Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hovedpunkter fra Dommerbogen

Hovedpunkter fra Dommerbogen

 Jehovas ord er levende

Hovedpunkter fra Dommerbogen

HVORDAN reagerer Jehova når hans eget folk vender ham ryggen og begynder at dyrke falske guder? Hvad gør han når israelitterne gentagne gange falder fra, men så anråber ham om hjælp når de trænges? Kommer han dem så til undsætning og udfrier dem? Disse og andre vigtige spørgsmål besvarer Dommerbogen. Den er skrevet af profeten Samuel og fuldført omkring 1100 f.v.t. Den fortæller om begivenheder der strækker sig over cirka 330 år — fra Josuas død til indsættelsen af Israels første konge.

Som en del af Guds dynamiske ord er Dommerbogen af stor betydning for os. (Hebræerne 4:12) Dens spændende beretninger giver os indblik i Guds personlighed. Det vi kan lære af dem, styrker troen og hjælper os til at få et fast greb om „det virkelige liv“, det evige liv i Guds nye verden. (1 Timoteus 6:12, 19; 2 Peter 3:13) De frelsesgerninger Jehova har udøvet til gavn for sit folk, peger frem til den større udfrielse som han vil udvirke ved sin søn, Jesus Kristus.

HVORFOR VAR DER BRUG FOR DOMMERE?

(Dommerne 1:1–3:6)

Efter at kongerne i Kana’ans land er blevet nedkæmpet under Josuas førerskab, drager stammerne til deres arvelodder og tager landet i besiddelse. Det lykkes imidlertid ikke israelitterne at fordrive alle landets indbyggere. Det viser sig at blive en snare for dem.

Den generation der kommer efter Josua, ’kender ikke Jehova eller den gerning som han har gjort for Israel’. (Dommerne 2:10) Folket begynder at indgå ægteskab med kana’anæerne og at tjene deres guder. Jehova overgiver derfor israelitterne i deres fjenders hånd. Men når undertrykkelsen bliver for streng, råber de til den sande Gud om hjælp. Det er under sådanne forhold — religiøst, socialt og politisk — at begivenhederne i Dommerbogen udspiller sig, og vi får her beretningen om en række dommere som Jehova oprejser for at frelse sit folk fra dets fjender.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

1:2, 4 — Hvorfor var det Juda der blev den første stamme som tog sin arvelod i besiddelse? Egentlig tilhørte dette privilegium Rubens stamme, idet Ruben var Jakobs førstefødte. Men Jakob havde i sin profeti på dødslejet forudsagt at Ruben ikke skulle have noget fortrin eftersom han havde forspildt sin ret som førstefødt. Simeon og Levi, der havde handlet grusomt, ville blive spredt i Israel. (1 Mosebog 49:3-5, 7) Den næste i rækken var Juda, Jakobs fjerde søn, og det blev ham der drog op først. Simeon, der drog op sammen med Juda, fik mindre stykker land spredt rundt om i Judas store område. * — Josua 19:9.

1:6, 7 — Hvorfor fik de besejrede konger tommelfingrene og storetæerne hugget af? En som havde mistet sine tommelfingre og storetæer, var uegnet til krigstjeneste. Hvordan kunne en soldat for eksempel svinge et sværd eller spyd uden tommelfingre? Og uden storetæer ville han ikke kunne holde balancen.

Hvad vi kan lære:

2:10-12Vi må have et regelmæssigt program for bibellæsning så vi ’ikke glemmer  Jehovas gerninger’. (Salme 103:2) Forældre må indprente Guds ord i deres børns hjerter. — 5 Mosebog 6:6-9.

2:14, 21, 22Jehova har en bestemt hensigt med at tillade at hans ulydige folk udsættes for prøvelser — nemlig den at de tugtes, lutres og tilskyndes til at vende om til ham.

JEHOVA OPREJSER DOMMERE

(Dommerne 3:7–16:31)

Den spændende beretning om dommernes bedrifter begynder med at Otniel gør ende på otte års undertrykkelse under en mesopotamisk konge. Dommeren Ehud dræber ved hjælp af en modig strategi moabitternes fede kong Eglon. Den tapre Sjamgar dræber ene mand 600 filistre med en kvægdriverstav. Tilskyndet af profetinden Debora og støttet af Jehova slår Barak og hans letbevæbnede hær på ti tusind mand Siseras mægtige hær på flugt. Jehova udvælger Gideon og skænker ham og hans 300 mand sejren over midjanitterne.

Gennem Jefta udfrier Jehova Israel fra ammonitterne. Tola, Ja’ir, Ibzan, Elon og Abdon er også blandt de 12 mænd som er dommere i Israel. Dommertiden slutter med Samson, der kæmper mod filistrene.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

4:8 — Hvorfor insisterede Barak på at profetinden Debora tog med ud på slagmarken? Åbenbart følte Barak sig ikke stærk nok til selv at gå imod Siseras hær. Hvis Debora var med, ville det være en forsikring både for ham selv og for hans mænd om at Gud var med dem, og det ville indgyde dem tillid. Hans anmodning til Debora var altså ikke et tegn på svaghed, men på en stærk tro.

5:20 — Hvordan kæmpede „stjernerne“ for Barak? Bibelen siger intet om hvorvidt der var tale om hjælp fra engle, byger af meteorsten der blev taget som et dårligt varsel af Siseras vismænd, eller astrologiske forudsigelser som Sisera havde modtaget, og som viste sig at slå fejl. Uden tvivl var der dog tale om en eller anden form for guddommelig indgriben.

7:1-3; 8:10 — Hvorfor sagde Jehova at Gideons 32.000 mand var for mange mod fjendens 135.000? Fordi det var Jehova der skænkede Gideon og hans mænd sejren. Gud ønskede ikke at de skulle tro at de sejrede over midjanitterne i egen kraft.

11:30, 31 — Tænkte Jefta, da han aflagde sit løfte, på at bringe et menneske som  brændoffer? Den tanke har ligget Jefta fjernt, for Moseloven sagde: „Der må ingen findes hos dig som lader sin søn eller datter gå gennem ilden.“ (5 Mosebog 18:10) Jefta har dog tænkt på at det kunne være et menneske og ikke et dyr der kom ham i møde. De dyr israelitterne brugte til ofre, opholdt sig som regel ikke i hjemmet. Og at bringe et dyr som offer ville ikke være noget særligt. Jefta var klar over at den der kom ud af hans hus for at møde ham, godt kunne være hans datter. Den der kom ham i møde, skulle bringes „som et brændoffer“ på den måde at han eller hun skulle vies til udelukkende at tjene ved helligdommen.

Hvad vi kan lære:

3:10Det afhænger ikke af menneskelig visdom, men af Jehovas ånd, at det går én godt i åndelig henseende. — Salme 127:1.

3:21Ehud brugte sit sværd med mod og dygtighed. Vi må være dygtige til at bruge „åndens sværd, det vil sige Guds ord“. Det betyder at vi modigt må gøre brug af Bibelen i forkyndelsen. — Efeserne 6:17; 2 Timoteus 2:15.

6:11-15; 8:1-3, 22, 23Vi kan lære tre vigtige ting af Gideons beskedenhed: (1) Når vi får tilbudt et tjenesteprivilegium, skal vi tænke på det ansvar det medfører, og ikke på den ære eller anseelse der måske er forbundet med det. (2) Når man står over for nogen der gerne vil strides med en, er det tegn på visdom at lægge beskedenhed for dagen. (3) Beskedenhed beskytter en mod at ønske en fremtrædende stilling.

6:17-22, 36-40Ligesom Gideon må vi være forsigtige og ’ikke tro enhver inspireret udtalelse’. Vi må ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud’. (1 Johannes 4:1) En ny kristen ældste gør klogt i at rådføre sig med en mere erfaren ældste for at sikre sig at en vejledning han påtænker at give, er solidt baseret på Guds ord.

6:25-27Gideon brugte dømmekraft og gik frem med varsomhed så han ikke unødigt vakte sine modstanderes vrede. Når vi forkynder den gode nyhed, må vi være forsigtige med ikke at støde andre med den måde vi taler på.

7:6I vores tjeneste for Jehova må vi være vågne og på vagt ligesom Gideons 300 mænd.

9:8-15Det er tåbeligt i stolthed og ærgerrighed at søge magt og indflydelse.

11:35-37Jeftas gode eksempel hjalp uden tvivl hans datter til at have en stærk tro og  en selvopofrende indstilling. I dag kan forældre på samme måde være et eksempel for deres børn.

11:40Når nogen viser villighed til at tjene Jehova, vil det være til opmuntring for dem at man giver udtryk for sin værdsættelse af det de gør.

13:8Når forældre skal opdrage og oplære deres børn, vil det være rigtigt at bede om vejledning fra Jehova og følge den. — 2 Timoteus 3:16.

14:16, 17; 16:16Det kan være ødelæggende for et nært forhold at blive ved med at tigge, plage og græde. — Ordsprogene 19:13; 21:19.

ANDRE HÆNDELSER I ISRAEL

(Dommerne 17:1–21:25)

Den sidste del af Dommerbogen indeholder to markante beretninger. Den første er beretningen om en mand ved navn Mika der opstiller et gudebillede i sit hus og ansætter en levit til at tjene som præst ved det. Danitterne ødelægger og indtager byen Lajisj, eller Lesjem, opbygger byen igen og kalder den Dan. Her opretter de deres eget center for gudsdyrkelse, idet de på vejen dertil har taget Mikas gudebillede og præst med sig. Byen blev øjensynlig erobret før Josuas død. — Josua 19:47.

Den anden er beretningen om en begivenhed der finder sted ikke længe efter Josuas død. En sexforbrydelse begået af nogle mænd i byen Gibea i Benjamins stammeområde fører til at næsten hele Benjamins stamme bliver udryddet — kun 600 mænd overlever. Man fandt imidlertid på en udvej hvorved man skaffede hustruer til dem, og det lykkes så godt at der i Benjamins stamme var næsten 60.000 krigere på Davids tid. — 1 Krønikebog 7:6-11.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

17:6; 21:25 — Kunne der blive tale om anarki hvis „enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne“? Ikke nødvendigvis, for Jehova havde i mange henseender sørget for at hans folk fik vejledning. Han havde givet dem sin lov og et præsteskab der kunne undervise dem i den. Ved hjælp af Urim og Tummim kunne ypperstepræsten desuden spørge Gud til råds i vigtige anliggender. (2 Mosebog 28:30) Hver by havde også ældste som kunne give pålidelig vejledning. Når israelitterne benyttede sig af disse foranstaltninger, havde de en god rettesnor for deres samvittighed, og når en på denne måde gjorde „hvad der var rigtigt i hans egne øjne“, ville det føre til et godt resultat. Hvis han på den anden side ignorerede Loven og traf sine egne afgørelser med hensyn til adfærd og gudsdyrkelse, ville det føre til et dårligt resultat.

20:17-48 — Hvorfor lod Jehova benjaminitterne slå de andre stammer to gange selvom det var Benjamins stamme der skulle straffes? Jehova prøvede de trofaste stammers beslutning om at udrydde det onde af Israel ved at tillade at de først led store tab.

Hvad vi kan lære:

19:14, 15Den manglende vilje i Gibea til at vise gæstfrihed var en alvorlig moralsk brist hos indbyggerne. Kristne får formaningen: „Følg gæstfrihedens vej.“ — Romerne 12:13.

Snarlig udfrielse

Guds rige ved Kristus Jesus vil meget snart udslette den onde verden og udfri dem der er retskafne og uangribelige. (Ordsprogene 2:21, 22; Daniel 2:44) Da vil ’alle Jehovas fjender gå til grunde, og de der elsker ham vil være som solen når den står op i sin vælde.’ (Dommerne 5:31) Lad os vise at vi er blandt dem der elsker Jehova, ved at anvende det vi har lært af Dommerbogen.

Den fundamentale sandhed der atter og atter understreges i Dommerbogen, er at lydighed mod Jehova medfører store velsignelser, mens ulydighed får katastrofale følger. (5 Mosebog 11:26-28) Det er derfor vigtigt at vi ’af hjertet er lydige’ mod Guds åbenbarede vilje. — Romerne 6:17; 1 Johannes 2:17.

[Fodnote]

^ par. 5 Levitterne fik ikke nogen arvelod i det forjættede land, men de fik 48 byer som lå spredt ud over hele Israel.

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

„Så lod Jehova dommere fremstå, og de frelste dem af plyndringsmændenes vold.“ — Dommerne 2:16.

DOMMERE

1. Otniel (Manasses stamme)

2. Ehud (Judas stamme)

3. Sjamgar (Judas stamme)

4. Barak (Naftalis stamme)

5. Gideon (Issakars stamme)

6. Tola (Manasses stamme)

7. Ja’ir (Manasses stamme)

8. Jefta (Gads stamme)

9. Ibzan (Asers stamme)

10. Elon (Zebulons stamme)

11. Abdon (Efraims stamme)

12. Samson (Judas stamme)

DAN

MANASSE

NAFTALI

ASER

ZEBULON

ISSAKAR

MANASSE

GAD

EFRAIM

DAN

BENJAMIN

RUBEN

JUDA

[Illustration på side 26]

Hvad lærte vi om grunden til at Barak insisterede på at Debora tog med ud på slagmarken?