Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En uddannelse der har varet hele livet

En uddannelse der har varet hele livet

 Livsberetning

En uddannelse der har varet hele livet

FORTALT AF HAROLD GLUYAS

Jeg husker en episode fra min barndom for over 70 år siden. Jeg sad i køkkenet og kiggede på en etiket hvorpå der stod „Ceylon-te“. På etiketten var der også et billede af nogle kvinder som var i færd med at plukke teblade på de frodige grønne marker på Ceylon (nu Sri Lanka). Dette landskab, der lå så fjernt fra vores ufrugtbare hjemegn i South Australia, satte min fantasi i bevægelse. Ceylon måtte være et smukt og spændende land! Dengang havde jeg ingen anelse om at jeg ville komme til at tilbringe 45 år af mit liv som missionær på denne skønne ø.

JEG blev født i april 1922, og verden så meget anderledes ud end den gør i dag. Min familie havde et landbrug hvor vi dyrkede korn. Det lå et meget isoleret sted i nærheden af den afsidesliggende by Kimba, som ligger i midten af det store australske kontinent og i den sydlige udkant af Australiens enorme indre ørkenland. Det var en farefuld tilværelse, og vi måtte hele tiden kæmpe med tørke, insektplager og brændende hede. Min mor sled i det for at min far og vi seks børn kunne have det godt i et hjem der stort set ikke var andet end et blikskur.

For mig var denne afsides egn dog et sted med frihed og spænding. Jeg husker at jeg som barn blev grebet af ærefrygt ved synet af de stærke studespand der ryddede det vilde buskads i bushen, og af de hylende sandstorme  der dækkede landet. Så min livslange uddannelse begyndte egentlig længe før jeg kom i en lille skole der kun havde én lærer og lå fem kilometer borte.

Mine forældre var religiøse, men de gik aldrig i kirke, hvilket hovedsagelig skyldtes at der var langt til byen. Ikke desto mindre begyndte min mor tidligt i 1930’erne at lytte til bibelske foredrag der blev holdt af dommer Rutherford, og som hver uge blev udsendt fra en radiostation i byen Adelaide. Jeg troede at dommer Rutherford var en eller anden prædikant i Adelaide, men det var ikke noget der interesserede mig. Min mor ventede dog ivrigt på Rutherfords foredrag hver uge og lyttede opmærksomt mens hans stemme lød fra vores gamle, batteridrevne radioapparat.

En varm, støvet eftermiddag standsede en gammel pickup foran vores hjem, og to velklædte mænd steg ud. De var Jehovas Vidner. Min mor lyttede til deres budskab og købte en hel del af deres bøger, som hun straks begyndte at læse. Bøgerne gjorde så stort et indtryk på hende at hun kort tid efter bad min far om at køre hende rundt til naboerne så hun kunne fortælle dem om hvad hun var i gang med at lære.

Andres gode indflydelse hjalp mig

Kort efter dette tvang det barske klima i ørkenen os til at flytte ind til Adelaide, 500 kilometer borte. Vores familie begyndte at komme i Jehovas Vidners menighed dér og gjorde åndelige fremskridt. Flytningen betød også at jeg ikke fik mere skoleundervisning. Jeg var 13 år da jeg gik ud af skolen efter at have afsluttet syvende klasse. Jeg var ikke typen der tog tingene så tungt, og det kunne let have ført mig bort fra de åndelige aktiviteter. Men jeg fik hjælp af flere gode brødre — pionerer, eller heltidsforkyndere — som viste mig personlig interesse.

Med tiden fik disse nidkære brødres gode indflydelse mig til at blomstre åndeligt set. Jeg nød at være sammen med dem og beundrede dem for den flid de lagde for dagen. Så da der ved et stævne i Adelaide i 1940 blev givet en meddelelse der tilskyndede til heltidstjeneste, meldte jeg mig, hvilket egentlig var lidt overraskende. Jeg var nemlig ikke engang døbt på det tidspunkt og havde næsten ingen erfaring i at forkynde. Ikke desto mindre blev jeg et par dage senere indbudt til at slutte mig til en lille gruppe pionerer i Warrnambool, en by der lå i nabostaten Victoria flere hundrede kilometer fra Adelaide.

På trods af min ubeslutsomme start fik jeg hurtigt kærlighed til forkyndelsen, en kærlighed som jeg er glad for at kunne sige ikke er blevet mindre med årene. Dette var faktisk et vendepunkt for mig, og jeg begyndte at gøre gode åndelige fremskridt. Jeg lærte hvor gavnligt det er at komme sammen med dem der holder af åndelige værdier. Desuden opdagede  jeg hvordan deres gode indflydelse kan få det bedste frem i os uanset om vi har gået meget eller lidt i skole, og hvordan det vi lærer på denne måde, kan gavne os resten af livet.

Styrket af prøvelser

Jeg havde kun været pioner et lille stykke tid da Jehovas Vidners arbejde blev forbudt i Australien. Jeg var usikker på hvad jeg skulle gøre, så jeg spurgte brødrene til råds, og de forklarede mig at det ikke var forbudt at tale med folk om Bibelen. Sammen med de andre pionerer gik jeg derfor fra dør til dør og forkyndte udelukkende ved hjælp af Bibelen. Dette styrkede mig til de prøvelser der ventede forude.

Fire måneder efter fyldte jeg 18 og blev indkaldt til militærtjeneste. Det gav mig mulighed for at forsvare min tro for en dommer og flere militærofficerer. På det tidspunkt var omkring 20 brødre indsat i fængslet i Adelaide på grund af deres neutrale standpunkt, og inden længe var jeg det også. Vi skulle udføre strafarbejde, hvilket betød at vi skulle bryde sten og udbedre veje. Dette hjalp mig til at opdyrke egenskaber som udholdenhed og beslutsomhed. Mange fængselsbetjente begyndte med tiden at respektere os på grund af vores gode opførsel og faste standpunkt.

Det var en fornøjelse atter at få god mad da jeg blev løsladt adskillige måneder senere, og jeg begyndte igen som pioner. Det var imidlertid svært at finde en pionermakker, så jeg blev spurgt om jeg ville forkynde alene i et afsidesliggende landdistrikt i South Australia. Jeg sagde ja og sejlede med skib til Yorke Peninsula, en halvø i det sydlige Australien. Det eneste jeg havde med mig, var noget litteratur og en cykel. Da jeg ankom, henviste en interesseret familie mig til et lille pensionat hvor en venlig dame tog sig af mig som var jeg hendes søn. Om dagen cyklede jeg ad støvede landeveje og forkyndte i små byer der lå spredt rundt om på halvøen. Somme tider overnattede jeg på små hoteller eller pensionater for at kunne forkynde i fjerntliggende områder. På denne måde cyklede jeg hundreder af kilometer og fik mange gode oplevelser. Det rørte mig ikke særlig meget at forkynde alene, og idet jeg erfarede Jehovas omsorg, fik jeg et nærmere forhold til ham.

Jeg måtte kæmpe med følelser af utilstrækkelighed

I 1946 modtog jeg et brev med en indbydelse til at rejse som vennetjener (nu kaldet kredstilsynsmand). Det betød at jeg skulle besøge et vist antal menigheder i en given kreds. Jeg må indrømme at jeg syntes at det ansvar der fulgte med denne opgave, var noget af en udfordring. En dag hørte jeg en broder sige: „Harold er ikke meget bevendt på podiet, men han er god i tjenesten.“ Denne kommentar var til stor opmuntring for mig. Jeg var godt klar over at jeg ikke havde de store talegaver og heller ikke var den fødte organisator, men jeg betragtede forkyndelsen som den vigtigste opgave for kristne.

I 1947 var vi meget begejstrede over at få besøg af broder Nathan Knorr og broder Milton Henschel fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Det var det første besøg fra hovedkontoret siden broder Rutherford havde været her i 1938. I forbindelse med besøget blev der holdt et stort stævne i Sydney. Som så mange  andre unge pionerer var jeg interesseret i at blive uddannet som missionær på den nyligt åbnede Vagttårnets Bibelskole Gilead, der havde til huse i South Lansing i staten New York. Nogle af os der var til stede, spekulerede på om man skulle have en meget høj uddannelse for at blive optaget på skolen. Men broder Knorr forklarede at vi sikkert godt kunne gennemføre Gileadskolen hvis vi kunne læse en artikel i Vagttårnet og huske hovedpunkterne.

Jeg troede at min begrænsede skolegang måske ville gøre mig uegnet til Gileadskolen. Til min overraskelse blev jeg nogle måneder senere opfordret til at søge på Gilead. Senere blev jeg optaget som elev, og jeg overværede den 16. klasse, som blev afholdt i 1950. Det var en vidunderlig oplevelse der i høj grad hjalp mig til at få mere selvtillid, og det viste mig at en høj uddannelse ikke var det vigtigste. Flid og lydighed var de vigtigste krav. Vores lærere opmuntrede os til at gøre vort bedste. Jeg fulgte deres råd og gjorde støt og roligt fremskridt, og jeg kunne faktisk følge ganske godt med i undervisningen.

Fra det tørre kontinent til en frodig ø

Efter Gileadskolen var vi tre brødre fra Australien der blev sendt til Ceylon (nu Sri Lanka). Vi ankom med båd til hovedstaden, Colombo, i september 1951. Det var varmt og fugtigt, og vi blev mødt af et virvar af synsindtryk, lyde og dufte. Da vi gik fra borde, bød en af de missionærer der allerede tjente i landet, mig velkommen og gav mig en løbeseddel som annoncerede et offentligt foredrag der skulle holdes den følgende søndag på byens torv. Til min overraskelse så jeg at mit navn stod på løbeseddelen — jeg var foredragsholderen! I kan sikkert forestille jer at jeg var lidt beklemt ved det. Men min pionertid i Australien havde lært mig at tage imod enhver opgave jeg fik tildelt. Og med Jehovas hjælp gennemførte jeg foredraget. Sammen med fire andre enlige brødre der allerede tjente på missionærhjemmet i Colombo, begyndte vi tre at give os i kast med det svære sprog singalesisk og tage del i forkyndelsen. For en stor del af tiden forkyndte vi alene, og vi var glade for at erfare at den lokale befolkning var både respektfuld og gæstfri. Det varede ikke længe før der kom flere og flere til møderne.

Da jeg rejste med skib til Gileadskolen, havde jeg mødt en sød pionersøster, Sybil, og som tiden gik, begyndte jeg at tænke mere på at lære hende bedre at kende. Hun var på vej til New York for at overvære det internationale stævne. Senere overværede hun den 21. klasse på Gilead og blev i 1953 sendt til Hongkong. Jeg besluttede mig for at skrive til hende, og vi skrev sammen indtil 1955, da hun sluttede sig til mig på Ceylon, hvor vi blev gift.

Vores første tildeling som ægtepar var Jaffna, en by i den allernordligste del af Sri Lanka. I midten af 1950’erne begyndte politiske forskelle at splitte de singalesiske og tamilske befolkninger, forskelle som har dannet grundlag for de senere årtiers væbnede konflikter. Det var meget opmuntrende at se de singalesiske og tamilske brødre beskytte hinanden i flere måneder ad gangen i disse vanskelige år! Prøvelserne lutrede og styrkede disse brødres tro.

 Forkyndelse og undervisning i Sri Lanka

Det krævede tålmodighed og udholdenhed at tilpasse sig de hinduistiske og muslimske samfund. Men efterhånden kom vi til at holde af begge kulturer og de tiltalende egenskaber der kendetegner dem. Folk kiggede ofte nysgerrigt på os når vi kørte med de lokale busser, for det var ikke noget fremmede normalt gjorde. Sybil besluttede at give dem et stort smil til gengæld. Det var dejligt at se deres nysgerrige ansigter lyse op i et stort, smukt smil!

Ved en lejlighed blev vi standset ved en vejspærring. Efter at vagten havde spurgt os hvor vi kom fra, og hvor vi var på vej hen, blev hans spørgsmål mere personlige.

„Hvem er denne kvinde?“

„Min kone,“ svarede jeg.

„Hvor længe har I været gift?“

„Otte år.“

„Har I nogen børn?“

„Nej.“

„Jamen dog! Har I været ved læge?“

Til at begynde med kom denne naturlige nysgerrighed lidt bag på os, men med tiden lærte vi at se det som et udtryk for den personlige interesse de lokale viste andre. Faktisk var det en af de egenskaber vi holdt allermest af hos dem. Hvis man stod et offentligt sted, gik der kun nogle få øjeblikke før en eller anden henvendte sig til en og venligt spurgte om han kunne hjælpe med noget.

Forandringer og betragtninger

I årenes løb har vi haft forskellige opgaver ud over vores missionærarbejde. Jeg har tjent som kreds- og områdetilsynsmand og været medlem af afdelingskontorets udvalg. I 1996 var jeg midt i halvfjerdserne og kunne med glæde se tilbage på over 45 års missionærtjeneste i Sri Lanka. Ved det første møde jeg overværede i Colombo, var der cirka 20 til stede. Nu var der over 3500 der overværede møderne i Sri Lanka! Sybil og jeg betragter mange af disse kære som vores åndelige børn og børnebørn. Men der var stadig meget arbejde der skulle gøres i hele landet — og det krævede evner og kræfter som kun dem der var yngre end os, havde. Med dette i tanke tog vi imod en indbydelse fra Det Styrende Råd om at vende tilbage til Australien. Dette banede vej for at kvalificerede yngre ægtepar kunne komme til Sri Lanka for at overtage vores plads som missionærer.

Jeg er nu i mit 83. år, og både Sybil og jeg glæder os over at vi stadig er raske nok til fortsat at kunne være specialpionerer i min gamle hjemegn Adelaide. Forkyndelsen hjælper os til at forblive åndsfriske og fleksible. Den har også hjulpet os til at kunne tilpasse os den meget anderledes livsform her i Australien.

Jehova er blevet ved med at sørge for vores materielle behov, og brødrene og søstrene i vores lokale menighed viser os stor kærlighed og støtter os. For ikke så længe siden fik jeg en ny opgave, at virke som sekretær i vores menighed. Jeg har således erfaret at jeg fortsat lærer så længe jeg bestræber mig for at tjene Jehova trofast. Når jeg ser tilbage på de mange år der er gået, er jeg forbløffet over at en lille dreng fra bushen der ikke tog tingene så tungt, har kunnet modtage en så vidunderlig uddannelse — en uddannelse der har varet hele livet.

[Illustration på side 26]

På vores bryllupsdag i 1955

[Illustration på side 27]

I forkyndelsen sammen med Rajan Kadirgamar, en lokal broder, i 1957

[Illustration på side 28]

Med Sybil i dag