Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Et symbolsk drama“ som har betydning for os

„Et symbolsk drama“ som har betydning for os

 „Et symbolsk drama“ som har betydning for os

HVOR ville det være vanskeligt at forstå den fulde betydning af visse bibelske passager hvis ikke andre dele af Bibelen kastede lys over dem! De historiske beretninger i Guds ord kan tages for pålydende. Men nogle af dem indeholder dybere sandheder som ikke er så indlysende. Som eksempel kan nævnes beretningen om to kvinder i patriarken Abrahams husstand. Apostelen Paulus kaldte beretningen „et symbolsk drama“. — Galaterne 4:24.

Dette drama fortjener vores opmærksomhed, for de virkeligheder der symboliseres i det, er af grundlæggende betydning for alle der ønsker at have Jehova Guds velsignelse. Inden vi undersøger hvorfor det forholder sig sådan, vil vi se på hvad det var der fik Paulus til at løfte sløret for betydningen af dramaet.

I det første århundrede var der et problem blandt de kristne i Galatien. Nogle af dem ’overholdt omhyggeligt dage og måneder og årstider og år’ — noget som var påkrævet under Moseloven. De hævdede at det var nødvendigt for kristne at følge Moseloven for at have Guds gunst. (Galaterne 4:10; 5:2, 3) Men Paulus vidste at det ikke var et krav for kristne at overholde sådanne forordninger. For at bevise det henledte han opmærksomheden på en beretning som enhver med jødisk baggrund var bekendt med.

Paulus mindede galaterne om at Abraham, det jødiske folks stamfader, blev far til Ismael og Isak. Den første søn fik han med tjenestepigen Hagar, og den anden med den frie kvinde Sara. De galatere der sagde at man skulle overholde Moseloven, kendte uden tvivl beretningen om Saras ufrugtbarhed og om hvordan hun lod Abraham få sin tjenestepige Hagar så han kunne få et barn  med hende. De vidste at efter at Hagar havde født Ismael, ringeagtede hun sin frue, Sara. Men i overensstemmelse med Guds løfte fødte Sara i sin alderdom Isak. Senere hen sendte Abraham Hagar og Ismael bort fordi Ismael behandlede Isak dårligt. — 1 Mosebog 16:1-4; 17:15-17; 21:1-14; Galaterne 4:22, 23.

To kvinder, to pagter

Paulus forklarede de forskellige aspekter ved dette ’symbolske drama’. Han skrev: „Disse kvinder betyder nemlig to pagter, den ene fra Sinaj Bjerg, som føder børn til trældom; det er Hagar. . . . Hun svarer til det nuværende Jerusalem, for det er i trældom med sine børn.“ (Galaterne 4:24, 25) Hagar var et billede på det bogstavelige Israel, med Jerusalem som hovedstad. Den jødiske nation var bundet til Jehova ved Lovpagten der var indgået ved Sinaj Bjerg. Under Lovpagten blev israelitterne hele tiden mindet om at de var trælle for synden og havde behov for at blive løskøbt. — Jeremias 31:31, 32; Romerne 7:14-24.

Hvem var „den frie kvinde“, Sara, og hendes søn, Isak, et billede på? Paulus viste at Sara, den „ufrugtbare“, symboliserede Guds hustru, den himmelske del af hans organisation. Denne himmelske kvinde var ufrugtbar i den forstand at hun ikke, før Jesus kom, havde nogen „børn“ på jorden der var salvet med Guds ånd. (Galaterne 4:27; Esajas 54:1-6) Men på pinsedagen i år 33 blev den hellige ånd udgydt over en gruppe mænd og kvinder der på denne måde blev født igen som børn af den himmelske kvinde. De børn som denne organisation frembragte, blev antaget som sønner af Gud og blev medarvinger sammen med Jesus Kristus i et nyt pagtsforhold. (Romerne 8:15-17) Et af disse børn, apostelen Paulus, skrev: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ — Galaterne 4:26.

Kvindernes børn

Ifølge Bibelen blev Isak forfulgt af Ismael. I det første århundrede blev børnene af det Jerusalem som er oventil, på lignende vis hånet og forfulgt af børnene af det trælbundne Jerusalem. Paulus forklarede: „Ligesom dengang han der var født på kødets måde [Ismael] begyndte at forfølge ham der var født på åndens måde [Isak], således også nu.“  (Galaterne 4:29) Da Jesus Kristus kom til jorden og begyndte at forkynde Riget, opførte de jødiske religiøse ledere sig ligesom Hagars søn Ismael havde opført sig over for Abrahams sande arving, Isak. De hånede og forfulgte Jesus Kristus og betragtede åbenbart sig selv, og ikke Jesus, som Abrahams retmæssige arving.

Kort før det bogstavelige Israels ledere fik Jesus henrettet, sagde han: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ — Mattæus 23:37, 38.

Den inspirerede beretning om begivenhederne i det første århundrede viser at det kødelige Israel repræsenteret ved Hagar ikke gennem afstamning frembragte sønner som skulle være Jesu medarvinger. Jøder der stolt mente at de havde ret til en sådan arv i kraft af deres herkomst, blev jaget bort, det vil sige forkastet af Jehova. Det er selvfølgelig rigtigt at nogle kødelige israelitter blev Kristi medarvinger. Det var imidlertid ikke på grund af deres afstamning at de fik det privilegium, men fordi de havde tro på Jesus.

På pinsedagen i år 33 blev det tydeligt hvem nogle af Kristi medarvinger var. Som tiden gik, salvede Jehova andre som sønner af det Jerusalem som er oventil.

Paulus gjorde rede for dette ’symbolske drama’ for at vise at den nye pagt var bedre end Lovpagten der blev formidlet gennem Moses. Ingen kunne opnå Guds gunst ved lovgerninger, for alle mennesker er ufuldkomne, og Moseloven fremhævede blot at de var i trældom under synd. Men, som Paulus forklarede, Jesus kom „for at han kunne løskøbe dem der var under loven“. (Galaterne 4:4, 5) Tro på værdien af Kristi offer førte til frihed fra Lovens fordømmelse. — Galaterne 5:1-6.

Dramaets betydning for os

Hvorfor skulle vi være interesseret i Paulus’ inspirerede udlægning af dette drama? En af grundene er at det giver os indsigt i betydningen af bibelske udtryk som ellers ville være forblevet uklare. Udlægningen styrker vores tillid til at Bibelen udgør et harmonisk hele. — 1 Thessaloniker 2:13.

Desuden er de virkeligheder dramaet symboliserer, af afgørende betydning for at vi kan få en lykkelig fremtid. Var det ikke for fremkomsten af sønner af det Jerusalem som er oventil, havde vi kun udsigt til trældom under synd og død. Men under kærligt tilsyn af Kristus og hans medarvinger ifølge Guds løfte til Abraham vil „alle jordens nationer velsigne sig“. (1 Mosebog 22:18) Det vil finde sted når de for altid befries for følgerne af synd, ufuldkommenhed, sorg og død. (Esajas 25:8, 9) Det bliver en vidunderlig tid!

[Illustration på side 11]

Lovpagten blev indgået ved Sinaj Bjerg

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Illustration på side 12]

Hvilken betydning har det ’symbolske drama’ som apostelen Paulus omtaler?