Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En forældreløs finder en kærlig Fader

En forældreløs finder en kærlig Fader

 Livsberetning

En forældreløs finder en kærlig Fader

FORTALT AF DIMITRIS SIDIROPOULOS

„Tag det her våben og skyd,“ snerrede officeren og skubbede et gevær hen til mig. Jeg nægtede roligt og fattet at adlyde. Nogle soldater stod og overværede hele optrinnet, og til deres store rædsel begyndte kugler fra officerens skydevåben at flyve om ørerne på mig. Jeg troede at min sidste time var kommet. Lykkeligvis overlevede jeg. Men det var ikke første gang mit liv var i fare.

MINE forældre var grækere, og de boede i nærheden af Kayseri i Kappadokien i Tyrkiet. I det første århundrede kom nogle af dem der tog imod den kristne tro, tilsyneladende fra dette område. (Apostelgerninger 2:9) Men i begyndelsen af det 20. århundrede havde tiderne forandret sig meget.

Fra flygtning til forældreløs

Få måneder efter at jeg blev født i 1922, måtte min familie flygte til Grækenland på grund af etniske stridigheder. Mine panikslagne forældre havde intet andet med sig end mig, der som sagt kun var nogle få måneder gammel. Efter at have udholdt frygtelige lidelser ankom de hårdt medtagne til landsbyen Kiria, som ligger i nærheden af Drama i det nordlige Grækenland.

Min far døde da jeg var fire år. Det var lige efter min lillebror var blevet født. Far var kun 27 år gammel, men de rystende ting han havde oplevet, havde taget stærkt på ham. Mor led forfærdelige afsavn, og kort efter døde hun også. Min bror og jeg havde nu ingen til at sørge for os. Vi blev sendt fra det ene børnehjem til det andet. Da jeg var 12, kom  jeg på et børnehjem i Thessaloniki, hvor jeg kom i lære som mekaniker.

Under min opvækst på de kolde og ugæstfri børnehjem spekulerede jeg undertiden på hvorfor nogle mennesker kommer ud for frygtelige lidelser og uretfærdigheder. Jeg spurgte mig selv hvorfor Gud tillader sådanne sørgelige tilstande. I religionstimerne lærte vi at Gud er almægtig, men vi fik ingen fornuftig forklaring på hvad årsagen er til ondskaben, og hvorfor den er så udbredt. Det blev hele tiden gentaget at den græskortodokse tro var den bedste. Når jeg spurgte: „Hvis den græskortodokse tro er den bedste, hvorfor er alle mennesker så ikke græskortodokse?“, fik jeg ikke noget tilfredsstillende svar.

Vores lærer havde dog dyb respekt for Bibelen, og han understregede over for os at det var en hellig bog. Lederen af børnehjemmet havde den samme indstilling, men af en eller anden grund afholdt han sig fra at deltage i gudstjenesterne. Da jeg forhørte mig om dette, fik jeg at vide at han engang havde studeret med Jehovas Vidner, et trossamfund som jeg ikke kendte til.

Jeg blev færdig med min uddannelse på børnehjemmet i Thessaloniki som 17-årig. Den anden verdenskrig var begyndt, og Grækenland var blevet besat af Tyskland. Folk døde i gaderne af sult. For at overleve flygtede jeg ud af byen og begyndte at udføre landarbejde for en lille løn.

Bibelen besvarer mine spørgsmål

Da jeg vendte tilbage til Thessaloniki i april 1945, fik jeg besøg af en søster til en af mine barndomsvenner som jeg havde boet sammen med på en række børnehjem. Søsteren, som hed Paschalia, fortalte mig at hendes bror var forsvundet, og hun spurgte om jeg vidste noget om hvor han kunne være. Under samtalen sagde hun at hun var et af Jehovas Vidner og nævnte at Gud interesserede sig for os mennesker.

Med bitterhed i stemmen kom jeg med mange indvendinger. Hvorfor har jeg lige siden jeg var barn måttet lide? Hvorfor er jeg blevet forældreløs? Hvor er Gud når man har mest brug for ham? Hun svarede: „Er du sikker på at det er Guds skyld?“ Ud fra sin bibel viste hun mig at Gud ikke er årsag til lidelser. Jeg blev hjulpet til at indse at Skaberen elsker mennesker og snart vil forbedre forholdene. Ved hjælp af skriftsteder som Esajas 35:5-7 og Åbenbaringen 21:3, 4 viste hun mig at krig, ufred, sygdom og død snart vil blive fjernet, og at mennesker som er trofaste over for Gud, vil få lov til at leve evigt på jorden.

Jeg får en hjælpsom, kærlig familie

Jeg fandt ud af at Paschalias bror var blevet dræbt i en krydsild mellem guerillastyrker. Da jeg besøgte hendes familie for at trøste dem, var det mig der blev trøstet ud fra Bibelen. Jeg besøgte dem igen ved en anden lejlighed for at høre flere trøstende tanker fra Bibelen, og inden længe blev jeg en del af en lille gruppe Jehovas Vidner som mødtes hemmeligt for at studere Bibelen og tilbede Gud. Selvom Jehovas Vidner var forbudt, var jeg besluttet på at fortsætte med at komme sammen med dem.

Hos denne gruppe af ydmyge kristne fandt jeg det varme, kærlige familieforhold jeg havde savnet. De gav mig den hjælp og åndelige støtte jeg havde så hårdt brug for. Disse venner var uselviske og omsorgsfulde og altid villige til at hjælpe og trøste mig. (2 Korinther 7:5-7) Og endnu vigtigere, jeg blev hjulpet til at komme nær til Jehova, som jeg nu betragtede som min kærlige himmelske Fader. Jeg følte mig draget af hans kærlighed, medfølelse og dybe omsorg. (Salme 23:1-6) Endelig havde jeg fundet en åndelig familie og en kærlig Fader! Det gjorde mig varm om hjertet. Kort efter følte jeg mig tilskyndet til at indvi mig til Jehova, og jeg blev døbt i september 1945.

De kristne møder gav mig ikke alene større bibelkundskab, men styrkede også min tro.  Eftersom mange af os ikke havde nogen form for transportmiddel, gik vi ofte de 6-7 kilometer der var mellem vores landsby og det sted hvor vi holdt vores møder, og undervejs havde vi nogle uforglemmelige åndelige samtaler. Sidst i 1945, da jeg hørte om muligheden for at forkynde på heltidsbasis, blev jeg pioner. Som det snart skulle vise sig, var det meget vigtigt at have et nært forhold til Jehova. Ikke så længe efter blev min tro og integritet nemlig prøvet til det yderste.

Modstand giver bagslag

Væbnede politimænd foretog ofte razziaer mod vores mødested. Grækenland var i militær undtagelsestilstand eftersom der nu rasede en borgerkrig i landet. Forskellige grupper vendte sig mod hinanden i indædt had. Præsterne udnyttede situationen ved at bilde myndighederne ind at vi var kommunister, og ved at få dem til at forfølge os på det grusomste.

I løbet af to år blev vi arresteret adskillige gange, og seks gange blev vi idømt fængselsstraffe på op til fire måneder. Men fængslerne var allerede fyldt med politiske fanger, så vi blev løsladt. Vi brugte vores uventede frihed til at fortsætte med at forkynde, men efter et stykke tid blev vi igen arresteret — tre gange i samme uge. Vi vidste at mange af vore brødre var blevet forvist til øde øer. Ville min tro være stærk nok til at jeg kunne klare en sådan prøve?

Situationen blev meget vanskelig for mig under min prøveløsladelse, hvor jeg var overvåget af politiet. For at holde øje med mig sendte myndighederne mig til Evosmo i nærheden af Thessaloniki, hvor der var en politistation. Jeg lejede et værelse ikke så langt derfra og levede af at polere folks kobberting. Mens jeg var pioner i de omkringliggende landsbyer, gjorde denne levevej det let for mig at besøge folk uden at vække politiets mistanke. Adskillige mennesker hørte den gode nyhed og reagerede positivt. Mere end ti af dem blev med tiden indviede tjenere for Jehova.

Ti år, otte fængsler

Jeg blev overvåget af politiet indtil slutningen af 1949, og derefter rejste jeg tilbage til Thessaloniki, ivrig efter at fortsætte i heltidstjenesten. Ligesom jeg troede at alle mine trængsler var forbi, blev jeg i 1950 helt uventet indkaldt til hæren. Da jeg ønskede at bevare min kristne neutralitet, var jeg fast besluttet på ikke at „lære at føre krig“. (Esajas 2:4) Således begyndte en lang og pinefuld rejse som skulle føre mig til nogle af de mest berygtede fængsler i Grækenland.

Det hele startede i byen Drama. I de første uger af min fængselstid dér begyndte de nyligt rekrutterede soldater at holde skydeøvelser. En dag blev jeg ført hen til skydebanen. En af officererne skubbede et gevær hen til mig og gav mig ordre til at skyde. Da jeg nægtede, begyndte han at skyde mod mig. Da andre officerer så at jeg ikke ville gå på kompromis, begyndte de at slå løs på mig. De tændte også nogle cigaretter som de skoddede i mine håndflader. Bagefter satte de mig i enecelle i tre dage hvor de fortsatte mishandlingen. Smerten fra brandsårene var ulidelig, og i mange år derefter havde jeg ar på hænderne.

Før jeg blev stillet for en krigsret, blev jeg overført til en militærlejr i Iraklio på Kreta. I et forsøg på at bryde min integritet blev jeg gennempryglet. Da jeg var bange for at jeg ikke  kunne klare mere og måske ville gå på kompromis, bad jeg inderligt min himmelske Fader om at give mig styrke. Jeg kom i tanker om ordene i Jeremias 1:19: „De skal kæmpe imod dig, men de vil ikke kunne klare sig imod dig, for ’jeg er med dig,’ lyder Jehovas udsagn, ’for at udfri dig.’“ Jeg erfarede den beroligende virkning af „Guds fred“ og forstod visdommen i at have ubetinget tillid til Jehova. — Filipperne 4:6, 7; Ordsprogene 3:5.

Ved retssagen blev jeg idømt livsvarigt fængsel. Jehovas Vidner blev betragtet som de værste „fjender af staten“. Afsoningen af min dom begyndte i Itsedin-fængselet udenfor Chania, hvor jeg blev anbragt i enecelle. Itsedin var en gammel borg, og min celle var fuld af rotter. Jeg plejede at pakke mig ind i et gammelt, laset tæppe fra fodsål til isse så de ikke kunne røre ved min hud når de kravlede rundt på mig. På et tidspunkt fik jeg lungebetændelse og var meget syg. Lægen sagde at jeg skulle sidde ude i solen, og derved fik jeg lejlighed til at tale med mange af fangerne i fængselsgården. Men min tilstand blev forværret, og efter en massiv blødning i lungerne blev jeg overført til hospitalet i Iraklio.

Min åndelige familie af kristne trosfæller kom mig endnu en gang til hjælp da jeg havde brug for dem. (Kolossenserne 4:11) Brødrene i Iraklio besøgte mig regelmæssigt og var til stor trøst og opmuntring for mig. Jeg fortalte dem at jeg gerne ville have noget bibelsk læsestof som jeg kunne bruge når jeg forkyndte for interesserede. De sørgede for at jeg fik en kuffert med dobbelt bund hvor jeg kunne skjule publikationerne. Jeg var så lykkelig for at jeg under mine fængselsophold kunne hjælpe mindst seks af mine medfanger til at blive sande kristne!

I mellemtiden var borgerkrigen slut, og min dom blev sat ned til ti års fængsel. Jeg afsonede resten af tiden i fængsler i Rethimno, Yedi Kule og Kassandra. Efter at have tilbragt næsten ti år i otte forskellige fængsler blev jeg løsladt. Jeg vendte tilbage til Thessaloniki, hvor mine kære kristne brødre tog imod mig med åbne arme.

Lykkelig i det kristne brodersamfund

På dette tidspunkt havde Jehovas Vidner i Grækenland relativ stor frihed til at udøve deres tro. Jeg benyttede straks lejligheden til at genoptage heltidstjenesten. Kort  efter kunne jeg glæde mig over endnu en velsignelse — jeg traf en trofast kristen søster ved navn Katina, som elskede Jehova og var en meget flittig forkynder. Vi blev gift i oktober 1959. Den datter vi fik, Agape, og dét at have min egen lille kristne familie var med til at hele de følelsesmæssige sår jeg havde fået i min barndom som forældreløs. Men det vigtigste var at vores familie var glad for at tjene under Jehovas, vores kærlige himmelske Faders, beskyttende omsorg. — Salme 5:11.

På grund af omstændigheder jeg ikke selv var herre over, var jeg nødt til at holde op som pioner, men jeg støttede min kone som fortsatte i heltidstjenesten. En stor begivenhed i mit kristne liv fandt sted i 1969 i forbindelse med et internationalt stævne som Jehovas Vidner afholdt i Nürnberg i Tyskland. Jeg forberedte mig på at rejse dertil og ansøgte om at få et pas. To måneder senere havde jeg endnu ikke fået det. Da min kone tog hen til politistationen for at spørge hvorfor, trak betjenten en tyk mappe op af sin skuffe og sagde: „Beder du om at få et pas til denne person så han kan hverve proselytter i Tyskland? Du kan tro nej! Han er farlig.“

Med Jehovas hjælp og nogle brødres assistance blev jeg optaget i et gruppepas og kunne da overvære det vidunderlige stævne. Det højeste antal stævnedeltagere nåede op på over 150.000, og jeg kunne tydeligt se at det var Jehovas ånd der ledede og forenede denne internationale åndelige familie. Senere i livet blev min værdsættelse af det kristne brodersamfund endnu større.

I 1977 døde min elskede kone, min trofaste ven. Jeg gjorde mit bedste for at opdrage min datter efter de bibelske principper. Jeg stod dog ikke alene med det. Endnu en gang kom min åndelige familie mig til undsætning. Jeg vil altid være taknemmelig for den hjælp og støtte mine brødre gav mig i den svære tid. Nogle af dem flyttede endda ind hos os i et stykke tid for at tage sig af min datter. Jeg vil aldrig glemme deres selvopofrende kærlighed. — Johannes 13:34, 35.

Agape voksede op og blev gift med en kristen broder ved navn Elias. De har fire sønner, som alle er i sandheden. I de senere år har jeg haft flere slagtilfælde, og det går ned ad bakke med mit helbred. Min datter og hendes familie sørger godt for mig. Trods et dårligt helbred har jeg stadig mange grunde til at være glad. Jeg kan huske da der kun var omkring hundrede brødre i hele Thessaloniki, og at de mødtes hemmeligt i private hjem. I dag er der omkring 5000 nidkære forkyndere i det område. (Esajas 60:22) Ved stævnerne er det sket at unge brødre er kommet hen til mig og har sagt: „Kan du huske dengang du kom med bladene til os?“ Selvom forældrene måske ikke læste bladene, så gjorde børnene det, og de voksede åndeligt!

Når jeg ser væksten inden for Jehovas organisation, føler jeg at alle de prøvelser jeg har udholdt, har været anstrengelserne værd. Jeg tilskynder ofte mine børnebørn og andre unge til at huske deres himmelske Fader i deres ungdom, og han vil aldrig svigte dem. (Prædikeren 12:1) Jeg oplevede at Jehova var tro mod sit ord og blev ’en fader for den faderløse’. (Salme 68:5) Selvom jeg var forældreløs i begyndelsen af mit liv, fandt jeg med tiden en omsorgsfuld Fader!

[Illustration på side 22]

Jeg arbejdede som kok i Drama-fængselet

[Illustration på side 23]

Med Katina på vores bryllupsdag i 1959

[Illustration på side 23]

Et stævne i en skov nær Thessaloniki sidst i 1960’erne

[Illustration på side 24]

Med vores datter i 1967