Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Menneskelig værdighed — mulig for alle

Menneskelig værdighed — mulig for alle

 Menneskelig værdighed — mulig for alle

„Vi må bygge en helt ny og langt bedre verden — en verden hvor menneskets umistelige værdighed respekteres.“ — USA’S PRÆSIDENT HARRY TRUMAN, SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN, USA, 25. APRIL 1945.

HARRY TRUMAN troede, som mange andre i årene efter den anden verdenskrig, at mennesker ville tage ved lære af fortiden og realisere „en ny verden“ hvor alle ville blive behandlet værdigt. Sørgeligt nok viser historien i nyere tid noget andet. „Menneskets umistelige værdighed“ trædes stadig under fode fordi problemets rod ikke skal findes hos mennesker, men hos menneskets største fjende.

Problemets rod

Bibelen identificerer denne fjende som Satan Djævelen. Han er en ond åndeskabning som lige fra begyndelsen af menneskehedens historie har rejst tvivl om Guds ret til at herske. Satan har fra han henvendte sig til Eva i Edens Have haft som mål at få mennesker til at holde op med at tilbede deres Skaber. (1 Mosebog 3:1-5) Tænk på hvilke forfærdelige konsekvenser det fik for Adam og Eva at følge Djævelens tilskyndelse. Den umiddelbare konsekvens af deres ulydighed mod Guds lov angående den forbudte frugt var at de „gemte sig for Jehova Guds ansigt“. Og hvad gav Adam som begrundelse? Han sagde: „Jeg var bange fordi jeg var nøgen, og så gemte jeg mig.“ (1 Mosebog 3:8-10) Adams forhold til sin himmelske Fader og  sit syn på sig selv var nu forandret. Han var flov og følte sig ikke længere godt tilpas i Jehovas nærhed.

Hvorfor ønskede Djævelen at Adam mistede sit selvværd? Fordi mennesket er skabt i Guds billede, og det fryder Satan at få mennesker til at handle på en måde som hindrer dem i at genspejle Guds herlighed. (1 Mosebog 1:27; Romerne 3:23) Dette hjælper os til at forstå hvorfor hele menneskehedens historie er én lang beretning om ydmygende handlinger. Satan, som kaldes „denne tingenes ordnings gud“, har „i den tid hvor det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“, fremmet sådanne handlinger. (2 Korinther 4:4; Prædikeren 8:9; 1 Johannes 5:19) Vil det sige at den værdighed der tilkommer mennesker, aldrig vil blive en realitet?

Jehova ophøjer sine skabninger

Tænk på hvordan forholdene var i Edens Have inden Adam og Eva syndede. De havde en righoldighed af føde, et tilfredsstillende arbejde og udsigt til at de og deres afkom kunne leve evigt i sundhed. (1 Mosebog 1:28) Hvert eneste aspekt ved deres tilværelse understregede Guds kærlige og ophøjede hensigt med menneskeheden.

Ændrede det Jehovas syn på menneskets værdighed at Adam og Eva mistede fuldkommenheden? Nej. Han tog hensyn til den skam de nu følte ved at være nøgne. Gud sørgede kærligt for „lange klæder af skind“ som erstatning for de lændeklæder af figenblade de havde syet til at dække sig med. (1 Mosebog 3:7, 21) Gud overlod dem ikke til deres skam, men behandlede dem med værdighed.

Senere, i forbindelse med Israels nation, viste Jehova medfølelse med faderløse, enker og fastboende udlændinge — medlemmer af samfundet som ofte bliver behandlet uværdigt. (Salme 72:13) Israelitterne fik påbud om at de ikke måtte vende tilbage og indsamle det efterladte når de høstede afgrøder på deres marker og i deres olivenlunde og vingårde. Gud sagde at det skulle „være til den fastboende udlænding, til den faderløse og til enken“. (5 Mosebog 24:19-21) Når disse love blev overholdt, havde selv de fattigste indbyggere ikke behov for at tigge, og de havde et værdigt arbejde.

Jesus gav andre værdighed

Guds søn, Jesus Kristus, bekymrede sig om andres værdighed da han var på jorden. I Galilæa blev han opsøgt af en mand som var hårdt angrebet af spedalskhed. For at undgå at smitte andre skulle spedalske ifølge Moseloven råbe: „Uren, uren.“ (3 Mosebog 13:45) Denne mand fulgte imidlertid ikke dette bud  da han opsøgte Jesus. Derimod faldt han på sit ansigt og tryglede: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ (Lukas 5:12) Hvordan reagerede Jesus? Han kritiserede ikke manden for at bryde loven, og han tilsidesatte eller undgik ham heller ikke. Han sørgede tværtimod for at opbygge den spedalskes værdighed ved at røre ved ham og sige: „Jeg vil. Bliv ren.“ — Lukas 5:13.

Ved andre lejligheder viste Jesus sin evne til at helbrede uden nogen fysisk kontakt — nogle gange endda på afstand. Men i dette tilfælde valgte han at røre ved manden. (Mattæus 15:21-28; Markus 10:51, 52; Lukas 7:1-10) Eftersom manden var „fuld af spedalskhed“, var det uden tvivl mange år siden han havde haft fysisk kontakt med andre. Hvor må det have betydet meget for ham igen at mærke et andet menneskes berøring. Det eneste han havde gjort sig forhåbninger om, var at slippe af med sin spedalskhed. Men Jesu måde at helbrede ham på hjalp uden tvivl manden til at genvinde mere end det — sin værdighed. Er det realistisk at mene at et sådant hensyn til andres værdighed kan eksistere i vore dages samfund? Og hvordan skulle det i så fald komme til udtryk?

Den gyldne regel

Jesus kom med en udtalelse som siges at være den mest berømte vejledning der nogen sinde er givet om forholdet mennesker imellem: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Den gyldne regel, som den ofte kaldes, tilskynder en til at respektere sin næste i håb om at det bliver gensidigt.

Som historien viser, falder det ikke naturligt at anvende denne regel — ofte er det modsatte tilfældet. „Jeg nød faktisk at ydmyge andre,“  siger en mand vi kan kalde Harold. „Med få ord kunne jeg gøre dem helt forskrækkede, flove og nogle gange grædefærdige.“ Men der skete noget som fik Harold til at behandle folk anderledes. „Jehovas Vidner begyndte at besøge mig. Når jeg tænker tilbage, skammer jeg mig over nogle af de ting jeg sagde til dem, og hvordan jeg til tider behandlede dem. Men de opgav mig ikke, og lidt efter lidt begyndte sandheden fra Bibelen at øve sin indflydelse, og jeg forandrede mig.“ I dag virker Harold som ældste i den kristne menighed.

Harold er et levende bevis på at „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter“. (Hebræerne 4:12) Der er en kraft i Guds ord som kan trænge så langt ind at den kan ændre ens måde at tænke og handle på. Dét er det primære grundlag for at behandle andre med værdighed — et dybtfølt ønske om at hjælpe frem for at såre, at vise hinanden ære frem for at ydmyge. — Apostelgerninger 20:35; Romerne 12:10.

Værdighed for alle en realitet

Det er det samme ønske som ansporer Jehovas Vidner til at tale med andre om Bibelens vidunderlige håb. (Apostelgerninger 5:42) Den bedste måde at respektere andres værdighed på er at bringe dem „godt nyt om noget bedre“. (Esajas 52:7) „Noget bedre“ indbefatter at iføre sig „den nye personlighed“, som vil fjerne et skadeligt ønske om at ydmyge andre. (Kolossenserne 3:5-10) Det indbefatter også Jehovas hensigt om snart at fjerne de tilstande og holdninger som frarøver mennesket dets værdighed, samt at fjerne ophavsmanden, Satan Djævelen. (Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 20:1, 2, 10) Kun da, når jorden er „fyldt med kundskab om Jehova“, vil værdighed for alle endelig være en realitet. — Esajas 11:9.

Vi opfordrer dig til at undersøge hvad dette storslåede håb indebærer. Ved at komme sammen med Jehovas Vidner vil du erkende at Bibelens principper højner respekten for andres værdighed. Og du vil lære hvordan Guds rige snart vil indføre ’en ny og bedre verden’, en verden „hvor menneskets umistelige værdighed respekteres“ og aldrig igen vil blive trådt under fode.

[Ramme/illustration på side 6]

Bevarede værdigheden ved at være loyale

Under den anden verdenskrig blev over 2000 Jehovas Vidner sendt til nazistiske koncentrationslejre på grund af deres tro. Om den bemærkelsesværdige måde hvorpå de viste deres loyalitet over for Gud, skriver en tidligere fange fra koncentrationslejren Ravensbrück, Gemma La Guardia Gluck i sin bog, My Story: „På et tidspunkt havde Gestapo erklæret at enhver bibelforsker der afsvor sin tro og underskrev en erklæring herom, ville få sin frihed og ikke længere blive forfulgt.“ Om dem der nægtede at underskrive denne erklæring, skrev hun: „De foretrak at lide og tålmodigt vente på deres befrielsesdag.“ Hvad lå til grund for deres indstilling? Magdalena, som nu er over 80 og nævnt i indledningen til den foregående artikel, forklarer: „Det betød mere for os at forblive trofaste over for Jehova end at holde os i live for enhver pris. At bevare vores værdighed var ensbetydende med at bevare vores loyalitet.“ *

[Fodnote]

^ par. 23 En mere detaljeret beretning om familien Kusserow kan læses i Vagttårnet for 15. december 1985, side 21-26.

[Illustration på side 5]

Jesus opbyggede også værdigheden hos dem han helbredte

[Illustration på side 7]

Jehovas Vidner viser andre værdighed ved at bringe dem „godt nyt om noget bedre“