Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

På besøg i Chester Beattys skatkammer

På besøg i Chester Beattys skatkammer

 På besøg i Chester Beattys skatkammer

„RIGT på skatte fra mange forsvundne civilisationer, . . . strålende af skønheden i dets miniaturebilleder og malerier.“ Sådan beskrev daværende museumsdirektør R. J. Hayes i korthed Chester Beatty-biblioteket i Dublin. Det er både bibliotek og museum med en samling af uvurderlige gamle kulturgenstande, udsøgte kunstværker og sjældne bøger og håndskrifter af umådelig værdi. Hvem var Chester Beatty? Og hvilke skatte samlede han?

Alfred Chester Beatty var af skotsk, irsk og engelsk afstamning og blev født i 1875 i New York. Da han var 32, havde han tjent en stor formue som mineingeniør og konsulent. Livet igennem brugte han sine anselige midler til at samle sig smukke og udsøgte genstande. Ved sin død som 92-årig i 1968 efterlod han hele sin samling til det irske folk.

Hvad samlede Beatty?

Samlingerne er kolossale og forskelligartede. Der udstilles kun cirka én procent ad gangen. Beatty samlede sjældne og kostbare genstande fra mange kulturer og epoker der omspænder tusinder af år — både fra middelalderens og renæssancens Europa og fra talrige asiatiske og afrikanske lande. For eksempel regnes hans samling af udsøgte japanske træsnit blandt verdens fineste.

Foruden fine kunstværker rummer museet en spændende samling på over hundrede babyloniske og sumeriske kileskrifttavler. For over 4000 år siden beskrev indbyggerne i Mesopotamien minutiøst deres dagligliv på lertavler som bagefter blev brændt. Mange tavler er blevet bevaret og viser tydeligt hvor gammel skrivekunsten er.

Fascineret af bøger

Noget tyder på at Chester Beatty havde forkærlighed for smukt boghåndværk. Han samlede tusinder af bøger, både religiøse og ikkereligiøse, blandt andet nogle kunstfærdigt ornamenterede eksemplarer af Koranen. Som en skribent nævner, var han „betaget af de matematiske proportioner i den arabiske skrift, . . . og de kalligraferede bogstaver belagt med guld, sølv og andre funklende mineraler tiltalte hans farvesans“.

Chester Beatty var ligesom nogle af fortidens kinesiske kejsere fascineret af jade. For dem var fin jade det kostbareste af alle mineraler, langt mere værdifuldt end guld. Kejserne satte dygtige kunsthåndværkere til at omdanne blokke af jade til glatte, tynde plader, som talentfulde kunstnere fyldte med fin kalligrafi og illustrationer udført i guld. Beattys samling af disse særprægede jadebøger har verdensry.

Uvurderlige bibelhåndskrifter

For dem der holder af Bibelen, er det især Chester Beattys enorme samling af bibelhåndskrifter fra oldtiden og middelalderen der er værdifulde. Smukke illuminerede håndskrifter afspejler stor omhu og kunstnerisk dygtighed hos afskriverne. De trykte bøger vidner om de tidligste  bogtrykkeres og bogbinderes håndværksmæssige færdigheder. Det gælder for eksempel Biblia Latina, der blev trykt i Nürnberg i 1479 af Anton Koberger. Han levede nogenlunde samtidig med Johann Gutenberg og omtales som „en af de mest betydningsfulde og virksomme af de tidlige bogtrykkere“.

Et af klenodierne i Chester Beatty-biblioteket er et pergamenthåndskrift udarbejdet af den lærde Afrem Syrer tidligt i det fjerde århundrede. Han citerer flittigt fra et skrift ved navn Diatessaron, en såkaldt evangelieharmoni (en sammenfatning af de fire evangelieberetninger om Jesu liv) udarbejdet i det andet århundrede af Tatian. Senere skribenter omtalte Diatessaron, men man har aldrig fundet nogen eksemplarer. I 1800-tallet tvivlede nogle lærde endda på at det overhovedet havde eksisteret. Men i 1956 opdagede Beatty så Afrems kommentar til Diatessaron, og det forstærkede vidnesbyrdene om at Bibelen er sandfærdig.

Et skatkammer af papyrushåndskrifter

Chester Beatty samlede også en mængde papyrushåndskrifter, både religiøse og ikkereligiøse. Over 50 kodekser er dateret til tiden før det fjerde århundrede efter vor tidsregning. Nogle af skrifterne blev reddet fra store dynger af kasserede papyrusser der i flere hundrede år havde henligget uopdaget i den egyptiske ørken. En hel del af dem var blevet splittet op i mange stykker da de blev udbudt til salg. Det skete at handelsmænd dukkede op med papkasser fulde af papyrusstumper. „Liebhaverne rodede ganske enkelt det største og mest beskrevne fragment frem,“ beretter Charles Horton, der bestyrer Chester Beatty-bibliotekets samlinger fra den vestlige verden.

Ifølge Charles Horton bestod Beattys „mest opsigtsvækkende fund“ af kostbare bibelkodekser som „omfattede nogle af de ældste kendte udgaver af Det Gamle og Nye Testamente fra kristen tid“. Handelsmænd der kendte bøgernes værdi, kunne let have fundet på at rive dem itu og falbyde dem til forskellige købere. Men det lykkedes Beatty at købe hovedparten af fundet. Hvor værdifulde er kodekserne? Sir Frederic Kenyon beskrev opdagelsen af dem som „langt den vigtigste“ siden Tischendorf i 1844 fandt Codex Sinaiticus.

Kodekserne dateres til tiden mellem det andet og det fjerde århundrede efter vor tidsregning. Første Mosebog findes to steder blandt De Hebraiske Skrifter i den græske Septuaginta-udgave. Kenyon anså dem for særlig værdifulde „fordi størstedelen af [Første Mosebog] mangler i [Codex] Vaticanus og [Codex] Sinaiticus“, som er pergamenthåndskrifter fra det fjerde århundrede efter vor tidsregning. Tre af kodekserne indeholder bøger fra De Kristne Græske Skrifter. Den ene indbefatter det meste af teksten til de fire evangelier og meget af Apostelgerninger. Den anden, som Beatty senere supplerede med nogle manglende blade, har en næsten komplet samling af Paulus’ breve, deriblandt brevet til hebræerne. Den tredje rummer cirka en tredjedel af Åbenbaringens Bog. Ifølge Kenyon har disse papyrusser „i betydelig grad forstærket  det i forvejen solide grundlag for vor tillid til Det Nye Testamentes tekst som den er overleveret os“.

Chester Beattys bibelpapyrusser vidner desuden om at de kristne meget tidligt begyndte at erstatte de uhåndterlige bogruller med kodekser, sandsynligvis allerede inden det første århundredskifte. Papyrusserne viser også at afskriverne ofte genbrugte gamle papyrusark i mangel af bedre. For eksempel er et koptisk håndskrift med en del af Johannesevangeliet øjensynlig skrevet i „en græsk skolebog med regnestykker“.

Disse papyrusdokumenter stråler ikke af skønhed, men de er uvurderlige som synlige og konkrete forbindelsesled til den tidligste kristendom. Sagt med Charles Hortons ord: „Her har vi lige for vore øjne den slags bøger som nogle af de første kristne samfund benyttede — bøger som de skattede højt.“ (Ordsprogene 2:4, 5) Hvis du en dag får lejlighed til at se nærmere på nogle af disse skatte i Chester Beatty-biblioteket, vil du ikke blive skuffet.

[Illustration på side 31]

Japansk træsnit af Katsushika Hokusai

[Illustration på side 31]

„Biblia Latina“, en af de ældste trykte bibler

[Illustration på side 31]

Afrem Syrers kommentar til Tatians „Diatessaron“ bekræfter Bibelens troværdighed

[Illustration på side 31]

Chester Beatty P45, en af de ældste kendte kodekser, indeholder det meste af de fire evangelier og meget af Apostelgerninger i ét bind

[Kildeangivelse på side 29]

Gengivet med tilladelse af The Trustees of the Chester Beatty Library, Dublin

[Kildeangivelse på side 31]

Alle illustrationer på denne side: Gengivet med tilladelse af The Trustees of the Chester Beatty Library, Dublin