Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg opdrog otte børn til at følge Jehovas veje

Jeg opdrog otte børn til at følge Jehovas veje

 Livsberetning

Jeg opdrog otte børn til at følge Jehovas veje

FORTALT AF JOYCELYN VALENTINE

I 1989 tog min mand til udlandet for at arbejde. Han lovede at sende penge hjem så jeg kunne forsørge mine otte børn. Efter nogle uger havde jeg endnu ikke hørt fra ham. Månederne gik, men der var stadig intet nyt. Jeg blev ved med at trøste mig selv med at han nok ville komme hjem så snart hans omstændigheder havde stabiliseret sig.

UDEN penge til at forsørge min familie følte jeg mig dybt ulykkelig. I mange søvnløse nætter spurgte jeg undrende mig selv: ’Hvordan kan han gøre det mod sin familie?’ Til sidst accepterede jeg den barske kendsgerning at min mand havde forladt os. Det er nu 16 år siden, og han er stadig ikke vendt tilbage. Jeg har derfor måttet opdrage mine børn uden hjælp fra en ægtefælle. Det har været en udfordring, men at se mine børn følge Jehovas veje har været en stor glæde for mig. Før jeg kommer nærmere ind på hvordan vi klarede os som familie, vil jeg fortælle om min baggrund.

Jeg søger bibelsk vejledning

Jeg er født i 1938 på den caribiske ø Jamaica. Selvom far aldrig havde været medlem af en kirke, betragtede han sig selv som gudfrygtig. Om aftenen bad han mig  ofte læse højt fra Salmernes Bog i Bibelen. Snart kunne jeg mange af salmerne udenad. Mor var medlem af en lokal kirke, og hun tog mig en gang imellem med til religiøse møder.

Ved disse møder lærte vi at Gud tager de gode mennesker til himmelen og brænder de onde i helvede. Vi lærte også at Jesus er Gud, og at han elsker børn. Jeg blev fuldstændig forvirret, og jeg blev nærmest bange for Gud. Jeg spekulerede på hvordan en Gud der elsker os, kan pine mennesker i ild.

Tanken om et brændende helvede gav mig mareridt. På et tidspunkt gennemgik jeg et bibelkursus hos syvendedagsadventisterne pr. korrespondance. Ifølge dem lider onde mennesker ikke evig pine, men brænder til aske i flammerne. Det lød mere fornuftigt, og jeg begyndte at overvære deres møder. Men jeg syntes deres lærepunkter var forvirrende, og det jeg lærte, ændrede ikke mit fejlagtige syn på moral.

Dengang mente folk i almindelighed at utugt var forkert. Men ligesom mange andre mente jeg at det kun var dem der havde seksuelle forhold med skiftende partnere, der begik utugt. To ugifte der kun havde et kønsligt forhold til hinanden, begik derfor ingen synd. (1 Korinther 6:9, 10; Hebræerne 13:4) Denne opfattelse var en medvirkende årsag til at jeg blev ugift mor til seks børn.

Jeg gør åndelige fremskridt

I 1965 kom Vaslyn Goodison og Ethel Chambers til at bo i nærheden af Bath. De var pionerer, eller heltidsforkyndere, inden for Jehovas Vidner, og en dag talte de med min far. Han tog imod deres tilbud om et bibelstudium. Hvis jeg var hjemme når de kom på besøg, talte de også med mig. Selvom jeg var meget mistroisk over for Jehovas Vidner, besluttede jeg mig for at studere Bibelen med dem for at bevise at de tog fejl.

Under studiet stillede jeg en masse spørgsmål, og forkynderne besvarede dem alle ud fra Bibelen. Med deres hjælp fandt jeg ud af at de døde er uden bevidsthed og ikke lider i helvede. (Prædikeren 9:5, 10) Jeg fandt også ud af at der var håb om evigt liv i et paradis på jorden. (Salme 37:11, 29; Åbenbaringen 21:3, 4) Min far afbrød sit bibelstudium, men jeg begyndte at overvære møderne i den lokale menighed af Jehovas Vidner. Den fred og orden der prægede møderne, hjalp mig til at lære mere om Jehova. Jeg overværede også kredsstævner og områdestævner, større sammenkomster der er arrangeret af Jehovas Vidner. Denne undervisning vakte et stærkt ønske hos mig om at tilbede Jehova på en antagelig måde. Men der var noget der hindrede mig.

På det tidspunkt boede jeg sammen med faderen til tre af mine seks børn uden at være gift med ham. Ud fra Bibelen lærte jeg at Gud fordømmer seksuelle forhold uden for ægteskabet, og min samvittighed begyndte at nage mig. (Ordsprogene 5:15-20; Galaterne 5:19) Efterhånden som min kærlighed til sandheden voksede, længtes jeg efter at bringe mit liv i harmoni med Guds lov. Til sidst tog jeg en beslutning. Jeg fortalte min samlever at enten giftede vi os, eller også var vores forhold slut. Skønt han havde en anden religiøs overbevisning, blev vi gift den 15. august 1970, fem år efter at Jehovas Vidner første gang havde talt med mig. I december 1970 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben.

Jeg vil aldrig glemme den første dag jeg var med i forkyndelsen. Jeg var nervøs og vidste ikke hvordan man skulle indlede en bibelsk samtale. Faktisk var jeg lettet da den første jeg besøgte, hurtigt gjorde en ende på vores samtale. Men der gik ikke ret lang tid  før jeg ikke længere var så nervøs. Da dagen var omme, var jeg meget opmuntret eftersom jeg havde haft flere korte samtaler med folk om Bibelen og efterladt nogle af vore bibelske publikationer hos dem.

En åndeligt stærk familie

I 1977 var vores familie vokset så vi nu havde otte børn. Jeg var besluttet på at gøre mit bedste for at hjælpe min familie til at tjene Jehova. (Josua 24:15) Derfor gjorde jeg en ihærdig indsats for at lede et regelmæssigt familiestudium. Nogle gange var jeg så træt at jeg faldt i søvn mens et af børnene læste en paragraf højt, og de måtte vække mig. Men fysisk udmattelse afholdt os aldrig fra at studere Bibelen sammen som familie.

Jeg bad også regelmæssigt med mine børn. Så snart de var gamle nok, lærte jeg dem at bede personligt til Jehova. Jeg sikrede mig at de bad deres egen bøn ved sengetid, og dem der var for små til selv at bede, bad jeg sammen med hver for sig.

I begyndelsen var min mand imod at jeg tog børnene med til møderne. Men udsigten til selv at skulle passe dem mens jeg var til møde, gjorde hans modstand mindre. Han elskede at gå ud sammen med sine venner om aftenen, men tanken om at blive ledsaget af otte børn tiltalte ham ikke. Senere begyndte han endda at hjælpe mig med at gøre børnene klar når vi skulle i rigssalen.

Børnene vænnede sig hurtigt til at overvære alle møderne og at deltage i forkyndelsen. I deres sommerferie gik de ofte ud i tjenesten sammen med pionererne i menigheden. På den måde fik mine børn inderlig kærlighed til menigheden og til forkyndelsen. — Mattæus 24:14.

En tid med prøvelser

For at forbedre familiens økonomi begyndte min mand at tage til udlandet og arbejde. Han var væk fra familien i lange perioder, men kom hjem med regelmæssige mellemrum. I 1989 tog han af sted — og kom aldrig tilbage. Som tidligere nævnt  gjorde tabet af min mand mig fortvivlet. Ofte græd jeg om natten og bad inderligt Jehova om trøst og udholdenhed, og jeg følte at han hørte mine bønner. Skriftsteder som Esajas 54:4 og Første Korintherbrev 7:15 gav mig fred i sindet og styrke til at komme videre i livet. Familie og venner i den kristne menighed støttede mig også følelsesmæssigt og materielt. Jeg er meget taknemmelig for den hjælp Jehova og hans folk har givet mig.

Der var andre prøvelser. Engang blev en af mine døtre udelukket af menigheden på grund af en ubibelsk adfærd. Jeg elsker alle mine børn højt, men min loyalitet mod Jehova kommer i første række. Så i denne periode holdt mine andre børn og jeg os strengt til Bibelens vejledning om hvordan man skal opføre sig over for dem der er udelukket. (1 Korinther 5:11, 13) Vi blev kritiseret meget af dem der ikke forstod vores standpunkt. Men efter at min datter var blevet genoptaget i menigheden, fortalte hendes mand mig at vores principfaste standpunkt havde gjort et stort indtryk på ham. Han tjener nu Jehova sammen med sin familie.

Økonomiske problemer

Da min mand forlod os, havde jeg ingen fast indtægt, og familien modtog heller ikke længere hans økonomiske støtte. Denne situation lærte os at være tilfredse med en enkel tilværelse og at værdsætte de åndelige rigdomme frem for de materielle. Efterhånden som børnene lærte at elske og at hjælpe hinanden, fik de et nært sammenhold. Da de ældste børn begyndte at arbejde, støttede de med glæde deres yngre søskende. Min ældste datter, Marseree, hjalp sin lillesøster Nicole til at få en grundlæggende skoleuddannelse. Desuden kunne jeg drive en lille købmandsforretning. Denne beskedne indtægt hjalp mig til at klare nogle af vore materielle behov.

Jehova har aldrig forladt os. Engang fortalte jeg en søster i menigheden at vi ikke havde råd til at overvære områdestævnet. Hun svarede: „Søster Val, når du hører der skal være stævne, så forbered dig ved at begynde at pakke! Jehova vil sørge for jer.“ Jeg fulgte hendes råd. Jehova sørgede for os, og det er han blevet ved med. Vores familie er aldrig gået glip af et stævne fordi vi ikke havde penge.

I 1988 blev Jamaica hjemsøgt af orkanen Gilbert, og vi forlod vores hjem for at søge beskyttelse et sikkert sted. Under et midlertidigt ophold i orkanen forlod min søn og jeg vores tilflugtssted for at få et overblik over det der engang var vores hjem. Mens vi ledte i ruinerne, så jeg noget jeg ville redde. Pludselig tog stormen til igen, men jeg holdt fast i det jeg havde fundet. „Mor! Sæt dog det fjernsyn fra dig! Er du Lots hustru?“ (Lukas 17:31, 32) Dette udbrud fra min søn bragte mig til fornuft. Jeg slap det drivvåde fjernsyn, og vi løb begge i sikkerhed.

I dag gyser jeg ved tanken om at jeg satte mit liv på spil for et fjernsyn. Men det varmer mig om hjertet når jeg tænker på det min søn sagde ved den lejlighed, for det viser at han forstod hvad der var det vigtigste. Takket være den undervisning han havde fået i den kristne menighed, hjalp han mig til at undgå at lide alvorlig fysisk, og måske også åndelig, skade.

 Orkanen efterlod vores hjem og ejendele i ruiner, og vi var modløse og fortvivlede. Men så ankom vore kristne brødre. De opmuntrede os til at bevare tilliden til Jehova og forblive aktive i forkyndelsen; desuden hjalp de os med at genopbygge vores hjem. Dette kærlige og selvopofrende arbejde udført af frivillige blandt Jehovas Vidner fra Jamaica og andre lande rørte os dybt.

Vi sætter Jehova først

Efter endt uddannelse begyndte min næstældste datter, Melaine, i pionertjenesten. Derefter tog hun imod en opfordring til at tjene som pioner i en anden menighed, og det betød at hun måtte sige sin stilling op. Jobbet havde givet hende mulighed for at yde en betydelig økonomisk støtte til vores familie, men vi havde tillid til at Jehova ville tage sig af os hvis vi hver især satte Rigets interesser først. (Mattæus 6:33) Senere blev min søn, Ewan, også opfordret til at tjene som pioner. Til trods for at han hjalp familien økonomisk, tilskyndede vi ham til at tage imod opfordringen og ønskede ham Jehovas velsignelse. Jeg har aldrig søgt at hindre børnene i at gøre mere i tjenesten for Riget, og de af os der er blevet hjemme, har aldrig lidt nød. Det har i stedet øget vores glæde, og indimellem har vi endda haft mulighed for at hjælpe andre.

I dag giver det mig stor glæde at se at mine børn „vandrer i sandheden“. (3 Johannes 4) Melaine virker i øjeblikket sammen med sin mand i kredstjenesten. Andrea og hendes mand tjener som specialpionerer, og hun følges med sin mand når han besøger forskellige menigheder som vikar for kredstilsynsmanden. Ewan er ældste i en menighed og tjener sammen med sin kone som specialpioner. Ava-Gay arbejder sammen med sin mand på Jehovas Vidners afdelingskontor på Jamaica. Jennifer, Genieve og Nicole tjener sammen med deres mænd og børn som aktive medlemmer i deres respektive menigheder. Marseree bor sammen med mig, og begge tilhører vi menigheden i Port Morant. Jeg er blevet rigt velsignet, for alle mine børn tjener fortsat Jehova.

Med tiden har jeg fået problemer med helbredet. Jeg har leddegigt, men glæder mig over stadig at kunne tjene som pioner. For nogen tid siden blev det imidlertid meget anstrengende for mig at gå rundt i det bakkede område jeg bor i. Jeg havde svært ved at klare tjenesten. Jeg prøvede at cykle og syntes det var nemmere end at gå. Så jeg købte mig en brugt cykel. Til at begynde med kunne mine børn ikke lide at se deres gigtplagede mor på en cykel. Men de var glade for at se mig fortsætte i forkyndelsen, for det er jo det jeg allerhelst vil.

Det varmer mig om hjertet at se dem jeg har studeret med, tage imod sandheden. Jeg beder altid Jehova om at hjælpe alle i min familie til at forblive trofaste mod ham her i endens tid og i al evighed. Jeg takker Jehova, den „som hører bøn“, fordi han har gjort det muligt for mig at opdrage mine otte børn til at følge hans veje. — Salme 65:2.

[Illustration på side 10]

Med mine børn, deres ægtefæller og mine børnebørn

[Illustration på side 12]

Nu cykler jeg i tjenesten