Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bolivias afsidesliggende byer hører godt nyt

Bolivias afsidesliggende byer hører godt nyt

 Bolivias afsidesliggende byer hører godt nyt

VI ER omkring 20 der samles ved flodbredden i glad forventning om en endagstur til landsbyerne oppe ad floden. Vi befinder os ved foden af Andesbjergene, hvor floden Beni møder Amazonbækkenets vidtstrakte lavland; et usædvanlig smukt område.

Vi er imidlertid ikke turister. Nogle af os er lokale; andre af os kommer fra fjerntliggende byer og har bosat os her i Rurrenabaque, en smuk lille by med blomstrende træer, stråtækte huse og gader der kun forstyrres af en motorcykeltaxa nu og da.

Vores arrangement er et typisk eksempel på noget der finder sted i mange andre dele af Bolivia. Jehovas Vidner fra storbyerne og andre lande bringer den gode nyhed om Guds rige ud til de mindre byer. — Mattæus 24:14.

Bolivia ligger midt i Sydamerika. Landet er dobbelt så stort som Frankrig, men har kun en tiendedel så mange indbyggere. De fleste bolivianere bor enten i byer eller minebyer højt oppe i bjergene eller i landbrugsområder i dalene. I det tropiske lavland er byerne dog ret spredt beliggende på grund af de vidtstrakte skove.

I 1950’erne og 1960’erne tog mange modige missionærer, som Betty Jackson, Elsie Meynberg, Pamela Moseley og Charlotte Tomaschafsky, arbejdet op i flere afsidesliggende byer. De underviste oprigtige mennesker i  Bibelens sandheder og var med til at oprette små menigheder. Gennem 1980’erne og 1990’erne oplevede Jehovas Vidner en seksdobbelt forøgelse, hovedsagelig i byerne. Nu er der menigheder i hver eneste bydel. De ligger i velstående områder, hvor folk arbejder i høje kontorbygninger, bor i pæne beboelsesejendomme og handler i supermarkeder. Men der er også menigheder i de ydre forstadskvarterer, hvor folk bor i hytter lavet af ler, handler på åbne markedspladser og er klædt i de traditionelle farverige dragter. Men hvad kan der gøres for at hjælpe flere på de fjerntliggende steder til at høre om Jehova?

Fravælger det bekvemme byliv

I løbet af de sidste 20 år er folk i stort tal flyttet fra minebyerne og landområderne ind til byerne. Mindre almindeligt er det at folk flytter den modsatte vej — fra byerne og ud til landsbyerne. I mange landsbyer er der kun én telefon, og der er kun strøm nogle få timer om dagen. I skolerne gives der blot grundlæggende undervisning. Det eneste tidspunkt hvor forkyndere i disse små byer ser andre trosfæller, er ved de årlige stævner, og det kan være dyrt, farligt og udmattende at rejse til et sådant stævne. Hvad motiverer da mange Jehovas Vidner til at flytte fra byerne og til landsbyerne?

„Jeg havde mulighed for at skabe mig en karriere i La Paz,“ sagde Luis for nylig. „Men mine forældre har altid lagt vægt på at arbejdet med at gøre disciple er vigtigere. Så jeg tog mig en kortvarig uddannelse inden for byggeri. På en ferie i Rurrenabaque lagde jeg mærke til hvor ivrige folk var efter at høre den gode nyhed. Da jeg erfarede hvor få brødre der var, følte jeg mig tilskyndet til at tage dertil for at hjælpe. Jeg leder nu 12 bibelstudier. Jeg studerer for eksempel med et ungt ægtepar med fire børn. Manden har været vant til at gå ud og drikke og spille, men det har han lagt bag sig og fortæller nu sine venner om det han lærer om Jehova. Han forbereder sig altid til studiet. Han er ked af at han nogle gange er nødt til at være borte i tre til fire dage for at hugge tømmer i skoven, for han vil helst ikke gå glip af møderne. Når jeg ser dem ved vore kristne møder, føler jeg at det offer jeg bragte ved at tage hertil, er det hele værd.“

Juana, som er enlig mor, siger: „Jeg arbejdede førhen som hushjælp i La Paz. Da min søn var lille, blev jeg heltidsforkynder i byen. På en tur til Rurrenabaque fandt jeg ud af hvor meget mere jeg kunne udrette ved at flytte hertil. Så det gjorde vi, og jeg fik job som husassistent. I begyndelsen var det svært at klare varmen og insekterne. Men nu har vi været  her i syv år. Jeg leder hver uge mange bibelstudier, og en del viser deres værdsættelse ved at komme til møderne.“ Juana og hendes søn er blandt dem der skal med båden op ad floden. Du er velkommen til at tage med.

Turen op ad floden

Påhængsmotoren brøler mens vi stiler mod den snævre passage mellem bjergene. En flok papegøjer skriger i protest over vores tilstedeværelse. Det mudrede vand fra bjergene hvirvler heftigt omkring os mens bådsmanden kyndigt styrer båden mod strømmen. Midt på formiddagen går vi i land ved en lille landsby. Der møder vi en tilsynsmand fra menigheden i Rurrenabaque, og han viser os hvor vi skal forkynde.

Landsbyboerne tager gæstfrit imod os; enten bliver vi bedt om at tage plads under et skyggefuldt træ, eller også bydes vi ind i et hus af bambus tækket med palmeblade. Vi møder ret hurtigt et ungt par som er optaget af at knuse sukkerrør i en hjemmelavet træpresse. Saften fra sukkerrørene strømmer ned i en kobberkedel. Senere vil de koge saften så den bliver til mørk, tyk sirup, som kan sælges i byen. De inviterer os ind og stiller mange spørgsmål om Bibelen.

Vi fortsætter op ad floden mens vi forkynder fra landsby til landsby. Det glæder mange at høre Bibelens løfte om at sygdom og død vil forsvinde. (Esajas 25:8; 33:24) Her, hvor det ikke er nemt at få lægehjælp, har de fleste familier haft den sørgelige oplevelse at miste et barn. At skulle skaffe sig føden ved at drive landbrug eller fiskeri er tilmed et hårdt og usikkert liv. Mange er derfor interesserede i Guds løfte i Salme 72 om en regering som vil gøre ende på fattigdom. Men er interesserede der bor på så isolerede steder, villige til at gøre sig de anstrengelser det kræver at overvære kristne møder? Det spørgsmål optog Eric og Vicky, som er heltidsforkyndere i Santa Rosa, som ligger tre timers kørsel længere inde i Amazonbækkenet.

Vil de interesserede komme?

Eric og Vicky flyttede fra Californien til Bolivia for 12 år siden. En rejsende tilsynsmand foreslog dem at tage til Santa Rosa. „Der er kun  to telefoner i byen, og ingen adgang til internettet,“ fortæller Vicky. „Men der er et rigt dyreliv. Ofte ser vi alligatorer, strudse og store slanger når vi tager på motorcykel ud til afsidesliggende områder. Vi er dog mere interesserede i befolkningen end i dyrene. Vi studerer Bibelen med familien Vaca, et ungt par som har fire små børn. De bor omkring 26 kilometer uden for byen. Faderen var førhen dranker, men nu har han ændret sig. Hver uge kommer han med hele sin familie og sin yngre søster cyklende til rigssalen. Han har sin kone på bagagebæreren og den mindste af børnene foran. Drengen på ni år har sin lillesøster med på en anden cykel, og den otteårige dreng cykler selv. Det tager dem tre timer at nå derhen.“ Familien elsker virkelig Jehova og gør alt hvad de kan, for at komme sammen med menigheden.

På kun 18 måneder har 3 kvalificeret sig til dåb, og der kommer omkring 25 til møderne i den nye rigssal i Santa Rosa. Der er mange som gerne vil studere Bibelen, men en del skal overvinde store hindringer for at blive tjenere for Jehova.

En udfordring at få et ægteskab legaliseret

Marina og Osni, der er missionærer i en afsidesliggende boliviansk by nær grænsen til Brasilien, fortæller at ikke mange her betragter ægteskabet som en permanent ordning. De går fra den ene partner til den anden. „Det er et problem der hindrer dem i at gøre åndelige fremskridt,“ siger Osni. „Når nogle gerne vil have legaliseret deres ægteskab for at blive sande kristne, kan det være kompliceret og dyrt. Ud over at blive lovformeligt gift må de også sørge for at være fri af alle tidligere forbindelser. Alligevel arbejder nogle virkelig hårdt for at tjene penge til de nødvendige gebyrer når de finder ud af at Bibelen kræver at et ægteskab skal være registreret.“ — Romerne 13:1, 2; Hebræerne 13:4.

Marina fortæller om Norberto: „Han boede sammen med adskillige kvinder inden han flyttede sammen med en kvinde der var bager. Hun var omkring 35 år yngre end ham og havde en søn som Norberto adopterede. Norberto ville gerne være et godt eksempel for drengen under hans opvækst. Så da en forkynder besøgte bageriet og tilbød gratis bibelkurser, tog Norberto imod tilbuddet, skønt han ikke kunne læse og var over 70 år gammel. Da Norberto og hans samlever lærte hvad Jehova krævede, blev de lovformeligt gift og derefter døbt. Drengen er blevet en ansvarsfuld ung kristen — nøjagtig som hans stedfar havde ønsket. Norberto lærte at læse, og han har endda holdt foredrag i menigheden. Til trods for at han nu er meget svagelig på grund af sin alder, er han en nidkær forkynder af den gode nyhed.“

Styrket af Guds ånd

Jesus sagde til sine disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Det er opmuntrende at se hvordan Guds ånd motiverer kristne mænd og kvinder til at flytte til fjerne egne. I 2004 tog 30 nidkære kristne i Bolivia imod indbydelsen til at tjene midlertidigt som specialpionerer i isolerede distrikter. De værdsætter det gode eksempel 180 udlændinge har vist ved at flytte til Bolivia for at tjene som pionerer, kredstilsynsmænd, betelmedarbejdere  eller missionærer. De 17.000 forkyndere i Bolivia leder omkring 22.000 bibelstudier med interesserede i deres hjem.

Alle disse brødre føler stor glæde ved at mærke Jehovas ånds ledelse. Robert og Kathy, for eksempel, fik til opgave at virke som missionærer i Camiri. Byen Camiri har altid været ret isoleret idet den ligger mellem kuperede grønne bakker ved en flod. „Det virkede som om vi kom lige på det rigtige tidspunkt,“ siger Robert. „I løbet af to år er omkring 40 blevet forkyndere af den gode nyhed.“

En fordrukken spiller lytter

Mange af byboerne er imponerede over hvilke forandringer nogle foretager når de begynder at studere Bibelen. Tag for eksempel Ariel. En dag for omkring fire år siden lå han i sengen med tømmermænd. Skønt han var populær på grund af sit spilleri, havde han dårlig samvittighed over at hans gæld stadig voksede, at han belastede sit ægteskab og svigtede sine døtre. Hans tanker blev afbrudt af et af Jehovas Vidner som bankede på døren. Ariel lyttede længe og intenst til det broderen fortalte ud fra Bibelen. Snart lå Ariel igen i sin seng, men nu for at læse om emner som et lykkeligt familieliv, et paradis og det at tjene Gud. Inden længe begyndte han at studere Bibelen med Jehovas Vidner.

På det tidspunkt hvor missionærerne ankom til Camiri, havde Ariels kone, Arminda, også et bibelstudium, men hendes begejstring var ikke særlig stor. „Jeg vil prøve alt for at få ham til at holde op med at drikke,“ sagde hun. „Men jeg tvivler på at det hjælper noget som helst. Han er fortabt.“ Bibelstudiet var dog mere interessant end hun havde forventet. Inden der var gået et år var hun døbt og forkyndte for sin familie. Snart blev også mange af hendes slægtninge døbte Jehovas Vidner.

Men det var svært for Ariel at holde op med at drikke, ryge og spille. Vendepunktet kom da han inviterede alle sine venner og bekendte med til højtiden til minde om Kristi død. Han havde taget en beslutning: „De som ikke møder op, vil jeg ikke længere komme sammen med. Jeg vil studere Bibelen med dem som kommer.“ Han påbegyndte på den måde tre bibelstudier. Inden længe blev Ariel en del af menigheden. Han studerede Bibelen med en slægtning som gjorde fremskridt og blev døbt samme dag som Ariel. Arminda siger: „Det er som om den tidligere Ariel ikke eksisterer mere.“

Robert slutter: „Sidste gang vi talte op, var der 24 medlemmer af denne familie som overværede menighedens møder regelmæssigt. Ti er blevet døbt, og otte andre er udøbte forkyndere. Nogle som lagde mærke til den forandring de foretog, begyndte også at studere Bibelen og at komme til menighedens møder. Antallet der overværer møderne, er steget fra 100 til 190. Kathy og jeg leder omkring 30 bibelstudier, og de kommer alle til møderne. Det er tilfredsstillende for os at være her.“

Det der sker i Bolivias afsidesliggende byer, er kun en lille del af noget større som er forudsagt i Åbenbaringens Bog kapitel 7, hvor der fortælles at der på „Herrens dag“ vil blive indsamlet en stor skare som overlever den store trængsel. (Åbenbaringen 1:10; 7:9-14) Aldrig før i menneskehedens historie er millioner fra alle nationer blevet forenet i tilbedelsen af den eneste sande Gud. Det er et levende bevis på at opfyldelsen af Guds løfter er nær.

[Illustration på side 9]

Betty Jackson

[Illustration på side 9]

Elsie Meynberg

[Illustration på side 9]

Pamela Moseley

[Illustration på side 9]

Charlotte Tomaschafsky, længst til højre

[Illustration på side 10]

Hver uge cykler familien Vaca i tre timer for at komme hen til rigssalen

[Illustration på side 10]

Eric og Vicky flyttede hertil for at tjene hvor der er stort behov for forkyndere af Riget

[Illustration på side 11]

Landsbyboere nær floden Beni lytter opmærksomt til den gode nyhed

[Illustration på side 12]

Robert og Kathy tjener som missionærer i Camiri