Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Mirakler — Virkelige eller opdigtede?

Mirakler — Virkelige eller opdigtede?

 Mirakler — Virkelige eller opdigtede?

MANDEN, som selv var religiøs, lagde straks mærke til streameren på en forbipasserende bil: „Der sker mirakler — Spørg bare englene.“ Han var nu ikke helt sikker på hvad det betød. Betød det at føreren af bilen troede på mirakler? Eller var det ironisk ment?

I den forbindelse siger den tyske forfatter Manfred Barthel meget interessant: „Ordet mirakel deler med det samme læserne i to stridende lejre.“ De der tror på mirakler, er overbeviste om at de finder sted, måske endda ofte. * Ifølge en undersøgelse i Grækenland har troende i de senere år hævdet at der er sket mirakler omtrent en gang om måneden. Det har fået en biskop i den græsk-ortodokse kirke til at udtale at „det ikke er ualmindeligt at Gud, Maria og helgenerne bliver trukket ned på et menneskeligt plan. Troende bør ikke gå så vidt“.

Troen på mirakler er mindre udbredt i visse andre lande. Ifølge en meningsmåling Allensbach-instituttet offentliggjorde i Tyskland i 2002, betragter 71 procent af de tyske borgere mirakler som fup og ikke som fakta. Men blandt de mindre end en tredjedel som tror på mirakler, er der tre kvinder som påstår at have fået et budskab fra Jomfru Maria. Nogle få måneder efter at Maria skulle have vist sig for dem — ledsaget af engle og en due — oplyste den tyske avis Westfalenpost: „Indtil nu har hen ved 50.000 pilgrimme, folk der søger helbredelse, samt nysgerrige vist stor interessere for kvindernes syner.“ Man regnede med at yderligere 10.000 ville strømme til landsbyen i håb om også at få et syn af hende. Nogle skulle efter sigende også have fået syner af Jomfru Maria i Lourdes i Frankrig i 1858 og i Fátima i Portugal i 1917.

Mirakler i ikkekristne religioner?

Troen på mirakler findes i næsten alle religioner. The Encyclopedia of Religion forklarer at grundlæggerne af buddhismen, kristendommen og islam ikke havde samme syn på mirakler, men tilføjer: „Disse religioners historie har efterfølgende vist at mirakler og fortællinger om mirakler har været uløseligt forbundet med folks religiøse liv.“ Dette leksikon siger at „Buddha selv nogle gange udvirkede mirakler“. Da „buddhismen senere blev videreført til Kina, tyede buddhistiske missionærer undertiden til brugen af mirakuløse kræfter“.

Leksikonet henviser til adskillige sådanne påståede mirakler og fortsætter: „Det er måske svært at godtage alle sådanne fortællinger gengivet af religiøse biografer, men de er uden tvivl blevet skabt i den hensigt at glorificere Buddha, som var i stand til at  skænke sine nidkære tilhængere mirakuløse kræfter.“ Det samme værk siger om islam: „Størstedelen af det islamiske samfund er aldrig holdt op med at tro på at der sker mirakler. Muhamed skildres ifølge overleveringerne (hadīths) som en [person] der offentligt ved mange lejligheder udvirkede mirakler. . . . Selv helgener menes at kunne udvirke mirakler ved deres egen grav til gavn for de troende, og deres mellemkomst bliver nidkært påkaldt.“

Mirakler i kristendommen?

Folk der har taget imod kristendommen, har forskellige opfattelser. Nogle accepterer det som kendsgerninger når Bibelen fortæller om de mirakler Jesus Kristus eller Guds tjenere i førkristen tid udførte. Mange er også enige med den protestantiske reformator Martin Luther. The Encyclopedia of Religion siger om ham: „Både Luther og Calvin skrev at miraklernes tid var forbi, og at man ikke skulle forvente at der indtraf flere.“ Den katolske kirke holdt fast ved sin tro på mirakler „uden at forsøge at forsvare den intellektuelt,“ siger opslagsværket. Men „de protestantiske intellektuelle kom til den slutning at udøvelsen af kristendommen i det store og hele var et spørgsmål om moral, og at hverken Gud eller åndeskabninger i væsentlig grad kontaktede eller rent praktisk øvede indflydelse på mennesker.“

Andre der bekender sig til kristendommen, deriblandt også gejstlige, tvivler på at de mirakler der er omtalt i Bibelen, virkelig har fundet sted. Tag for eksempel beretningen om den brændende tornebusk, som omtales i Anden Mosebog 3:1-5. I bogen Was wirklich in der Bibel steht siges der at et stort antal tyske teologer ikke godtager den som en beretning  om et bogstaveligt mirakel. De tolker den i stedet som „et symbol på Moses’ indre kamp med en samvittighed der pinte og plagede ham“. Bogen tilføjer: „Flammerne kunne også forklares som blomster der, som følge af den Guddommeliges nærværelse, sprang ud i fuldt flor.“

Du finder måske en sådan forklaring utilfredsstillende. Hvad skal man da tro? Er det realistisk at tro at der nogen sinde har fundet mirakler sted? Og hvad med de mirakler man hævder har fundet sted i nyere tid? Eftersom vi ikke kan spørge englene, hvem kan vi så spørge?

Det bibelske synspunkt

Det kan ikke bortforklares at Gud ifølge Bibelen i fortiden lejlighedsvis greb ind for at udføre en handling der umuligt kunne tilskrives mennesker. Der siges om Gud: „Derpå førte du dit folk Israel ud af Ægyptens land, med tegn og med mirakler og med stærk hånd og med udrakt arm og med frygtindgydende vælde.“ (Jeremias 32:21) Den tids mest magtfulde nation blev ganske enkelt tvunget i knæ af de ti plager Gud hjemsøgte den med, deriblandt tabet af deres førstefødte. Disse plager var i sandhed et mirakel. — Anden Mosebog, kapitel 7 til 14.

Århundreder senere henviste de fire evangelieskribenter til 35 mirakler som Jesus udførte. Deres beretninger antyder imidlertid at han udførte mange flere overnaturlige gerninger end dem de skrev om. Er disse beretninger virkelige eller opdigtede? * — Mattæus 9:35; Lukas 9:11.

Hvis Bibelen er Guds ord, som den hævder at være, så er der åbenlys grund til at tro på de mirakler den taler om. Bibelen udtrykker sig klart og tydeligt om mirakler der er sket i fortiden, såsom helbredelser, dødes opstandelse og andet. Og den udtaler sig lige så tydeligt om at sådanne mirakler ikke længere finder sted. (Se rammen „Hvorfor visse mirakler ikke længere finder sted“, side 4). Betyder det så at selv de der accepterer Bibelen som sand, betragter troen på nutidige mirakler som løse påstande? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Fodnoter]

^ par. 3 I denne artikel bruges ordet „mirakel“ som det defineres i et bibelopslagsværk: „Ting eller forhold i den fysiske verden som ikke kan forklares på naturlig vis, og som derfor tilskrives overnaturlig indgriben.“

^ par. 14 Vidnesbyrd om Bibelens troværdighed findes blandt andet i bogen Bibelen — Guds ord eller menneskers?, udgivet af Jehovas Vidner.

[Ramme på side 4]

HVORFOR VISSE MIRAKLER IKKE LÆNGERE FINDER STED

Der nævnes forskellige former for mirakler i Bibelen. (2 Mosebog 7:19-21; 1 Kongebog 17:1-7; 18:22-38; 2 Kongebog 5:1-14; Mattæus 8:24-27; Lukas 17:11-19; Johannes 2:1-11; 9:1-7) Mange af disse mirakler tjente det formål at identificere Jesus som Messias, og de viste at han havde Guds godkendelse. Jesu første disciple havde mirakuløse gaver, som at kunne tale i tunger og bedømme inspirerede udtalelser. (Apostelgerninger 2:5-12; 1 Korinther 12:28-31) Sådanne mirakuløse gaver var gavnlige i den kristne menigheds barndom. Hvorfor?

Der fandtes ikke ret mange afskrifter af de inspirerede skrifter. Som regel var det kun de velhavende der ejede skriftruller eller bøger af nogen art. I hedenske lande kendte man intet til Bibelen eller dens forfatter, Jehova. Den kristne lære måtte overbringes ved hjælp af det talte ord. De mirakuløse gaver var med til at vise at Gud gjorde brug af den kristne menighed.

Men Paulus fortalte at disse gaver ville forsvinde når der ikke længere var behov for dem. „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab, den vil blive afskaffet. For vor kundskab er delvis og vor profeteren er delvis; men når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet.“ — 1 Korinther 13:8-10.

I dag har folk adgang til Bibelen, bibelordbøger og opslagsværker. Over seks millioner kristne har dygtiggjort sig i at hjælpe andre til at tilegne sig kundskab om Gud gennem Bibelen. Det er derfor ikke nødvendigt at Gud i vor tid udfører mirakler for at bekræfte at Jesus Kristus er hans udnævnte befrier, eller for at bevise at han, Jehova, står bag sine tjenere.