Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Døden er opslugt for evigt“

„Døden er opslugt for evigt“

 „Døden er opslugt for evigt“

FORESTIL dig at du i avisen kunne læse en sådan overskrift i stedet for overskriften om en lille pige som har taget sit eget liv. Ingen avis har dog kunnet bringe en sådan meddelelse. Men ovenstående ord kan læses i en bog der er tusinder af år gammel — nemlig Bibelen.

Bibelen forklarer tydeligt hvad døden er. Den åbenbarer ikke blot hvorfor vi dør, men også hvilken tilstand de døde befinder sig i, og den giver håb om at vore kære kan komme til live igen. Endelig taler den om en betydningsfuld tid hvor det vil være muligt at bekendtgøre: „Døden er opslugt for evigt.“ — 1 Korinther 15:54.

Bibelen udtaler sig om døden i almindelige vendinger uden form for mystik. Den sammenligner for eksempel flere steder døden med ’en søvn’ og de døde med nogle der er ’sovet ind’ i døden. (Johannes 11:11-14; Salme 13:3; 1 Thessaloniker 4:13) Døden omtales også som en „fjende“. (1 Korinther 15:26) Og hvad der er endnu vigtigere: Bibelen fortæller os hvorfor døden er som en søvn, hvorfor den rammer menneskene, og hvordan den til sidst vil blive overvundet.

Hvorfor dør vi?

Bibelens første bog beretter om hvordan Gud skabte det første menneske, Adam, og gav ham et paradisisk hjem som bolig. (1 Mosebog 2:7, 15) Da han fik livet, fik han også et arbejde, samt et udtrykkeligt forbud. Med hensyn til et bestemt træ i Edens Have sagde Gud til ham: „[Det] må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ *  (1 Mosebog 2:17) Adam kunne heraf forstå at han ville dø hvis han lod hånt om Guds lov.

Sørgeligt nok adlød Adam og hans hustru, Eva, ikke Guds bud. De valgte at ignorere Skaberens vilje og høstede konsekvenserne af det. „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage,“ sagde Gud til Adam da Han underrettede ham om følgerne af deres synd. (1 Mosebog 3:19) De fik en alvorlig defekt — de blev ufuldkomne. Deres ufuldkommenhed, eller syndighed, ville føre til deres død.

Denne defekt — synden — blev også viderebragt til Adam og Evas efterkommere, hele menneskeheden. Den var på en måde som en arvelig sygdom. Adam mistede ikke alene muligheden for at leve uden dødens svøbe, men han gav også ufuldkommenheden videre til sine efterkommere. Den menneskelige familie blev taget til fange under synden. Bibelen fortæller: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.

„Synden kom ind i verden“

Denne nedarvede defekt, eller synd, kan ikke ses under et mikroskop. „Synden“ omtales som en moralsk og åndelig mangel der er blevet videregivet til os gennem vore første forældre, og den har fysiske konsekvenser. Bibelen åbenbarer dog at Gud har sørget for en løsning. Apostelen Paulus forklarer: „Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 6:23) I sit første brev til korintherne tilføjede Paulus hvad der for ham var en sikker forvisning: „Ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:22.

Jesus Kristus indtager tydeligvis en nøgleposition med hensyn til afskaffelse af synd og død. Han sagde at han kom til jorden for at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mattæus 20:28) Situationen kan sammenlignes med en kidnapning hvor gidslerne kun kan blive frigivet hvis der bliver betalt et bestemt beløb. I dette tilfælde er løsesummen som kan befri os fra synd og død, Jesu fuldkomne menneskeliv. * — Apostelgerninger 10:39-43.

Gud sørgede for en genløsningsbetaling ved at sende Jesus til jorden for at han skulle ofre sit liv. „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham . . . [skal] have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Inden Kristus led offerdøden, var han optaget af at „vidne om sandheden“. (Johannes 18:37) Og under sin jordiske tjeneste benyttede han ved flere lejligheder muligheden for at fortælle sandheden om døden.

„Pigen er ikke død, men hun sover“

Jesus var ikke ukendt med døden da han var på jorden. Han kendte til sorgen over at se folk omkring sig dø, og han var fuldt ud klar over at han selv skulle dø en tidlig død.  (Mattæus 17:22, 23) Nogle måneder inden Jesus blev henrettet, døde hans nære ven Lazarus. Denne beretning giver os indsigt i hvilket syn Jesus havde på døden.

Kort efter at Jesus var blevet underrettet om Lazarus’ død, sagde han: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ Disciplene sluttede at hvis Lazarus blot hvilede sig, ville han få det bedre. Jesus sagde da rent ud til dem: „Lazarus er død.“ (Johannes 11:11-14) Det fremgår tydeligt at Jesus betragtede døden som en søvn. Det kan være vanskeligt for os at fatte hvad døden er, men vi ved hvad det vil sige at sove. Under en god nats søvn har vi ingen fornemmelse af tiden der går, og hvad der sker omkring os, fordi vi midlertidigt er uden bevidsthed. Det er nøjagtig sådan Bibelen beskriver de dødes tilstand. Prædikeren 9:5 siger: „De døde ved slet ingenting.“

Jesus sammenlignede også døden med en søvn fordi man takket være Guds kraft kan vækkes af døden. Ved en lejlighed besøgte Jesus et hjem hvor der rådede stor forvirring fordi familiens lille pige lige var død. „Pigen er ikke død, men hun sover,“ sagde Jesus. Så gik han hen til den lille pige, tog hendes hånd, og hun „rejste sig“. Hun opstod med andre ord fra de døde. — Mattæus 9:18-25.

Jesus oprejste også sin ven Lazarus fra de døde. Men inden han udførte miraklet, henvendte han sig til Marta, Lazarus’ søster, og sagde: „Din broder skal opstå.“ Marta svarede tillidsfuldt: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Johannes 11:23, 24) Hun forventede tydeligvis at alle Guds tjenere ville blive oprejst på et tidspunkt i fremtiden.

Hvad indebærer opstandelsen helt nøjagtigt? Det græske ord for opstandelse (anaʹstasis) betyder ordret „opståen“, eller „oprejsning“. Det indebærer at nogen opstår fra de døde. For nogle kan det lyde utroligt, men efter at Jesus havde fortalt at de døde ville høre hans stemme, sagde han: „I skal ikke undre jer over dette.“ (Johannes 5:28) At Jesus selv oprejste nogle mens han levede på jorden, giver os tillid til Bibelens løfte om at de døde som er i Guds erindring, vil vågne af deres lange „søvn“. I Åbenbaringen 20:13 siges der profetisk: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades [menneskehedens fælles grav] gav de døde der var i dem, tilbage.“

Bliver de døde bragt tilbage til livet blot for at blive gamle og dø igen, som i Lazarus’ tilfælde? Det er ikke Guds hensigt. Bibelen forsikrer os om at der vil komme en tid hvor „døden [ikke skal] være mere“, så ingen vil blive gamle og dø som følge af alder. — Åbenbaringen 21:4.

Døden er en fjende. Menneskeheden har mange andre fjender tilfælles, såsom sygdom og alderdom, der også forårsager store lidelser. Gud har lovet at besejre dem alle og til sidst fælde dom over menneskehedens største fjende. „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ — 1 Korinther 15:26.

 Når dette løfte bliver opfyldt, vil menneskene kunne glæde sig over et fuldkomment liv, der ikke ødelægges af synd og død. Inden da kan vi finde trøst i at vide at vore kære „sover“, og at de, hvis de er i Guds erindring, vil blive oprejst til hans fastsatte tid.

At kende sandheden om døden giver livet mening

En klar forståelse af hvad døden er, og hvilket håb der er for de døde, kan ændre ens syn på livet. Ian, som er nævnt i den indledende artikel, var i tyverne da han lærte hvad Bibelen siger om døden. „Jeg havde altid haft et lille håb om at min far befandt sig et eller andet sted,“ siger han. „Så da jeg blev klar over at han bare sov i døden, var jeg først lidt nedslået.“ Men da Ian læste at Gud har lovet at oprejse de døde, blev han ovenud lykkelig over udsigten til en dag at møde sin far igen. „For første gang i mit liv fik jeg en indre ro,“ siger han. Den rette forståelse af hvad døden er, gav ham dyb fred i sindet.

Clive og Brenda mistede også deres søn, den 21-årige Steven, i den dødsulykke der er nævnt i den foregående artikel. Skønt de vidste hvad Bibelen siger om de dødes tilstand, var de alligevel tyngede af sorg over tabet af deres søn. Døden er trods alt en fjende, og dens virkning er smertefuld. Deres bibelkundskab om de dødes tilstand gjorde efterhånden sorgen lettere at bære. Brenda siger: „Vores forståelse af hvad døden er, har hjulpet os til at få samlet stumperne af vores liv og komme videre. Men der går ikke en dag uden vi tænker på den tid hvor Steven vil vågne af dødens søvn.“

„Død, hvor er din brod?“

Når man kender sandheden om de dødes tilstand, kan man altså have et afbalanceret syn på livet. Døden behøver ikke at være en gåde. Vi kan glæde os over livet uden at have en sygelig frygt for døden lurende i baghovedet. Og forståelsen af at døden ikke for evigt behøver at formørke vores liv, fjerner lysten til bare at leve for fornøjelser fordi „livet er så kort“. Visheden om at vore kære er i Guds erindring mens de sover i døden og venter på en opstandelse, kan være til stor trøst og give os lyst til at leve videre.

Ja, vi kan tillidsfuldt se frem til den tid hvor Jehova Gud, livets Giver, vil tilintetgøre døden for stedse. Det bliver skønt den dag vi med rette kan sige: „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?“ — 1 Korinther 15:55.

[Fodnoter]

^ par. 6 Dette er første gang døden omtales i Bibelen.

^ par. 11 Genløsningsprisen var et fuldkomment menneskeliv fordi det svarede til det Adam mistede. Synden har besmittet alle mennesker, så intet ufuldkomment menneske kan tjene som en genløsningsbetaling. Derfor sendte Gud sin søn fra himmelen med det formål. (Salme 49:7-9) Yderligere oplysninger om dette emne findes i kapitel 7 i bogen Kundskab der fører til evigt liv, udgivet af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 5]

Adam og Evas ulydighed førte til døden

[Illustration på side 6]

Jesus tog den døde piges hånd, og hun rejste sig

[Illustration på side 7]

Mange venter på den tid hvor deres kære vil blive vækket af søvnen, ligesom Lazarus blev