Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bærer Bibelens sandhed frugt hos dem du underviser?

Bærer Bibelens sandhed frugt hos dem du underviser?

 Bærer Bibelens sandhed frugt hos dem du underviser?

DET var et hårdt slag for den unge Erics forældre da han meddelte at han ikke længere ville være et Jehovas vidne. Det kom fuldstændig bag på dem, for under sin opvækst havde Eric deltaget i familiestudiet, overværet menighedens møder og været en stabil forkynder. Alt havde tydet på at han så at sige „var i sandheden“. Men nu gik det op for hans forældre at sandheden ikke „havde været i ham“. Erkendelsen chokerede og skuffede dem.

Andre har følt den samme sorg når en som de underviste i Bibelen, uventet afbrød studiet. Mange af dem har spurgt sig selv: ’Hvorfor anede jeg ikke uråd?’ Kan vi finde ud af om Bibelens sandhed bærer frugt hos dem vi underviser, inden de måske pludselig melder fra? Og hvordan kan vi for den sags skyld være sikre på at sandheden virker i os selv? I sin velkendte lignelse om sædemanden gav Jesus et fingerpeg om hvordan vi finder svarene.

Sandheden skal ned i hjertet

„Sæden er Guds ord,“ sagde Jesus. „Det [der blev sået] i den gode jord, det er dem der har hørt ordet med et smukt og godt hjerte, og som beholder det og bærer frugt med udholdenhed.“ (Lukas 8:11, 15) Sandheden om Guds rige skal altså slå rod i det symbolske hjerte før den kan virke på dem vi underviser. Ifølge Jesus kan vi være forvissede om at når først sandheden er sået i et godt hjerte, vil den straks begynde at virke og bære frugt, ligesom spiredygtig sæd i god jord. Hvad må vi spejde efter?

Vi må ikke kun have øje for det ydre, men også for hjertet — det indre. En stabil tjeneste er ikke nødvendigvis et udtryk for hvad hjertet rummer. (Jeremias 17:9, 10; Mattæus 15:7-9) Vi må se om bag facaden. Det må være tydeligt at eleven fornyr sine ønsker, motiver og værdier og opdyrker den nye personlighed i harmoni med Guds vilje. (Efeserne 4:20-24) Forskellen kan anskueliggøres med de kristne i Thessalonika. Paulus skrev at da de hørte den gode nyhed, tog de imod den som Guds ord. Men det var deres udholdende trofasthed og kærlighed der bekræftede for ham at sandheden ’også virkede i dem’. — 1 Thessaloniker 2:13, 14; 3:6.

Naturligvis vil elevens hjerteindstilling før eller siden komme til udtryk i handling, som i Erics tilfælde. (Markus 7:21, 22; Jakob 1:14, 15) Men sørgeligt nok er det ofte for sent at gøre noget når negative tilbøjeligheder slår igennem i vedkommendes adfærd. Det er derfor vigtigt at opdage specifikke svagheder inden de bliver til åndelige snublesten. Vi har behov for at kunne se ind i det symbolske hjerte. Hvordan kan det lade sig gøre?

Lær af Jesus

Nu kunne Jesus jo med usvigelig sikkerhed se hvad andres hjerte indeholdt. (Mattæus  12:25) Det kan ingen af os. Men Jesus lærte os hvordan vi kan få indsigt i andres ønsker, motiver og værdier. Ligesom en læge benytter forskellige metoder til at stille en diagnose hos en der har problemer med hjertet, brugte Jesus Guds ord til at få „hjertets tanker og hensigter“ frem mens de endnu ikke var tydelige. — Ordsprogene 20:5; Hebræerne 4:12.

For eksempel gjorde Jesus ved en lejlighed Peter opmærksom på en svaghed der senere blev en snublesten. Jesus vidste at Peter elskede ham, og han havde netop betroet Peter „himlenes riges nøgler“. (Mattæus 16:13-19) Men Jesus var også klar over at apostlene var Satans angrebsmål. De ville blive udsat for et stærkt pres til at gå på kompromis. Jesus havde åbenbart bemærket at nogle af hans disciple havde svagheder i deres tro, og han undlod ikke at påpege hvad de måtte arbejde på. Læg mærke til hvordan han bragte emnet på bane.

I Mattæus 16:21 står der: „Fra da af begyndte Jesus Kristus at vise sine disciple at han nødvendigvis måtte . . . gennemgå mange lidelser . . . og dræbes.“ Bemærk at Jesus ikke bare fortalte dem hvad han skulle igennem — han viste dem det. Højst sandsynligt henviste han til passager fra Skriften, for eksempel Salme 22:14-18 og Esajas 53:10-12, der forudsagde at Messias måtte lide og dø. I hvert fald lagde Jesus op til at Peter og de øvrige gav udtryk for deres sande holdning da han læste eller citerede direkte fra Skriften. Hvordan blev de påvirket af udsigten til forfølgelse?

Peter, der ellers var modig og nidkær, røbede nu pludselig en foruroligende brist i sin tankegang. Overilet udbrød han: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ Peter havde tydeligvis en forkert indstilling, for han tænkte „ikke Guds tanker, men menneskers“, som Jesus sagde til ham. Det var en alvorlig fejl der kunne få sørgelige følger. Hvad gjorde Jesus? Han irettesatte Peter og sagde derefter til ham og de øvrige disciple: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ Ved hjælp af tanker som dem der findes i Salme 49:8 og 62:12, mindede han dem venligt om at deres udsigt til evigt liv ikke afhang af mennesker, som ikke kan frelse, men af Gud. — Mattæus 16:22-28.

Senere bukkede Peter midlertidigt under for frygt og fornægtede Jesus tre gange, men den førnævnte drøftelse og lignende samtaler har uden tvivl banet vejen for at han hurtigt genvandt sin åndelige sundhed. (Johannes 21:15-19) Blot 50 dage efter Jesu opstandelse vidnede Peter frimodigt om den for skarerne i Jerusalem. I de følgende uger, måneder og år holdt han modigt ud da han flere gange blev arresteret, pryglet og fængslet. Ja, han blev et fremragende eksempel på frygtløs uangribelighed. — Apostelgerninger 2:14-36; 4:18-21; 5:29-32, 40-42; 12:3-5.

Hvad lærer vi af det? Kan du se hvad Jesus gjorde for at få „hjertets tanker og hensigter“ frem hos Peter? Først henledte han Peters opmærksomhed på en bestemt tendens ved  hjælp af udvalgte skriftsteder. Så gav han Peter lejlighed til at sige sin oprigtige mening. Til sidst vejledte han Peter på grundlag af Skriften for at få ham til at korrigere sin tankegang. Synes du at det overstiger dine evner at undervise på den måde? To eksempler vil vise hvordan vi alle kan følge Jesu eksempel. Det kræver at vi forbereder os, og at vi viser tillid til Jehova.

Hvordan vi får det indre frem

Da en kristen far opdagede at hans to drenge, der gik i første og anden klasse, havde stjålet slik fra lærerens kateder, slog han ikke tyveriet hen som en harmløs drengestreg. Han satte sig ned og ræsonnerede med dem for at blotlægge hvad der havde fået dem til at begå den alvorlige overtrædelse.

Han bad drengene om at tænke på hvordan det gik Akan, der er omtalt i Josuas Bog, kapitel 7. De fattede straks meningen og gik til bekendelse. Deres samvittighed havde allerede naget dem. Dernæst fik faderen dem til at læse Efeserbrevet 4:28, hvor der står: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det . . . så han har noget at dele ud af til den som er i nød.“ Han indprentede drengene Bibelens vejledning ved at give dem besked på at købe noget slik og give læreren det som erstatning.

„Så snart vi sporede dårlige motiver, forsøgte vi at luge dem væk og erstatte dem med gode og rene motiver ved at ræsonnere med børnene,“ fortæller faderen. Forældrene fik gode resultater af at efterligne Jesu undervisningsmetoder. Begge sønner blev med tiden indbudt til at arbejde på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, hvor den ene nu har tjent i 25 år.

Et andet lærerigt eksempel var den hjælp en søster gav en kvinde som hun studerede Bibelen med. Kvinden overværede møderne og deltog i forkyndelsen, og hun havde givet udtryk for at hun gerne ville døbes. Men det lod til at den nye forkynder stolede for meget på sig selv og for lidt på Jehova. Søsteren beretter: „Som enlig var hun blevet mere selvrådig end hun var klar over. Jeg frygtede at hun var ved at køre sig selv ned fysisk og åndeligt.“

Søsteren tog derfor initiativ til at ræsonnere med sin veninde over Mattæus 6:33 og opmuntrede hende til at prioritere anderledes, søge Riget først og stole på at Jehova ville sørge for at det gik hende godt. Så spurgte hun ligefremt: „Har du somme tider svært ved at vise tillid til andre, også Jehova, fordi du er alene?“ Veninden indrømmede at hun næsten var holdt op med at bede. Søsteren foreslog hende at følge rådet i Salme 55:22 og kaste sin byrde på Jehova fordi ’han tager sig af os’, som vi får løfte om i Første Petersbrev 5:7. Ordene gjorde deres virkning. Søsteren fortæller: „Det var en af de få gange jeg så hende græde.“

Sandheden må virke i os selv

Det glæder os inderligt når vi ser Bibelens sandhed virke i dem vi underviser. Men hvis vores undervisning skal lykkes, må vi selv være gode eksempler. (Judas 22, 23) Vi må alle „blive ved med at arbejde på [vores] egen  frelse med frygt og bæven“. (Filipperne 2:12) Blandt andet må vi hyppigt lade Bibelens lys skinne på vores eget hjerte og ransage det for holdninger, ønsker og følelser der må ændres. — 2 Peter 1:19.

Er du for eksempel blevet mindre ivrig i den kristne tjeneste? Hvad er i så fald årsagen? Spørg dig selv om du prøver at klare dig uafhængigt af Jehova. Hvordan kan du finde ud af om du gør det? Læs Haggaj 1:2-11, og tænk over Jehovas ræsonnement med de hjemvendte jøder. Spørg åbenhjertigt dig selv: ’Går jeg for højt op i økonomisk tryghed og materielle goder? Stoler jeg virkelig på at Jehova sørger for min familie og mig hvis jeg sætter det åndelige på førstepladsen? Eller mener jeg at jeg er nødt til at tænke på mig selv først?’ Hvis det er nødvendigt at ændre holdning, så begynd straks. Bibelens vejledning, for eksempel den vi finder i Mattæus 6:25-33, Lukas 12:13-21 og Første Timoteusbrev 6:6-12, giver et godt grundlag for en ligevægtig indstilling til de materielle fornødenheder og ejendele. Hvis vi følger vejledningen, kan vi være sikre på at Jehova altid vil sørge for os. — Malakias 3:10.

En sådan ærlig selvransagelse kan give stof til eftertanke. Det kan godt være svært at erkende specifikke svagheder når vi bliver konfronteret med dem. Men når vi kærligt tager initiativ til at hjælpe vores barn, vores bibelstudieelev eller os selv, uanset hvor personligt og følelsesladet problemet er, så kan det være det første skridt til at vi frelser den andens eller vores eget liv. — Galaterne 6:1.

Hvad nu hvis vores anstrengelser tilsyneladende er forgæves? Opgiv ikke uden videre. Det kan kræve finfølelse, tid og tålmodighed at bearbejde et ufuldkomment hjerte. Men belønningen kan være stor.

Eric, der blev omtalt i indledningen, kom med tiden til fornuft og begyndte igen at ’vandre i sandheden’. (2 Johannes 4) Han fortæller: „Først da det gik op for mig hvad jeg havde mistet, vendte jeg tilbage til Jehova.“ Med sine forældres hjælp tjener Eric nu Gud trofast. Engang modsatte han sig sine forældres vedholdende forsøg på at få ham til at ransage sit hjerte, men nu er han dybt taknemmelig for at de gjorde det. „Mine forældre er enestående,“ siger han. „De holdt aldrig op med at vise mig kærlighed.“

Det er et udtryk for loyal hengivenhed at lade Guds ords lys skinne på hjertet hos dem vi underviser. (Salme 141:5) Bliv ved med at spejde ind i dine børns og dine bibelstudieelevers hjerte efter tegn på at de ifører sig den kristne ’nye personlighed’. Sørg for at sandheden virker i andre og i dig selv ved at du „behandler sandhedens ord på rette måde“. — 2 Timoteus 2:15.

[Illustration på side 29]

Jesu ord afslørede en svaghed hos Peter

[Illustration på side 31]

Brug Bibelen til at få „hjertets tanker og hensigter“ frem