Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg glæder mig stadig over livet!

Jeg glæder mig stadig over livet!

 Livsberetning

Jeg glæder mig stadig over livet!

FORTALT AF TED BUCKINGHAM

Jeg havde været i heltidstjenesten i seks år og gift i et halvt år da jeg pludselig blev ramt af polio. Det var i 1950, og jeg var kun 24 år. Ni måneder på hospitalet gav mig masser af tid til at tænke over mit liv. Hvordan skulle det gå min kone, Joyce, og mig nu da jeg var syg?

I 1938 havde min far, der ikke var spor interesseret i religion, fået et eksemplar af bogen Regering. * Det var sikkert den politiske uro og udsigterne til krig der fik ham til at tage imod den. Så vidt jeg ved, fik han den aldrig læst, men det gjorde min mor til gengæld. Hun var meget religiøs, og budskabet fik hende til omgående at melde sig ud af den anglikanske kirke. Trods min fars modstand blev hun et trofast vidne for Jehova, og det var hun til sin død i 1990.

Mor tog mig med til mit første kristne møde i en rigssal i Epsom, syd for London. Menigheden holdt møder i en nedlagt forretning, og vi lyttede til en plade med et foredrag af J.F. Rutherford, der dengang førte tilsyn med Jehovas Vidners arbejde. Det gjorde et stort indtryk på mig.

På grund af de voldsomme bombardementer under luftangrebene på London blev det for farligt at blive i byen. I 1940 besluttede far derfor at vi skulle flytte til et mere sikkert sted — Maidenhead, en lille by cirka 45 kilometer vest for London. Det var en god beslutning, for de 30 medlemmer af menigheden her viste sig at blive til stor opmuntring  for os. Fred Smith, en trofast broder der var blevet døbt i 1917, tog mig under sine vinger og oplærte mig i forkyndelsen. Jeg er stadig dybt taknemmelig for hans gode eksempel og for den kærlige hjælp han gav mig.

Jeg begynder i heltidstjenesten

En kold martsdag i 1941, da jeg var 15 år, blev jeg døbt i floden Themsen. Min storebror, Jim, var begyndt i heltidstjenesten. I dag bor han og hans kone, Madge, i Birmingham efter at have tilbragt et helt liv i kreds- og områdetjenesten overalt i Storbritannien. Min lillesøster, Robina, og hendes mand, Frank, tjener også Jehova trofast.

Jeg arbejdede som bogholder for en tøjfabrikant. En dag kaldte den administrerende direktør mig ind på sit kontor for at tilbyde mig en lovende karriere som indkøber for firmaet. Men jeg havde i nogen tid overvejet at gå i min brors fodspor, så jeg afslog høfligt tilbuddet og forklarede hvorfor. Til min overraskelse roste han mig fordi jeg ville bruge min tid på en så gavnlig kristen gerning. Efter et områdestævne i Northampton i 1944 begyndte jeg derfor i heltidstjenesten.

Mit første distrikt var i Exeter i Devon amt. Byen var dengang langsomt ved at komme sig efter krigens bombardementer. Jeg delte lejlighed med to andre pionerer, Frank og Ruth Middleton, der var meget venlige over for mig. Jeg var kun 18 år og ikke nogen ørn til at vaske tøj og lave mad, men med tiden kom jeg efter det.

Min forkyndermakker var Victor Gurd, en 50-årig irer der havde forkyndt siden 1920’erne. Han lærte mig at planlægge min tid fornuftigt, at opdyrke større interesse for at læse i Bibelen og at se værdien af forskellige bibeloversættelser. I disse unge år var den standhaftige Victor lige det eksempel jeg havde brug for.

Neutralitetsspørgsmålet

Krigen lakkede mod enden, men myndighederne indkaldte stadig unge mænd til militærtjeneste. Jeg havde været for retten i 1943 i Maidenhead, hvor jeg som en ordets tjener anmodede om at blive fritaget for militærtjeneste. Min anmodning blev afslået, men jeg besluttede alligevel at flytte til Exeter for at begynde at forkynde i mit nye distrikt. Derfor var det i Exeter jeg blev kaldt for den lokale domstol. Da dommeren idømte mig seks måneders strafarbejde i fængsel, sagde han at han var ked af at straffen ikke var længere. Efter at jeg havde afsonet de seks måneder, fik jeg yderligere fire måneders fængselsstraf.

Jeg var det eneste Jehovas vidne i fængselet, så vagterne kaldte mig Jehova. Det var lidt underligt at skulle lystre det navn ved mønstringen, men det var til gengæld en forret at høre Guds navn blive råbt op hver eneste dag! På den måde fik de andre fanger at vide at jeg var blevet straffet på grund af det standpunkt jeg havde taget ud fra min samvittighed som et af Jehovas Vidner. Senere blev broder Norman Castro indsat i samme fængsel, og så fik jeg navneforandring. Efter at han kom, kaldte de os Moses og Aron.

Jeg blev flyttet fra Exeter til Bristol og til sidst til fængselet i Winchester. Forholdene var ikke altid lige behagelige, men det hjalp at have humoristisk sans. Norman og jeg glædede os over at vi kunne holde mindehøjtiden sammen mens vi sad i Winchester-fængselet. Francis Cooke, der besøgte os i  fængselet, holdt et godt mindehøjtidsforedrag for os.

Efterkrigstidens forandringer

Ved stævnet i Bristol i 1946, hvor bibelstudiehåndbogen „Gud Maa Være Sanddru“ blev udgivet, mødte jeg en dejlig pige, Joyce Moore, der også var pioner i Devon. Det udviklede sig til andet og mere end venskab, og fire år senere blev vi gift i Tiverton, hvor jeg havde boet siden 1947. Vi flyttede ind i et lejet værelse, som vi gav 15 shillings (ca. 7 kroner) for om ugen. Det var et herligt liv!

I det første år af vores ægteskab flyttede vi sydpå til Brixham, en smuk havneby hvor trawlfiskeriet var blevet opfundet. Vi havde ikke været der ret længe da jeg blev ramt af polio undervejs til et stævne i London. Jeg gik i koma, kom på hospitalet og blev som nævnt udskrevet ni måneder senere. Jeg havde — og har stadig — svære mén i højre hånd og begge ben og måtte gå med stok. Min søde kone var hele tiden ved min side og var til stor opmuntring for mig, især fordi hun var i stand til at fortsætte i heltidstjenesten. Men hvad skulle vi gøre nu? Jeg kom snart til at mærke at Jehovas hånd aldrig er for kort.

Året efter var vi til stævne på Wimbledon Stadion i London. På det tidspunkt kunne jeg gå uden stok. Her mødte vi Pryce Hughes, der førte tilsyn med arbejdet i Storbritannien. Det første han sagde til mig, var: „Hej! Vi har brug for dig i kredstjenesten!“ Det var den største opmuntring jeg kunne få. Men kunne jeg klare det? Joyce og jeg havde vores tvivl, men efter en uges oplæring var vi i fuld tillid til Jehova på vej tilbage til det sydvestlige England, hvor jeg skulle virke som kredstilsynsmand. Jeg var lige blevet 25 år, men husker stadig med dyb taknemmelighed den venlighed og tålmodighed hjælpsomme forkyndere viste mig.

Af alle de forskellige grene af den teokratiske virksomhed som Joyce og jeg har prøvet, synes vi at det er menighedsbesøgene der har givet os det nærmeste forhold til vores kristne brødre og søstre. Vi havde ingen bil, så vi kørte enten med tog eller bus. Selvom jeg endnu ikke helt havde vænnet mig til de  begrænsninger min sygdom pålagde mig, glædede vi os over vores tjenesteprivilegier, for vi havde et dejligt liv. I 1957 kom vi til at stå over for endnu en udfordring.

Ud i missionærtjenesten

Vi fik en indbydelse til Gileadskolens 30. klasse, og for os var det en spændende udfordring. Jeg havde lært at leve med min sygdom, så Joyce og jeg tog med glæde imod indbydelsen. Vi vidste af erfaring at Jehova altid giver os styrke hvis vi forsøger at gøre hans vilje. Vagttårnets Bibelskole Gilead lå i det smukke South Lansing, New York, og de fem måneder med intensiv undervisning fløj af sted. De fleste elever var ægtepar i rejsetjenesten. Da klassen blev spurgt om der var nogen der havde lyst til at virke som missionærer i udlandet, var vi blandt de første der meldte sig. Hvor skulle vi hen? Til Uganda i Østafrika!

Jehovas Vidners arbejde var dengang forbudt i Uganda, så jeg blev rådet til at slå mig ned i landet og finde arbejde. Efter en lang rejse med tog og skib ankom vi til Kampala i Uganda. Immigrationsmyndighederne var ikke just glade for at se os og lod os kun blive i landet i nogle få måneder. Så blev vi udvist. Hovedkontoret bad os om at rejse til Nordrhodesia (nu Zambia). Her mødte vi til vores store glæde fire klassekammerater fra Gilead — Frank og Carrie Lewis og Hayes og Harriet Hoskins. Kort efter blev vi sendt videre til Sydrhodesia (nu Zimbabwe).

Vi rejste med tog og fik det første glimt af det storslåede Victoria Falls før vi ankom til Bulawayo. I en periode boede vi hos familien McLuckie, der var nogle af de første Jehovas Vidner som havde bosat sig der. I de følgende 16 år fik vi den forret at lære dem godt at kende.

Nye udfordringer

Da jeg havde fået to ugers oplæring for at kunne begå mig i det afrikanske distrikt, blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand. Når vi skulle forkynde i den afrikanske bush, måtte vi medbringe vand, mad, soveposer, tøj, filmfremviser og generator, et stort lærred og andre nødvendige ting. Alt dette var stoppet ind i en lastbil der var solid nok til at transportere os gennem det vanskelige terræn.

Jeg samarbejdede med de afrikanske kredstilsynsmænd mens Joyce med glæde hjalp deres koner og børn, der også var med. Det kan være hårdt at gå rundt på den  afrikanske græsslette, især i dagens hede, men jeg opdagede snart at mine fysiske begrænsninger var lettere at klare i dette klima, og det var jeg taknemmelig for.

Folk var generelt fattige. Mange var forankret i traditioner og overtro og levede i polygami; men alligevel viste de dyb respekt for Bibelen. Nogle steder blev menighedsmøderne holdt i skyggen af store træer, og om aftenen fik vi lys fra ophængte olielamper. Det gav os altid en følelse af ærefrygt at studere Guds ord direkte under stjernehimmelen, der er en så storslået del af hans skaberværk.

Det var også en uforglemmelig oplevelse at vise Vagttårnsselskabets film i de afrikanske reservater. Der var måske 30 forkyndere i en menighed, men når vi skulle vise film, vidste vi at der kunne komme 1000 eller flere!

I troperne kan dårligt helbred naturligvis være et problem, men det er altid vigtigt at bevare et positivt syn på tingene. Joyce og jeg lærte at klare os ret godt — af og til fik jeg malariaanfald, og Joyce måtte leve med en sygdom forårsaget af amøber.

Vi blev senere sendt til afdelingskontoret i Salisbury (nu Harare), hvor vi fik den store forret at arbejde sammen med andre trofaste tjenere for Jehova, deriblandt Lester Davey og George og Ruby Bradley. Regeringen udnævnte mig til giftefoged så jeg kunne vie afrikanske brødre og søstre. Det var med til at styrke båndene i den kristne menighed. Nogle få år senere fik jeg endnu et privilegium. Jeg skulle besøge alle de menigheder i landet der ikke talte bantu. I mere end ti år kunne Joyce og jeg glæde os over at lære brødrene at kende på denne måde, og vi nød at se deres åndelige fremskridt. I samme periode besøgte vi også brødrene i Botswana og Mocambique.

Vi flytter igen

Efter mange dejlige år i det sydlige Afrika fik vi i 1975 tildelt nyt distrikt i Sierra Leone, Vestafrika. Inden længe flyttede vi ind på afdelingskontoret for at tage fat på nye opgaver, men det kom ikke til at vare ved. Jeg blev syg og svag på grund af et slemt malariaanfald, og til sidst måtte jeg under behandling i London, hvor jeg blev rådet til ikke at vende tilbage til Afrika. Det var vi kede af, men vi blev indbudt til at komme på Betel i London, og betelfamilien tog imod os med åbne arme. De mange afrikanske brødre i adskillige af Londons menigheder fik os også til at føle os hjemme. Da jeg fik det bedre, tilpassede vi os en ny hverdag, og jeg blev bedt om at stå for indkøbsafdelingen. På grund af alle de udvidelser vi har set gennem årene, har det været et opslugende arbejde.

I begyndelsen af 1990’erne blev min kære Joyce ramt af en motorisk neuron-lidelse, og i 1994 døde hun. Hun havde været en kærlig, loyal og trofast hustru, altid villig til at tilpasse sig de forskellige situationer vi kom ud for. For at komme igennem en sådan sorg har jeg erfaret at det er vigtigt at have et klart, åndeligt udsyn og blive ved med at se fremad. At bede Jehova om hjælp til at holde fast ved en god teokratisk plan, der omfatter forkyndelse, hjælper mig også til fuldt ud at holde sindet beskæftiget. — Ordsprogene 3:5, 6.

At tjene på Betel er en forret og en dejlig måde at leve på. Der er så mange unge at arbejde sammen med og så mange ting at glæde sig over. En af glæderne er at der kommer mange gæster på afdelingskontoret her i London. Somme tider møder jeg gamle venner fra tiden i Afrika, og så vælder de dejlige minder frem. Alt dette hjælper mig til at blive ved med at glæde mig over „livet nu“ og at se frem med tillid og håb til „det som skal komme“. — 1 Timoteus 4:8.

[Fodnote]

^ par. 5 Udgivet i 1928 af Jehovas Vidner, men nu udgået af lager.

[Illustration på side 25]

Sammen med min mor i 1946

[Illustration på side 26]

Joyce og jeg på vores bryllupsdag i 1950

[Illustration på side 26]

Ved et stævne i Bristol i 1953

[Illustrationer på side 27]

Vi besøger en isoleret gruppe (ovenfor) og en menighed (til venstre) i Sydrhodesia, nu Zimbabwe