Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg er besluttet på fortsat at tjene min Skaber

Jeg er besluttet på fortsat at tjene min Skaber

 Livsberetning

Jeg er besluttet på fortsat at tjene min Skaber

FORTALT AF CONSTANCE BENANTI

Det hele skete så hurtigt! Inden for seks dage havde vores datter Camille på 22 måneder fået høj feber og var død. Sorgen var ikke til at bære. Jeg ønskede selv at dø. Hvorfor tillod Gud sådan noget? Jeg var forvirret.

MINE forældre var udvandret fra Castellammare del Golfo, en by på den italienske ø Sicilien. De slog sig ned i New York, hvor jeg blev født den 8. december 1908. Vores familie bestod af min far og mor og deres otte børn, fem drenge og tre piger. *

I 1927 begyndte min far, Santo Catanzaro, at overvære møderne hos en lille gruppe bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Giovanni De Cecca, en italiensk broder som tjente på hovedkontoret (Betel) i Brooklyn, New York, holdt møder i den nærliggende stat New Jersey, hvor vi boede. Med tiden begyndte far at forkynde. Han tog desuden heltidstjenesten op og fortsatte i denne tjeneste indtil sin død i 1953.

Da mor var ung, ville hun gerne være nonne, men det ville hendes forældre ikke have. Til at begynde med lod jeg mig påvirke af mor til ikke at undersøge Bibelen sammen med far. Inden  længe bemærkede jeg imidlertid at han forandrede sig. Han blev mere rolig og mild, og vores familieliv blev mere fredsommeligt. Det tiltalte mig.

I mellemtiden havde jeg truffet Charles, en mand på min alder som var født i Brooklyn. Hans familie kom ligesom min fra Sicilien. Vi blev snart forlovet, og efter at far var kommet tilbage fra Jehovas Vidners stævne i Columbus, Ohio, i 1931, giftede vi os. Vores datter Camille blev født inden der var gået et år. Jeg var utrøstelig da hun døde. En dag sagde Charles grædende til mig: „Camille var lige så meget min datter som din. Skal vi ikke se at komme videre med livet og trøste hinanden?“

Vi tager imod sandheden fra Bibelen

Charles mindede mig om at far havde talt om opstandelseshåbet da han holdt Camilles begravelsestale. „Tror du virkelig på opstandelsen?“ spurgte jeg.

„Ja, det gør jeg,“ svarede han. „Skulle vi ikke undersøge lidt nærmere hvad Bibelen siger?“

Jeg kunne ikke sove den nat. Klokken seks om morgenen, inden far tog på arbejde, tog jeg hen til ham og fortalte at Charles og jeg gerne ville studere Bibelen. Han var henrykt og omfavnede mig. Mor, som stadig lå i sengen, hørte hvad vi talte om. Hun spurgte mig om hvad der var sket. „Ingenting,“ svarede jeg. „Charles og jeg har bare besluttet at vi vil studere Bibelen.“

„Vi har alle brug for at studere Bibelen,“ sagde hun. Så begyndte vi alle elleve, heriblandt også mine søskende, at studere Bibelen sammen som familie.

Mit studium af Bibelen trøstede mig, og lidt efter lidt blev min fortvivlelse og sorg erstattet af håb. Et år senere, i 1935, begyndte Charles og jeg at tale med andre om Bibelens sandheder. I februar 1937, efter at vi på hovedkontoret i Brooklyn havde hørt et foredrag der gjorde rede for den bibelske betydning af vanddåben, blev vi døbt på et hotel i nærheden sammen med mange andre. Jeg tog ikke blot dette skridt fordi jeg håbede at komme til at se min datter igen, men også fordi jeg ønskede at tjene Skaberen, som jeg nu var kommet til at kende og elske.

Jeg begynder i heltidstjenesten

Det var spændende og tilfredsstillende at fortælle andre om det jeg havde lært, især fordi mange på det tidspunkt reagerede positivt på budskabet om Riget og selv begyndte at  fortælle andre om det. (Mattæus 9:37) I 1941 blev Charles og jeg pionerer, som Jehovas Vidner kalder deres heltidsforkyndere. Kort efter købte vi en beboelsesvogn, og Charles overlod familiens buksefabrik til min bror Frank. Vi blev meget begejstrede da vi senere modtog et brev hvori der stod at vi var blevet udnævnt til specialpionerer. Til at begynde med tjente vi i New Jersey, og senere blev vi sendt til staten New York.

I 1946, mens vi overværede et områdestævne i Baltimore, Maryland, blev vi bedt om at komme til et møde hvor der ville være nogle særlige repræsentanter for Jehovas Vidner. Der mødte vi Nathan H. Knorr og Milton G. Henschel. De talte med os om missionærtjenesten og især om forkyndelsesarbejdet i Italien. De opfordrede os til at overveje muligheden for at komme på Vagttårnets Bibelskole Gilead.

„Tænk over det, og fortæl os så hvad I siger til det,“ sagde de. Da vi var kommet ud af kontoret, så Charles og jeg på hinanden, vendte om og gik ind på kontoret igen. „Vi har tænkt over det,“ sagde vi. „Vi er klar til Gilead.“ Ti dage senere befandt vi os i Gileadskolens syvende klasse.

Månederne med undervisning på Gilead var uforglemmelige. Det der især gjorde indtryk på os, var lærernes tålmodighed og kærlighed, og det forberedte os til at klare vanskelighederne i det fremmede. Efter at vi havde afsluttet skolen i juli 1946, fik vi til opgave at forkynde et stykke tid i New York, hvor der boede mange italienere. Så oprandt den store dag! Den 25. juni 1947 var vi på vej mod Italien, vores missionærdistrikt.

Den første tid i vores nye distrikt

Vi krydsede Atlanten i et skib der før havde været brugt i militært øjemed. Efter 14 dage på havet anløb vi den italienske havneby Genova. Den anden verdenskrig var endt for blot to år siden, og det kunne ses på byen. For eksempel havde banegården ingen ruder på grund af bombardementerne. Fra Genova tog vi med godstog til Milano. Her lå afdelingskontoret og et missionærhjem.

Levevilkårene i efterkrigstidens Italien var meget ringe. Man var i færd med at genopbygge landet, men mange var fattige. Kort efter fik jeg et alvorligt helbredsproblem. En læge sagde til mig at mit hjerte var så svagt at han mente at det ville være bedst for mig at tage tilbage til USA. Jeg er glad for at han tog fejl. Efter 58 år er jeg stadig i mit distrikt i Italien.

Da vi havde været et par år i vores tildelte distrikt, ville nogle af mine søskende i USA gerne forære os en bil. Men Charles afslog venligt deres tilbud, og det var jeg glad for at han gjorde. Så vidt vi vidste, havde ingen Jehovas Vidner i Italien bil på det tidspunkt, og Charles syntes at det var bedst for os at bevare den samme levestandard som vores kristne brødre. Det var først i 1961 at vi fik en lille bil.

Den første rigssal i Milano var nede i en kælder med lergulv. Der var intet toilet, og det eneste vand vi havde, var det vi trådte i når det havde regnet. Desuden havde vi selskab af små mus der pilede hen over gulvet. To pærer  sørgede for belysningen til møderne. Trods sådanne gener var det opmuntrende at se oprigtige mennesker komme til møderne og med tiden slutte sig til os i tjenesten.

Oplevelser i missionærtjenesten

Engang gav vi en mand brochuren Peace — Can It Last? (Freden — kan den vare ved?; ikke oversat til dansk). Da vi var ved at gå, kom hans kone, Santina, hjem med en masse købmandsvarer. Hun var lidt irriteret og sagde at hun havde otte døtre hun skulle sørge for, så hun havde ikke tid. Da jeg næste gang kom for at besøge dem, var manden ikke hjemme, og Santina sad og strikkede. „Jeg har ikke tid til at lytte,“ sagde hun, „og desuden kan jeg ikke læse.“

Jeg bad inden i mig selv til Jehova og spurgte så om hun ville strikke en sweater til min mand mod betaling. To uger senere fik jeg sweateren, og Santina og jeg begyndte at studere Bibelen regelmæssigt ved hjælp af bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Santina lærte at læse, og på trods af modstand fra hendes mand gjorde hun fremskridt og blev døbt. Fem af hendes døtre blev Jehovas Vidner, og hun hjalp også mange andre til at tage imod sandheden fra Bibelen.

I marts 1951 blev vi sammen med to andre missionærer — Ruth Cannon * og Loyce Callahan, som senere giftede sig med Bill Wengert — forflyttet til Brescia, hvor der ingen forkyndere var. Vi fandt en møbleret lejlighed, men to måneder senere bad ejeren os om at forlade den inden for 24 timer. Eftersom der ikke var andre Jehovas Vidner i området, havde vi intet andet valg end at tage hen på et hotel, hvor vi boede i næsten to måneder.

Vores kost var meget enkel: cappuccino og croissanter til morgenmad, frugt, grissini (brødpinde) og ost til middagsmad og frugt, grissini og ost til aftensmad. Trods alt dette erfarede vi Jehovas velsignelse. Med tiden fandt vi en lille lejlighed, og i 1952 overværede 35 højtiden til minde om Kristi død i det lille værelse vi brugte som rigssal.

Vi overvinder udfordringer

Dengang havde præsteskabet stor magt over folk. Da vi for eksempel engang forkyndte i Brescia, opfordrede en præst nogle drenge til at kaste sten efter os. Med tiden begyndte vi imidlertid at studere Bibelen med 16 personer, og i løbet af kort tid blev de Jehovas Vidner. Og hvem var iblandt dem? En af de drenge der havde truet med at kaste sten efter os! Han er nu ældste i en af menighederne i Brescia. Da vi forlod Brescia i 1955, var der 40 som tog del i forkyndelsesarbejdet.

Efter dette var vi tre år i Livorno, hvor de fleste af forkynderne var kvinder. Det betød at vi søstre måtte tage os af pligter i menigheden som normalt tildeles brødre. Dernæst flyttede vi til Genova, hvor vi var begyndt 11 år tidligere. Nu var der en menighed. Rigssalen lå i stueetagen i samme bygning som vores lejlighed.

Så snart vi var ankommet til Genova, fik jeg et studium med en dame hvis mand havde været bokser og nu bestyrede en bokseklub. Damen gjorde åndelige fremskridt, og inden længe blev hun vores kristne søster. Men hendes mand var modstander og forblev det i lang tid. Så begyndte han at tage med sin kone til møde. I stedet for at gå indenfor sad han udenfor og lyttede. Senere, efter at vi havde forladt Genova, fandt vi ud af at han havde bedt om at få et bibelstudium. Med tiden blev han døbt og blev en kærlig kristen tilsynsmand. Han forblev trofast til sin død.

Jeg studerede også Bibelen med en kvinde som var forlovet med en politibetjent. I begyndelsen viste han lidt interesse, men efter  brylluppet ændrede han holdning. Han var meget imod at hun studerede, så hun holdt op. Da hun senere genoptog bibelstudiet, truede han hende med at han ville skyde os begge hvis han nogen sinde fandt os i færd med at studere. Hun gjorde dog åndelige fremskridt og blev døbt som et af Jehovas Vidner. Det er selvfølgelig overflødigt at sige at han aldrig skød os. Da jeg mange år senere overværede et stævne i Genova, var der pludselig en bag mig som holdt sine hænder for mine øjne og spurgte om jeg kunne gætte hvem det var. Da jeg så at det var kvindens mand, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Han gav mig et stort knus og fortalte derefter at han denne dag havde symboliseret sin indvielse til Jehova ved at lade sig døbe!

Fra 1964 til 1972 havde jeg det privilegium at følges med Charles når han besøgte menighederne for at styrke dem åndeligt. Vi tjente i det meste af Norditalien — i Piemonte, Lombardiet og Ligurien. Derefter blev vi igen pionerer og tjente i nærheden af Firenze og senere i Vercelli. I 1977 var der kun én menighed i Vercelli, men da vi tog derfra i 1999, var der tre. Samme år blev jeg 91, og vi blev indbudt til at flytte til missionærhjemmet i Rom, en smuk lille bygning i et forholdsvis fredeligt kvarter.

Endnu en sorg i mit liv

I marts 2002 faldt Charles om; han havde ellers altid haft et godt helbred. Det gik ned ad bakke med hans helbred indtil han døde den 11. maj 2002. I 71 år havde vi grædt sammen når tiderne var vanskelige, og glædet os sammen når vi blev velsignet. Det var en stor sorg at miste ham.

Jeg ser ofte Charles for mig i sit dobbeltradede jakkesæt og med sin bløde hat. Jeg ser hans smil for mig, og det er som om jeg nogle gange kan høre hans latter. Med Jehovas hjælp og takket være den kærlighed som mange kære kristne brødre og søstre har vist mig, har jeg kunnet komme igennem denne sørgelige periode. Jeg ser ivrigt frem til den tid hvor jeg skal se Charles igen.

Jeg fortsætter i min tjeneste

At tjene min Skaber har været det bedste i hele mit liv. I årenes løb har jeg ’smagt og set at Jehova er god’. (Salme 34:8) Jeg har mærket hans kærlighed og omsorg. Ganske vist mistede jeg mit lille barn, men Jehova har givet mig mange åndelige sønner og døtre — overalt i Italien — der har glædet mig såvel som Jehova.

Jeg har altid været særlig glad for at tale med andre om Skaberen. Det er derfor jeg bliver ved med at forkynde og lede bibelstudier. Somme tider er jeg ked af at jeg ikke kan gøre mere på grund af mit helbred. Men jeg ved at Jehova kender mine begrænsninger, og at han elsker mig og værdsætter det jeg kan gøre. (Markus 12:42) Jeg forsøger at gøre ordene i Salme 146:2 til mine egne: „Jeg vil lovsynge Jehova i hele mit liv. Jeg vil synge og spille for min Gud, så længe jeg er til.“ *

[Fodnoter]

^ par. 5 Min bror Angelo Catanzaros livsberetning blev bragt i The Watchtower for 1. april 1975, side 205-207.

^ par. 28 Hendes livsberetning findes i The Watchtower for 1. maj 1971, side 277-80.

^ par. 41 Søster Benanti sov ind i døden den 16. juli 2005 mens denne artikel var under udarbejdelse. Hun blev 96.

[Illustration på side 13]

Camille

[Illustration på side 14]

På vores bryllupsdag, 1931

[Illustration på side 14]

Mor var til at begynde med ikke interesseret, men foreslog senere at vi alle skulle studere Bibelen

[Illustration på side 15]

Sammen med broder Knorr ved Gileadafslutningen, 1946

[Illustration på side 17]

Charles og mig kort før han døde