Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Tidlige vidnesbyrd om de kristne

Tidlige vidnesbyrd om de kristne

 Tidlige vidnesbyrd om de kristne

IKKEKRISTNE forfattere i de to første århundreder anerkendte de kristnes tilstedeværelse og indflydelse i deres hedenske verden. For eksempel beretter den romerske historiker Tacitus, der var født omkring år 55 e.v.t., om de rygter der gik ud på at Nero var skyld i Roms brand (64 e.v.t.), og derefter siger han: „For altså at gøre ende på folkesnakken kastede han skylden over på andre og straffede navnlig på de mest udsøgte måder de for deres skændigheder [set fra romernes synspunkt] forhadte mennesker, som man kaldte kristne. . . . Først lod man dem pågribe, som tilstod, dernæst efter deres angivelse en meget stor mængde andre mennesker, og de blev ikke så meget overbevist om brandstiftelse som om had til menneskeslægten. Man nøjedes ikke med at henrette dem, men drev oven i købet løjer med dem: nogle blev bedækket med dyrehuder og sønderrevet af hunde; andre korsfæstedes, og atter andre blev indsvøbt i brændbare klæder og tjente, når dagen var omme, til at oplyse natten.“ (Tacitus’s Årbøger, XV, XLIV, citeret fra Er du kristen? af Carsten Breengaard, København 1986, s. 143) En anden romersk historiker, Svetonius, der blev født hen imod slutningen af det 1. århundrede, fortæller om begivenheder der indtraf under Neros regering, idet han siger: „De kristne, en slags mennesker, der var befængt med en ny og skadelig overtro, blev ramt af hårde straffe.“ — Romerske kejsere, Nero, 16, oversat til dansk af A. B. Drachmann.

Flavius Josefus nævner i sin oldtidshistorie (Jewish Antiquities, XVIII, 64 [iii, 3]) visse begivenheder i Jesu liv og tilføjer derefter: „Og den stamme som kaldes de kristne efter ham, er den dag i dag [omkring år 93 e.v.t.] ikke forsvundet.“ Plinius den Yngre, der som statholder i 111 eller 112 e.v.t. stod over for ’kristenproblemet’, beskrev i et brev til kejser Trajan de metoder han brugte, og bad samtidig om et godt råd. „Jeg har spurgt dem personligt, om de var kristne,“ skrev Plinius. Tilstod de det, blev de straffet. Men nogle „sagde, at de ikke var eller havde været kristne“. Når de blev sat på prøve, bragte de hedenske ofre og „forbandede Christus — og de, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette“. I sit svar roste Trajan Plinius for den måde han havde grebet sagen an på: „Du har ved undersøgelsen af dem, der anklaget for at være kristne var blevet ført til dig, anvendt den fremgangsmåde, du burde.“ — Plinius’ breve, X, xcvi, 3, 5; xcvii, 1; oversættelse ved Gunnar Andersen i Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, XIII/17, København 1966, s. 367-369.

Det første århundredes kristne havde ingen templer, rejste ingen altre, brugte ikke krucifikser og havde intet præsteskab med fornemme klæder og klingende titler. De fejrede ikke statens helligdage, og de nægtede at udføre militærtjeneste. „En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [romersk kejser 161-180 e.v.t.] blev ingen kristen soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“ — The Rise of Christianity af E. Barnes, 1947, s. 333.

Men som det fremgår af Plinius’ brev, holdt ikke alle der kaldte sig kristne, kompromisløst fast ved troen når de blev udsat for prøver. Som forudsagt var frafaldets ånd allerede i virksomhed før apostlene døde. (Apg. 20:29, 30; 2 Pet. 2:1-3; 1 Joh. 2:18, 19, 22) Inden for en periode på mindre end 300 år var kristendommens hvedemark groet til med den frafaldne antikrists ukrudt i et sådant omfang at den hedenske Konstantin den Store (der blev anklaget for mordet på ikke mindre end syv nære venner og slægtninge) spillede en rolle i de begivenheder som førte til udviklingen af en statsreligion forklædt som „kristendom“.