Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Mennonitter søger efter sandheden fra Bibelen

Mennonitter søger efter sandheden fra Bibelen

 Mennonitter søger efter sandheden fra Bibelen

EN FORMIDDAG i november 2000 da nogle missionærer, Jehovas Vidner, i Bolivia så ud ad vinduet i deres lille missionærhjem, fik de øje på en gruppe gammeldags klædte mænd og kvinder der stod ved porten mens de nervøst så sig omkring. Da missionærerne åbnede porten, var de besøgendes første ord: „Vi vil gerne finde sandheden fra Bibelen.“ De var mennonitter. Mændene var i overalls, kvinderne havde mørke forklæder på, og de talte sammen indbyrdes i en tysk dialekt. Der var et frygtsomt blik i deres øjne. De blev ved med at se sig tilbage som var de bange for at nogen var fulgt efter dem. Allerede da de gik op ad trappen til huset, sagde en af de unge mænd: „Jeg vil gerne lære de mennesker at kende som bruger Guds navn.“

Da de var kommet indenfor, og der blev serveret forfriskninger, begyndte de at slappe af. De var kommet fra en fjerntliggende, isoleret landbrugskoloni. Dér havde de gennem seks år modtaget bladet Vagttårnet med posten. „Vi har læst at jorden vil blive et paradis. Er det sandt?“ spurgte de. Missionærerne viste dem det bibelske svar. (Esajas 11:9; Lukas 23:43; 2 Peter 3:7, 13; Åbenbaringen 21:3, 4) „Dér kan I selv se!“ sagde en af dem. „Det er sandt. Der kommer et paradis på jorden.“ De andre sagde: „Jeg tror vi har fundet sandheden.“

Hvem er mennonitterne, og hvad tror de på? For at få svar på disse spørgsmål må vi gå tilbage til det 16. århundrede.

Hvem er mennonitterne?

Med den voksende interesse for oversættelse af Bibelen og trykning af bibler på folkets sprog i 1500-tallets Europa øgedes også interessen for selve studiet af Bibelen. Martin Luther og andre reformatorer forkastede mange af den katolske kirkes lærepunkter, men de nydannede protestantiske kirker beholdt dog mange ubibelske skikke. For eksempel mente mange at et nyfødt barn burde døbes i kirken. Imidlertid var der nogle sandhedssøgende som forstod at en person først bliver medlem af den kristne menighed ved at blive undervist og selv træffe sin beslutning før dåben. (Mattæus 28:19, 20) Ivrige prædikanter  som havde denne opfattelse, begyndte at rejse gennem byer og landsbyer, hvor de underviste i Bibelen og døbte voksne. De blev derfor kaldt anabaptister, „gendøbere“.

En af dem der så hen til anabaptisterne i sin søgen efter sandheden, var Menno Simons, en katolsk præst i landsbyen Witmarsum i den nordlige del af Holland. I 1536 havde han brudt med den katolske kirke og var blevet en jaget mand. I 1542 udlovede selveste den tysk-romerske kejser Karl V en dusør på 100 gylden for pågribelsen af Menno. Ikke desto mindre lykkedes det Menno at samle nogle anabaptister i menigheder, og han og hans tilhængere blev snart kaldt mennonitter.

Mennonitterne i dag

På grund af forfølgelse blev tusinder af mennonitter med tiden tvunget til at flygte fra Vesteuropa til Nordamerika. Dér kunne de fortsætte deres søgen efter sandheden og udbrede deres budskab til mange andre. Men deres forfædres brændende nidkærhed for at foretage et progressivt bibelstudium og forkynde offentligt kølnedes med tiden. De fleste holdt fast ved visse ubibelske læresætninger, som for eksempel treenighedslæren, sjælens udødelighed og et brændende helvede. (Prædikeren 9:5; Ezekiel 18:4; Markus 12:29) I dag missionerer mennonitterne hovedsagelig ved at yde lægehjælp og social forsorg frem for at forkynde.

Det anslås at der nu er omkring 1.300.000 mennonitter fordelt på 65 lande. Men som Menno Simons for hundreder af år siden beklagede mennonitternes mangel på enhed, gør vor tids mennonitter det også. Under den første verdenskrig var meningsforskelle angående verdenskonflikten årsag til betydelig splittelse. Mange i Nordamerika nægtede militærtjeneste af bibelske grunde. Men som bogen An Introduction to Mennonite History siger: „I 1914 var militærnægtelse i det store og hele noget som hørte fortiden til i mennonitternes kirker i Vesteuropa.“ I dag har nogle mennonitgrupper i større eller mindre grad antaget en moderne levevis. Andre bruger stadig hægter og maller i tøjet i stedet for knapper og mener at mændene ikke bør barbere skægget af.

Nogle grupper som er besluttede på at holde sig adskilt fra den moderne verden, har flyttet deres samfund til egne hvor de lokale myndigheder giver dem lov til at leve uforstyrret. I Bolivia, for eksempel, anslås det at hen ved 38.000 voksne mennonitter bor i talrige fjerntliggende kolonier, hver med sine leveregler. Nogle kolonier forbyder at man har bil og tillader kun hestetrukne vogne. Andre forbyder radio, tv og musik. Nogle forbyder endda at man lærer landets sprog. „Prædikanterne tillader ikke at vi lærer spansk. På den måde har de os stadig i deres magt,“ sagde en af dem der kom til de missionærer som er nævnt i indledningen. Mange føler sig undertrykt og lever i frygt for at blive udelukket af deres samfund — en skrækkelig tanke for en der aldrig har oplevet tilværelsen udenfor!

Et sandhedskorn bliver sået

Det var under sådanne forhold at en landmand ved navn Johann, der tilhørte et samfund af mennonitter, så et eksemplar af Vagttårnet hos sin nabo. Johanns familie var udvandret fra Canada til Mexico og senere til Bolivia. Johann havde altid ønsket at forstå og at finde sandheden fra Bibelen. Han bad derfor om at måtte låne bladet.

 Da han senere kom ind til byen for at sælge sine landbrugsprodukter, henvendte han sig til et af Jehovas Vidner som tilbød Vagttårnet på torvet. Hun viste ham hen til en tysktalende missionær, og kort efter modtog Johann Vagttårnet på tysk med posten. Hvert nummer af bladet blev læst og studeret og gik fra familie til familie i kolonien indtil bladet var helt slidt op. Undertiden samledes flere familier for at studere Vagttårnet. De slog skriftstederne op i Bibelen, og det kunne blive hen imod midnat før de sluttede. Johann blev overbevist om at Jehovas Vidner måtte være dem der i forening gjorde Guds vilje på jorden. Før sin død sagde Johann til sin kone og sine børn: „I skal altid læse Vagttårnet. Det vil hjælpe jer til at forstå Bibelen.“

Nogle i familien begyndte at tale med deres naboer om det de havde lært fra Bibelen. „Jorden går ikke under,“ sagde de. „Gud vil tværtimod gøre den til et paradis. Og Gud piner ikke mennesker i helvede.“ Rygtet om disse samtaler kom hurtigt kirkens prædikanter for øre, og de truede Johanns familie med at de ville blive udvist af kirken hvis ikke de holdt op. Da familien senere drøftede disse trusler og det pres som mennonitternes ældste lagde på dem, tog en af de unge mænd til orde og sagde: „Jeg forstår ikke hvorfor vi beklager os over de ældste. Vi véd alle sammen hvilken religion der er den sande, og vi har ikke gjort noget ved det!“ Disse ord gjorde et dybt indtryk på den unge mands far. Kort efter tog ti af familiens medlemmer hemmeligt af sted for at opsøge Jehovas Vidner og endte ved missionærhjemmet, som fortalt i indledningen.

Den næste dag tog missionærerne ud til kolonien for at besøge deres nye venner. Deres bil var det eneste motorkøretøj på vejen. Mens de kørte langsomt forbi de lokale beboere i deres hestetrukne vogne, kiggede begge parter nysgerrigt på hinanden. Snart sad missionærerne bænket omkring et bord sammen med ti mennonitter, der kom fra to familier.

Den dag tog det fire timer at studere kapitel 1 i bogen Kundskab der fører til evigt liv. * For hver paragraf havde deltagerne slået flere andre skriftsteder op end de anførte og ville nu vide om de anvendte dem rigtigt. Efter hvert spørgsmål til paragrafferne fulgte en lang pause på flere minutter hvor deltagerne talte sammen på plattysk før en af dem svarede på hele gruppens vegne på spansk. Det var en mindeværdig dag, men der var storm i vente. Der ville komme prøvelser og vanskeligheder, ligesom der kom for Menno Simons da han begyndte sin søgen efter sandheden fra Bibelen for næsten fem hundrede år siden.

Prøvelser for sandhedens skyld

Nogle få dage senere kom kirkens ældste til Johanns families hus med et ultimatum til alle dem der havde deltaget i studiet med Jehovas Vidner. De sagde: „Vi har hørt at Jehovas Vidner har besøgt jer. I må sige at de ikke skal komme igen, og hvis I ikke afleverer de bøger og blade de har givet jer, så vi kan brænde dem, bliver I udvist af kirken.“ De havde haft blot ét studium med missionærerne, så det var noget af en prøve som nok ville have skræmt de fleste.

„Det kan vi ikke,“ svarede en af mændene. „Disse mennesker er kommet for at undervise os ud fra Bibelen.“ Hvad gjorde  mennonitternes ældste? De udviste dem af menigheden — fordi de studerede Bibelen! Det var grusomt, og et slag for familierne. Vognen fra koloniens ostefabrik kørte forbi den ene families hus uden at tage dens mælk med, og på den måde fratog man familien dens eneste indtægtskilde. En af mændene i familierne blev afskediget fra sit arbejde, og en anden blev forment adgang til at købe forsyninger i koloniens butik. Desuden blev hans tiårige datter bortvist fra skolen. Flere naboer samlede sig uden for et af husene og ville bortføre en af de unge koner idet de hævdede at hun ikke kunne blive hos sin udviste mand. Men trods alt dette opgav familierne ikke deres søgen efter sandheden.

Missionærerne fortsatte med hver uge at tage den lange tur ud til mennonitterne for at lede bibelstudiet. Familierne fandt disse studier meget opbyggende og trosstyrkende. Nogle af familiemedlemmerne foretog en to timers køretur med hestevogn for at være til stede. Det var et bevægende øjeblik da familierne første gang opfordrede en af missionærerne til at indlede med bøn. Mennonitterne beder ikke højt når de er samlet, så de havde aldrig før hørt nogen bede på deres vegne. Mændene havde tårer i øjnene. Og man kan forestille sig deres nysgerrighed da missionærerne en dag havde en båndoptager med. Det havde aldrig været tilladt at høre musik i kolonien. De var så betagede af Rigets sange at de besluttede at synge dem hver gang efter studiet. Men det var stadig et spørgsmål hvordan de skulle klare sig økonomisk efter den vending sagerne havde taget.

De finder kærlige brødre og søstre

Efter at familierne var blevet udelukket fra samfundet i kolonien, begyndte de at lave deres egen ost. Missionærerne hjalp dem med at finde købere. Et af Jehovas Vidner i Nordamerika som var vokset op blandt mennonitter i Sydamerika, hørte om den knibe familierne var i. Han ville meget gerne hjælpe. Inden der var gået en uge, fløj han til Bolivia for at besøge dem. Ud over at han opmuntrede dem åndeligt, hjalp han dem også økonomisk så de kunne købe deres egen varevogn som de kunne køre i til rigssalen og når de skulle på markedet med deres landbrugsprodukter.

„Det var svært for os efter at vi var blevet udelukket af kolonien. Med bedrøvede ansigter tog vi ind til møde i rigssalen,“ husker en af dem, „men vi vendte glade hjem.“ De lokale Jehovas Vidner forstod hvordan de skulle hjælpe. Nogle lærte tysk, og flere tysktalende Jehovas Vidner rejste fra Europa til Bolivia og hjalp med at holde møderne på tysk. Snart var 14 tidligere mennonitter i færd med at forkynde den gode nyhed om Riget for andre.

Den 12. oktober 2001, mindre end et år efter at gruppen var kommet til missionærhjemmet, blev 11 af de tidligere anabaptister døbt igen, denne gang som symbol på deres indvielse til Jehova. Siden da har flere taget dette skridt. En af dem sagde senere: „Efter at vi har lært sandheden fra Bibelen at kende, føler vi os som fanger der har fået deres frihed.“ En anden har sagt: „Mange mennonitter klager over at der mangler kærlighed i deres samfund. Men Jehovas Vidner interesserer sig for hinanden. Jeg føler mig tryg iblandt dem.“ Hvis du vil forstå Bibelen og gerne vil finde sandheden, kan du også komme ud for vanskeligheder. Men hvis du søger hjælp fra Jehova og viser tro og mod ligesom disse familier, kan det lykkes dig at finde sandheden, og du vil opnå den samme glæde som de har fundet.

[Fodnote]

^ par. 17 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 25]

Glade for at modtage bibelsk læsestof på tysk

[Illustration på side 26]

Nu synger de efter hvert bibelstudium skønt det før var forbudt at høre musik