Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Et vidnesbyrd for alle nationerne“

„Et vidnesbyrd for alle nationerne“

 „Et vidnesbyrd for alle nationerne“

„I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ — APOSTELGERNINGER 1:8.

1. Hvornår og hvor hørte disciplene første gang den profeti der er nedskrevet i Mattæus 24:14?

JESU ord i Mattæus 24:14 er så velkendte at mange af os kan dem udenad. Og hvor er det en bemærkelsesværdig profeti! Forestil dig hvad disciplene må have tænkt da de første gang hørte den. Det var i år 33. Disciplene havde været sammen med Jesus i omkring tre år og var nu taget med ham til Jerusalem. De havde set hans mirakler og lyttet til hans undervisning. Selvom de glædede sig over de dyrebare sandheder han havde lært dem, var de sig helt bevidst at det ikke var alle der delte deres glæde. Jesus havde magtfulde og indflydelsesrige fjender.

2. Hvilke farer og udfordringer ville disciplene komme ud for?

2 På Oliebjerget sad fire disciple sammen med Jesus og lyttede opmærksomt mens han fortalte om de farer og udfordringer de ville komme til at stå over for. Tidligere havde Jesus fortalt dem at han ville blive dræbt. (Mattæus 16:21) Nu gjorde han det klart for dem at også de ville blive udsat for streng forfølgelse. „Man [vil] overgive jer til trængsel og dræbe jer,“ sagde han. „Og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ Dette var ikke alt. Mange ville blive vildledt af falske profeter. Andre ville blive bragt til snublen og fald og ville forråde og hade hinanden. Hos atter andre, ja hos „de fleste“, ville kærligheden til Gud og hans ord blive kold. — Mattæus 24:9-12.

3. Hvorfor er Jesu ord i Mattæus 24:14 virkelig overraskende?

3 Det var efter at Jesus havde nævnt disse dystre fremtidsperspektiver, at han kom med en udtalelse der må have fået disciplene til at undre sig. Han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Ja, det arbejde Jesus havde påbegyndt i Israel — at „vidne om sandheden“ — ville fortsætte og antage globale proportioner. (Johannes 18:37) Det var en betagende profeti! At udvide dette arbejde til at omfatte „alle nationerne“ ville være en udfordring; at gøre det på trods af „alle nationernes had“ ville være intet mindre end et mirakel. Fuldførelsen af denne enorme opgave ville ikke kun herliggøre Jehovas storhed og magt, men også hans kærlighed, barmhjertighed og tålmodighed. Desuden ville det give hans tjenere en lejlighed til at vise deres tro og hengivenhed i gerning.

4. Hvem fik befaling om at udføre forkyndelsesarbejdet, og hvilken hjælp lovede Jesus dem?

4 Jesus lod ikke sine disciple i tvivl om at det var et kolossalt arbejde der lå foran dem. Før han steg til himmelen, viste han sig for dem og sagde: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Flere ville selvfølgelig snart slutte sig til dem. Men ikke desto mindre var disciplene få i antal. Det må have været en stor trøst for dem at vide at Guds magtfulde hellige ånd ville sætte dem i stand til at udføre denne opgave fra Gud!

5. Hvad vidste disciplene ikke om forkyndelsesarbejdet?

5 Disciplene vidste at de skulle forkynde den  gode nyhed og ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mattæus 28:19, 20) Men de vidste ikke hvor grundigt et vidnesbyrd der skulle aflægges, og hvornår enden ville komme. Det gør vi heller ikke. Disse spørgsmål vil Jehova ene og alene tage sig af. (Mattæus 24:36) Når vidnesbyrdet er blevet aflagt i det omfang Jehova ønsker det, vil han bringe denne onde tingenes ordning til ophør. Først da vil kristne kunne vide at forkyndelsesarbejdet er blevet udført i det omfang som Jehova ønskede det. De første disciple kunne næppe have forestillet sig hvor stort et vidnesbyrd der ville blive aflagt i denne endens tid.

Vidnesbyrdet i det første århundrede

6. Hvad skete der på pinsedagen i år 33 og i tiden derefter?

6 I det første århundrede gav forkyndelsen af Riget og arbejdet med at gøre disciple forbløffende resultater. På pinsedagen i år 33 var omkring 120 disciple forsamlede i et værelse ovenpå i Jerusalem. Guds hellige ånd blev udgydt over dem, apostelen Peter holdt et gribende foredrag der forklarede betydningen af dette mirakel, og omkring 3000 kom til troen og blev døbt. Men det var kun begyndelsen. Trods de religiøse lederes målbevidste indsats for at standse forkyndelsen af den gode nyhed „fortsatte Jehova med daglig at føje dem til [disciplene] som blev frelst“. Snart var „tallet på mændene . . . omkring fem tusind“. Herefter „blev [der] stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder“. — Apostelgerninger 2:1-4, 8, 14, 41, 47; 4:4; 5:14.

7. Hvorfor var Kornelius’ omvendelse af stor betydning?

7 I år 36 skete der noget andet betydningsfuldt som blev en milepæl — Kornelius, der var hedning, blev omvendt og lod sig døbe. Ved at føre apostelen Peter hen til denne gudfrygtige mand viste Jehova at Jesu befaling om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’ ikke var begrænset til blot at omfatte jøder i forskellige lande. (Apostelgerninger 10:44, 45) Hvordan reagerede de der førte an i arbejdet? Da apostlene og de ældste i Judæa forstod at den gode nyhed også skulle bringes ud til folk fra nationerne, altså ikkejøder, herliggjorde de Gud. (Apostelgerninger 11:1, 18) I mellemtiden bar forkyndelsesarbejdet blandt jøderne stadig frugt. Nogle år senere, sandsynligvis omkring år 58, var der ud over de hedningekristne ’mange tusind blandt jøderne som havde fået tro’. — Apostelgerninger 21:20.

8. Hvordan indvirker den gode nyhed på enkeltpersoner?

8 Den talmæssige vækst blandt de kristne i det første århundrede er imponerende, men vi må ikke glemme de mennesker som tallene repræsenterer. Det bibelske budskab de hørte, var meget magtfuldt. (Hebræerne 4:12) For dem der tog imod det, ændredes livet drastisk.  Enkeltpersoner begyndte at leve et moralsk rent liv, iførte sig den nye personlighed og blev forligt med Gud. (Efeserne 4:22, 23) Det samme sker i dag. Og de der tager imod den gode nyhed, har alle det vidunderlige håb om at opnå evigt liv. — Johannes 3:16.

Guds medarbejdere

9. Hvilket privilegium og ansvar erkendte de første kristne at de havde?

9 De kristne i det første århundrede tog ikke selv æren for det der blev udrettet. De erkendte at deres arbejde som forkyndere kun var muligt ved ’den hellige ånds kraft’. (Romerne 15:13, 19) Det var Jehova der var ansvarlig for den åndelige vækst. Men samtidig var disse kristne sig bevidst at de havde det privilegium og ansvar at være „Guds medarbejdere“. (1 Korinther 3:6-9) I harmoni med Jesu befaling kæmpede de derfor energisk for at udføre det arbejde de var blevet pålagt. — Lukas 13:24.

10. Hvilke bestræbelser gjorde nogle kristne i det første århundrede sig for at aflægge et vidnesbyrd for alle nationer?

10 Som „apostel for nationerne“ rejste Paulus i tusindvis af kilometer til lands og til vands og oprettede mange menigheder i Grækenland og i den romerske provins Asien. (Romerne 11:13) Han tog også til Rom og muligvis endda til Spanien. Apostelen Peter, der havde fået betroet „den gode nyhed . . . til de omskårne“, rejste i en anden retning for at forkynde i Babylon, som på daværende tidspunkt var et vigtigt center for jødedommen. (Galaterne 2:7-9; 1 Peter 5:13) Blandt de mange andre der sled i det i Herrens arbejde, var kvinder som Tryfæna og Tryfosa. Og om en kvinde ved navn Persis blev der sagt at hun ’udførte meget arbejde i Herren’. — Romerne 16:12.

11. Hvordan velsignede Jehova disciplenes indsats?

11 Jehova velsignede rigt det som disse og andre nidkære forkyndere gjorde. Mindre end 30 år efter at Jesus havde forudsagt at der ville blive aflagt et vidnesbyrd for alle nationerne, skrev Paulus at den „gode nyhed“ var blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:23) Kom enden så? På en måde, ja. Den kom for den jødiske tingenes ordning i år 70 da de romerske hære ødelagde Jerusalem og templet. Jehova havde imidlertid besluttet at der skulle aflægges et langt større vidnesbyrd før han ville bringe Satans verdensomspændende tingenes ordning til ophør.

Det vidnesbyrd der aflægges i dag

12. Hvordan forstod de første bibelstudenter befalingen om at forkynde?

12 I slutningen af det 19. århundrede, efter at det religiøse frafald havde været fremherskende i en lang periode, blev den rene tilbedelse genoprettet. Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, havde forstået befalingen om at der skulle gøres disciple over hele jorden. (Mattæus 28:19, 20) I 1914 var der omkring 5100 som tog aktivt del i forkyndelsesarbejdet, og den gode nyhed var nået ud til hele 68 lande. Disse første bibelstudenter forstod dog ikke den fulde betydning af Mattæus 24:14. Ved slutningen  af det 19. århundrede var Bibelen, der indeholder den gode nyhed, eller evangeliet, blevet oversat til mange sprog og trykt og distribueret af bibelselskaber. I nogle årtier mente bibelstudenterne derfor at der allerede var blevet aflagt et vidnesbyrd for nationerne.

13, 14. Hvilken klarere forståelse af Guds vilje og hensigt blev omtalt i et nummer af The Watch Tower for 1928?

13 Lidt efter lidt gav Jehova sit folk en klarere forståelse af sin vilje og hensigt. (Ordsprogene 4:18) I The Watch Tower for 1. december 1928 stod der: „Kan vi sige at distributionen af Bibelen har været en opfyldelse af profetien om at Rigets evangelium skulle forkyndes? Bestemt nej! Trods denne uddeling af Bibelen er det stadig nødvendigt at Guds lille gruppe af vidner på jorden trykker litteratur der forklarer Guds hensigt, og aflægger besøg i de hjem hvor man har fået en bibel. Ellers ville folk blive ladt i uvidenhed om at det messianske rige er blevet oprettet i vor tid.“

14 Dette nummer af The Watch Tower sagde videre: „I 1920 . . . nåede bibelstudenterne frem til en korrekt forståelse af vor Herres profeti i Mattæus 24:14. De forstod da at ’dette evangelium’ som skulle forkyndes i hele verden til et vidnesbyrd for hedningerne eller alle nationer, ikke var et evangelium om et rige der skulle komme, men et evangelium om at den messianske konge var begyndt at herske over jorden.“

15. Hvordan er forkyndelsesarbejdet blevet udvidet siden 1920’erne?

15 Denne „lille gruppe af vidner“ i 1920’erne blev ikke ved med at være lille. I årtierne der fulgte, fik man identificeret „en stor skare“ af „andre får“ som begyndte at blive indsamlet. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) I dag er der 6.613.829 forkyndere af den gode nyhed i 235 lande verden over. Hvilken storslået opfyldelse af profetien! Aldrig før er „denne gode nyhed om riget“ blevet forkyndt i så stor en målestok. Og aldrig før har der været så mange trofaste tjenere for Jehova på jorden.

16. Hvad er der blevet udrettet i det forløbne tjenesteår? (Se oversigten på side 27-30).

16 Denne store skare af vidner har haft travlt i tjenesteåret 2005 og har tilsammen ydet en stor indsats. Der er blevet anvendt over en milliard timer på at forkynde den gode nyhed i 235 lande. Millioner af genbesøg er blevet aflagt, og der er blevet ledet millioner af bibelstudier. Dette arbejde er blevet udført af Jehovas Vidner, der uden at få noget for det har brugt af deres tid og ressourcer på at forkynde Guds ord for andre. (Mattæus 10:8) Ved hjælp af sin magtfulde hellige ånd fortsætter Jehova med at give sine tjenere kraft til at udføre hans vilje. — Zakarias 4:6.

En flittig indsats for at aflægge vidnesbyrd

17. Hvordan reagerer Jehovas folk på Jesu befaling om at forkynde den gode nyhed?

17 Selvom der nu er gået næsten 2000 år siden Jesus sagde at den gode nyhed ville blive  forkyndt, er den nidkærhed Guds folk lægger for dagen, ikke blevet mindre. Vi véd at når vi holder ud og gør det gode, afspejler vi Jehovas egenskaber kærlighed, barmhjertighed og tålmodighed. Ligesom han ønsker vi ikke at nogen skal lide undergang, men at folk skal ændre sind og blive forligt med Jehova. (2 Korinther 5:18-20; 2 Peter 3:9) Brændende i ånden fortsætter Jehovas Vidner nidkært med at forkynde den gode nyhed til jordens ender. (Romerne 12:11) Resultatet er at mennesker overalt tager imod sandheden og retter sig ind efter Jehovas kærlige ledelse. Lad os se på nogle få eksempler.

18, 19. Hvilke oplevelser kan du fortælle om nogle der har taget godt imod den gode nyhed?

18 Charles var farmer i det vestlige Kenya. I 1998 solgte han over otte tons tobak og fik tildelt en pris som den bedste tobaksdyrker. På dette tidspunkt begyndte han at studere Bibelen. Snart gik det op for ham at man overtræder Jesu bud om at elske sin næste hvis man beskæftiger sig med tobaksproduktion. (Mattæus 22:39) Da Charles var nået til den slutning at ’den bedste tobaksdyrker’ i virkeligheden er ’den bedste morder’, sprøjtede han sine tobaksplanter med gift. Han gjorde fremskridt hen imod indvielse og dåb og virker nu som almindelig pioner og menighedstjener.

19 Der er ingen tvivl om at Jehova ryster nationerne ved hjælp af det verdensomspændende vidnesbyrd der bliver aflagt, og at de kostbare skatte i form af mennesker bliver indsamlet. (Haggaj 2:7) Pedro, der bor i Portugal, begyndte på et præsteseminarium da han var 13 år gammel. Hans mål var at blive missionær og undervise andre i Bibelen. Efter kort tid forlod han imidlertid seminariet fordi der stort set ikke blev undervist i Bibelen. Seks år senere studerede han psykologi på et universitet i Lissabon. Han boede hos sin tante, der var et af Jehovas Vidner, og hun opmuntrede ham til at studere Bibelen. På det tidspunkt var Pedro ikke sikker på at Gud eksisterede, og han kunne heller ikke beslutte sig for om han skulle sige ja tak til et bibelstudium eller ej. Han talte med sin psykologiprofessor om det at være ubeslutsom. Professoren sagde at ifølge psykologien er folk der ikke kan træffe beslutninger, tilbøjelige til at være selvdestruktive. Det fik Pedro til at beslutte sig for at få et bibelstudium. For nylig blev han døbt, og han leder nu selv bibelstudier med andre.

20. Hvorfor kan vi glæde os over at der aflægges så omfattende et vidnesbyrd for nationerne?

20 Vi ved stadig ikke i hvilket omfang der skal aflægges et vidnesbyrd for nationerne, og vi kender heller ikke dagen og timen for hvornår enden vil komme. Det eneste vi ved, er at det vil være snart. Vi glæder os over at den omfattende forkyndelse af den gode nyhed kun er et af de mange beviser for at tiden nu er nær hvor Guds rige vil erstatte menneskers regeringer. (Daniel 2:44) For hvert år der går, får millioner mulighed for at tage imod den gode nyhed, og dette er til ære for vor Gud, Jehova. Måtte vi være fast besluttede på at holde trofast ud og sammen med vore brødre i hele verden at være travlt optaget af arbejdet med at aflægge vidnesbyrd for alle nationerne. Ved at gøre dette vil vi frelse både os selv og dem der hører på os. — 1 Timoteus 4:16.

Husker du?

• Hvorfor er profetien i Mattæus 24:14 så bemærkelsesværdig?

• Hvilke bestræbelser gjorde de kristne i det første århundrede sig for at forkynde, og med hvilke resultater?

• Hvordan fik bibelstudenterne forståelsen af at der måtte aflægges et vidnesbyrd for alle nationerne?

• Hvad gør indtryk på dig når du betragter Jehovas folks virksomhed i det forløbne tjenesteår?

[Studiespørgsmål]

 [Oversigt på side 27-30]

Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 2005

 (Se den trykte publikation)

[Kort/illustrationer på side 25]

Paulus rejste i tusindvis af kilometer til lands og til vands for at forkynde den gode nyhed

[Illustration på side 24]

Jehova førte Peter hen til Kornelius for at han skulle forkynde for ham og hans familie