Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan vort unikke solsystem blev til

Hvordan vort unikke solsystem blev til

 Hvordan vort unikke solsystem blev til

DER er mange faktorer som tilsammen gør vores del af universet helt unik. Vort solsystem ligger mellem to af Mælkevejens spiralarme i et område med relativt få stjerner. Næsten alle de stjerner vi kan se om natten, er så langt fra os at de blot forekommer som små lyspunkter når de betragtes gennem selv de største teleskoper. Er det som det skal være?

Hvis vort solsystem var nærmere Mælkevejens centrum, ville vi lide under de skadelige følger af at befinde os i en tæt koncentration af stjerner. Jordens bane ville givetvis blive ændret, og det ville medføre dramatiske konsekvenser for menneskelivet. Det ser ud til at solsystemet har lige den rette placering i galaksen til at undgå dette og andre farer såsom overophedning (når det passerer gennem gasskyer), eksploderende stjerner eller dødelig stråling fra andre kilder.

Solen er en ideel type stjerne hvad angår vores behov. Den brænder stabilt, har en lang levetid og er hverken for stor eller for varm. Størstedelen af de stjerner der er i vores galakse, er meget mindre end vores Sol og giver hverken den rette mængde lys eller varme til opretholdelse af liv på en jordlignende planet. Dertil kommer at de fleste stjerner er bundet sammen med en eller flere andre stjerner og kredser om et fælles tyngdepunkt. I modsætning hertil bevæger vores Sol sig selvstændigt. Vort solsystem ville sandsynligvis ikke være så stabilt hvis vi skulle konkurrere med tiltrækningskraften fra to eller flere andre sole.

En anden faktor som gør vort solsystem så unikt, er placeringen af de store ydre planeter som har næsten cirkulære baner og hvis tyngdekraft ikke udgør nogen trussel for de indre terrestriske planeter. * I stedet varetager de ydre planeter den beskyttende funktion at absorbere og afbøje farlige objekter. „Vi rammes af asteroider og kometer, men ikke i usædvanlig grad takket være gigantiske gasplaneter som Jupiter der er bag os,“ forklarer Peter D. Ward og Donald Brownlee i deres bog Rare Earth — Why Complex Life Is Uncommon in the Universe. Der er observeret andre solsystemer med store planeter. Men disse planeters baner ville udgøre en fare for mindre jordlignende planeter.

Månens betydning

Månen har til alle tider fascineret mennesket. Den har inspireret digtere og musikere. En af fortidens hebraiske salmedigtere beskrev for eksempel Månen som „grundfæstet evindelig, og som et trofast vidne i skyen“. — Salme 89:37.

Desuden øver Månen en betydningsfuld indflydelse på livet på Jorden fordi dens tiltrækningskraft forårsager flod og ebbe. Tidevandets bevægelser menes at have fundamental betydning for havstrømmene, som igen har betydning for vejrmønstrene.

Månens tiltrækningskraft medvirker også  til at Jordens rotationsakse bliver mere stabil i forhold til det plan hvori Jorden bevæger sig omkring Solen. Uden Månen ville Jordens hældningsvinkel over en længere periode slingre fra „næsten 0 [grader] til 85 [grader],“ ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature. Hvad ville der ske hvis jordaksen ikke hældede? Så ville vi ikke kunne nyde de smukke årstiders skiften, og vi ville desuden komme til at mangle regn. Uden denne hældning ville temperaturerne desuden blive så ekstreme at vi ville have svært ved at overleve. „Årsagen til vores nuværende klimas stabilitet skyldes Månen,“ konkluderer astronomen Jacques Laskar. For at udfylde denne stabiliserende rolle er vores måne stor — relativt større end de store planeters måner.

Jordens eneste naturlige satellit, Månen, varetager endnu en funktion — nemlig at virke som lysgiver om natten, som også skribenten af Første Mosebog angav. — 1 Mosebog 1:16.

Tilfældighed eller intelligent design?

Hvordan forklarer man de sammentræf af mangfoldige faktorer som gør livet på Jorden muligt og tilmed fornøjeligt? Der er tilsyneladende to valgmuligheder. Den første er at alle disse realiteter er et produkt af blind tilfældighed. Den anden er at der står en intelligent Designer bag.

For flere tusind år siden fastslog De Hellige Skrifter at universet er udtænkt og udformet af en Skaber — en almægtig Gud. Hvis det er sandt, betyder det at forholdene i vort solsystem ikke er et produkt af tilfældighedernes spil, men af en Skabers velovervejede hensigt. Skaberen gav os så at sige en beretning om hvordan han gik til værks for at gøre livet på Jorden muligt. Det overrasker dig måske at begivenhederne i universets historie som de er beskrevet i denne 3500 år gamle beretning, i det store og hele stemmer overens med hvad forskerne mener har fundet sted. Lad os se hvad beretningen, som kan læses i Første Mosebog, siger.

Skabelsesberetningen i Første Mosebog

„I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Bibelens indledende ord drejer sig om skabelsen af vort solsystem, deriblandt vor planet, såvel som skabelsen af stjernerne i de milliarder af galakser i universet. Ifølge Bibelen var Jordens overflade engang „formløs og øde“. Der var hverken kontinenter eller frugtbar jord. Men de næste ord oplyser hvad der ifølge forskere er den vigtigste betingelse for at der kan være liv på en planet — en righoldighed af vand. Guds ånd var „i bevægelse frem og tilbage over vandene“. — 1 Mosebog 1:2.

 For at overfladevand kan forblive flydende, må en planet være i den rette afstand fra dens sol. „Mars er for kold, Venus er for varm, Jorden er lige tilpas,“ udtaler Andrew Ingersoll, der forsker i planeter. Ligeledes må der være tilstrækkelig lys af hensyn til plantevækst. Og det er værd at lægge mærke til at den bibelske beretning fortæller at Gud under en tidligere skabelsesperiode fik Solens lys til at trænge igennem mørke skyer af vanddamp der indhyllede havene som et „svøb“ om en baby. — Job 38:4, 9; 1 Mosebog 1:3-5.

I de følgende vers i Første Mosebog læser vi at Skaberen frembragte det Bibelens kalder „et udstrakt rum“. (1 Mosebog 1:6-8) Dette udstrakte rum er fyldt med luftarter der udgør Jordens atmosfære.

Bibelen fortæller videre at Gud ændrede den formløse jordoverflade til tørt land. (1 Mosebog 1:9, 10) Han fik øjensynlig jordskorpen til at slå folder og bevæge sig. Det kan have forårsaget at der blev dannet både dybe kløfter og kontinenter, der hævede sig fra havets bund. — Salme 104:6-8.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt i Jordens historie skabte Gud mikroskopiske alger i havene. Ved hjælp af energi fra Solen begyndte disse selvreproducerende encellede organismer at omdanne kuldioxid til føde samtidig med at de frigjorde ilt til atmosfæren. Denne fantastiske proces blev fremskyndet i en tredje skabelsesperiode med dannelsen af plantevækst som til sidst dækkede Jorden. Derved øgedes mængden af ilt i atmosfæren, så det blev muligt for dyr og mennesker at opretholde livet ved at trække vejret. — 1 Mosebog 1:11, 12.

For at gøre landet frugtbart sørgede Skaberen for en righoldighed af organismer der skulle leve i jorden. (Jeremias 51:15) Disse bittesmå skabninger omdanner og nedbryder dødt stof til elementer som planterne skal bruge til at vokse af. Visse typer jordbakterier optager kvælstof fra luften hvorefter de leverer dette livsvigtige grundstof til planterne så de kan gro. En håndfuld almindelig jord kan indeholde seks milliarder mikroorganismer.

I Første Mosebog 1:14-19 siges der at Gud frembringer Solen, Månen og stjernerne i en fjerde skabelsesperiode. Ved første øjekast kan det se ud til at være i modstrid med den foregående bibelske forklaring. Men husk på at Moses, som skrev Første Mosebog, nedskrev skabelsesberetningen set fra Jorden. På det tidspunkt ville man øjensynlig kunne skelne Solen, Månen og stjernerne gennem Jordens atmosfære.

Beretningen i Første Mosebog fortæller at skabninger i havet blev til i løbet af den femte skabelsesperiode, og landdyr og mennesker i løbet af den sjette. — 1 Mosebog 1:20-31.

 Jorden skulle være til glæde for mennesket

Virker det ikke som om livet på Jorden, der fremkom som beskrevet i beretningen i Første Mosebog, skulle være til glæde? Du har sikkert prøvet at vågne en solrig morgen og indånde den friske luft og glædet dig over livet. Måske gik du en tur i en have og nød blomsternes duft og skønhed, eller vandrede i en frugtplantage og smagte på de friske frugter. Sådanne nydelser er kun mulige på grund af: (1) Jordens righoldighed af vand, (2) den rette mængde varme og lys fra Solen, (3) vores atmosfære som har den rette blanding af luftarter, og (4) frugtbar jord.

Alle disse elementer — som ikke findes på Mars, Venus og andre planeter i solsystemet — er ikke blot et produkt af blind tilfældighed. De er fint afstemt i den hensigt at gøre livet på Jorden behageligt. Som den næste artikel vil illustrere, siger Bibelen også at Skaberen dannede vor smukke Jord til at bestå for evigt.

[Fodnote]

^ par. 5 De fire indre planeter i vort solsystem — Merkur, Venus, Jorden og Mars — kaldes terrestriske (jordlignende) fordi de har en overflade der består af klipper. De store ydre planeter — Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun — er hovedsagelig opbygget af gasarter.

[Ramme på side 6]

„Hvis jeg som geolog i korte træk over for et simpelt hyrdefolk som de stammer Første Mosebog henvendte sig til, skulle forklare vor moderne forestilling om Jordens oprindelse og livets opståen på den, kunne jeg næppe gøre det bedre end ved i hovedtrækkene at holde mig temmelig nøje til ordlyden i Første Mosebogs første kapitel.“ — Wallace Pratt, geolog.

[Ramme/illustration på side 7]

GOD PLACERING FOR ASTRONOMISKE IAGTTAGELSER

Hvis Solen befandt sig et andet sted i vores galakse, ville vi ikke have så godt et overblik over stjernerne. „Vort solsystem ligger . . . langt fra støvfyldte, lysforurenede områder, hvilket giver et ganske godt overblik over både de nærliggende stjerner og det fjerntliggende univers,“ beretter bogen The Privileged Planet.

Månens størrelse og afstand fra Jorden er desuden lige den rette til at Månen kan dække for Solen under en solformørkelse. Disse sjældne men imponerende begivenheder giver astronomer mulighed for at studere Solen. Ved sådanne studier har de således kunnet afdække mange hemmeligheder om hvordan stjerner lyser.

[Illustration på side 5]

Månens masse er stor nok til at stabilisere jordaksens hældning

[Illustrationer på side 7]

Hvad gør livet på Jorden muligt? En righoldighed af vand, den rette mængde lys og varme, atmosfære og frugtbar jord

[Kildeangivelser]

Jordklode: Baseret på NASA foto; hvede: Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.