Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De blev født ind i Guds udvalgte nation

De blev født ind i Guds udvalgte nation

 De blev født ind i Guds udvalgte nation

„Det er dig Jehova din Gud har udvalgt til at være hans folk.“ — 5 MOSEBOG 7:6.

1, 2. Hvilke storslåede gerninger udførte Jehova til gavn for sit folk, og hvilket forhold til Gud trådte israelitterne ind i?

I 1513 f.v.t. blev Jehovas tjenere på jorden ført ind i et nyt forhold til ham. Det år ydmygede han en verdensmagt og udfriede israelitterne af trældom. Ved at gøre dette blev han deres frelser og ejer. Før Gud greb ind, havde han givet Moses befalingen: „Sig . . . til Israels sønner: ’Jeg er Jehova, og jeg vil føre jer ud fra de byrder ægypterne lægger på jer og udfri jer fra deres trællearbejde, og jeg vil udløse jer med udrakt arm og med store straffedomme. Og jeg vil tage jer til mig som et folk og være jeres Gud.’“ — 2 Mosebog 6:6, 7, fodnoter; 15:1-7, 11.

Kort efter udgangen af Ægypten indgik israelitterne en pagt med deres Gud, Jehova. I stedet for kun at tage sig af enkeltpersoner, familier eller slægter ville Jehova fra nu af have et organiseret folk, en nation, på jorden. (2 Mosebog 19:5, 6; 24:7) Han gav sit folk nogle love der skulle danne ramme om deres samfundsorden og, endnu vigtigere, om deres tilbedelse. Moses sagde til dem: „Hvor findes der en stor nation som har guder der er den så nær som Jehova vor Gud er os hver gang vi kalder på ham? Og hvor findes der en stor nation der har så retfærdige forordninger og lovbud som hele denne lov jeg forelægger jer i dag?“ — 5 Mosebog 4:7, 8.

Født ind i en nation af vidner

3, 4. Hvad var en vigtig grund til at Israels nation blev dannet?

3 Gennem sin profet Esajas mindede Jehova flere hundrede år senere israelitterne om en vigtig grund til at de var blevet en nation. Esajas sagde: „Således har Jehova sagt, han som skabte dig, Jakob, og som dannede dig, Israel: ’Vær ikke bange, for jeg har genløst dig. Jeg har kaldt dig ved dit navn. Du er min. For jeg er Jehova din Gud, Israels Hellige, din Frelser. . . . Bring mine sønner fra det fjerne, og mine døtre fra jordens ende, enhver som kaldes med mit navn og som jeg har skabt til min herlighed, som jeg har dannet, ja, som jeg har frembragt. I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, . . . folket som jeg har dannet mig, for at de skal forkynde min pris.’“ — Esajas 43:1, 3, 6, 7, 10, 21.

 4 Som et folk der bar Jehovas navn, ville israelitterne være vidner om hans suverænitet over for nationerne. De skulle være et folk der var ’skabt til Jehovas herlighed’. De skulle ’forkynde Jehovas pris’, fortælle om hans vældige frelsesgerninger og dermed ære hans hellige navn. Kort sagt skulle de være en nation af vidner for Jehova.

5. I hvilke henseender var Israel en indviet nation?

5 I det 11. århundrede før vor tidsregning sagde kong Salomon at Jehova havde dannet Israel som en særskilt nation. I en bøn til Jehova erklærede han: „Det er dig der har skilt dem ud fra alle jordens folk som din arvelod.“ (1 Kongebog 8:53) Enkeltpersoner i Israels folk havde også et særligt forhold til Jehova. Tidligere havde Moses sagt til dem: „I er sønner af Jehova jeres Gud. . . . Du er nemlig et helligt folk for Jehova din Gud.“ (5 Mosebog 14:1, 2) Unge israelitter behøvede derfor ikke at indvi sig til Jehova. De var født ind i dette folk der var indviet til Gud. (Salme 79:13; 95:7) Hver ny generation blev oplært i Jehovas love og var i kraft af den pagt der knyttede Israel til Jehova, forpligtet til at holde dem. — 5 Mosebog 11:18, 19.

Havde frihed til at vælge

6. Hvilket valg måtte de enkelte israelitter træffe?

6 Skønt israelitterne var født ind i en indviet nation, måtte hver enkelt personligt beslutte sig for at tjene Gud. Før de gik ind i det forjættede land, sagde Moses til dem: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på at jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen; og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham; for han er dit liv og rækken af dine dage, at du kan bo på den jord som Jehova svor over for dine forfædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dem.“ (5 Mosebog 30:19, 20) Israelitterne skulle derfor hver især vælge at elske Jehova, at adlyde hans røst og at holde sig til ham. Eftersom israelitterne havde en fri vilje, måtte de tage konsekvenserne af deres valg. — 5 Mosebog 30:16-18.

7. Hvad skete der da de der tilhørte Josuas generation, var døde?

7 Dommerperioden illustrerer meget godt konsekvenserne af henholdsvis trofasthed og troløshed. Lige før denne periode begyndte, fulgte israelitterne Josuas gode eksempel og blev velsignet. „Folket vedblev med at tjene Jehova alle Josuas dage og alle de ældstes dage, de som levede længere end Josua og som havde set hele Jehovas store gerning som han havde gjort for Israel.“ Men nogen tid efter Josuas død „fremstod der en anden generation som ikke kendte Jehova eller den gerning som han havde gjort for Israel. Så gav Israels sønner sig til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne.“ (Dommerne 2:7, 10, 11) De der tilhørte denne yngre, uerfarne generation, værdsatte åbenbart ikke deres arv som medlemmer af et indviet folk, for hvis skyld Jehova havde udført vældige gerninger i fortiden. — Salme 78:3-7, 10, 11.

Måtte leve op til deres indvielse

8, 9. (a) Hvilken ordning gjorde det muligt for israelitterne at vise deres hengivenhed for Jehova? (b) Hvad opnåede de der bragte frivillige ofre?

8 Jehova gav sine tjenere mulighed for at vise at de tilhørte en indviet nation. For eksempel indeholdt loven en ordning med forskellige slags ofre, hvoraf nogle var obligatoriske, mens andre var frivillige. (Hebræerne 8:3) Sådanne ofre indbefattede brændofre, kornofre og fællesskabsofre der var frivillige — gaver der blev frembåret for  Jehova for at opnå hans gunst og som et udtryk for taksigelse. — 3 Mosebog 7:11-13.

9 Disse frivillige ofre behagede Jehova. Om brændofferet og kornofferet blev det sagt at de var en „formildende duft for Jehova“. (3 Mosebog 1:9; 2:2) Når man bragte et fællesskabsoffer, blev dyrets blod og fedt givet til Jehova, mens dele af kødet blev indtaget af præsterne og den der kom med offeret. Det var således et måltid af symbolsk betydning, der vidnede om et fredeligt forhold til Jehova. Loven sagde: „I det tilfælde at I ofrer et fællesskabsoffer til Jehova, skal I ofre det så I opnår Guds godkendelse.“ (3 Mosebog 19:5) Alle israelitter var jo indviet til Jehova som følge af deres fødsel, men hvis de viste deres hengivenhed for Jehova ved at bringe frivillige ofre, fik de „Guds godkendelse“ og blev rigt velsignet. — Malakias 3:10.

10. Hvordan gav Jehova udtryk for sit mishag med israelitterne på Esajas’ og Malakias’ tid?

10 Ofte var Israels indviede nation imidlertid troløs over for Jehova. Gennem sin profet Esajas sagde Jehova til dem: „Du har ikke bragt mig dine brændofres får, og med dine slagtofre har du ikke herliggjort mig. Jeg har ikke nødet dig til at tjene mig med en gave.“ (Esajas 43:23) Dertil kom at ofre der ikke blev bragt med en villig indstilling og af kærlighed, var værdiløse i Jehovas øjne. Tre hundrede år efter Esajas’ tid, i profeten Malakias’ dage, bragte israelitterne for eksempel syge og halte dyr som ofre. Malakias sagde derfor til dem: „’Jeg har ikke behag i jer,’ siger Hærstyrkers Jehova, ’og jeg bryder mig ikke om nogen offergave fra jeres hånd.’ . . . ’I bringer noget der er røvet og noget der er halt og noget der er sygt; ja, I bringer det som gave. Skulle jeg bryde mig om at modtage det fra jeres hånd?’ siger Jehova.“ — Malakias 1:10, 13; Amos 5:22.

Forkastet som en indviet nation

11. Hvilken mulighed fik Israel?

11 På det tidspunkt hvor israelitterne blev  en nation der var viet til Jehova, gav han dem dette løfte: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Den lovede Messias ville fremstå i deres midte og give dem mulighed for at blive de første medlemmer af Guds rigsregering. (1 Mosebog 22:17, 18; 49:10; 2 Samuel 7:12, 16; Lukas 1:31-33; Romerne 9:4, 5) Men det store flertal af israelitterne levede ikke op til deres indvielse. (Mattæus 22:14) De forkastede Messias og slog ham til sidst ihjel. — Apostelgerninger 7:51-53.

12. Hvilke udtalelser af Jesus viser at Israel var blevet forkastet som Jehovas indviede nation?

12 Nogle få dage før sin død sagde Jesus til jødernes religiøse ledere: „Har I aldrig læst i Skrifterne: ’Den sten bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten. Fra Jehova er denne kommet, og den er underfuld for vore øjne’? Derfor siger jeg til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Mattæus 21:42, 43) Jesus viste at Jehova havde forkastet israelitterne som en nation der var indviet til ham. Han sagde: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ — Mattæus 23:37, 38.

En ny indviet nation

13. Hvilken profetisk erklæring fremsatte Jehova i Jeremias’ dage?

13 På profeten Jeremias’ tid forudsagde Jehova noget nyt med hensyn til sit folk. Vi læser: „’Se! Der kommer dage,’ lyder Jehovas udsagn, ’da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus; ikke som den pagt jeg sluttede med deres forfædre den dag jeg greb deres hånd for at føre dem ud af Ægyptens land, „hvilken pagt med mig de brød, skønt jeg som ægtemand ejede dem,“ lyder Jehovas udsagn.’ ’For dette er den pagt som jeg slutter med Israels hus efter de dage,’ lyder Jehovas udsagn: ’Jeg giver min lov i deres indre, og jeg skriver den på deres hjerte. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ — Jeremias 31:31-33.

14. Hvornår og på hvilket grundlag begyndte Jehovas nye indviede nation at eksistere? Hvem udgør denne nye nation?

14 Grundlaget for denne nye pagt blev lagt da Jesus døde og senere frembar værdien af sit udgydte blod for sin Fader i år 33. (Lukas 22:20; Hebræerne 9:15, 24-26) Men det var først da den hellige ånd blev udgydt på pinsedagen i år 33 og en ny nation, „Guds Israel“, blev født, at pagten trådte i kraft. (Galaterne 6:16; Romerne 2:28, 29; 9:6; 11:25, 26) I et brev stilet til salvede kristne skrev apostelen Peter: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig  nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys. Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk.“ (1 Peter 2:9, 10) Det særlige forhold mellem Jehova og det kødelige Israel var forbi. Fra år 33 var det ikke længere det jordiske Israel Gud viste sin gunst, men det åndelige Israel, den kristne menighed, „en nation der frembringer [det messianske riges] frugter“. — Mattæus 21:43.

Personlig indvielse

15. Hvilken dåb opfordrede Peter sine tilhørere på Pinsedagen til at blive døbt med?

15 Efter pinsedagen i år 33 måtte hver enkelt, jøde såvel som hedning, indvi sig personligt til Gud og lade sig døbe „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. * (Mattæus 28:19) På Pinsedagen gav apostelen Peter lydhøre jøder og proselytter denne opfordring: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.“ (Apostelgerninger 2:38) Ved deres dåb skulle sådanne jøder og proselytter ikke blot tilkendegive at de havde indviet sig til Jehova, men også at de havde taget imod Jesus som det middel hvorigennem Jehova ville tilgive deres synder. De måtte anerkende ham som Jehovas ypperstepræst og som deres Fører, hovedet for den kristne menighed. — Kolossenserne 1:13, 14, 18.

16. Hvordan blev retsindige på Paulus’ tid — jøder såvel som hedninger — en del af det åndelige Israel?

16 Flere år senere sagde apostelen Paulus: „Jeg gav mig til at bringe det budskab ud, først til dem i Damaskus, og så til dem i Jerusalem, og over hele Judæas land, og til folk fra nationerne, at de skulle ændre sind og vende sig til Gud ved at gøre gerninger der stemmer med sindsændringen.“ (Apostelgerninger 26:20) Efter at Paulus havde overbevist folk — jøder såvel som hedninger — om at Jesus var Kristus, eller Messias, hjalp han dem frem til indvielse og dåb. (Apostelgerninger 16:14, 15, 31-33; 17:3, 4; 18:8) Ved at vende sig til Gud blev sådanne nye disciple medlemmer af det åndelige Israel.

17. Hvilken besegling nærmer sig sin afslutning, og hvilket andet arbejde skrider hastigt frem?

17 I dag er den endelige besegling af resten af de åndelige israelitter nær. Når den er fuldført, vil de „fire engle“ der holder ’den store trængsels’ ødelæggende vinde tilbage, få bemyndigelse til at give slip på dem. I mellemtiden er indsamlingen af ’den store skare’, der har håb om at leve evigt på jorden, i fuld gang. Disse „andre får“ vælger at vise tro på „Lammets blod“ og lade sig døbe som symbol på deres indvielse til Jehova. (Åbenbaringen 7:1-4, 9-15; 22:17; Johannes 10:16; Mattæus 28:19, 20) Blandt dem er der mange unge som er opdraget af kristne forældre. Hvis du er en af disse unge, henvender den næste artikel sig specielt til dig.

[Fodnote]

Repetition

• Hvorfor skulle unge israelitter ikke indvi sig personligt til Jehova?

• Hvordan kunne israelitterne vise at de levede op til deres indvielse?

• Hvorfor forkastede Jehova Israel som sin indviede nation, og hvad blev denne nation erstattet af?

• Hvad måtte både jøder og hedninger fra og med pinsedagen i år 33 gøre for at blive medlemmer af det åndelige Israel?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 21]

Israelitterne blev født ind i Guds udvalgte nation

[Illustration på side 23]

Hver enkelt israelit måtte personligt beslutte sig for at tjene Gud

[Illustration på side 23]

Frivillige ofre gav israelitterne mulighed for at vise deres kærlighed til Jehova

[Illustration på side 25]

Efter pinsedagen i år 33 måtte Kristi disciple indvi sig personligt til Gud og symbolisere dette ved dåben