Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De rette valg førte til varige velsignelser

De rette valg førte til varige velsignelser

 Livsberetning

De rette valg førte til varige velsignelser

Fortalt af Paul Kushnir

I 1897 emigrerede mine bedsteforældre fra Ukraine til Canada og slog sig ned i nærheden af Yorkton i provinsen Saskatchewan. De ankom med fire børn — tre drenge og en pige. Senere hen, i 1923, blev denne pige, Marinka, mor til mig; jeg var hendes syvende barn. Dengang var livet enkelt men trygt. Vi fik sund kost og havde varmt tøj at tage på, og myndighederne sørgede for basale serviceydelser. Folk var venlige, og naboerne hjalp villigt hinanden med de større arbejdsopgaver. I vinteren 1925 fik vi besøg af en af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Dette besøg fik os til at træffe nogle valg som jeg stadig er glad for vi traf.

Sandheden bliver en del af vores liv

Min mor fik nogle brochurer af bibelstudenten, og hun forstod at det var sandheden. Hun gjorde hurtigt åndelige fremskridt og blev døbt i 1926. Da min mor blev bibelstudent, gav det vores liv et helt nyt perspektiv. Vores hjem blev et sted der var åbent for alle. Vi havde ofte rejsende tilsynsmænd, dengang kaldt pilgrimme, og andre bibelstudenter boende. I 1928 viste en rejsende tilsynsmand os „Heurekadramaet“, som er en forenklet version af „Skabelsens Fotodrama“. Vi børn lånte ham en legetøjsfrø som kunne lave en klikkelyd. Når frøen klikkede, skulle næste lysbillede vises. Vi var meget stolte over at han brugte vores frø!

En rejsende tilsynsmand som ofte kom på besøg hos os, var Emil Zarysky, der boede i en husvogn. Nogle gange havde han sin voksne søn med, der tilskyndede os børn til at sætte os som mål at blive heltidsforkyndere, eller pionerer. Vi havde også mange pionerer boende. Engang lånte min mor en pioner en  skjorte mens hun reparerede hans egen. Ved en fejltagelse tog han skjorten med sig da han rejste. Lang tid efter sendte han den tilbage til os og undskyldte at der var gået så lang tid. Han skrev: „Jeg havde ikke råd til at betale de ti cent det kostede i porto.“ ’Bare han dog havde beholdt skjorten’, tænkte vi! Jeg håbede at jeg en dag ville kunne vise den samme selvopofrende indstilling som disse pionerer. Jeg er meget taknemmelig for at min mor viste så stor gæstfrihed. Det berigede vores liv og gav os endnu større kærlighed til brodersamfundet. — 1 Peter 4:8, 9.

Min far blev aldrig bibelstudent, men han modstod os ikke. I 1930 lod han endda brødrene bruge hans store lade til et endagsstævne. Jeg var kun syv år gammel, men den glæde og værdighed der prægede dette stævne, gjorde indtryk på mig. I 1933 døde min far. Selvom mor nu var alene med otte børn, var hun stadig lige besluttet på at holde os på sandhedens vej. Hun sørgede for at jeg overværede møderne sammen med hende. Dengang syntes jeg at de varede en evighed, og jeg ville hellere være sammen med de andre børn som fik lov at lege udenfor. Men af respekt for mor blev jeg siddende. Når mor lavede mad, plejede hun at citere skriftsteder, og så skulle jeg gætte hvor i Bibelen de stod. I 1933 havde vi en usædvanlig god høst, og mor brugte de ekstra penge det gav, til at købe en bil. Nogle af naboerne kritiserede hende og sagde at hun spildte sine penge, men hun mente at bilen ville hjælpe os i vores teokratiske gøremål. Og hun fik ret.

Jeg får hjælp til at træffe de rette valg

Der kommer en tid hvor unge mennesker må træffe nogle valg som vil få indflydelse på deres fremtid. Da den tid kom for mine storesøstre, Helen og Kay, valgte de pionertjenesten. En pioner der ofte havde nydt godt af mors gæstfrihed, var John Jazewsky, en god ung broder. Mor spurgte John om han havde lyst til at blive et stykke tid og hjælpe til på gården. Senere giftede John sig med min søster Kay, og de tjente som pionerer i nærheden af hvor vi boede. Da jeg var 12 år gammel, tog de mig med i forkyndelsen i min skoleferie. Det gav mig en smagsprøve på hvordan pionerlivet var.

Efterhånden som jeg blev lidt ældre, kunne min storebror John og jeg mere eller mindre selv klare arbejdet på gården. Det gav mor mere tid til tjenesten i sommermånederne, hvor hun var det man i dag kalder hjælpepioner. Hun kom rundt i distriktet ved hjælp af en tohjulet kærre trukket af en gammel hest. Far havde valgt at kalde det stædige gamle øg Saul, men for min mor var Saul en skikkelig og pålidelig gammel hest. John og jeg holdt meget af livet på gården, men for hver gang mor kom hjem og fortalte oplevelser fra forkyndelsen, fik vi mere og mere lyst til pionertjenesten. Fra 1938 begyndte jeg at bruge mere tid og energi i forkyndelsen, og den 9. februar 1940 blev jeg døbt.

Nogen tid senere blev jeg udnævnt til tjener i menigheden. Jeg tog mig af menighedens optegnelser og glædede mig over ethvert tegn på fremgang. Jeg havde et privatdistrikt i en by cirka 15 kilometer fra vores gård. Om vinteren gik jeg derud hver uge for at forkynde og overnattede på loftet en nat eller to hos en familie som viste interesse for Bibelen. Efter en samtale med den lokale lutherske præst — en samtale hvor jeg vist godt kunne have været en smule mere fintfølende — truede han med at tilkalde politiet hvis jeg ikke holdt op med at tale med hans sognebørn.  Det gjorde mig bare endnu mere besluttet på at fortsætte.

I 1942 planlagde min søster Kay og hendes mand, John, at tage til stævne i Cleveland, Ohio. Jeg fik lov til at komme med. Stævnet var noget af det mest fantastiske jeg havde oplevet, og hjalp mig til at træffe en fast beslutning om hvad jeg ville i fremtiden. Da Nathan H. Knorr, som ledede Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde dengang, begejstret fremholdt et mål på 10.000 pionerer, besluttede jeg mig lige på stedet til at blive en af dem!

I januar 1943 besøgte en rejsende tilsynsmand ved navn Henry vores menighed. Han holdt et tilskyndende foredrag som fyldte os med begejstring. Dagen efter var der 40 graders frost og en skarp nordvestenvind som fik det til at føles endnu koldere. Normalt ville vi være blevet inden døre under sådanne forhold, men Henry var ivrig efter at komme ud at forkynde. Sammen med nogle andre brødre kørte han ud til en landsby 11 kilometer derfra i en overdækket hestetrukken slæde med en lille brændeovn i. Jeg tog af sted på egen hånd for at besøge en familie med fem drenge. De tog imod mit tilbud om et bibelstudium, og med tiden kom de alle med i sandheden.

Forkyndelse under forbud

Under Anden Verdenskrig blev Rigets arbejde forbudt i Canada. Vi var nødt til at skjule vores bibelske litteratur, og på gården var der masser af skjulesteder. Politiet kom ofte forbi, men de fandt aldrig noget. I forkyndelsen brugte vi kun Bibelen. Vi mødtes i små grupper, og min bror John og jeg blev valgt til at være hemmelige kurerer.

Under krigen deltog vores menighed i en landsdækkende omdeling af brochuren End of Nazism (Nazismens endeligt). Vi gik ud om natten. Jeg var meget nervøs mens vi sneg os op til husene og lagde en brochure ved døren. Det var det mest skræmmende jeg nogen sinde havde været med til. Hvor var jeg lettet da vi afleverede den sidste brochure. Bagefter skyndte vi os tilbage til bilen, sikrede os at alle var kommet, og forsvandt i nattens mørke.

Pionertjeneste, fængsling og stævner

Den 1. maj 1943 sagde jeg farvel til min mor og flyttede hjemmefra. Med 20 dollars på lommen og en lille kuffert under armen drog jeg ud i mit første pionerdistrikt. Broder Tom Troop og hans søde familie i Quill Lake i Saskatchewan tog gæstfrit imod mig. Året efter tog jeg til et isoleret område i Weyburn, som også ligger i Saskatchewan. Her blev jeg arresteret den 24. december 1944 mens jeg var på gadearbejde. Efter at have tilbragt nogen tid i et lokalt fængsel blev jeg flyttet til en arbejdslejr i Jasper i provinsen Alberta. Der var andre Jehovas Vidner i lejren, som lå omgivet af et af Jehovas storslåede skaberværker, de canadiske Rocky Mountains. I begyndelsen af 1945 gav lejrledelsen os lov til at overvære et møde i byen Edmonton i Alberta. Broder Knorr holdt et meget interessant foredrag om fremgangen i det verdensomspændende arbejde. Vi længtes efter den dag hvor vores tid i arbejdslejren ville være forbi og vi igen kunne have en fuld andel i forkyndelsen.

Da jeg blev løsladt, tog jeg pionertjenesten op igen. Kort efter blev det annonceret at stævnet „Vækst blandt alle nationer“ skulle holdes i Los Angeles, Californien. En broder i mit nye pionerdistrikt monterede bænke i sin lastbil så der kunne sidde 20 personer. Og den 1. august 1947 drog vi ud på en 7200 kilometer lang, uforglemmelig rejse gennem prærier, ørkener og storslåede landskaber, deriblandt nationalparkerne Yellowstone og Yosemite. Hele rejsen varede 27 dage — en oplevelse for livet!

Selve stævnet var også en begivenhed jeg sent vil glemme. Jeg ville gerne have så meget som muligt ud af stævnet, så jeg var med i orden og opsyn om dagen og gik vagt om natten. Jeg overværede et møde for dem der var  interesseret i missionærtjeneste og udfyldte også en ansøgning, dog uden de store forventninger. Nogle måneder senere, i 1948, tog jeg imod en opfordring til pionerer om at tage til den canadiske provins Quebec. — Esajas 6:8.

Gilead og tiden derefter

I 1949 blev jeg til min store glæde indbudt til at overvære den 14. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Den oplæring vi fik dér, styrkede min tro og mit forhold til Jehova. John og Kay var udgået af den 11. klasse og tjente som missionærer i Nordrhodesia (nu Zambia). Min bror John udgik fra Gilead i 1956. Han tjente i Brasilien sammen med sin kone, Frieda, i 32 år indtil sin død.

Den dag jeg i februar 1950 udgik fra Gilead, modtog jeg to opmuntrende telegrammer, et fra min mor og et fra familien Troop i Quill Lake. I familien Troops telegram, som havde overskriften „Råd til en gileadelev“, stod følgende digt: „Dette er dagen over alle andre, en dag du altid vil prise. Måtte på vejen hvor du vil vandre, også fremgang og glæde sig vise.“

Jeg fik tildelt distrikt i byen Quebec, men det første stykke tid blev jeg boende på Kingdom Farm i staten New York, hvor Gileadskolen dengang lå. En dag spurgte broder Knorr om jeg var villig til at tage imod en opgave i Belgien. Men et par dage senere spurgte han om jeg i stedet ville tage til Holland. I brevet med min distriktstildeling stod der at jeg skulle påtage mig opgaven som landstjener. Jeg var overvældet.

Den 24. august 1950 tog jeg af sted på en 11 dages skibsrejse til Holland. Det gav mig tid til at læse Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på engelsk som vi lige havde fået. Jeg ankom til Rotterdam den 5. september 1950, hvor jeg blev godt modtaget af betelfamilien. Trods Anden Verdenskrigs hærgen havde brødrene gjort meget for at få de kristne aktiviteter i gang igen. Mens jeg lyttede til deres beretninger om hvordan de var forblevet trofaste under den grusomme forfølgelse, spekulerede jeg på om ikke det ville blive svært for disse brødre at tjene under ledelse af en ung uerfaren landstjener. Men jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke havde grund til bekymring.

Der var naturligvis nogle ting som med det samme krævede opmærksomhed. Jeg var ankommet umiddelbart inden et stævne, og jeg var imponeret over at se tusindvis af delegerede som var indkvarteret på stævneområdet. Jeg foreslog at vi til det næste stævne fandt logi i private hjem. Brødrene syntes godt om idéen — det kunne bare ikke rigtig lade sig gøre i deres land. Vi drøftede tingene igennem og kom frem til et kompromis — den ene halvdel af de delegerede skulle bo på stævneområdet, og den anden halvdel i private hjem hos familier som ikke var Jehovas Vidner. Stolt over resultatet fortalte jeg broder Knorr  om vores løsning da han kom til stævnet. Ethvert spor af stolthed forsvandt imidlertid da jeg senere læste en rapport om stævnet i Vagttårnet hvori der stod: „Vi er overbeviste om at man næste gang først og fremmest vil handle i tro og sørge for at stævnedeltagerne indlogeres der hvor de bedst kan forkynde, i folks hjem.“ Og det var lige præcis hvad vi gjorde „næste gang“!

I juli 1961 blev to repræsentanter fra vores afdelingskontor indbudt til et møde i London sammen med repræsentanter fra andre afdelingskontorer. Broder Knorr meddelte at Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter skulle oversættes til flere sprog, deriblandt hollandsk. Sikke en nyhed! Heldigvis havde vi ingen idé om hvor stor opgaven var. To år senere, i 1963, havde jeg den forret at deltage i programmet ved et stævne i New York hvor det blev meddelt at Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter nu var udkommet på hollandsk.

Beslutninger og nye opgaver

I august 1961 giftede jeg mig med Leida Wamelink. Hele hendes familie havde taget imod sandheden i 1942 under nazisternes forfølgelse. Leida var begyndt som pioner i 1950 og kommet på Betel i 1953. Den måde hun arbejdede på i menigheden og på Betel, fortalte mig at hun ville være en loyal livsledsager i min tjeneste.

Godt et år efter vores bryllup blev jeg indbudt til et timåneders kursus i Brooklyn. Der var ikke truffet foranstaltninger til at hustruerne kunne tage med deres mænd. Leidas helbred var dårligt, men hun tilskyndede mig alligevel til at tage imod indbydelsen. Senere forværredes hendes helbred. Vi forsøgte at fortsætte på Betel, men måtte til sidst erkende at det ville være bedst at fortsætte vores heltidstjeneste ude på arbejdsmarken. Vi begyndte derfor i rejsetjenesten. Kort efter måtte Leida gennemgå en alvorlig operation. Med kærlige brødres og søstres støtte kom vi igennem denne svære tid, og et år senere kunne vi endda begynde i områdetjenesten.

Vi havde syv spændende år i rejsetjenesten. Så opstod der en situation hvor vi igen var nødt til at træffe en vigtig beslutning. Jeg blev indbudt til at undervise på Rigets Tjenesteskole på Betel. Vi tog imod opfordringen selvom det var svært at forlade rejsetjenesten, som vi holdt så meget af. Jeg underviste 47 klasser, hver af dem i to uger, og det gav mig rig lejlighed til at udveksle åndelige gaver med menighedernes ældste.

I denne periode planlagde jeg at besøge min mor i 1978. Men den 29. april 1977 fik vi pludselig et telegram om at min mor var død. Jeg følte mig helt tom indeni da det gik op for mig at jeg ikke længere skulle høre hendes varme stemme eller igen fortælle hende hvor taknemmelig jeg var for alt hvad hun havde gjort for mig.

Da de sidste klasser havde gennemgået Rigets Tjenesteskole, blev vi indbudt til at blive på Betel. I de efterfølgende ti år tjente jeg som koordinator for afdelingskontorets udvalg. Derefter udnævnte Det Styrende Råd en ny koordinator, som bedre var i stand til røgte ansvaret. Det er jeg meget taknemmelig for.

Tjener fortsat trods høj alder

Leida og jeg er nu begge 83 år gamle. Jeg har haft mere end 60 skønne år i heltidstjenesten, de sidste 45 sammen med min loyale kone. Hun har støttet mig i alle de opgaver vi har haft, og hun har altid betragtet denne støtte som en del af sin helhjertede tjeneste for Jehova. I øjeblikket gør vi hvad vi kan på Betel og i menigheden. — Esajas 46:4.

Vi kan godt lide indimellem at tænke tilbage på nogle af højdepunkterne i vores liv. Vi fortryder intet af det vi har gjort i Jehovas tjeneste, og vi er overbeviste om at de valg vi traf på et tidligt tidspunkt i livet, var de helt rigtige. Vi er besluttede på at fortsætte med at tjene og ære Jehova med hele vores styrke.

[Illustration på side 13]

Sammen med min storebror Bill og vores hest, Saul

[Illustration på side 15]

Ved vores bryllup i august 1961

[Illustration på side 15]

Leida og mig i dag