Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehovas ord har fremgang i „ørnenes land“

Jehovas ord har fremgang i „ørnenes land“

Jehovas ord har fremgang i „ørnenes land“

„ØRNENES land.“ Det er hvad albanerne på deres eget sprog kalder deres land. Albanien ligger ud mod Adriaterhavet, på Balkanhalvøen mellem Grækenland og det tidligere Jugoslavien. Selvom der er mange teorier om albanernes afstamning, er de fleste historikere enige om at både de og deres sprog nedstammer fra oldtidens illyrere, hvis kultur ifølge The Encyclopædia Britannica går tilbage til år 2000 f.v.t.

Albaniens naturskønhed strækker sig fra de forrevne bjerge højt mod nord til de lange hvide strande mod syd, langs Adriaterhavet. Men det smukkeste ved landet er dets indbyggere. De er varme, gæstfri, livlige og udtryksfulde, mennesker der har let ved at lære, og som med levende gestus giver udtryk for deres mening.

Besøg af en kendt missionær

Indbyggernes tiltalende egenskaber og det smukke landskab har uden tvivl gjort indtryk på en berømt rejsende der for mange hundrede år siden besøgte dette land. Omkring år 56 e.v.t. skrev den vidt berejste apostel Paulus: „Helt til Illyrien [har jeg] fuldt ud . . . forkyndt den gode nyhed om Messias.“ (Romerne 15:19) Den sydlige del af Illyrien svarer i dag til det centrale og nordlige Albanien. Paulus skrev fra Korinth i Grækenland, syd for Illyrien. Når han siger at han fuldt ud forkyndte „helt til Illyrien“, kan det enten betyde at han nåede til grænsen af landet, eller at han rejste helt ind i det. I begge tilfælde ville han have forkyndt i det der i dag er det sydlige Albanien. Så vidt man ved, var Paulus altså den første der forkyndte Guds rige i Albanien.

Århundrederne gik. Riger dukkede op og forsvandt igen. Fremmede magter havde herredømmet over dette lille hjørne af Europa indtil Albanien i 1912 fik uafhængighed. Omkring ti år senere kunne man igen høre om Jehovas rige i Albanien.

En spændende nyere historie

Nogle albanske indvandrere i USA var blevet tilknyttet de internationale bibelstudenter (Jehovas Vidner). I 1920’erne flyttede nogle få af dem tilbage til Albanien for at fortælle andre om det de havde lært. Blandt dem var Nasho Idrizi. Nogle lyttede med glæde til budskabet, og for at man kunne tage sig af den voksende interesse, fik kontoret i Rumænien i 1924 til opgave at føre tilsyn med forkyndelsen i Albanien.

Blandt dem der i Albanien fik kendskab til Jehova i disse år, var Thanas Duli (Athan Doulis). Han ser tilbage og siger: „I 1925 var der tre velorganiserede menigheder i Albanien, foruden nogle enkelte bibelstudenter og interesserede der boede rundt om i landet. Deres indbyrdes kærlighed stod i stærk kontrast til . . . samfundet omkring dem!“ *

Der var ikke noget vejsystem i landet, og derfor var det meget vanskeligt at rejse omkring. Trods dét tog ivrige forkyndere udfordringen op. I Vlorë, der ligger på sydkysten, var der for eksempel Areti Pina, der som 18-årig blev døbt i 1928. Hun forkyndte nidkært Bibelens budskab i barske bjergområder. I begyndelsen af 1930’erne tilhørte hun en menighed af flittige forkyndere i Vlorë.

Det græske afdelingskontor i Athen fik i 1930 tilsyn med forkyndelsen i Albanien. I 1932 besøgte en rejsende tilsynsmand fra Grækenland de albanske brødre for at opmuntre og styrke dem. Dengang havde de fleste af dem der lærte Bibelens sandheder at kende, et himmelsk håb. De var kendt for at være pålidelige og ærlige og vandt derfor manges respekt. Disse trofaste brødres arbejde bar megen frugt. Både i 1935 og 1936 blev der uddelt omkring 6500 bibelske publikationer i Albanien.

Nasho Idrizi spillede en dag et af J.F. Rutherfords foredrag på grammofon midt i Vlorës centrum. Folk lukkede deres forretninger og kom for at høre broder Idrizi oversætte foredraget til albansk. Jehova velsignede disse første forkynderes utrættelige nidkærhed. I 1940 var der 50 forkyndere i Albanien.

Et ateistisk land

I 1939 besatte italienske fascister Albanien. Den juridiske anerkendelse af Jehovas Vidner blev trukket tilbage, og forkyndelsesarbejdet blev forbudt. Kort tid efter invaderede tyske tropper landet. Da den anden verdenskrig endte, fremstod en karismatisk militærleder ved navn Enver Hoxha. Hans kommunistiske parti vandt valget i 1946, og han blev landets premierminister. Man kaldte de efterfølgende år for befrielsestiden, men for Jehovas folk var det lige det modsatte.

Regeringen blev efterhånden mindre og mindre tolerant over for religion. Jehovas Vidner i Albanien nægtede på grund af deres kristne neutralitet at gå i krig eller tage del i politiske anliggender. (Esajas 2:2-4; Johannes 15:17-19) Det førte til at mange af dem blev kastet i fængsel uden at få hverken mad eller andre livsfornødenheder. I mange tilfælde sørgede deres åndelige søstre uden for fængselet for at vaske deres tøj og lave mad til dem.

Frygtløse under forfølgelse

Frosina Xheka var en ung pige der boede i en landsby i nærheden af Përmet. I begyndelsen af 1940’erne hørte hun om det hendes ældre brødre lærte om Bibelen gennem en skomager ved navn Nasho Dori, et af Jehovas Vidner. * Myndighederne slog hårdt ned på Jehovas Vidner, men Frosinas tro voksede, skønt det vakte hendes forældres mishag. „De gemte mine sko og slog mig hvis jeg tog til de kristne møder. De prøvede også at arrangere at jeg blev gift med en ikketroende. Da jeg satte mig imod det, smed de mig ud af huset på en kold snevejrsdag. Nashi Dori bad broder Gole Flloko i Gjirokastër om at hjælpe mig. De sørgede for at jeg kom til at bo sammen med hans familie. Mine brødre var fængslet i to år på grund af deres neutralitet. Da de blev løsladt, flyttede jeg til Vlorë for at bo sammen med dem.

Politiet forsøgte at tvinge mig til at tage del i politiske aktiviteter. Det nægtede jeg. Så arresterede de mig, førte mig ind i et værelse og omringede mig. En af dem sagde truende til mig: ’Er du klar over hvad vi kan gøre ved dig?’ Jeg svarede: ’I kan kun gøre det Jehova tillader.’ Til det sagde han skarpt: ’Du må være skør! Forsvind!’“

Gennem alle disse år udviste de albanske brødre en lignende trofasthed. I 1957 nåede man et højdepunkt på 75 forkyndere. I begyndelsen af 1960’erne sørgede Jehovas Vidners hovedkontor for at John Marks, en albaner der var udvandret til USA, tog til Tirana for at hjælpe med at organisere arbejdet. * Det varede dog ikke længe inden Luçi Xheka, Mihal Sveci, Leonidha Pope og andre ansvarshavende brødre blev sendt i arbejdslejr.

Lys forude

Frem til 1967 blev der i Albanien set ned på alle religioner. Derefter blev de overhovedet ikke tolereret. Hverken katolske, ortodokse eller muslimske præster havde lov til at udføre religiøse ritualer. Kirker og moskéer blev lukket eller omdannet til sportshaller, museer og markeder. Det var ikke tilladt at eje en bibel eller på nogen måde give udtryk for tro på Gud.

Det blev næsten umuligt for brødrene at forkynde eller afholde møder. De enkelte Jehovas Vidner gjorde hvad de kunne for at tjene Jehova, på trods af at de ikke kunne komme sammen. Fra 1960’erne til 1980’erne svandt antallet af Jehovas Vidner drastisk ind, men de få der var tilbage, forblev åndeligt stærke.

Ved slutningen af 1980’erne begyndte der langsomt at ske politiske ændringer i Albanien. Der var mangel på mad og tøj, og folk var ikke lykkelige. De reformer der fejede hen over Østeuropa, nåede Albanien i begyndelsen af 1990’erne. Efter 45 år med et totalitært styre indførte en ny regering igen religionsfrihed i landet.

Under ledelse af Jehovas Vidners Styrende Råd kontaktede afdelingskontorerne i Østrig og Grækenland hurtigt brødrene i Albanien. Græske brødre der talte albansk, bragte nogle nyligt oversatte bibelske publikationer med sig til Tirana og Berat. Da de albanske brødre der tidligere havde været spredt rundt om i landet, for første gang i mange år kunne møde Jehovas Vidner fra andre lande, fyldtes deres hjerter med glæde.

Udenlandske pionerer fører an i arbejdet

I begyndelsen af 1992 sørgede Det Styrende Råd for at Michael og Linda DiGregorio, et missionærpar der havde albansk baggrund, blev overført til Albanien. Dette par kontaktede de ældre trofaste brødre og hjalp dem til igen at komme sammen og være en del af den store internationale åndelige familie. En gruppe på 16 flittige italienske specialpionerer, eller heltidsforkyndere, kom til Albanien i november sammen med fire græske pionerer. For at pionererne kunne lære det lokale sprog, blev der arrangeret et sprogkursus.

Dagliglivet var hårdt for disse udenlandske pionerer. El-forsyningen var meget ustabil. Vinteren var kold og fugtig. Folk stod i kø i timevis for at få mad og andre livsfornødenheder. Men det største problem brødrene havde, var at finde bygninger der var store nok til at kunne huse alle de interesserede der tog imod sandheden!

De pionerer der kæmpede med at lære albansk, fandt ud af at et sprog kun er et middel til at nå det egentlige mål. En erfaren broder sagde til dem: „Man behøver ikke at være perfekt til at bøje verber for at sende andre et varmt smil eller give brødrene et knus. Det albanerne vil reagere på, er kærlighed fra hjertet, ikke perfekt grammatik. I behøver ikke at være så bekymrede, de skal nok kunne forstå jer.“

Efter det første sprogkursus rejste pionererne til henholdsvis Berat, Durrës, Gjirokastër, Shkodra, Tirana og Vlorë for at virke. På kort tid skød der menigheder op i alle disse byer. Søster Areti Pina, som nu var i 80’erne og havde et dårligt helbred, boede stadig i Vlorë. To specialpionerer blev sendt dertil for at samarbejde med hende i forkyndelsen. Folk var forbløffede over at høre udlændinge tale albansk: „Missionærer fra andre religiøse samfund siger at vi må lære engelsk eller italiensk hvis vi vil undervises. I må virkelig holde af os og have noget vigtigt på hjerte når I har gjort jer den ulejlighed at lære albansk!“ Areti var trofast helt til afslutningen af sit jordiske livsløb i januar 1994, og hun forblev aktiv i forkyndelsen lige til den sidste måned af sit liv. Hendes og pionerernes nidkærhed blev rigt velsignet. I 1995 blev der atter oprettet en menighed i havnebyen Vlorë, og i dag er der tre blomstrende menigheder som flittigt tager sig af forkyndelsen i denne by.

Folk i hele landet led åndelig sult, og de fleste havde ingen religiøse fordomme. De slugte al den bibelske litteratur forkynderne gav dem. Mange unge begyndte at studere, og de gjorde hurtige fremskridt.

De mere end 90 menigheder og grupper der nu findes rundt om i Albanien, ’styrkes fortsat i troen og vokser i tal fra dag til dag’. (Apostelgerninger 16:5) De 3513 Jehovas Vidner i landet har stadig meget at gøre. I marts 2005 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 10.144. Samtaler med de gæstfri mennesker i distriktet har ført til at der nu ledes over 6000 bibelstudier. Og tusinder vil få gavn af Ny Verden-Oversættelsen som for nylig blev udgivet på albansk. Ja, Guds ord har stor fremgang i „ørnenes land“ — til ære for Jehova.

[Fodnoter]

^ par. 9 Thanas Dulis livsberetning kan læses i The Watchtower for 1. december 1968.

^ par. 17 Nasho Doris livsberetning kan læses i Vagttårnet for 1. januar 1996.

^ par. 19 John Marks hustrus, Helens, livsberetning kan læses i Vagttårnet for 1. januar 2002.

[Ramme på side 20]

ETNISKE STRIDIGHEDER BLIVER GLEMT I KOSOVO!

Da territoriale stridigheder og dybtliggende etnisk had førte til krig og international intervention sidst i 1990’erne, kom navnet Kosovo på alles læber.

Mens krigen på Balkan rasede, måtte mange Jehovas Vidner flygte til et af nabolandene. Da krigen stilnede af, vendte en lille gruppe tilbage til Kosovo, klar til at fortsætte med forkyndelsen. Albanske og italienske specialpionerer tilbød at flytte til Kosovo for at hjælpe med at forkynde for de 2.350.000 indbyggere. I alt tjener omkring 130 forkyndere, fordelt på fire menigheder og seks aktive grupper, nu Jehova i dette distrikt.

I foråret 2003 blev der afholdt en særlig stævnedag i Priština, og 252 var til stede. Blandt deltagerne var albanere, italienere, serbere, sigøjnere og tyskere. Ved dåbsforedragets slutning stillede foredragsholderen to spørgsmål. Der var tre som rejste sig op for at svare: en albaner, en sigøjner og en serber.

Da tilhørerne hørte de tre dåbskandidater i kor sige: „Va!“ „Da!“ og „Po!“, lød der et tordnende bifald. Dåbskandidaterne omfavnede hinanden. De havde fundet løsningen på de alvorlige etniske problemer der længe har rådet i deres hjemland.

[Kort på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Middelhavet

ITALIEN

ALBANIEN

GRÆKENLAND

[Illustration på side 18]

Unge Jehovas Vidner følger ældre forkynderes eksempel i nidkærhed

[Illustration på side 18]

Areti Pina tjente trofast fra 1928 til sin død i 1994

[Illustration på side 19]

Den første gruppe udenlandske pionerer på sprogkursus

[Kildeangivelse på side 16]

Ørn: © Brian K. Wheeler/VIREO