kristne bibelforskere.“

Wessel afslørede nogle af de fejltagelser og noget af den korruption som kendetegnede hans tid, men han var ikke i stand til at kaste fuldt lys over Bibelens sandheder. For ham var Bibelen imidlertid en bog der skulle læses og studeres. Ifølge bogen A History of Christianity mente Wessel „at Bibelen, eftersom den er inspireret af den hellige ånd, er den endelige autoritet i trosspørgsmål“. Sande kristne i dag opfatter Bibelen som Guds inspirerede ord. (2 Timoteus 3:16) Men på nuværende tidspunkt er Bibelens sandheder ikke længere skjult eller vanskelige at finde frem til. I dag gælder følgende bibelske princip i endnu højere grad end førhen: „Bliv ved med at søge, og I vil finde.“ — Mattæus 7:7; Ordsprogene 2:1-6.

[Fodnoter]

^ par. 9 Disse mænd ydede et stort bidrag til studiet af de sprog Bibelen oprindelig blev skrevet på. I 1506 udgav Reuchlin sin hebraiske grammatik som førte til et grundigere studium af De Hebraiske Skrifter. Erasmus udgav en græsk tekst til De Kristne Græske Skrifter i 1516.

^ par. 21 Wessel Gansfort (1419-1489) and Northern Humanism, side 9, 15.

[Ramme/illustration på side 14]

WESSEL OG GUDS NAVN

I sine skrifter gengiver Wessel som regel Guds navn med „Johavah“. Han bruger imidlertid formen „Jehovah“ mindst to steder. I en redegørelse for Wessels synspunkter konkluderer forfatteren H.A. Oberman at det var Wessels opfattelse at Thomas Aquinas og andre, såfremt de havde kunnet hebraisk, „ville have opdaget at Guds navn som blev åbenbaret for Moses, ikke betyder ’Jeg er den jeg er’, men ’Jeg vil være den jeg vil være’.“ * Ny Verden-Oversættelsen gengiver betydningen korrekt med: „Jeg vil være det som Jeg vil være.“ — 2 Mosebog 3:13, 14.

[Fodnote]

^ par. 30 Wessel Gansfort (1419-1489) and Northern Humanism, side 105.

[Kildeangivelse]

Håndskrift: Universiteitsbibliotheek, Utrecht

[Illustrationer på side 15]

Wessel opponerede mod salget af afladsbreve som pave Sixtus IV godkendte