Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvornår er der grund til at føle sig krænket?

Hvornår er der grund til at føle sig krænket?

 Hvornår er der grund til at føle sig krænket?

I BIBELEN siges der: „Vær ikke hastig i din ånd til at føle dig krænket, for det at føle sig krænket hviler i tåbers favn.“ (Prædikeren 7:9, fodnoter) Skriftstedet viser at vi ikke bør tage det alt for nær når nogen krænker eller sårer os. I stedet må vi være parate til at tilgive.

Men betyder ordene i Prædikeren 7:9 at vi aldrig bør føle os krænkede over nogen eller noget, og at vi skal tilgive alle handlinger der sårer os, uanset hvor alvorlige de er, eller hvor ofte de bliver begået imod os, og forholde os passive? Og skal vi være ligeglade med om vi sårer andre, enten ved det vi siger, eller ved det vi gør, fordi vi går ud fra at den anden part er parat til at tilgive? Det kan ikke være tilfældet.

Jehova er indbegrebet af kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og langmodighed. Alligevel siges der mange gange i Bibelen at han blev krænket. Når der var tale om en grov krænkelse, skred han ind over for de skyldige. Vi vil i det følgende se nærmere på nogle eksempler.

Overtrædelser der krænker Jehova

I beretningen i Første Kongebog 15:30 tales der om Jeroboams synder „hvormed han fik Israel til at synde, nemlig den krænkelse hvormed han krænkede Jehova“. I Anden Krønikebog 28:25 siger Bibelen om kong Akaz af Juda at han „lavede . . . offerhøje for at bringe røgofre til andre guder, og således krænkede han Jehova, sine forfædres Gud“. Et andet eksempel findes i Dommerbogen 2:11-14: „Israels sønner [gav] sig til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne og dyrke ba’alerne . . . og krænkede derved Jehova. . . . Da blussede Jehovas vrede op mod Israel, så han gav dem i plyndringsmænds vold.“ — Dommerne 2:11-14.

Der var også andre ting der krænkede Jehova og gjorde det nødvendigt at skride hårdt ind. For eksempel læser vi i Anden Mosebog 22:18-20: „En troldkvinde må du ikke bevare i live. Enhver der ligger hos et dyr skal ubetinget lide døden. Den der bringer slagtofre til andre guder end Jehova alene, skal vies til udslettelse.“

Jehova blev ikke ved med at tilgive de grove krænkelser som folk i fortidens Israel tilføjede ham, for de fortsatte med at krænke ham og viste ikke ægte sindsændring. De gange hvor israelitterne ikke følte ægte anger, og hvor de ikke med deres handlinger viste at de havde omvendt sig for nu at adlyde Jehova, lod han til sidst overtræderne blive tilintetgjort. Det var det Jehova gjorde på nationalt plan i 607 f.v.t. ved hjælp af babylonierne og igen i 70 e.v.t. ved hjælp af romerne.

Ja, Jehova bliver såret eller krænket over de onde ting folk siger eller gør, og han fælder endda dom over dem der synder groft og ikke angrer. Men vil det sige at han hører til den kategori som nævnes i Prædikeren 7:9? Nej, slet ikke. Han er i sin ret til at føle sig krænket over alvorlige synder, og han fælder altid en retfærdig dom. Bibelen siger om Jehova: „Fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ — 5 Mosebog 32:4.

 Når mennesker tilføjes grove krænkelser

Under den lov Gud gav fortidens Israel, fik det alvorlige konsekvenser at tilføje et medmenneske en grov krænkelse. Hvis for eksempel en tyv brød ind i et hus om natten og husherren dræbte tyven, hvilede der ingen blodskyld på husets herre. Han var et uskyldigt offer for en alvorlig forbrydelse. Derfor står der: „Hvis en tyv bliver fundet mens han er i færd med at bryde ind, og han bliver ramt af et slag og dør, er der ingen blodskyld [for husets herre] på grund af ham.“ — 2 Mosebog 22:2.

En kvinde der er blevet voldtaget, er i sin ret til at føle sig dybt krænket, for Gud betragter voldtægt som en alvorlig forbrydelse. Under Moseloven skulle en mand som voldtog en kvinde, dø — ligesom en morder skulle lide døden. (5 Mosebog 22:25, 26) Selvom vi ikke længere er under denne lov, giver den os indblik i hvordan Jehova ser på voldtægt, som er et frygteligt overgreb.

I dag er voldtægt også en alvorlig forbrydelse som bliver straffet hårdt. Offeret er fuldt berettiget til at anmelde overfaldet til politiet. På den måde kan de rette myndigheder straffe krænkeren; og hvis offeret er en mindreårig, er det forældrenes ansvar at foretage anmeldelsen.

 Mindre krænkelser

Det er selvfølgelig ikke alle krænkelser myndighederne tager sig af. Hvis andre sårer eller krænker os i mindre grad, bør vi ikke føle os så forurettede at vi ikke kan tilgive. Apostelen Peter spurgte Jesus hvor ofte vi skal tilgive: „Herre, hvor mange gange skal min broder synde imod mig og jeg tilgive ham? Indtil syv gange?“ Jesus svarede: „Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ — Mattæus 18:21, 22.

På den anden side må vi hele tiden arbejde på vores kristne personlighed så vi i videst muligt omfang undgår at krænke eller såre andre. Når du omgås andre, sker det så at du er kort for hovedet, taktløs eller uforskammet? Det kunne virke krænkende. Hvis offeret føler sig såret, vil det ikke være rigtigt at bebrejde ham det og mene at det er ham der må tilgive. Den der har krænket en anden, må erkende den skade han har forvoldt, og arbejde på at kontrollere sine handlinger og at tale på en måde der ikke virker sårende. Gør man det, vil man ikke så ofte komme til at såre andres følelser. I Bibelen bliver vi mindet om følgende: „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.“ (Ordsprogene 12:18) Når vi sårer eller krænker andre, også hvis det ikke var vores mening at gøre det, vil dét at vi giver en undskyldning, langt hen ad vejen være med til at rette op på situationen.

Guds ord viser at vi bør „jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse“. (Romerne 14:19) Resultatet af en venlig og taktfuld omgangstone skildres i følgende ordsprog: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 25:11) Det efterlader et behageligt indtryk. Ved at tale venligt og taktfuldt kan man endda gøre stivsindede personer mildere stemt. „En mild tunge kan bryde ben,“ siger Ordsprogene 25:15.

Derfor giver Guds ord os dette råd: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kolossenserne 4:6) At vi ’krydrer vores tale med salt’, vil sige at vi gør den tiltalende, og så vil vi i de fleste tilfælde kunne undgå at såre nogen. Kristne stræber efter at følge Bibelens vejledning om at „søge fred og jage efter den“, i ord såvel som i handling. — 1 Peter 3:11.

I betragtning heraf må Prædikeren 7:9 betyde at vi ikke skal blive forurettede over de forholdsvis små synder andre begår imod os, men huske på at disse synder kan være et udslag af den menneskelige ufuldkommenhed eller måske endda være overlagte — uden dog at være grove. Er der derimod tale om en virkelig grov krænkelse, er det forståeligt at offeret måske vælger at gå videre med sagen. — Mattæus 18:15-17.

[Illustration på side 14]

I år 70 straffede Jehova de forhærdede jøder ved hjælp af romerne

[Illustration på side 15]

’Som guldæbler er et ord som er talt i rette tid’