Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kærlighed til Gud forener

Kærlighed til Gud forener

 Kærlighed til Gud forener

DA DEN kristne menighed blev dannet i det første århundrede, var enhed en af dens mest fremtrædende kendetegn, og det til trods for at de første kristne var vidt forskellige. Disse tilbedere af den sande Gud kom fra lande i Asien, Europa og Afrika. De havde vidt forskellig baggrund — der var præster, soldater, slaver, flygtninge, håndværkere, embedsmænd og forretningsfolk. Nogle var jøder, andre var hedninger. Mange havde været ægteskabsbrydere, homoseksuelle, drankere, tyve eller udsugere. Men da de blev kristne, ophørte de med deres onde handlinger og blev forenet i troen.

Hvordan kunne kristendommen i det første århundrede forene alle disse mennesker? Hvorfor havde de fred med hinanden og med folk i almindelighed? Hvorfor tog de ikke del i opstande og stridigheder? Hvorfor var urkristendommen så forskellig fra vore dages store religioner?

Hvad forenede de første kristne?

Det der først og fremmest forenede de kristne i det første århundrede, var kærlighed til Gud. Disse kristne erkendte at deres vigtigste forpligtelse var at elske den sande Gud, Jehova, med hele deres hjerte, sjæl og sind. For eksempel fik apostelen Peter, som var jøde, besked på at gå hen til et hus hvor der boede  en hedning, en han normalt ikke ville omgås. Det der fik ham til at adlyde, var hovedsagelig hans kærlighed til Jehova. Peter og andre blandt de første kristne havde et nært forhold til Gud der var baseret på nøjagtig kundskab om hans personlighed og om hvad han kan lide og ikke kan lide. Med tiden forstod alle der tilbad Jehova, at det var hans vilje at de skulle være „forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Korinther 1:10; Mattæus 22:37; Apostelgerninger 10:1-35.

Noget andet der knyttede de kristne nærmere sammen, var troen på Jesus Kristus. De ønskede at følge lige i hans fodspor. Han befalede dem: „Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) Det skulle ikke være en overfladisk følelse, men en selvopofrende kærlighed. Hvad ville resultatet blive? Jesus bad for dem der får tro på ham: „Jeg beder . . . for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os.“ — Johannes 17:20, 21; 1 Peter 2:21.

Jehova udgød sin hellige ånd, eller virksomme kraft, over sine sande tjenere. Denne ånd fremmede enheden iblandt dem. Den ledte dem til en forståelse af de bibelske lærepunkter, en forståelse som blev accepteret af alle menighederne. De forkyndte det samme budskab — helligelsen af Jehovas navn ved Guds messianske rige, en himmelsk regering der skal regere over hele menneskeheden. De første kristne forstod at de ikke måtte være „en del af denne verden“. Derfor forblev de neutrale under civile opstande og militære stridigheder. De stræbte efter at have fred med alle mennesker. — Johannes 14:26; 18:36; Mattæus 6:9, 10; Apostelgerninger 2:1-4; Romerne 12:17-21.

Alle kristne påtog sig det ansvar at fremme enheden. Hvordan? Ved at sikre sig at deres adfærd var i harmoni med Bibelen. Apostelen Paulus skrev til de kristne: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd“ og „iføre jer den nye personlighed“. — Efeserne 4:22-32.

Enheden blev bevaret

Naturligvis var de kristne i det første århundrede ufuldkomne, og der opstod situationer som truede enheden. For eksempel siges der i Apostelgerninger 6:1-6 at der opstod en uoverensstemmelse mellem de græsktalende og de hebraisktalende jødekristne. De der talte græsk, mente at de blev forskelsbehandlet. Så snart apostlene hørte om sagen, blev tingene dog hurtigt bragt i orden. Senere førte et lærespørgsmål til uenighed om hvilke forpligtelser ikkejøderne i den kristne menighed havde. Man traf en afgørelse på grundlag af Bibelens principper, og den blev accepteret af alle. — Apostelgerninger 15:1-29.

Disse eksempler viser at uoverensstemmelser ikke førte til etniske splittelser eller til dyb uenighed om lærespørgsmål i den kristne menighed i det første århundrede. Hvorfor ikke? Fordi de faktorer der virkede forenende — kærlighed til Jehova, tro på Jesus Kristus, selvopofrende kærlighed til hinanden, accept  af den hellige ånds ledelse, en fælles forståelse af Bibelens lære og villighed til at forandre sin adfærd — var stærke nok til at bevare enheden og freden i den første kristne menighed.

Forenede i tilbedelsen i dag

Kan man opnå enhed på samme måde i dag? Kan de samme faktorer stadig forene folk inden for et trossamfund og sætte dem i stand til at have fred med mennesker af alle racer over hele jorden? Ja, det kan de! Jehovas Vidner er forenede i et verdensomspændende brodersamfund i over 230 lande og områder. Og det er de samme faktorer der forener dem som forenede de kristne i det første århundrede.

Det der bidrager allermest til enheden blandt Jehovas Vidner, er deres hengivenhed for Jehova Gud. De bestræber sig på at være loyale over for ham under alle forhold. Jehovas Vidner har også tro på Jesus Kristus og hans lære. Disse kristne viser selvopofrende kærlighed over for deres trosfæller og forkynder den samme gode nyhed om Guds rige i alle de lande hvor de virker. De er glade for at tale om dette rige med alle mennesker — uanset trosretning, race, nationalitet og sociale lag. Jehovas Vidner holder sig også neutrale i verdens anliggender, og det hjælper dem til at modstå det politiske, kulturelle, sociale og kommercielle pres der virker så splittende. Alle Jehovas Vidner påtager sig den forpligtelse at fremme enheden ved at have en adfærd som er i harmoni med Bibelens normer.

Enhed tiltrækker andre

Denne enhed har ofte vakt interessen hos nogle som ikke var Jehovas Vidner. Som eksempel kan nævnes Ilse *, der engang var katolsk nonne i et kloster i Tyskland. Hvorfor følte hun sig tiltrukket af Jehovas Vidner? Hun fortæller: „Det er de bedste mennesker jeg nogen sinde har mødt. De går ikke i krig; de gør intet der kan skade andre mennesker. De vil gerne hjælpe folk til at leve lykkeligt i et paradis på jorden under Guds rige.“

Så er der Günther, som var tysk soldat udstationeret i Frankrig under den anden verdenskrig. En dag holdt en protestantisk præst en gudstjeneste for soldaterne i Günthers enhed. Præsten bad til Gud om velsignelse, beskyttelse og sejr. Efter gudstjenesten genoptog Günther sin vagttjeneste. Med sin kikkert kunne han se at de fjendtlige tropper på den anden side af kamplinjen også overværede en gudstjeneste holdt af en præst. Günther har senere fortalt: „Denne præst bad sandsynligvis også til Gud om velsignelse, beskyttelse og sejr. Jeg spekulerede på hvordan det var muligt for to kristne trossamfund at være på hver sin side i den samme krig.“ Dette prentede sig dybt i Günthers hukommelse. Da han senere fik kontakt med Jehovas Vidner, som ikke deltager i krig, blev han en del af deres verdensomspændende brodersamfund.

Ashok og Feema tilhørte førhen en af østens religioner. I deres hus havde de et alter for en gud. Da deres familie blev ramt af alvorlig sygdom, tog de deres religion op til fornyet overvejelse. Ashok og Feema blev gennem samtaler med Jehovas Vidner imponeret over hvad Bibelen lærer, og over den kærlighed der findes blandt Jehovas Vidner. De er nu nidkære forkyndere af den gode nyhed om Jehovas rige.

Ilse, Günther, Ashok og Feema er forenede med millioner af Jehovas Vidner i et globalt brodersamfund. De tror på Bibelens løfte om at de samme faktorer der i dag forener dem i tilbedelsen af Gud, snart vil forene alle mennesker der er lydige mod ham. Til den tid vil der ikke mere være grusomheder, uenighed og splid i religionens navn. Hele verden vil være forenet i tilbedelsen af den sande Gud, Jehova. — Åbenbaringen 21:4, 5.

[Fodnote]

^ par. 16 Nogle af navnene i denne artikel er ændret.

[Illustration på side 4, 5]

De første kristne var forenede til trods for at de havde vidt forskellig baggrund