Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Gå ud og gør disciple, idet I døber dem’

’Gå ud og gør disciple, idet I døber dem’

 ’Gå ud og gør disciple, idet I døber dem’

„Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem . . . , og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — MATTÆUS 28:19, 20.

1. Hvilken beslutning traf Israels folk ved foden af Sinaj Bjerg?

FOR omkring 3500 år siden aflagde et helt folk et løfte til Gud. Mens israelitterne var forsamlede ved foden af Sinaj Bjerg, erklærede de offentligt: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ Fra og med dette tidspunkt blev Israel et folk der var indviet til Gud, hans „særlige ejendom“. (2 Mosebog 19:5, 8; 24:3) De så frem til at blive beskyttet af ham og til at de generation efter generation skulle bo i et land der ’flød med mælk og honning’. — 3 Mosebog 20:24.

2. Hvilket forhold til Gud kan mennesker i dag opnå?

2 Men som salmisten Asaf måtte sande, ’overholdt israelitterne ikke Guds pagt, og de nægtede at vandre efter hans lov’. (Salme 78:10) Israelitterne holdt ikke det løfte deres forfædre havde givet Jehova, og til sidst mistede folket sit særlige forhold til Gud. (Prædikeren 5:4; Mattæus 23:37, 38) Derfor „vendte [Gud] sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn“. (Apostelgerninger 15:14) Og i disse sidste dage indsamler han „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“, som glade råber: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åbenbaringen 7:9, 10.

3. Hvilke skridt må man tage for at opnå et personligt forhold til Gud?

3 For at være blandt dem der opnår dette dyrebare forhold til Jehova, må man indvi  sig til ham og vise det offentligt ved at lade sig døbe i vand. Dette er i harmoni med Jesu direkte befaling til sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Israelitterne lyttede til Moses da han læste „pagtsbogen“ op. (2 Mosebog 24:3, 7, 8) Derfor vidste de hvilke forpligtelser de havde over for Jehova. Også i dag er det nødvendigt at man har nøjagtig kundskab om Guds vilje som den findes i hans ord, Bibelen, før man tager skridt til at lade sig døbe.

4. Hvad skal man gøre for at kvalificere sig til at blive døbt? (Medtag rammen øverst på siden).

4 Jesus ønskede tydeligvis at hans disciple skulle have et solidt grundlag for deres tro før de lod sig døbe. Han opfordrede dem ikke blot til at gå ud og gøre disciple, men også til at lære andre at ’holde alt det han havde befalet’. (Mattæus 7:24, 25; Efeserne 3:17-19) I de fleste tilfælde har de der kvalificerer sig til dåb, derfor studeret Bibelen i flere måneder eller endda i et år eller to, og det gør at deres beslutning hverken er forhastet eller hviler på for løst et grundlag. Ved selve dåben siger dåbskandidaterne ja til to grundlæggende spørgsmål. Eftersom Jesus understregede at vi skal lade ’vores ja betyde ja, og vores nej, nej’, vil det være gavnligt at vi alle nøje overvejer betydningen af disse to dåbsspørgsmål. — Mattæus 5:37.

Sindsændring og indvielse

5. Hvilke to grundlæggende skridt nævnes i det første dåbsspørgsmål?

5 Det første dåbskandidaten bliver spurgt om, er om han har angret sin tidligere levevis og indviet sit liv til Jehova for at gøre hans vilje. Dette spørgsmål understreger to vigtige skridt som man må tage inden dåben, nemlig at ændre sind og indvi sig.

6, 7. (a) Hvorfor er sindsændring et nødvendigt skridt for alle dåbskandidater? (b) Hvilke forandringer må man gøre efter at man har ændret sind?

6 Hvorfor må man ændre sind før man kan blive døbt? Apostelen Paulus forklarer: ’Vi færdedes alle tidligere i harmoni med vort køds ønsker.’ (Efeserne 2:3) Før vi fik nøjagtig kundskab om Guds vilje, levede vi i overensstemmelse med verdens værdier og normer. Vores liv blev styret af denne verdens gud, Satan. (2 Korinther 4:4) Men da vi lærte Guds vilje at kende, besluttede vi os for ’ikke mere at leve for menneskers lyster, men for Guds vilje’. — 1 Peter 4:2.

7 Denne nye måde at leve på fører til mange velsignelser. Frem for alt åbner den vej for at man kan opnå et dyrebart forhold til Jehova, et forhold som David sammenlignede med at man indbydes til at gæste Guds „telt“ og bo på hans „hellige bjerg“  — en meget stor ære. (Salme 15:1) Det er logisk at Jehova ikke vil give denne indbydelse til hvem som helst, men kun til dem der „vandrer uangribeligt og øver retfærdighed og taler sandhed i [deres] hjerte“. (Salme 15:2) Afhængigt af hvordan vores omstændigheder var før vi lærte sandheden at kende, kan det at skulle leve op til disse krav betyde at vi må gøre visse forandringer — både i adfærd og personlighed. (1 Korinther 6:9-11; Kolossenserne 3:5-10) Motivationen til at gøre sådanne forandringer er sindsændring — en dyb anger over vores tidligere livsførelse og en fast beslutning om at glæde Jehova. Dette fører til en gennemgribende forandring, hvor man opgiver en selvisk, verdslig livsform og begynder at leve på en måde der behager Gud. — Apostelgerninger 3:19.

8. Hvordan indvier man sig til Jehova, og hvilken forbindelse har det med dåben?

8 I sidste del af det første spørgsmål til dåbskandidaterne bliver de spurgt om de har indviet sig til Jehova for at gøre hans vilje. Indvielse er et vigtigt skridt der må gå forud for dåben. Man indvier sig ved i en bøn at fortælle Jehova at man ønsker at give sit liv til ham gennem Kristus. (Romerne 14:7, 8; 2 Korinther 5:15) Jehova bliver dermed vor Herre og Ejer, og ligesom Jesus har vi lyst til at gøre Guds vilje. (Salme 40:8; Efeserne 6:6) Dette højtidelige løfte til Jehova aflægger man kun én gang. Men eftersom indvielsen er noget helt personligt som ingen er vidne til, tjener en offentlig bekendelse på dåbsdagen til at alle får at vide at vi har givet dette højtidelige løfte til vor himmelske Fader. — Romerne 10:10.

9, 10. (a) Hvad indebærer det at gøre Guds vilje? (b) Hvordan erkendte endog nazisterne betydningen af vores indvielse?

9 Hvad indebærer det at følge Jesu eksempel med hensyn til at gøre Guds vilje? Til sine disciple sagde Jesus: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mattæus 16:24) Han nævnte her tre ting vi må gøre. For det første må vi „sige nej“ til os selv. Det betyder at vi siger nej til vores selviske, ufuldkomne tilbøjeligheder og ja til at følge Guds råd og vejledning. For det andet ’tager vi vores marterpæl op’. På Jesu tid var en marterpæl et symbol på skam og lidelser. Som kristne er vi villige til at lide ondt for den gode nyheds skyld. (2 Timoteus 1:8) Selvom verden måske gør nar af os eller fordømmer os, efterligner vi Kristus ved at ’foragte skammen’, idet vi glæder os over at vide at vi er Gud til behag. (Hebræerne 12:2) Desuden følger vi Jesus „til stadighed“. — Salme 73:26; 119:44; 145:2.

10 Det er interessant at selv nogle af vores modstandere erkender at vi har indviet os til at tjene Gud uforbeholdent. I koncentrationslejren Buchenwald i Nazityskland blev Jehovas Vidner som nægtede at afsværge deres tro, bedt om at underskrive følgende erklæring: „Jeg er stadig en tro bibelstudent og vil aldrig bryde det løfte jeg har givet Jehova.“ Dette udtrykker meget klart den holdning alle indviede, trofaste tjenere for Gud har! — Apostelgerninger 5:32.

 Bekender sig som et af Jehovas Vidner

11. Hvilket privilegium får en der bliver døbt?

11 Det andet spørgsmål til dåbskandidaten går blandt andet ud på om han er indforstået med at han ved sin dåb bekender sig som et af Jehovas Vidner. Ved sin dåb bliver han en ordineret ordets tjener der bærer Jehovas navn. Dette er både et stort privilegium og et alvorligt ansvar. Det giver også den der døbes, udsigt til at opnå evig frelse, forudsat at han forbliver trofast mod Jehova. — Mattæus 24:13.

12. Hvilken forpligtelse følger der med den forret det er at bære Jehovas navn?

12 Det er en ganske enestående forret at bære den almægtige Guds navn, Jehova. Profeten Mika sagde: „Alle folkeslagene vandrer hvert i sin guds navn; men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ (Mika 4:5) Der følger imidlertid en forpligtelse med denne forret. Vi må bestræbe os for at leve vores liv på en måde der ærer Jehovas navn. Paulus mindede de kristne i Rom om at hvis nogen ikke selv efterlever det han lærer andre, vil Guds navn blive „spottet“, eller komme i vanry. — Romerne 2:21-24.

13. Hvorfor har indviede tjenere for Jehova det ansvar at vidne om deres Gud?

13 Når en person bliver et af Jehovas Vidner, påtager han sig også det ansvar at vidne om sin Gud. Jehova indbød sit indviede folk, Israel, til at vidne om hans evige guddommelighed. (Esajas 43:10-12, 21) Men folket levede ikke op til sit ansvar, og til sidst mistede det fuldstændig Jehovas gunst. I dag er sande kristne stolte af at have det privilegium at vidne om Jehova. Vi gør det fordi vi elsker ham og længes efter at hans navn skal blive helliget. Hvordan kan vi forholde os tavse når vi kender sandheden om vor himmelske Fader og hans hensigt? Vi føler det ligesom apostelen Paulus der sagde: „Det er pålagt mig som en nødvendighed. Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ — 1 Korinther 9:16.

14, 15. (a) Hvilken betydning har Jehovas organisation for vores åndelige vækst? (b) Hvilke foranstaltninger kan hjælpe os til at vokse åndeligt?

14 Det andet spørgsmål minder også dåbskandidaten om hans ansvar for at samarbejde med den menighedsorganisation Jehova leder ved sin ånd. Vi kan ikke isolere os fra „hele brodersamfundet“, for vi har brug for den hjælp, støtte og opmuntring vi kan få derfra. (1 Peter 2:17; 1 Korinther 12:12, 13) Guds organisation har stor betydning for vores åndelige vækst. Den sørger for en overflod af bibelske publikationer der kan hjælpe os til at vokse i nøjagtig kundskab, til at handle klogt når vi udsættes for problemer, og til at opdyrke et nært forhold til Gud. Ligesom en mor der tager sig af sit barn og sikrer sig at det får sund og nærende mad, sørger „den trofaste og kloge træl“ for en overflod af åndelig føde i rette tid der kan hjælpe os til at gøre åndelige fremskridt. — Mattæus 24:45-47; 1 Thessaloniker 2:7, 8.

15 Ved ugentlige møder får Jehovas folk den undervisning og opmuntring der er nødvendig for at de kan være trofaste vidner for Jehova. (Hebræerne 10:24, 25) Den Teokratiske Skole lærer os at tale offentligt, og ved tjenestemødet bliver vi undervist i at fremholde vores budskab på en effektiv måde. Både ved møderne og gennem vores personlige studium af bibelske publikationer kan vi  se at Jehova leder sin organisation ved hjælp af sin ånd. Gennem disse regelmæssige foranstaltninger advarer Gud os mod farer, oplærer os til at blive dygtige forkyndere og hjælper os til at holde os åndeligt vågne. — Salme 19:7, 8, 11; 1 Thessaloniker 5:6, 11; 1 Timoteus 4:13.

Motivet til at blive døbt

16. Hvad motiverer os til at indvi os til Jehova?

16 De to dåbsspørgsmål minder således dåbskandidaterne om betydningen af dåben og det ansvar der er forbundet med den. Hvad skulle motivere dem til at træffe beslutningen om at blive døbt? Vi bliver døbte disciple fordi Jehova „drager“ os, ikke fordi nogen tvinger os til det. (Johannes 6:44) Eftersom „Gud er kærlighed“, styrer han universet ved hjælp af kærlighed, ikke ved tvang. (1 Johannes 4:8) Vi drages mod Jehova på grund af hans kærlige egenskaber og på grund af den måde han tager sig af os på. Jehova gav sin enestefødte søn til gavn for os og tilbyder os den bedst tænkelige fremtid. (Johannes 3:16) Til gengæld bevæges vi til at give ham vores liv — at indvi os til ham. — Ordsprogene 3:9; 2 Korinther 5:14, 15.

17. Hvad har vi ikke indviet os til?

17 Vi indvier os, ikke til en sag eller til et arbejde, men til Jehova. Det arbejde Gud ønsker at hans folk skal udføre, vil ændre sig, men deres indvielse til ham vil altid være den samme. Det Jehova bad Abraham om at gøre, var for eksempel meget forskelligt fra det han bad Jeremias om. (1 Mosebog 13:17, 18; Jeremias 1:6, 7) Begge udførte imidlertid den specifikke opgave Gud havde givet dem, for de elskede Jehova og ønskede trofast at gøre hans vilje. I denne endens tid bestræber alle døbte disciple af Kristus sig for at adlyde befalingen om at forkynde den gode nyhed om Riget og gøre disciple. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Ved helhjertet at udføre dette arbejde kan vi på en god måde vise at vi elsker vor himmelske Fader, og at vi helt og fuldt er indviet til ham. — 1 Johannes 5:3.

18, 19. (a) Hvilken offentlig erklæring giver vi i virkeligheden ved vores dåb? (b) Hvad vil den næste artikel komme ind på?

18 Der er ingen tvivl om at dåben åbner vej for mange velsignelser, men det er ikke et skridt man må tage let på. (Lukas 14:26-33) Det er et skridt der vidner om at vi har truffet en beslutning der har større betydning end nogen som helst anden forpligtelse vi kunne påtage os. (Lukas 9:62) Når vi bliver døbt, erklærer vi i virkeligheden offentligt: „Denne Gud er vor Gud til fjerne tider, ja, for evigt. Han er den der vil lede os indtil vi dør.“ — Salme 48:14.

19 Den følgende artikel vil komme ind på yderligere spørgsmål der kan melde sig i forbindelse med dåben. Kan der være gyldige grunde til at nogen holder sig tilbage fra at blive døbt? Bør personens alder spille ind? Hvordan kan alle bidrage til at dåben foregår på en værdig måde?

Kan du forklare følgende?

• Hvorfor må man ændre sind før man bliver døbt?

• Hvad indebærer indvielsen til Gud?

• Hvilke forpligtelser følger med det privilegium at bære Jehovas navn?

• Hvad skulle motivet være til at blive døbt?

[Studiespørgsmål]

[Ramme/illustration på side 22]

De to dåbsspørgsmål

Har du, på grundlag af Jesu Kristi offer, angret dine synder og indviet dig til Jehova for at gøre hans vilje?

Er du indforstået med at du ved din indvielse og dåb bekender dig som et af Jehovas Vidner der tjener i forening med den menighedsorganisation Gud leder ved sin ånd?

[Illustration på side 23]

Indvielsen er et højtideligt løfte som man aflægger til Jehova i bøn

[Illustration på side 25]

Vores forkyndelsesarbejde vidner om at vi har indviet os til Gud