Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Paulus aflagde et grundigt vidnesbyrd og var „ved godt mod“

Paulus aflagde et grundigt vidnesbyrd og var „ved godt mod“

 „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“

Paulus aflagde et grundigt vidnesbyrd og var „ved godt mod“

EN VOLDELIG pøbel er parat til at slå en trofast tjener for Gud ihjel. I sidste øjeblik får romerske soldater manden væk fra pøbelen og sætter ham i forvaring. Med denne hændelse begynder en række begivenheder der strækker sig over cirka fem år, og som medfører at mange højtstående romerske embedsmænd får mulighed for at høre om Jesus Kristus.

Den forfulgte mand er apostelen Paulus. Omkring år 34 havde Jesus sagt at Paulus (Saulus) ville bære hans navn ud til „konger“. (Apostelgerninger 9:15) Frem til år 56 er dette endnu ikke sket. Men ved slutningen af apostelens tredje missionsrejse begynder situationen at ændre sig.

Uforfærdet trods pøbeloverfald

Paulus er på vej til Jerusalem, og „ved ånden“ advarer nogle kristne ham om at der venter ham hård forfølgelse i denne by. Til det siger Paulus modigt: „Jeg er rede til ikke blot at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navn.“ (Apostelgerninger 21:4-14) Så snart Paulus viser sig i templet i Jerusalem, samler nogle jøder som fra deres hjemegn i Asien er bekendt med apostelens virkningsfulde forkyndelse, en pøbel for at få ham slået ihjel. Men romerske soldater kommer hurtigt Paulus til undsætning. (Apostelgerninger 21:27-32) Redningsaktionen giver Paulus flere muligheder for at forkynde sandheden om Kristus for fjendtligsindede folkeskarer og højtstående personer.

Forkynder for folk i høje stillinger

Paulus bliver slæbt i sikkerhed på en trappe i den fæstning der kaldes Antoniaborgen. * Fra denne trappe aflægger apostelen et magtfuldt vidnesbyrd over for den religiøse folkemængde. (Apostelgerninger 21:33–22:21) Men så snart han nævner at han har fået befaling til at forkynde for hedningerne, bryder urolighederne ud igen. Militærtribunen Lysias befaler at Paulus skal forhøres under piskeslag, så han kan finde ud af hvorfor jøderne anklager ham. Piskningen bliver imidlertid afværget da Paulus bekendtgør at han er romersk statsborger. Den følgende dag fører Lysias Paulus til Sanhedrinet for at få at vide hvorfor han bliver anklaget af jøderne. — Apostelgerninger 22:22-30.

I højesteretten har Paulus igen mulighed for at forkynde for sine jødiske landsmænd. Denne modige forkynder erklærer at han tror på opstandelsen. (Apostelgerninger 23:1-8) Jødernes morderiske had forbliver imidlertid usvækket, og Paulus føres ind i soldaternes kvarter. Den følgende nat får han denne opmuntrende forsikring fra Herren: „Vær ved godt mod! For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd i Jerusalem om det der vedrører mig, således skal du også vidne i Rom.“ — Apostelgerninger 23:9-11.

En sammensværgelse der går ud på at dræbe Paulus, afværges ved at apostelen hastigt og i al hemmelighed føres til Cæsarea, det romerske administrationscenter i Judæa. (Apostelgerninger 23:12-24) I Cæsarea viser der sig nogle nye muligheder for at aflægge vidnesbyrd, og Paulus får lejlighed til at forkynde for „konger“. Inden da forklarer han imidlertid landshøvdingen Felix at der ikke er beviser for de anklager som er rettet imod ham. Senere forkynder Paulus for Felix og hans hustru, Drusilla, og fortæller dem om Jesus, om retfærdighed, selvbeherskelse og den kommende dom. Felix holder dog Paulus fængslet i to år i et forgæves håb om at han vil give ham penge. — Apostelgerninger 23:33–24:27.

 Da Felix afløses af Festus, forsøger jøderne igen at få Paulus dømt og henrettet. Sagen kommer endnu en gang for retten i Cæsarea, og for at forhindre at den videreføres til Jerusalem, siger Paulus: „Jeg står for kejserens dommersæde . . . Jeg appellerer til kejseren.“ (Apostelgerninger 25:1-11, 20, 21) Nogle dage senere, efter at apostelen har fremført sin sag for kong Herodes Agrippa II, siger denne konge: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen.“ (Apostelgerninger 26:1-28) I omkring år 58 bliver Paulus sendt til Rom. Mens han holdes fangen dér, fortsætter han i to år med flittigt at søge efter lejligheder til at forkynde budskabet om Kristus. (Apostelgerninger 28:16-31) Det ser ud til at Paulus endelig kommer til at stå for kejser Nero, bliver frikendt og genoptager sin missionærtjeneste som en fri mand. Så vidt vides er Paulus den eneste apostel der har haft mulighed for at forkynde den gode nyhed for sådanne højtstående personer.

Som det fremgår af det foregående, levede Paulus i overensstemmelse med det vigtige princip som hans medkristne gav udtryk for da de stod for den jødiske domstol og sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Paulus er et enestående eksempel for os. Trods menneskers ihærdige bestræbelser for at standse ham, handlede apostelen i lydighed mod befalingen om at aflægge et grundigt vidnesbyrd. Som følge af sin urokkelige lydighed mod Gud kunne Paulus fuldføre sin opgave som „et udvalgt redskab“ der ’bar Jesu navn ud til nationerne såvel som til konger og Israels sønner’. — Apostelgerninger 9:15.

[Fodnote]

^ par. 8 Se Jehovas Vidner kalender 2006, november og december.

[Ramme/illustrationer på side 9]

VAR PAULUS KUN INTERESSERET I AT FORSVARE SIG SELV?

I en kommentar til det spørgsmål skriver forfatteren Ben Witherington III: „For Paulus’ vedkommende . . . var det vigtigste ikke at forsvare sig selv, men derimod at aflægge et vidnesbyrd om evangeliet over for de offentlige myndigheder, både jødiske og ikkejødiske. . . . I realiteten var det evangeliet der var under anklage.“