Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Videnskaben og Bibelen — Er de egentlig i modstrid med hinanden?

Videnskaben og Bibelen — Er de egentlig i modstrid med hinanden?

 Videnskaben og Bibelen — Er de egentlig i modstrid med hinanden?

SPIREN til konflikten mellem Galilei og den katolske kirke blev lagt længe før Kopernikus og Galilei blev født. Tanken om at Jorden var centrum i universet, også kaldt det geocentriske verdensbillede, blev antaget af de gamle grækere og gjort kendt af filosoffen Aristoteles (384-322 f.v.t.) og den græske astronom og astrolog Ptolemaios, der levede i det andet århundrede e.v.t. *

Aristoteles’ forestilling om universet var påvirket af den græske matematiker og filosof Pythagoras (6. århundrede f.v.t.). Aristoteles tilsluttede sig Pythagoras’ opfattelse af cirklen og sfæren som perfekte former og troede som følge heraf at himmelen var en række sfærer i sfærer som lagene i et løg. Hvert lag bestod af krystal, og Jorden var centrum. Stjernerne, der bevægede sig i cirkelbaner, fik deres bevægelse fra den yderste sfære, som fik sin kraft fra et guddommeligt ophav. Aristoteles mente desuden at Solen og andre himmellegemer var perfekte og ikke undergik forandring eller var behæftet med fejl.

Aristoteles’ store system var ikke et produkt af videnskab, men af filosofi. Efter hans mening ville det være i modstrid med sund fornuft at Jorden skulle bevæge sig. En anden tanke han afviste, var tanken om et tomt rum, for han mente at en Jord i bevægelse ville gå i stå som følge af friktion  hvis ikke den blev påvirket af en konstant kraft. Eftersom Aristoteles’ forestilling forekom logisk og syntes at ligge inden for rammerne af datidens viden, bestod den i sin grundform i næsten 2000 år. Endda så sent som i det 16. århundrede gav den franske polyhistor Jean Bodin udtryk for den gængse opfattelse med ordene: „Intet menneske ved sine sansers fulde brug eller med blot det ringeste kendskab til fysik, vil nogen sinde kunne forestille sig at Jorden — tung og urokkelig på grund af sin egen vægt og masse — skulle snurre rundt om sin egen akse og rundt om Solen; for ved den mindste rystelse af Jorden ville vi se byer, fæstninger og bjerge styrte sammen.“

Kirken antager Aristoteles’ tanker

I det 13. århundrede blev der taget endnu et skridt som medvirkede til den senere strid mellem Galilei og kirken. Det havde at gøre med den katolske autoritet Thomas Aquinas (1225-74), der nærede så dyb respekt for Aristoteles at han omtalte ham som Filosoffen. Aquinas kæmpede i fem år for at få Aristoteles’ filosofi til at passe med kirkens lære. I sin bog Galileo’s Mistake siger Wade Rowland at på Galileis tid „var Thomas Aquinas’ teologi, der sammenblandede kirkens lære med Aristoteles’ filosofi, blevet noget grundlæggende i romerkirken“. Man må også holde sig for øje at der på den tid ikke fandtes nogen egentlig videnskab. Det var overvejende kirken der stod for undervisningen, og kirken var ofte autoritet når det gjaldt religion og videnskab.

Nu var grobunden skabt for sammenstødet mellem kirken og Galilei. Allerede før Galilei var begyndt at beskæftige sig med astronomi, havde han skrevet en afhandling om bevægelse. Den satte spørgsmålstegn ved mange af den højt agtede Aristoteles’ antagelser. Det var dog ikke derfor at Galilei blev stillet for inkvisitionsdomstolen i 1633, men det var hans stædige fastholden ved det heliocentriske verdensbillede og hans påstand om at det stemte med Bibelen.

I sin forsvarstale bekræftede Galilei at han fuldt og fast troede på at Bibelen var Guds inspirerede ord. Han anførte desuden at eftersom Bibelen var skrevet for almindelige mennesker, skulle de steder i Skriften hvor der hentydes til at Solen tilsyneladende bevæger sig, ikke fortolkes bogstaveligt. Hans argumenter var nytteløse. Galilei blev fordømt fordi han var imod en fortolkning af Skriften der var baseret på græsk filosofi. Først i 1992 indrømmede den katolske kirke officielt at den havde afsagt en fejlagtig dom over Galilei.

Hvad vi kan lære

Hvad lærer vi af disse begivenheder? Først og fremmest at Galilei ikke tvivlede på Bibelen. Det han satte spørgsmålstegn ved, var kirkens læresætninger. I en kommentar til dette emne har en skribent bemærket: „Det man kan lære i forbindelse med Galilei, er ikke at kirken holdt sig for nær til Bibelens sandheder, men snarere at den ikke holdt sig nær nok.“ Da kirken lod sin teologi blive påvirket af græsk filosofi, gav den efter for menneskers overleveringer i stedet for at følge Bibelens lære.

Dette leder tanken hen på denne advarsel i Bibelen: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8.

Selv i dag fortsætter mange i kristenheden med at antage teorier og filosofier der er i modstrid med Bibelen. Et eksempel på dette er Darwins udviklingsteori, som mange har accepteret til fordel for skabelsesberetningen i  Første Mosebog. Derved har kirkerne i realiteten gjort Darwin til vore dages Aristoteles og udviklingslæren til en trosartikel. *

Sand videnskab stemmer med Bibelen

Det foregående bør ikke på nogen måde afholde os fra at interessere os for videnskabelige emner. Bibelen indbyder os nemlig til at lære af det Gud har frembragt, og at lægge mærke til hans forunderlige egenskaber som de kommer til udtryk i det vi ser omkring os. (Esajas 40:26; Romerne 1:20) Nu giver Bibelen sig heller ikke ud for at være en videnskabelig lærebog. Den giver os i stedet indblik i Guds normer og i sider af hans personlighed som vi ikke kan lære at kende ved blot at betragte det skabte, samt i hans hensigt med menneskene. (Salme 19:7-11; 2 Timoteus 3:16) Men de gange Bibelen omtaler naturfænomener, er den helt igennem videnskabeligt korrekt. Galilei sagde: „Både den Hellige Skrift og naturen er et produkt af Guds ord . . . To sandheder vil aldrig kunne modsige hinanden.“ Det vil fremgå af følgende eksempler.

Noget der er endnu mere grundlæggende end at stjerner og planeter bevæger sig, er at alt stof i universet er styret af love, som for eksempel tyngdeloven. Den tidligste ikkebibelske omtale af fysiske love stammer fra Pythagoras, der troede at universet kunne forklares ved tal. To tusind år senere beviste Galilei, Kepler og Newton at stof bliver styret af love der kan forklares.

Den første bibelske omtale af naturlove finder vi i Jobs Bog. Omkring år 1600 f.v.t. spurgte Gud Job: „Kender du himmelens forskrifter [eller love]?“ (Job 38:33) Jeremias’ Bog, som er nedskrevet i det syvende århundrede f.v.t., omtaler Jehova som den der står bag „forskrifterne for månen og stjernerne“ og „forskrifterne for himmelen og jorden“. (Jeremias  31:35; 33:25) På baggrund af disse udtalelser siger bibelkommentator George Rawlinson: „Den lovmæssighed der tydeligt ses i hele den materielle verden, bliver lige så stærkt understreget af bibelskribenterne som af den moderne videnskab.“

Hvis vi tager udgangspunkt i Pythagoras, var udtalelsen i Jobs Bog cirka tusind år forud for sin tid. Tænk også på at det egentlige formål med Bibelen ikke er at åbenbare videnskabelige kendsgerninger, men at gøre os opmærksomme på at Jehova er Skaberen af alle ting — den eneste der kan fastsætte fysiske love. — Job 38:4, 12; 42:1, 2.

Et andet fænomen som vi kan se nærmere på, er det kredsløb vandet på Jorden indgår i. Enkelt sagt fordamper vand fra havet, danner skyer og falder som nedbør over land for igen at vende tilbage til havet. Den ældste eksisterende ikkebibelske omtale af dette vandkredsløb er fra det 4. århundrede f.v.t. Men Bibelens udtalelser om samme kredsløb er mange hundrede år ældre. For eksempel skrev kong Salomon af Israel i det 11. århundrede f.v.t.: „Alle floderne løber ud i havet, men havet bliver ikke fuldt. Til det sted hvorfra floderne kommer, dertil og derfra vender de tilbage.“ — Prædikeren 1:7, The Amplified Bible.

Profeten Amos, som var en ydmyg hyrde og landarbejder, skrev omkring år 800 f.v.t. at Jehova er „den der tilkalder havets vande, så han kan udgyde dem over jordens flade“. (Amos 5:8) Uden at bruge et indviklet og teknisk sprog gav både Salomon og Amos en korrekt beskrivelse af vandkredsløbet fra hver sin synsvinkel.

Bibelen omtaler også Gud som den der „hænger jorden på intet“, eller, som The New English Bible siger, „ophænger jorden i det tomme rum“. (Job 26:7) I betragtning af den viden man besad i tiden omkring 1600 f.v.t. da dette blev sagt, var det noget af en påstand at hævde at en fast genstand kunne forblive hængende i det tomme rum uden at blive holdt oppe af noget. Som tidligere nævnt afviste Aristoteles, der levede over 1200 år senere, tanken om det tomme rum.

Er det ikke forbløffende at Bibelen indeholder sådanne nøjagtige udtalelser — især når man tænker på de fejlagtige, men tilsyneladende fornuftige, opfattelser som var fremherskende i den periode Bibelen blev skrevet? For nogle er dette endnu et vidnesbyrd om at den er inspireret af Gud. Vi gør derfor klogt i ikke at lade os påvirke af nogen lære eller teori der er i modstrid med Guds ord. Som historien gentagne gange har vist, kommer og går menneskers filosofier — om de så er udtænkt af selv de skarpeste hjerner. Men „Jehovas ord forbliver til evig tid“. — 1 Peter 1:25.

[Fodnoter]

^ par. 1 I det tredje århundrede f.v.t. var grækeren Aristarkus af Samos kommet med den hypotese at Solen var centrum i kosmos, men hans tanker blev forkastet til fordel for Aristoteles’ idéer.

^ par. 12 En dybtgående behandling af dette emne findes i kapitel 15, „Hvorfor tror så mange på udviklingslæren?“, i bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?, udgivet af Jehovas Vidner.

[Ramme/illustration på side 6]

Hvordan Protestanterne Stillede sig

Reformationens ledere rasede også mod forestillingen om at Solen skulle være centrum. Blandt disse var Martin Luther (1483-1546), Philipp Melanchthon (1497-1560) og Johannes Calvin (1509-64). Om Kopernikus sagde Luther: „Denne nar forsøger at vende op og ned på hele den astronomiske videnskab.“

Reformatorerne baserede deres argumenter på en bogstavelig fortolkning af bestemte skriftsteder, som for eksempel beretningen i Josua, kapitel 10, hvor det nævnes at Solen ’stod stille’ og Månen „blev stående“. * Hvorfor tog reformatorerne dette standpunkt? Bogen Galileo’s Mistake forklarer at selvom den protestantiske reformation brød det pavelige åg, evnede den ikke at „rokke ved den grundlæggende myndighed“ som man tillagde Aristoteles og Thomas Aquinas, hvis synspunkter blev „accepteret af både katolikker og protestanter“.

[Fodnote]

^ par. 28 Videnskabeligt set udtrykker vi os ikke rigtigt når vi taler om „solopgang“ og „solnedgang“. Men i dagligdags samtaler er det helt almindeligt og korrekt at bruge disse udtryk, for det er jo sådan vi ser det fra Jorden. Josua gjorde ikke rede for emnet rent astronomisk, men fortalte blot om begivenhederne som han så dem.

[Illustrationer]

Luther

Calvin

[Kildeangivelse]

Fra bogen Servetus and Calvin, 1877

[Illustration på side 4]

Aristoteles

[Kildeangivelse]

Fra bogen A General History for Colleges and High Schools, 1900

[Illustration på side 5]

Thomas Aquinas

[Kildeangivelse]

Fra bogen Encyclopedia of Religious Knowledge, 1855

[Illustration på side 6]

Isaac Newton

[Illustration på side 7]

Bibelens beskrivelse af vandets kredsløb på Jorden er over 3000 år gammel