Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

 Spørgsmål fra læserne

Svigtede apostelen Paulus ikke sin kristne tro da han sagde til Sanhedrinet: „Jeg er farisæer“?

For at forstå Paulus’ udtalelse, som vi finder i Apostelgerninger 23:6, må vi tage sammenhængen i betragtning.

Efter at Paulus var blevet overfaldet af en pøbelsværm i Jerusalem, fik han lov til at tale til folkemængden. I sin tale sagde han at han var „opdraget i [Jerusalem] ved Gamaliels fødder, oplært efter den fædrene lovs strenghed“. Menneskemængden hørte i nogen tid på hans forsvar, men til sidst blev der så stor opstandelse at militærtribunen som havde taget Paulus i forvaring, måtte føre ham til soldaternes kvarter. Her ville man piske ham, men før det skete, sagde Paulus: „Har I lov til at piske en mand som er romer og som ikke er dømt?“ — Apostelgerninger 21:27–22:29.

Den næste dag fremstillede militærtribunen Paulus for Sanhedrinet, den jødiske højesteret. Da Paulus så på forsamlingen, lagde han mærke til at den bestod af saddukæere og farisæere. Derpå sagde han: „Mænd, brødre, jeg er farisæer, søn af farisæere. Det er for håbet om dødes opstandelse jeg står og skal dømmes.“ Som følge heraf blev der stor uenighed mellem farisæerne og saddukæerne, for „saddukæerne siger . . . at der hverken er opstandelse eller engel eller ånd, men farisæerne bekender offentligt alle disse ting“. Nogle som tilhørte farisæernes parti, tog heftigt til orde og sagde: „Vi finder intet uret hos denne mand.“ — Apostelgerninger 23:6-10.

Da Paulus var kendt som en meget nidkær kristen, ville han ikke have kunnet overbevise Sanhedrinet om at han var et aktivt medlem af farisæernes parti. De farisæere som var til stede, ville ikke have anerkendt en som farisæer hvis han ikke virkelig var det. Paulus’ udtalelse må derfor skulle opfattes i en bestemt, begrænset betydning, og sådan må de tilstedeværende farisæere også have opfattet hans ord.

Med udtalelsen om at han var ført for retten på grund af håbet om de dødes opstandelse, mente Paulus tydeligvis at det var i denne henseende han kunne siges at være farisæer. I en strid om dette emne var Paulus enig med farisæerne, men ikke med saddukæerne, som ikke troede på opstandelsen.

Paulus’ kristne tro stred ikke mod hvad farisæerne troede om sådanne spørgsmål som opstandelsen, engle og visse dele af Loven. (Filipperne 3:5) Så inden for disse grænser kunne Paulus stille sig på lige fod med farisæerne, og det var i denne begrænsede betydning at de tilstedeværende i Sanhedrinet forstod hans ord. Han drog således fordel af sin jødiske baggrund over for den forudindtagede jødiske højesteret.

Det største bevis for at Paulus ikke svigtede sin kristne tro, er dog at han fortsat havde Jehovas godkendelse. Natten efter at Paulus havde fremsat ovennævnte udtalelse, viste Jesus sig for ham og sagde: „Vær ved godt mod! For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd i Jerusalem om det der vedrører mig, således skal du også vidne i Rom.“ Eftersom Paulus havde Guds godkendelse, må vi drage den slutning at han ikke svigtede sin kristne tro. — Apostelgerninger 23:11.