Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hjælp til den kinesiske befolkning i Mexico

Hjælp til den kinesiske befolkning i Mexico

 Hjælp til den kinesiske befolkning i Mexico

’TI MÆND af alle nationers tungemål vil gribe fat, ja, de skal gribe fat i en jødes kappeflig og sige: „Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.“’ (Zakarias 8:23) I dag opfyldes denne spændende profeti over hele jorden. Folk „af alle nationers tungemål“ holder sig nær til de åndelige israelitter for at tilbede Jehova Gud. Jehovas Vidner er oprigtigt interesserede i opfyldelsen af denne profeti, og mange af dem er i gang med at lære et andet sprog for at kunne være med i det verdensomspændende forkyndelsesarbejde.

Jehovas Vidner i Mexico er ingen undtagelse. Der bor cirka 30.000 kinesisktalende i dette land. I Mexico City overværede 15 af dem i 2003 højtiden til minde om Kristi død. Jehovas Vidner i Mexico blev derfor klar over at der var mulighed for åndelig vækst i det kinesiske distrikt. For at flere forkyndere kunne tage sig af dem der taler kinesisk, blev der arrangeret et tremåneders kursus hvor mexicanske Jehovas Vidner kunne lære nogle enkle præsentationer på kinesisk (mandarin). Alt i alt deltog 25 Jehovas Vidner i kurset. Da det var forbi, overværede en embedsmand fra den mandarintalende befolkningsgruppe i Mexico City den afsluttende højtidelighed. Det siger lidt om hvor stort et indtryk klassen havde gjort på den kinesisktalende befolkning. En lokal kinesisk institution tilbød tre af eleverne et stipendium så de kunne rejse udenlands for at lære mere kinesisk.

Kurset indeholdt praktisk oplæring. Efter at eleverne havde lært nogle enkle grundlæggende sætninger, gik de straks i gang med at forkynde på kinesisk i byens forretningsdistrikt. De nidkære elever påbegyndte 21 bibelstudier. Det var en stor hjælp for dem at have brochuren Hvad kræver Gud af os? på pinyin, kinesisk gengivet med latinske bogstaver.

Hvordan kunne de Jehovas Vidner der lige var begyndt at lære kinesisk, lede bibelstudier? Til at begynde med kunne de kun sige „Qing Du“ [vær venlig at læse], hvorefter de pegede på en paragraf og derefter et spørgsmål. Når den besøgte havde læst og svaret på kinesisk, sagde forkynderen: „Shei shei“ [tak] og „Hen Hao“ [meget fint].

Et sådant studium blev påbegyndt med en dame der sagde at hun var kristen. Efter at have studeret tre gange ville forkynderen gerne sikre sig at damen virkelig forstod stoffet. Hun tog derfor en broder med hvis  modersmål var kinesisk. Da han spurgte damen om hun havde nogen spørgsmål, svarede hun: „Ja. Skal jeg kunne svømme for at blive døbt?“

Inden længe blev der oprettet en bogstudiegruppe hvor der gennemsnitlig var 9 kinesisktalende til stede foruden 23 lokale mexicanske Jehovas Vidner. Blandt disse var der en kinesisk læge som havde modtaget Vagttårnet og Vågn op! på spansk af en af sine patienter. Da han ikke kunne spansk, havde han fået en til at oversætte lidt af teksten for ham. Og da han blev klar over at bladene handlede om Bibelen, spurgte han sin patient om hun kunne skaffe nogle på kinesisk. Det gjorde hun, og gennem Jehovas Vidners afdelingskontor i Mexico blev der sørget for at en kinesisktalende forkynder besøgte ham. Lægens mor, der boede i Kina, havde en bibel som han havde haft stor glæde af at læse. Da han besluttede at rejse til Mexico, havde moderen sagt at han ikke måtte holde op med at læse i Bibelen. Han havde derfor bedt til Gud om at nogen kunne hjælpe ham med at lære mere om Gud og Bibelen. Han udbrød: „Gud har lyttet til min bøn.“

Blandt de kinesere der kom til bogstudiet, var også en kinesisk familie hvis husvært, en mexicansk kvinde, læste Bibelen med Jehovas Vidner. Den kinesiske familie forstod meget lidt spansk, men alligevel overværede de husværtens bibelstudium. På et tidspunkt spurgte familien den forkynder der ledede studiet, om hun havde nogle publikationer på kinesisk. Snart blev der ledet et bibelstudium med familien på deres eget sprog, og inden længe udtrykte de ønske om at forkynde for deres landsmænd og indvi sig til Jehova.

Det er ganske vist ikke let at lære kinesisk. Men de foregående eksempler viser at Jehova nu hjælper folk af mange tungemål, deriblandt kinesere, til at lære hans vilje at kende. Det gælder ikke blot i Mexico, men også andre steder på jorden.

[Illustration på side 17]

En gruppe lærer kinesisk i Mexico City

[Illustration på side 18]

Et mexicansk Jehovas vidne leder et bibelstudium på kinesisk

[Illustration på side 18]

Forkyndelse på kinesisk i Mexico City