Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et rigt og lykkeligt liv præget af frivillige ofre

Et rigt og lykkeligt liv præget af frivillige ofre

 Livsberetning

Et rigt og lykkeligt liv præget af frivillige ofre

FORTALT AF MARIAN OG ROSA SZUMIGA

„Frivilligt vil jeg ofre til dig,“ står der i Salme 54:6, og disse ord har været den røde tråd i tilværelsen for ægteparret Marian og Rosa Szumiga, som bor i Frankrig. For nylig besluttede de sig for at fortælle om nogle af højdepunkterne i deres lange rige liv i Jehovas tjeneste.

MARIAN: Mine forældre var romerskkatolske immigranter fra Polen. Min far havde aldrig haft mulighed for at gå i skole. Under den første verdenskrig lærte han dog at læse og skrive mens han befandt sig i skyttegravene. Han var en gudfrygtig mand, men kirken havde ofte skuffet ham.

Der var især én hændelse han aldrig glemte. En dag under krigen fik fars deling besøg af en feltpræst. Da en granat eksploderede i nærheden, flygtede feltpræsten i rædsel idet han slog hesten med et krucifiks for at skynde på den. Det forfærdede far at en „Guds mand“ brugte en „hellig“ genstand som en hjælp til at fremskynde sin flugt. Men på trods af sådanne oplevelser og krigens rædsler som han blev vidne til, svækkedes fars tro på Gud ikke. Han tilskrev ofte Gud æren for at han kom helskindet hjem fra krigen.

Lille Polen“

I 1911 giftede min far sig med en pige fra nabolandsbyen som hed Anna Cisowski. I 1919, lige efter krigen, udvandrede mine forældre fra Polen til Frankrig, hvor far fik arbejde i kulminerne. Jeg blev født i marts 1926 i Cagnac-les-Mines i det sydvestlige  Frankrig, hvorefter mine forældre bosatte sig i et polsk lokalsamfund i Loos-en-Gohelle nær Lens i Nordfrankrig. Bageren var polsk, og dét var slagteren og sognepræsten også, så det kunne ikke overraske nogen at området blev kaldt Lille Polen. Mine forældre tog aktivt del i samfundslivet. Far organiserede ofte forestillinger med teater, musik og sang. Han diskuterede også jævnlig med præsten, men var ikke tilfreds når præsten svarede med sit sædvanlige: „Der findes mange mysterier.“

En dag i 1930 bankede to damer på vores dør. De var bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Min far fik en bibel af dem, en bog han i årevis havde ønsket at læse. Han og mor læste også ivrigt i det bibelske læsestof som damerne havde givet dem. Det mine forældre læste i disse skrifter, gjorde et dybt indtryk på dem, og på trods af deres travle liv begyndte de at komme til bibelstudenternes møder. Diskussionerne med præsten blev stadig mere stormfulde, og det endte med at han en dag truede med at bortvise min søster Stéphanie fra kristendomsundervisningen hvis mine forældre fortsatte med at komme sammen med bibelstudenterne. „Gør Dem ingen ulejlighed,“ sagde min far. „Fra nu af tager vi vores datter og vores andre børn med til bibelstudenternes møder.“ Far trak sig ud af kirken, og i begyndelsen af 1932 blev mine forældre døbt. Der var på den tid kun omkring 800 forkyndere i Frankrig.

Rosa: Mine forældre kom fra Ungarn og havde bosat sig i det nordlige Frankrig for at arbejde i kulminerne ligesom Marians familie. Jeg blev født i 1925. I 1937 begyndte et af Jehovas Vidner, Auguste Beugin, eller Papa Auguste, som vi kaldte ham, at komme til mine forældre med Vagttårnet på ungarsk. De syntes at bladene var interessante, men ingen af dem blev Jehovas Vidner.

Selvom jeg var ung, var jeg dybt bevæget over det jeg læste i Vagttårnet, og Papa Augustes svigerdatter, Suzanne Beugin, tog mig under sine vinger. Mine forældre gav hende lov til at tage mig med til møderne. Da jeg senere fik arbejde, ærgrede det min far at jeg tog til møde om søndagen. Selvom han i almindelighed var godmodig, klagede han: „Du er væk hele ugen, og om søndagen går du til møde!“ Men jeg holdt ikke op. Så en dag sagde far: „Pak din kuffert og rejs!“ Det var en sen aften. Jeg var kun 17 år gammel og anede ikke hvor jeg skulle tage hen. Opløst i gråd endte jeg hjemme hos Suzanne, og der boede jeg i en uges tid før min far sendte min søster over for at hente mig hjem. Af natur var jeg genert, men tanken fra Første Johannesbrev 4:18 hjalp mig til at stå fast. Skriftstedet  siger at „den fuldkomne kærlighed driver frygten ud“. Jeg blev døbt i 1942.

En værdifuld åndelig arv

Marian: Jeg blev også døbt i 1942, sammen med mine søstre Stéphanie og Mélanie og min broder Stéphane. Guds ord var midtpunktet i vores familieliv. Når vi sad rundt om bordet, læste far højt fra den polske bibel. Vi tilbragte tit aftenen med at lytte til vores forældre, som fortalte oplevelser fra forkyndelsen. Disse åndeligt berigende stunder lærte os at elske Jehova og stole mere og mere på ham. Min far blev tvunget til at holde op med at arbejde på grund af dårligt helbred, men han fortsatte med at sørge for os både åndeligt og materielt.

Da far nu havde tid tilovers, holdt han bibelstudium på polsk med menighedens unge, og det var her jeg lærte at læse polsk. Far opmuntrede også de unge på andre måder. Engang da vores menighed fik besøg af broder Gustave Zopfer, som dengang førte tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i Frankrig, organiserede far et kor og et bibelsk skuespil med kostumer. Det handlede om kong Belsazzars banket og skriften på væggen. (Daniel 5:1-31) Louis Piéchota, som senere uden vaklen bevarede sin uangribelighed da han stod over for nazisterne, spillede Daniel. * Sådan var det miljø vi børn blev opdraget i. Vi lagde mærke til at vores forældre altid var travlt optaget af åndelige anliggender, og i dag forstår jeg hvilken værdifuld arv de således gav os.

Da Anden Verdenskrig brød ud i 1939, blev forkyndelsesarbejdet forbudt i Frankrig. Ved en lejlighed blev vores landsby gennemsøgt. Alle huse blev omringet af tyske soldater. Far havde udstyret et klædeskab med falsk bund, og derunder skjulte vi forskellige bibelske skrifter. Adskillige eksemplarer af brochuren Fascisme eller Frihed lå imidlertid i en skuffe i skænken. Far skjulte dem hurtigt i lommen på en jakke som hang ude i gangen. To soldater og en fransk politibetjent gennemsøgte huset mens vi holdt vejret. En af soldaterne begyndte at endevende tøjet i gangen, hvorefter han kom ud i køkkenet hvor vi var, med brochurerne i hånden. Han stirrede stift på os, lagde brochurerne fra sig på bordet og fortsatte sin søgen andetsteds. Jeg tog dem lynhurtigt og lagde dem ned i en skuffe der allerede var blevet gennemsøgt. Soldaten spurgte aldrig efter brochurerne — det var som om han fuldstændig havde glemt dem!

Jeg begynder i heltidstjenesten

I 1948 besluttede jeg at stille mig til rådighed for at tjene Jehova på fuld tid i pionertjenesten. Et par dage senere modtog jeg et brev fra Jehovas Vidners franske afdelingskontor. I brevet blev jeg udnævnt til at tjene som pioner i menigheden i Sedan, nær den belgiske grænse. Mine forældre var lykkelige over at se mig tage Jehovas tjeneste op på den måde. Far understregede dog at pionertjenesten ikke var nogen ferie, men derimod hårdt arbejde. Han sagde samtidig at hjemmet altid ville stå åbent for mig, og at jeg kunne regne med ham hvis jeg fik problemer. Skønt mine forældre ikke havde mange penge, købte de en splinterny cykel til mig. Jeg har stadig kvitteringen for den cykel, og hver gang jeg kigger på den, får jeg tårer i øjnene. Far og mor døde i 1961, men fars vise ord lyder stadig i mine ører; de har opmuntret og trøstet mig gennem alle årene i tjenesten.

En 75-årig søster ved navn Elise Motte i Sedan-menigheden var også til stor opmuntring for mig. Om sommeren cyklede jeg  ud til de afsidesliggende landsbyer for at forkynde, mens Elise tog toget for at mødes med mig i distriktet. Men en dag strejkede lokomotivførerne, og Elise kunne ikke komme hjem. Den eneste løsning jeg kunne komme på, var at hjælpe hende op på cyklens bagagebærer og køre hende hjem — en ikke videre behagelig køretur. Næste morgen tog jeg en pude med og cyklede hjem til Elise for at hente hende. Fra da af holdt hun op med at tage toget, og for de penge hun sparede på billetten, kunne hun købe os noget varmt at drikke ved frokosttid. Hvem skulle have troet at min cykel kunne bruges til kollektiv transport?

Større ansvarsopgaver

I 1950 blev jeg bedt om at tjene som kredstilsynsmand i hele det nordlige Frankrig. Da jeg kun var 23 år gammel, blev jeg først forskrækket. Jeg troede at det var en fejl fra afdelingskontorets side! Mange spørgsmål for igennem mit hoved: ’Kan jeg klare denne tjeneste både åndeligt og fysisk? Hvordan vil jeg have det med at skifte logi hver uge?’ Siden jeg var seks år gammel, har jeg desuden haft en øjenlidelse som kaldes strabismus divergens. Det betyder, populært sagt, at mit ene øje skeler udad. Jeg har altid følt mig forlegen over dette og bekymret mig meget for hvordan andre ville reagere på det. Jeg er meget taknemmelig for at jeg i denne situation fik god støtte af Stefan Behunick, som var uddannet på missionærskolen Gilead. Broder Behunick var blevet udvist af Polen på grund af sin forkyndelse og havde fået nyt distrikt i Frankrig. Hans mod gjorde et stort indtryk på mig. Han havde dyb respekt for Jehova og for sandheden. Der var nogle som syntes han behandlede mig ret strengt, men jeg lærte virkelig meget af ham. Hans frimodighed styrkede min selvtillid.

Takket være kredstjenesten fik jeg nogle pragtfulde oplevelser i forkyndelsen. I 1953 blev jeg bedt om at besøge en vis hr. Paoli, som boede syd for Paris. Han var pensioneret fra hæren og abonnerede på Vagttårnet, som han syntes var et fascinerende blad. Han fortalte mig at han efter at have læst en artikel som for nylig var blevet bragt i bladet om højtiden til minde om Kristi død, havde fejret mindehøjtid helt alene og tilbragt resten af aftenen med at læse i Salmernes Bog. Vores samtale varede det meste af eftermiddagen. Før jeg gik, talte vi også lidt om dåben. Senere sendte jeg ham en indbydelse til vores kredsstævne, som skulle holdes i begyndelsen af 1954. Han kom, og blandt de 26 mennesker som blev døbt ved dette stævne, var broder Paoli. Sådanne oplevelser kan jeg stadig glæde mig over.

Rosa: I oktober 1948 begyndte jeg i pionertjenesten. Efter at have virket i Anor i nærheden af Belgien fik jeg distrikt i Paris sammen med en anden pioner, Irène Kolanski (nu Leroy). Vi boede i et lille bitte værelse  i Saint-Germain-des-Près, lige midt i byen. Jeg er opvokset på landet og var derfor dybt benovet over at skulle møde pariserne. Jeg forestillede mig at de alle sammen var raffinerede og uhyre intelligente, men ved at forkynde for dem fandt jeg hurtigt ud af de ikke var anderledes end andre. Det skete ofte at vi blev bortvist fra en opgang af portnersken, og det var vanskeligt at få bibelstudier. Alligevel var der nogle som tog imod vort budskab.

Ved et kredsstævne i 1951 blev Irène og jeg interviewet om vores pionertjeneste, og kan I gætte hvem intervieweren var? En ung kredstilsynsmand ved navn Marian Szumiga. Vi havde mødt hinanden en gang før, men efter det stævne begyndte vi at skrive sammen. Marian og jeg havde meget tilfælles, blandt andet at vi var døbt samme år og også var blevet pionerer samme år. Det vigtigste var dog at vi begge ønskede at fortsætte i heltidstjenesten. Så efter at have overvejet sagen i bøn blev vi gift den 31. juli 1956. Med ægteskabet begyndte en helt ny livsstil. Ikke alene skulle jeg vænne mig til at være hustru, men også til at ledsage Marian i kredstjenesten. Det betød at jeg skulle sove et nyt sted hver uge. I den første tid var det bestemt ikke let, men der var store glæder i vente.

Et rigt liv

Marian: Gennem årene har vi haft den forret at være med i forberedelserne til mange stævner. Særlig gode minder har jeg om et der blev holdt i Bordeaux i 1966. Dengang var Jehovas Vidners arbejde forbudt i Portugal, så stævneprogrammet blev også holdt på portugisisk til gavn for dem af vore trosfæller som var i stand til at rejse til Frankrig. Vore kristne brødre og søstre fra Portugal ankom i hundredvis, og det var lidt af en udfordring at finde logi til  dem. Eftersom brødrene i Bordeaux ikke havde plads nok i deres hjem, lejede vi en tom biograf for at bruge den til sovesal. Vi fjernede alle stolene og brugte tæppet fra scenen til at dele salen i to, en sovesal for brødre og en for søstre. Vi installerede også brusere og håndvaske, strøede halm på cementgulvet og dækkede det med presenninger. Alle var tilfredse med arrangementet.

Hver dag når stævneprogrammet var forbi, besøgte vi vore brødre og søstre i sovesalen. Der var en vidunderlig stemning. Hvor var det opmuntrende for os at høre de gode oplevelser de havde trods modstand gennem mange år. Vi var alle meget bevægede da de tog hjem efter stævnet.

To år tidligere, i 1964, havde vi fået endnu et privilegium. Jeg var blevet bedt om at tjene som områdetilsynsmand. Endnu en gang spekulerede jeg på om jeg nu også var opgaven voksen. Men jeg sagde til mig selv, at hvis de som havde ansvaret for at foretage udnævnelser, havde bedt mig tage imod denne opgave, måtte de tydeligvis have ment at jeg kunne varetage den. Det var en stor oplevelse at tjene nært sammen med andre rejsende tilsynsmænd, og jeg lærte meget af dem. Mange af dem er levende forbilleder hvad angår tålmodighed og udholdenhed, egenskaber som Jehova værdsætter. Jeg kom efterhånden til at forstå at hvis vi lærer at være tålmodige, ved Jehova også hvor han kan finde os.

I 1982 bad afdelingskontoret os om at tage os af en lille gruppe på 12 polske forkyndere i Boulogne-Billancourt, der ligger i udkanten af Paris. Det var en overraskelse. Jeg kendte de teokratiske udtryk på polsk, men havde svært ved at formulere sætningerne. Brødrenes venlighed og tjenstvillighed var en stor hjælp for mig. I dag er der omkring 170 forkyndere i menigheden, hvoraf næsten 60 er pionerer. Senere har Rosa og jeg besøgt polske grupper og menigheder i Østrig, Danmark og Tyskland.

En ændret situation

At besøge menighed efter menighed var hele vort liv. Men i 2001 tvang mit vaklende helbred os til at stoppe i rejsetjenesten. Vi fandt en lejlighed i byen Pithiviers, hvor min søster Ruth bor. Afdelingskontoret viste forståelse for vores situation og udnævnte os til specialpionerer med et timemål der var tilpasset vore omstændigheder.

Rosa: Det første år efter at vi holdt op i kredstjenesten, var meget vanskeligt for mig. Forandringen var så stor at jeg ikke følte jeg var til nogen gavn. Så sagde jeg til mig selv: ’Som pioner kan du stadig bruge din tid og dine kræfter på en god måde.’ I dag finder jeg stor glæde i samarbejdet med de andre pionerer i vores menighed.

Jehova har altid sørget for os

Marian: Jeg skylder Jehova stor tak fordi Rosa har været min makker gennem de sidste 48 år. I alle årene i rejsetjenesten har hun været mig en stor støtte. Ikke én eneste gang har jeg hørt hende sige: „Jeg ville ønske vi kunne slå os til ro og få vores eget hjem.“

Rosa: Det skete at nogen sagde til mig: „Det er ikke et normalt liv I lever. I bor altid hos andre.“ Men hvad er egentlig „et normalt liv“? Vi omgiver os tit med en mængde ting som kan hindre os i at beskæftige os med åndelige aktiviteter. Det eneste vi i  virkeligheden har brug for, er en behagelig seng, et bord og nogle få andre grundlæggende nødvendigheder. Som pionerer ejede vi meget lidt rent materielt, og dog havde vi alt hvad vi skulle bruge for at gøre Jehovas vilje. Somme tider er jeg blevet spurgt: „Hvad vil I gøre når I bliver gamle og hverken har jeres eget hjem eller en pension?“ Så har jeg svaret med ordene fra Salme 34:10: „De der søger Jehova skal intet godt mangle.“ Jehova har altid sørget for os.

Marian: Ja det har han! I virkeligheden har Jehova givet os meget mere end vi har brug for. Jeg blev for eksempel udvalgt til at repræsentere vores kreds ved det internationale stævne i New York i 1958. Men vi havde ikke penge til at købe en billet til Rosa. Så en aften gav en broder mig en kuvert hvorpå der stod „New York“. Gaven i konvolutten var nok til at Rosa kunne komme med.

Rosa og jeg fortryder bestemt ikke de år vi har tilbragt i Jehovas tjeneste. Vi har intet mistet, men har vundet alt — et rigt og lykkeligt liv i heltidstjenesten. Hvor er Jehova uforlignelig. Vi har lært at stole ubetinget på ham, og vores kærlighed til ham er blevet dybere og dybere. Nogle af vore kristne brødre har betalt for deres trofasthed med deres liv. Jeg er imidlertid af den opfattelse at et menneske også over en årrække, lidt efter lidt, kan ofre sit liv. Det er hvad Rosa og jeg har bestræbt os for at gøre indtil nu, og det er hvad vi er besluttede på at gøre i tiden fremover.

[Fodnote]

^ par. 14 Louis Piéchotas livsberetning, „Jeg overlevede ’dødsmarchen’“, blev bragt i Vagttårnet for 15. november 1980.

[Illustration på side 20]

François og Anna Szumiga og deres børn, Stéphanie, Stéphane, Mélanie og Marian, cirka 1930. Det er Marian der står på en taburet

[Illustration på side 22]

Herover: Vi tilbød bibelske publikationer ved en markedsstand i Armentières i det nordlige Frankrig i 1950

[Illustration på side 22]

Til venstre: Stefan Behunick med Marian i 1950

[Illustration på side 23]

Marian og Rosa dagen før deres bryllup

[Illustration på side 23]

Rosa (længst til venstre) med sin pionermakker Irène (nummer fire fra venstre) i færd med at avertere et stævne i 1951

[Illustration på side 23]

Vi cyklede for det meste rundt i kredstjenesten