Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvem adlyder du — Gud eller mennesker?

Hvem adlyder du — Gud eller mennesker?

 Hvem adlyder du — Gud eller mennesker?

„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — APOSTELGERNINGER 5:29.

1. (a) Hvad er temaskriftstedet for denne artikel? (b) Hvorfor blev apostlene taget i forvaring?

DOMMERNE i den jødiske højesteret må have været rasende. Fangerne var forsvundet. De var apostle udsendt af Jesus Kristus, en mand som højesteretten nogle få uger tidligere havde dømt til døden. Nu var retten parat til at tage sig af hans nærmeste tilhængere. Men da betjentene kom for at hente dem, opdagede de at deres celler var tomme, selvom dørene havde været låst. Snart fik betjentene at vide at apostlene var i templet i Jerusalem, hvor de frygtløst var i gang med at undervise folk om Jesus Kristus — præcis det samme som de var blevet arresteret for! Betjentene gik straks hen til templet, tog atter apostlene i forvaring og førte dem hen i retten. — Apostelgerninger 5:17-27.

2. Hvad befalede en engel apostlene at gøre?

2 En engel havde udfriet apostlene fra fængselet. Var det for at skåne dem for yderligere forfølgelse? Nej. Det var for at Jerusalems indbyggere skulle høre den gode nyhed om Jesus Kristus. Engelen befalede apostlene at ’blive ved med at tale til folket og fremholde alle udtalelserne om dette liv’. (Apostelgerninger 5:19, 20) Da apostlene blev fundet i templet, var de derfor i fuld gang med lydigt at udføre denne befaling.

3, 4. (a) Hvad svarede Peter og Johannes da de fik befaling om at holde op med at forkynde? (b) Hvad svarede de øvrige apostle?

 3 To af disse ihærdige forkyndere, apostlene Peter og Johannes, havde tidligere været for retten, hvilket den øverste dommer, Josef Kajfas, brysk mindede dem om. Han sagde: „Vi har udtrykkeligt forbudt jer at fortsætte med at undervise på grundlag af [Jesu] navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære.“ (Apostelgerninger 5:28) Kajfas burde ikke være blevet overrasket over at se Peter og Johannes være tilbage i retten. Da de to apostle første gang fik befaling om at holde op med at forkynde, havde de svaret: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ Ligesom profeten Jeremias kunne Peter og Johannes ikke lade være med at udføre den befaling de havde fået om at forkynde. — Apostelgerninger 4:18-20; Jeremias 20:9.

4 Nu havde ikke blot Peter og Johannes, men alle apostlene — deriblandt den nyudnævnte Mattias — mulighed for at gøre deres standpunkt kendt over for retten. (Apostelgerninger 1:21-26) Da de fik befaling om at holde op med at forkynde, svarede også de frimodigt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Skal vi adlyde Gud eller mennesker?

5, 6. Hvorfor adlød apostlene ikke rettens ordre?

5 Apostlene var lovlydige mænd som normalt ikke ville gå imod en retskendelse. Men intet menneske, uanset hvor magtfuld han er, har bemyndigelse til at befale andre at være ulydige mod et af Guds bud. Jehova er „den Højeste over hele jorden“. (Salme 83:18) Ikke alene er han „den der dømmer hele jorden“; han er også den øverste Lovgiver og evighedens Konge. Enhver retskendelse der forsøger at tilsidesætte Guds bud, er ugyldig set fra Guds synspunkt. — 1 Mosebog 18:25; Esajas 33:22.

6 Denne kendsgerning har nogle af de største juridiske eksperter anerkendt. For eksempel skrev den kendte engelske jurist William Blackstone fra det 18. århundrede at ingen lov givet af mennesker bør være gyldig hvis den går imod „den åbenbarede lov“ som den findes i Bibelen. Sanhedrinet overskred således sine beføjelser da det befalede apostlene at holde op med at forkynde. Denne ordre kunne apostlene ganske enkelt ikke adlyde.

7. Hvorfor blev de øverste præster vrede over at der blev forkyndt?

7 Apostlenes faste beslutning om at blive ved med at forkynde gjorde de øverste præster rasende. Nogle af præsteskabets medlemmer, deriblandt Kajfas selv, var saddukæere, som ikke troede på opstandelsen. (Apostelgerninger 4:1, 2; 5:17) Alligevel blev apostlene ved med at hævde at Jesus var blevet oprejst fra de døde. Dertil kom at nogle af de øverste præster var gået meget langt for at indynde sig hos de romerske myndigheder. Da de øverste præster under retssagen mod Jesus fik mulighed for at anerkende Jesus som deres konge, gik de endda så vidt som til at råbe: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Johannes 19:15) * Apostlene bekræftede ikke blot at Jesus var blevet oprejst. De underviste også andre i at der ud over Jesu navn „ikke under himmelen [er] givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses“. (Apostelgerninger 2:36; 4:12) Hvis folket begyndte at se hen til den opstandne Jesus som deres Fører, frygtede præsterne at romerne ville komme, og at de jødiske ledere ville miste ’både deres sted og deres nation’. — Johannes 11:48.

8. Hvilket víst råd gav Gamaliel Sanhedrinet?

8 Fremtiden så dyster ud for Jesu Kristi apostle, for dommerne i Sanhedrinet var besluttede på at bringe død over dem. (Apostelgerninger  5:33) Men begivenhederne tog en uventet drejning. Gamaliel, som var ekspert i Loven, stillede sig op og advarede sine meddommere mod at handle overilet. Han fremsatte følgende kloge betragtning om de kristne: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ Derefter tilføjede Gamaliel noget bemærkelsesværdigt: „Ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apostelgerninger 5:34, 38, 39.

9. Hvad beviste at det var Guds værk apostlene udførte?

9 Forbavsende nok tog retten Gamaliels råd til sig. Sanhedrinet „kaldte apostlene ind, piskede dem og forbød dem at tale på grundlag af Jesu navn, hvorpå de lod dem gå“. Apostlene lod sig dog ikke skræmme, men var besluttede på at adlyde engelens befaling om at forkynde. Der fortælles om dem at de efter deres løsladelse „hver dag fortsatte . . . med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. (Apostelgerninger 5:40, 42) Jehova velsignede deres anstrengelser. Hvad førte det til? „Guds ord [havde] fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt.“ Ja, der siges endda at „en stor skare præster begyndte at adlyde troen“. (Apostelgerninger 6:7) Det må have været et hårdt slag for de øverste præster! Beviserne hobede sig op: Apostlenes arbejde var i sandhed et arbejde som Gud havde givet dem at udføre!

Det er forgæves at kæmpe mod Gud

10. Hvorfor har Kajfas måske følt sig sikker i sin stilling, men hvorfor var hans tillid ubegrundet?

10 I det første århundrede blev de jødiske ypperstepræster udnævnt af de romerske myndigheder. Den velhavende Josef Kajfas blev indsat i sit embede af Valerius Gratus, og han beklædte embedet længere end mange af hans forgængere havde gjort. Kajfas selv mente sikkert at dette snarere skyldtes hans evner som diplomat og hans venskab med Pilatus end det skyldtes guddommeligt forsyn. Under alle omstændigheder viste hans tillid til  mennesker sig at være ubegrundet, for blot tre år efter at apostlene var blevet bragt for Sanhedrinet, mistede Kajfas de romerske myndigheders gunst og blev afsat som ypperstepræst.

11. Hvordan gik det Pontius Pilatus og den jødiske tingenes ordning, og hvilken slutning kan vi drage deraf?

11 Ordren om at Kajfas skulle afsættes fra sit embede, kom fra Pilatus’ nærmeste overordnede, Lucius Vitellius, der var landshøvding i Syrien. Kajfas’ nære ven Pilatus var ikke i stand til at forhindre det. Kun et år efter at Kajfas var blevet afsat, blev Pilatus også selv sat fra sit embede og kaldt til Rom for at svare på nogle alvorlige anklager. De jødiske ledere der satte deres lid til kejseren, mistede ’både deres sted og deres nation’ da romerne kom. Dette skete i år 70 e.v.t. da de romerske hære fuldstændig ødelagde byen Jerusalem, derunder templet og sanhedrinsalen. I dette tilfælde viste salmistens ord sig virkelig at være sande: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse.“ — Johannes 11:48; Salme 146:3.

12. Hvordan beviser Jesu tilfælde at lydighed mod Gud er visdom?

12 I modsætning hertil udnævnte Gud den opstandne Jesus Kristus til ypperstepræst i et stort åndeligt tempel. Denne udnævnelse kan intet menneske annullere. Der siges om Jesus at han har „et præstedømme uden efterfølgere“. (Hebræerne 2:9; 7:17, 24; 9:11) Gud udnævnte også Jesus til dommer over levende og døde. (1 Peter 4:5) I sin egenskab af dommer vil Jesus afgøre om Josef Kajfas og Pontius Pilatus har nogen mulighed for at opnå liv i fremtiden. — Mattæus 23:33; Apostelgerninger 24:15.

Frygtløse forkyndere af Guds rige i vor tid

13. Hvilket værk i nyere tid har vist sig at være af mennesker, og hvilken virksomhed har vist sig at være af Gud? Hvoraf fremgår det?

13 Som det var tilfældet i det første århundrede, er der også i vor tid mange som har ’kæmpet mod Gud’. (Apostelgerninger 5:39) Da Jehovas Vidner i Tyskland for eksempel nægtede at sige ’Heil Hitler’ og derved anerkende Adolf Hitler som deres fører, svor Hitler at han ville udslette dem. (Mattæus 23:10) Hans effektive dødsmaskine skulle rigeligt kunne klare opgaven. Nazisterne havde held til at arrestere tusinder af Jehovas Vidner og sende dem i koncentrationslejre. De fik endda slået nogle af dem ihjel. Men det lykkedes ikke nazisterne at få Jehovas Vidner til at ændre deres beslutning om kun at tilbede Gud, og det lykkedes dem heller ikke at udrydde Guds tjenere som gruppe betragtet. Disse kristne havde fået deres opgave fra Gud, ikke fra mennesker, og ingen kan standse det Gud har sat i gang. Tres år senere tjener trofaste kristne der har overlevet Hitlers koncentrationslejre, stadig Jehova ’af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og af hele deres sind’, hvorimod Hitler og hans nazistparti er borte og kun lever videre som et grumt minde i folks erindring. — Mattæus 22:37.

14. (a) Hvilke bestræbelser har modstandere gjort for at bagtale Guds tjenere, og hvad har det ført til? (b) Vil sådanne bestræbelser skade Guds folk varigt? (Hebræerne 13:5, 6)

14 I årene siden nazitiden har også andre kæmpet mod Jehova og hans folk, en kamp som på forhånd er tabt. I flere europæiske lande har udspekulerede religiøse og politiske  elementer gjort hvad de kunne for at få Jehovas Vidner stemplet som en ’farlig sekt’, den samme anklage som blev rettet mod de kristne i det første århundrede. (Apostelgerninger 28:22) Sandheden er at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anerkendt Jehovas Vidner som et trossamfund, ikke en sekt. Det er modstanderne uden tvivl klar over. Alligevel bliver de ved med at bagtale Jehovas Vidner. Som en direkte følge af denne vildledende propaganda er nogle kristne blevet fyret fra deres arbejde. Børn af Jehovas Vidner er blevet chikaneret i skolen. Frygtsomme udlejere har annulleret lejekontrakter på bygninger som Jehovas Vidner i årevis har brugt som mødesteder. I nogle få tilfælde har regeringsinstanser endda nægtet enkeltpersoner statsborgerskab, ene og alene af den grund at de er Jehovas Vidner! Alligevel fortsætter forkynderne ufortrødent.

15, 16. Hvordan har Jehovas Vidner i Frankrig reageret på modstanden mod deres kristne arbejde, og hvorfor bliver de ved med at forkynde?

15 I Frankrig, for eksempel, er folk i almindelighed rimelige og fordomsfri. Nogle få modstandere har imidlertid forsøgt at påvirke myndighederne til at vedtage love der skulle lægge hindringer i vejen for Rigets arbejde. Hvordan har Jehovas Vidner i Frankrig reageret? De har intensiveret deres indsats i forkyndelsen som aldrig før, og det har givet fantastiske resultater. (Jakob 4:7) Ja, i en periode på blot seks måneder steg antallet af bibelstudier i landet med 33 procent! Det må gøre Djævelen rasende at se retsindige i Frankrig tage imod den gode nyhed. (Åbenbaringen 12:17) Vore medkristne i Frankrig har tillid til at profeten Esajas’ ord vil vise sig at være sande i deres tilfælde: „Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig.“ — Esajas 54:17.

16 Jehovas Vidner nyder ikke at blive forfulgt. Men i lydighed mod den befaling Gud har givet alle kristne, hverken vil eller kan de holde op med at tale om de ting de har hørt. De bestræber sig for at være gode samfundsborgere. Men når der er en konflikt mellem Guds lov og menneskers love, må de adlyde Gud som deres hersker.

Frygt ikke for dem

17. (a) Hvorfor behøver vi ikke at frygte vore fjender? (b) Hvilken indstilling bør vi have til dem der forfølger os?

17 Vore fjender befinder sig i en meget farlig situation: De kæmper mod Gud. Derfor følger vi Jesu befaling og beder for dem i stedet for at være bange for dem. (Mattæus 5:44) Vi beder om at Jehova barmhjertigt vil åbne øjnene på dem der, ligesom Saulus fra Tarsus, modstår Gud af uvidenhed. (2 Korinther 4:4) Saulus blev den kristne apostel Paulus og kom til at lide meget ondt for myndighedernes hånd. Alligevel blev han ved med at minde sine trosfæller om „at underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, at være rede til enhver god gerning, ikke at spotte nogen [ikke engang deres argeste forfølgere], ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. (Titus 3:1, 2) Jehovas Vidner i Frankrig og andre steder bestræber sig for at tage denne vejledning til hjerte.

18. (a) På hvilke måder vil Jehova måske udfri sit folk? (b) Hvad vil det endelige udfald blive?

18 Til profeten Jeremias sagde Gud: „Jeg er med dig for at udfri dig.“ (Jeremias 1:8)  Hvordan kan Jehova udfri os af forfølgelse i dag? Han kan lade en retfærdig dommer som Gamaliel fremstå. Eller han kan sørge for at en korrupt eller fjendtligt indstillet embedsmand bliver erstattet af en der er mere rimelig. Det kan dog også ske at Jehova lader forfølgelsen af sit folk vare ved. (2 Timoteus 3:12) Hvis Gud tillader at vi bliver forfulgt, vil han altid give os styrken til at udholde forfølgelsen. (1 Korinther 10:13) Og uanset hvad Gud tillader, så nærer vi ingen tvivl om hvad det endelige udfald bliver: De der kæmper mod Guds folk, kæmper mod Gud, og de der kæmper mod Gud, vil ikke sejre.

19. Hvad er årsteksten for 2006, og hvorfor er den passende?

19 Jesus sagde til sine disciple at de skulle regne med at blive udsat for trængsel. (Johannes 16:33) I betragtning af dette har ordene i Apostelgerninger 5:29 aldrig været mere aktuelle: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Det er grunden til at disse magtfulde ord er blevet valgt som Jehovas Vidners årstekst for 2006. Måtte vi i det kommende år og i al evighed være fast besluttede på for enhver pris at adlyde Gud som vor hersker!

[Fodnote]

^ par. 7 Den ’kejser’ som de øverste præster offentligt erklærede sig som tilhængere af ved denne lejlighed, var den foragtede romerske kejser Tiberius, en hykler og morder. Tiberius var også kendt for sine perverse seksuelle handlinger. — Daniel 11:15, 21.

Kan du svare?

• Hvordan klarede apostlene modstand, og hvorfor er det opmuntrende for os?

• Hvorfor bør vi altid adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker?

• Hvem kæmper vore modstandere i virkeligheden mod?

• Hvad vil udfaldet blive for dem der holder ud under forfølgelse?

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 23]

Årsteksten for 2006 vil være: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29

[Illustration på side 19]

„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“

[Illustration på side 21]

Kajfas satte sin lid til mennesker, ikke til Gud