Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvem er sande kristne?

Hvem er sande kristne?

 Hvem er sande kristne?

„KRISTENDOM findes kun hvor erindringen om Jesus Kristus kommer til udtryk i teori og praksis.“ (On Being a Christian) Med disse ord udtalte den schweiziske teolog Hans Küng en indlysende sandhed: Der eksisterer kun sand kristendom når oprigtige mennesker følger Jesu lære i praksis.

Hvad da hvis enkeltpersoner eller organisationer hævder at være disciple af Kristus, men i realiteten ikke praktiserer hans lære? Jesus sagde selv at mange ville hævde at være kristne. De ville pege på forskellige handlinger for at bevise at de havde tjent ham, og sige: „Har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort  mange kraftige gerninger i dit navn?“ Men hvordan ville Jesus reagere? Han afsiger sin dom med disse klare ord: „Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:22, 23.

Dette er en tydelig advarsel til dem som „øver lovløshed“ og alligevel hævder at følge Jesus. Lad os se nærmere på to grundlæggende betingelser Jesus stiller for at han kan anerkende folk som sande kristne og ikke afvise dem som nogle der øver lovløshed.

„Hvis I har kærlighed til hinanden“

En af de betingelser Jesus stiller, er denne: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.

Jesus kræver at hans disciple skal have ægte kærlighed til hinanden og til alle andre mennesker. I de århundreder der er gået siden Jesus var her på jorden, har mange som enkeltpersoner levet op til dette. Men hvad med størstedelen af de religiøse organisationer som påstår at de repræsenterer Kristus? Har deres historie været kendetegnet af kærlighed? Bestemt ikke. De er tværtimod gået foran i utallige krige og konflikter hvor der er blevet udgydt uskyldigt blod. — Åbenbaringen 18:24.

Sådan har det været helt op til vor tid. Nationer der påberåbte sig at være kristne, gik foran i de myrderier der kendetegnede de to verdenskrige i det tyvende århundrede. I nyere tid har medlemmer af såkaldt kristne kirker stået i spidsen for de brutale grusomheder og forsøg på folkedrab som fandt sted i Rwanda i 1994. Den tidligere anglikanske ærkebiskop Desmond Tutu skriver: „De der vendte sig mod hinanden på denne blodige måde, bekendte sig til samme tro. De fleste var kristne.“

„Hvis I bliver i mit ord“

Jesus gav udtryk for endnu et grundlæggende krav til sande kristne med ordene: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:31, 32.

Jesus forventer at hans disciple bliver i hans ord — det vil sige holder sig til hans lære. I stedet for at følge Kristus har gejstlige derimod „i stigende grad indlemmet græske opfattelser,“ siger teologen Hans Küng. De har blandt andet erstattet Jesu lære med forestillingen om sjælens udødelighed, troen på skærsilden, Mariadyrkelsen og en præsteklasse — forestillinger og begreber hentet fra hedenske religioner og filosoffer. — 1 Korinther 1:19-21; 3:18-20.

Religiøse vejledere har også indført den gådefulde treenighedslære, og derved ophøjet Jesus til en plads han aldrig selv har gjort krav på. Med denne læresætning har de hindret folk i at tilbede den som Jesus altid henledte opmærksomheden på — sin Fader,  Jehova. (Mattæus 5:16; 6:9; Johannes 14:28; 20:17) „Når Jesus taler om Gud,“ skriver Hans Küng, „mener han den Gud fortidens patriarker Abraham, Isak og Jakob tilbad: Jahve . . . Ham betragtede han som den eneste Gud.“ Hvor mange i dag forbinder straks Jesu Gud og Fader med Jahve — eller Jehova, der er en anden meget udbredt form af navnet?

Religiøse ledere er fuldstændig afveget fra Jesu bud om at forholde sig neutral i politik. På Jesu tid var Galilæa „arnested for etnisk betonet nationalisme,“ skriver skribenten Trevor Morrow. Mange jødiske patrioter greb til våben for at opnå politisk og religiøs frihed. Opfordrede Jesus sine disciple til at tage del i sådanne konflikter? Nej. Han sagde tværtimod til dem: ’I er ikke en del af verden.’ (Johannes 15:19; 17:14) Frem for at forblive neutrale udviklede kirkeledere det den irske skribent Hubert Butler beskriver som „militant og politisk kirkelære“. „Politisk kristendom er næsten altid også militant kristendom, og når statsmænd og gejstlige når til enighed, sker der altid det at kirken velsigner statens militære styrker mod at få visse privilegier til gengæld,“ skriver han.

Falske lærere fornægter Jesus

Apostelen Paulus advarede om et frafald fra sand kristendom. Han sagde at der efter hans død ville fremstå nogle „undertrykkende ulve“ blandt de kristne som ville „fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig“. (Apostelgerninger 20:29, 30) De ville ’offentligt bekende at de kender Gud’, men i virkeligheden ville de ’ved deres gerninger fornægte ham’. (Titus 1:16) Apostelen Peter advarede tilsvarende om at falske lærere ville „liste ødelæggende sekter ind og . . . endog fornægte den herre som har købt dem“. Han sagde endvidere at deres dårlige adfærd ville få folk til at ’spotte sandhedens vej’. (2 Peter 2:1, 2) Ifølge den græskkyndige W.E. Vine vil det at fornægte Kristus på denne måde sige at „fornægte Faderen og Sønnen — ved frafald og ved at udbrede nedbrydende lære“.

Hvordan ville Jesus reagere hvis nogle som påstod at de var hans disciple, ikke ’blev i hans ord’ og ikke levede op til de krav han har opstillet? Han advarede: „Men enhver som nægter at kendes ved mig over for menneskene, ham vil jeg også nægte at kendes ved over for min Fader som er i himlene.“ (Mattæus 10:33) Jesus ville naturligvis ikke nægte at kendes ved nogle som begår et fejltrin, når de har et oprigtigt ønske om at forblive trofaste. For eksempel blev den angrende Peter tilgivet selvom han tre gange havde fornægtet Jesus. (Mattæus 26:69-75) Men Jesus nægter at kendes ved enkeltpersoner eller organisationer der viser sig at være ulve i fåreklæder idet de foregiver at følge Kristus, men bevidst og hårdnakket forkaster hans lære. Om sådanne falske lærere sagde Jesus: „På deres frugter [skal I] kende disse mennesker.“ — Mattæus 7:15-20.

Frafaldet efter apostlenes død

Hvornår begyndte falske kristne at fornægte Kristus? Kort efter hans død. Han advarede om at Satan Djævelen hurtigt ville så „ukrudt“ (falske kristne) blandt „den gode sæd“ (sande kristne) som Jesus plantede under sin tjeneste. (Mattæus 13:24, 25, 37-39) Apostelen Paulus advarede om at der allerede var bedrageriske lærere på hans tid. Den egentlige grund til at de afveg fra Jesu Kristi lære, var, som han sagde, at de ikke havde ægte ’kærlighed til sandheden’. — 2 Thessaloniker 2:10.

Jesu Kristi apostle virkede som et bolværk mod dette frafald så længe de levede. Efter apostlenes død benyttede de religiøse ledere sig af „enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og . . . ethvert uretfærdigt bedrag“ for at føre mange vild og vendte derved  flere og flere bort fra den sandhed Jesus og hans apostle underviste i. (2 Thessaloniker 2:3, 6-12) Som tiden gik, blev den oprindelige kristne menighed til en religiøs organisation som, med den engelske filosof Bertrand Russells ord, „ville forbløffe Jesus, ja endog Paulus“.

Sand kristendom genindført

Kendsgerningerne taler deres tydelige sprog. Siden apostlenes død har Kristi lære ikke været at finde i meget af det der er foregået i kristendommens navn. Det vil dog ikke sige at Jesus har svigtet sit løfte om at være med sine disciple „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 28:20) Vi kan være sikre på at der lige siden han udtalte disse ord, har været troende enkeltpersoner blandt hvem „erindringen om Jesus Kristus [er kommet] til udtryk i teori og praksis“. Jesus har holdt sit løfte om at støtte dem når de har bestræbt sig på at vise den kærlighed som kendetegner sande kristne, og er forblevet loyale mod de sandheder han underviste i.

Dertil kommer at Jesus lovede at han i de sidste dage for denne tingenes ordning ville samle sine trofaste disciple i den kristne menighed, der tydeligt lader sig identificere, og som han vil bruge til at gennemføre sin vilje. (Mattæus 24:14, 45-47) Han benytter i vor tid denne menighed til at indsamle „en stor skare“ af mænd, kvinder og børn „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ og forener dem under sin ledelse i „én hjord“ under „én hyrde“. — Åbenbaringen 7:9, 14-17; Johannes 10:16; Efeserne 4:11-16.

Vend dig derfor bort fra de organisationer som i de sidste to tusind år har besmittet Kristi navn og smædet kristendommen. Ellers kunne du, som Jesus Kristus sagde til apostelen Johannes, „få del i [deres] plager“ når Gud eksekverer sin dom over dem i nær fremtid. (Åbenbaringen 1:1; 18:4, 5) Sæt dig for at være blandt dem profeten Mika omtalte da han sagde at sande tilbedere — tilhængere af sand kristendom — „i de sidste dage“ vil lytte til hans anvisninger og „vandre på hans stier“, den genoprettede sande tilbedelse. (Mika 4:1-4) Udgiverne af dette blad vil med glæde hjælpe dig med at identificere disse sande tilbedere.

[Illustrationer på side 5]

Hvorfor deltager sande kristne ikke i krig?

[Kildeangivelser]

Soldater, venstre: U.S. National Archives photo; flammekaster, højre: U.S. Army Photo

[Illustrationer på side 7]

Jesus kræver af sande kristne at de har „kærlighed til hinanden“ og „bliver i [hans] ord“