Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Skønt jeg er svag, er jeg stærk

Skønt jeg er svag, er jeg stærk

 Livsberetning

Skønt jeg er svag, er jeg stærk

FORTALT AF LEOPOLD ENGLEITNER

SS-officeren trak sin pistol, holdt den mod mit hoved og spurgte: „Er du rede til at dø? Nu trykker jeg af, for du er et håbløst tilfælde.“ „Jeg er rede,“ sagde jeg, mens jeg prøvede at gøre min stemme fast. Jeg samlede al min styrke, lukkede øjnene og ventede på at han skulle trykke af, men der skete intet. „Du er åbenbart et alt for stort fjols til at dø!“ råbte han og fjernede pistolen fra min tinding. Hvordan var jeg kommet i denne fortvivlede situation?

JEG blev født den 23. juli 1905 i Aigen-Voglhub, en lille by i De Østrigske Alper. Jeg var den ældste søn af en savmøllearbejder og en landmandsdatter fra samme egn. Mine forældre var fattige, og de sled i det. Vi boede i Bad Ischl i nærheden af Salzburg i et naturskønt område med søer og knejsende bjerge.

Som barn funderede jeg ofte over tilværelsens uretfærdigheder, ikke alene fordi mine forældre var fattige, men også fordi jeg havde en medfødt skævhed i ryggen. De rygsmerter som denne skævhed forårsagede, gjorde det næsten umuligt for mig at rette mig op. I skolen var jeg fritaget for gymnastik, og det gjorde mig til skydeskive for mine klassekammeraters drillerier.

Umiddelbart efter den første verdenskrig, da jeg var knap 14 år, tænkte jeg at jeg hellere måtte se mig om efter et arbejde så jeg ikke skulle leve i fattigdom. En nagende sult var min stadige følgesvend, og jeg var plaget  af hyppige feberanfald som følge af den spanske syge, der lagde millioner i graven. „Hvad kan vi sætte en svækling som dig til?“ spurgte de fleste landmænd når jeg søgte arbejde hos dem. Men der var dog én venlig mand der ansatte mig.

Lykkelig for at lære Guds kærlighed at kende

Selvom min mor var en from katolik, gik jeg sjældent i kirke, hovedsagelig fordi min far var meget tolerant i religiøs henseende. Jeg selv var noget foruroliget over billeddyrkelsen i den romerskkatolske kirke.

En dag i oktober 1931 spurgte en af mine venner mig om jeg ville med til et religiøst møde arrangeret af bibelstudenterne — de senere Jehovas Vidner. Dér fik jeg Bibelens svar på flere vigtige spørgsmål, som for eksempel: Har Gud behag i billeddyrkelse? (2 Mosebog 20:4, 5) Findes der et brændende helvede? (Prædikeren 9:5) Er der en opstandelse for de døde? — Johannes 5:28, 29.

Det der gjorde størst indtryk på mig, var at Gud ikke billiger menneskers blodige krige, selvom de efter sigende bliver udkæmpet i hans navn. Jeg lærte at „Gud er kærlighed“, og at han har et ophøjet navn, Jehova. (1 Johannes 4:8; Salme 83:18) Det fyldte mig med betagelse at få at vide at mennesker — ved hjælp af Jehovas rige — vil komme til at leve evigt i lykke i et paradis som vil fylde hele jorden. Jeg fik også kendskab til det vidunderlige håb som nogle vil få del i, nemlig at blive kaldet af Gud til at tjene sammen med Jesus Kristus i Guds himmelske rige. Jeg var parat til at ofre alt for dette rige. Derfor lod jeg mig døbe i maj 1932 og blev et af Jehovas Vidner. Dette standpunkt krævede mod i betragtning af den religiøse intolerance der dengang herskede i det strengt katolske Østrig.

Jeg møder foragt og modstand

Mine forældre var forfærdede da jeg forlod kirken, og præsten var ikke sen til at sprede nyheden fra prædikestolen. Der var naboer som spyttede på jorden foran mig for at vise mig deres foragt. Men jeg var besluttet på at blive heltidsforkynder, og jeg begyndte i denne tjeneste i januar 1934.

Den politiske situation blev stadig mere spændt på grund af nazistpartiets stærke indflydelse i vores delstat. Mens jeg virkede som pioner i Steiermark omkring floden Enns, var politiet i hælene på mig, og jeg måtte følge Jesu råd om at hans disciple skulle være ’forsigtige som slanger’. (Mattæus 10:16) Fra 1934 til 1938 var forfølgelsen en uadskillelig del af min tilværelse. Jeg var arbejdsløs, men fik ingen arbejdsløshedsunderstøttelse, og jeg blev idømt adskillige korte og fire lange fængselsstraffe fordi jeg forkyndte.

Hitlers tropper besætter Østrig

I marts 1938 marcherede Hitlers tropper ind i Østrig. I løbet af få dage blev mere end 90.000 personer — omkring 2 procent af den voksne befolkning — arresteret og sendt til fængsler og koncentrationslejre, anklaget for at være imod nazistyret. Jehovas Vidner var i nogen grad forberedt på det der ville komme. I sommeren 1937 foretog flere fra min menighed den 350 kilometer lange tur til Prag på cykel for at overvære det internationale stævne dér. Her hørte de om nazisternes overgreb mod vore trosfæller i Tyskland. Nu var turen kommet til os.

Fra det øjeblik Hitlers tropper trængte ind på østrigsk jord, var Jehovas Vidner med deres møder og forkyndelse tvunget under jorden. Vore bibelske bøger og blade blev smuglet ind over den schweiziske grænse, men der var ikke nok til alle. Vore trosfæller i Wien måtte derfor fremstille publikationerne  i det skjulte. Jeg var ofte kurer og var med til at bringe dem ud til andre Jehovas Vidner.

I koncentrationslejr

Den 4. april 1939 blev jeg og tre andre Jehovas Vidner i Bad Ischl arresteret af Gestapo mens vi var samlet for at fejre højtiden til minde om Kristi død. Vi blev alle fire kørt i bil til politihovedkvarteret i Linz. Det var første gang jeg kørte i bil, men jeg var alt for bekymret til at lægge videre mærke til det. I Linz blev jeg underkastet en række pinefulde forhør, men jeg afsvor ikke min tro. Fem måneder senere blev jeg stillet for en forhørsdommer i Oberösterreich. Meget uventet holdt man op med at forfølge sagen, men det var ikke enden på mine prøvelser. I mellemtiden var de tre andre blevet sendt til koncentrationslejre, hvor de døde, trofaste til det sidste.

Jeg blev fortsat holdt i forvaring, og den 5. oktober 1939 fik jeg besked om at jeg ville blive ført til koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland. Et særligt tog ventede på fangerne på stationen i Linz. Toget bestod af lukkede godsvogne der var indrettet med to-mandsceller. Den mand jeg skulle dele celle med, var ingen anden end den tidligere delstatsguvernør i Oberösterreich, dr. Heinrich Gleissner.

Dr. Gleissner og jeg fik en interessant samtale. Han var oprigtigt interesseret i min situation og var forfærdet over at høre at Jehovas Vidner endog i hans embedsperiode havde været ude for utallige problemer af juridisk art i hans delstat. Han sagde beklagende: „Hr. Engleitner, jeg kan ikke gøre den skade der er sket, god igen, men jeg vil gerne undskylde den uret der er begået. Det ser ud til at myndighederne juridisk har handlet forkert. Får De nogen sinde brug for hjælp, vil jeg være mere end villig til at gøre hvad jeg kan.“ Vore veje krydsedes igen efter krigen. Han hjalp mig med at få en pension som blev udbetalt af staten til nazismens ofre.

„Jeg skyder dig“

Den 9. oktober 1939 ankom jeg til koncentrationslejren Buchenwald. Kort efter blev fængselsinspektøren informeret om at der var et af Jehovas Vidner blandt de nyankomne, og hans opmærksomhed samledes om mig. Han slog mig ubarmhjertigt. Da han opdagede at han ikke kunne få mig til at afsværge min tro, sagde han: „Jeg skyder dig, Engleitner. Men først får du lov til at skrive et afskedsbrev til dine forældre.“ Jeg tænkte på nogle trøstende ord jeg kunne skrive, men hver gang jeg satte pennen til papiret, skubbede han til min albue så det blev til nogle ulæselige kragetæer. Hånende sagde han: „Sikken et fjols! Han kan ikke engang  skrive to lige linjer. Men det forhindrer ham ikke i at læse Bibelen, vel?“

Det næste var at han trak sin pistol, holdt den mod mit hoved og fik mig til at tro at han ville trykke af, sådan som jeg har fortalt i indledningen. Så skubbede han mig ind i en lille, overfyldt celle, hvor jeg måtte stå op hele natten. Men jeg ville alligevel ikke have kunnet sove, for jeg havde smerter i hele kroppen. „Tænk at skulle dø for en eller anden tåbelig tro! Sikken et spild!“ var den eneste „trøst“ mine cellekammerater kunne give mig. Dr. Gleissner befandt sig i cellen ved siden af. Han hørte hvad der var sket, og sagde eftertænksomt: „Forfølgelsen af kristne stikker igen sit hæslige hoved frem!“

En søndag i sommeren 1940 fik alle fangerne ordre til at melde sig til arbejde i stenbruddet skønt vi som regel havde fri om søndagen. Det var en straf for nogle „forseelser“ som visse fanger havde gjort sig skyldige i. Vi fik ordre til at bære nogle store sten fra stenbruddet ind i lejren. To fanger prøvede at anbringe en stor sten på min ryg, og jeg var ved at bryde sammen under vægten. Men den frygtede lejrkommandant Arthur Rödl kom mig uventet til hjælp. Da han så hvor pinefuldt det var for mig, sagde han: „Du kommer aldrig tilbage til lejren med den sten på ryggen! Læg den straks ned igen!“ Det var en ordre jeg med glæde efterkom. Så pegede Rödl på en meget mindre sten og sagde: „Tag den og bær den ind i lejren. Den er lettere at bære!“ Derefter vendte han sig om til vores opsynsmand og sagde: „Lad bibelstudenterne gå hjem til deres barakker. De har arbejdet nok for i dag!“

Efter en arbejdsdag var jeg altid glad for at samles med min åndelige familie. Vi havde en ordning for uddeling af åndelig føde. Den bestod i at en broder skrev et skriftsted på en lap papir og gav den videre til en anden, som derefter gav den videre igen. Vi havde også fået en bibel smuglet ind i lejren. Den blev skilt ad og delt i Bibelens forskellige bøger. Jeg fik for eksempel lov at have Jobs Bog i tre måneder. Jeg skjulte den i mine sokker. Beretningen om Job hjalp mig til at forblive stærk.

Den 7. marts 1941 blev jeg med en stor konvoj overført til Niederhagen koncentrationslejr. Min tilstand blev værre for hver dag der gik. En dag fik to brødre og jeg ordre til at pakke nogle redskaber ned i kasser. Derefter fulgtes vi med en anden gruppe fanger tilbage til barakkerne. En SS-soldat lagde mærke til at jeg sakkede agterud. Han blev så rasende at han sparkede mig brutalt bagfra og gav mig en alvorlig læsion. Smerten var uudholdelig, men alligevel mødte jeg på arbejde næste dag.

 En uventet løsladelse

I april 1943 blev Niederhagenlejren evakueret. Derefter blev jeg overført til dødslejren i Ravensbrück. I juni 1943 fik jeg uventet tilbud om at blive løsladt fra lejren. Denne gang var løsladelsen ikke betinget af at jeg afsvor min tro. Jeg måtte blot gå ind på at udføre tvangsarbejde på en gård resten af livet. Det var jeg villig til, bare jeg kunne slippe for lejrens rædsler. Jeg gik til lejrlægen til en sidste undersøgelse. Han var overrasket over at se mig. „Hvad er det? Er du stadig et af Jehovas Vidner?“ udbrød han. „Ja, hr. doktor,“ svarede jeg. „Så kan jeg ikke se hvorfor vi skulle løslade dig. På den anden side vil det være en stor lettelse at blive fri for en sølle skabning som dig.“

Det var ingen overdrivelse. Min helbredstilstand var virkelig „sølle“. Min hud var næsten ædt op af lus; slag havde gjort mig døv på det ene øre, og hele kroppen var dækket af betændte sår. Efter 46 måneders afsavn, stadig sult og hårdt arbejde vejede jeg kun 28 kilo. I den tilstand blev jeg løsladt fra Ravensbrück den 15. juli 1943.

Jeg blev sendt hjem med toget uden vagt, og jeg meldte mig i Gestapos hovedkvarter i Linz. Gestapo-officeren rakte mig mine løsladelsespapirer, men sagde advarende: „Hvis du tror vi løslader dig så du kan fortsætte din forbudte virksomhed, tager du sørgeligt fejl. Gud nåde dig hvis vi tager dig i at forkynde!“

Endelig var jeg hjemme! Min mor havde ikke ændret på noget i mit værelse siden jeg blev arresteret den 4. april 1939. Selv min bibel lå opslået på bordet ved siden af sengen! Jeg faldt på knæ og takkede Gud af hele mit hjerte.

Jeg fik kort efter tildelt arbejde på en gård oppe i bjergene. Ejeren, der var en barndomsven, betalte mig oven i købet lidt for mit arbejde selvom han ikke havde pligt til det. Før krigen havde denne mand givet mig lov til at skjule noget bibelsk læsestof på ejendommen. Jeg var lykkelig for at kunne gøre brug af dette lille depot til at genvinde min åndelige styrke. Alle mine behov var dækket, og jeg var besluttet på at blive på denne gård til krigen var forbi.

Jeg skjuler mig i bjergene

Disse rolige dage i frihed varede dog ikke længe. I midten af august 1943 fik jeg besked på at melde mig til undersøgelse hos en militærlæge. Først erklærede han mig for uegnet til aktiv tjeneste på grund af min dårlige ryg. Men en uge senere ændrede den samme læge sin erklæring til: „Egnet til aktiv tjeneste ved fronten.“ En tid lang lykkedes det mig at holde mig skjult, men den 17. april 1945, kort før krigens slutning, fandt militærpolitiet mig, og jeg blev udskrevet til tjeneste ved fronten.

Udrustet med lidt proviant, noget tøj og en bibel søgte jeg tilflugt i bjergene i nærheden. I begyndelsen kunne jeg sove udendørs, men så blev vejret dårligere, og der faldt en halv meter sne. Jeg blev gennemblødt til skindet, men det lykkedes mig at nå frem til en hytte i næsten 1200 meters højde. Rystende af kulde fik jeg tændt op på ildstedet for at varme mig og tørre mit tøj, og udmattet som jeg var, faldt jeg i søvn på en bænk foran det åbne ildsted. Det varede  dog ikke længe. Så blev jeg vækket brat ved at jeg følte en brændende smerte. Der var gået ild i mit tøj! Jeg rullede rundt på gulvet for at slukke ilden. Hele min ryg var dækket af vabler!

Med stor fare for at blive opdaget sneg jeg mig tilbage til gården før det blev lyst. Men gårdmandskonen var så rædselsslagen at hun sendte mig bort med den besked at man var på jagt efter mig. Så tog jeg hjem til mine forældre. Først tøvede selv de med at lukke mig ind, men til sidst lod de mig sove på høloftet, og min mor tog sig af mine sår. Efter to dages forløb blev mine forældre dog så nervøse at jeg besluttede at skjule mig i bjergene igen.

Den 5. maj 1945 blev jeg vækket af en stærk støj. Jeg fik øje på de allieredes flyvemaskiner der fløj lavt hen over bjergene. Da vidste jeg at Hitlers regime var blevet styrtet. Jehovas ånd havde givet mig styrke til at udholde ufattelige prøvelser. Jeg havde erfaret sandheden i ordene i Salme 55:22, der havde været så stor en trøst for mig lige fra begyndelsen. Jeg havde ’kastet min byrde på Jehova’, og skønt jeg var fysisk svag, havde han holdt mig oppe mens jeg vandrede i „dalen med dystert mørke“. — Salme 23:4.

Jehovas kraft „gøres fuldkommen i svaghed“

Efter krigen blev livet lidt efter lidt igen normalt. Til at begynde med arbejdede jeg som medhjælper på min vens landejendom i bjergene. Det var først ved den amerikanske besættelsesmagts mellemkomst at jeg i april 1946 blev løst fra min forpligtelse til at udføre tvungent landarbejde resten af livet.

Efter krigens slutning begyndte brødrene i Bad Ischl og området deromkring at afholde møder regelmæssigt. De begyndte også at forkynde med fornyet kraft. Jeg fik arbejde som nattevagt på en fabrik og kunne på den måde fortsætte i heltidstjenesten som pioner. Til sidst bosatte jeg mig i Skt. Wolfgang-området, og i 1949 giftede jeg mig med Theresia Kurz, som havde en datter af første ægteskab. Vi var sammen i 32 år indtil min kones død i 1981. Jeg havde plejet hende i mere end syv år.

Efter Theresias død blev jeg pioner igen, og det hjalp mig til at komme over tabet. Jeg er nu både pioner og ældste i min menighed i Bad Ischl. Siddende i min kørestol tilbyder jeg bibelsk læsestof til forbipasserende i parken eller foran mit hus og taler med dem om Guds rige. De gode bibelske samtaler jeg får, er en kilde til stor glæde for mig.

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg med overbevisning sige at de forfærdelige ting jeg har været igennem, ikke har gjort mig bitter. Der har naturligvis været tider hvor jeg har været nedtrykt, men mit nære forhold til Jehova Gud har hjulpet mig til at komme igennem disse perioder med nedtrykthed. Jeg har erfaret sandheden i Herrens ord til apostelen Paulus: „Min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ I en alder af næsten 100 år kan jeg sige med Paulus: „Derfor synes jeg godt om svagheder, om fornærmelser, om tilfælde af nød, om forfølgelser og vanskeligheder, for Kristus. For når jeg er svag, så er jeg stærk.“ — 2 Korinther 12:9, 10.

[Illustrationer på side 25]

Arresteret af Gestapo i april 1939

Gestapo-dokument med anklager, maj 1939

[Kildeangivelse]

Begge billeder: Privateje; B. Rammerstorfer

[Illustration på side 26]

Jeg søgte tilflugt i de nærliggende bjerge

[Kildeangivelse på side 23]

Foto Hofer, Bad Ischl, Østrig