Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En frygtløs „vandringsmand i evangeliets tjeneste“

En frygtløs „vandringsmand i evangeliets tjeneste“

 En frygtløs „vandringsmand i evangeliets tjeneste“

GEORGE Borrow kunne efter sigende tale 12 sprog som 18-årig. To år senere kunne han „ubesværet og formfuldendt“ oversætte til 20 sprog.

I 1833 blev denne usædvanlig begavede mand indbudt til en samtale hos British and Foreign Bible Society (det britiske bibelselskab) i London. Den 30-årige Borrow havde ikke råd til rejsen, men han ville ikke lade denne mulighed gå fra sig. På kun 28 timer vandrede han derfor de 180 kilometer fra sit hjem i Norwich til London.

Bibelselskabet satte ham på en vanskelig opgave — han skulle i løbet af seks måneder lære manchurisk, et sprog der blev talt i visse dele af Kina. Han bad om at få en lærebog i grammatik, men det eneste de kunne give ham, var et eksemplar af Mattæusevangeliet på manchurisk og en manchurisk-fransk ordbog. Ikke desto mindre skrev han 19 uger senere til bibelselskabet: „Jeg har lært at beherske manchurisk“ med, som han udtrykte det, „Guds hjælp.“ Hvad der gjorde denne bedrift endnu mere bemærkelsesværdig, var at han i samme periode efter forlydende skulle have læst korrektur på Lukasevangeliet på nahuatl, et af de oprindelige sprog i Mexico.

Bibelen på manchurisk

Da manchurisk i det 17. århundrede første gang blev nedfældet på skrift, med skrifttegn fra det uyguriske alfabet, blev det samtidig det sprog man benyttede i officielle kredse i Kina. Til trods for at sproget med tiden blev brugt af stadig færre mennesker, var det britiske bibelselskab opsat på at trykke og udgive bibler på manchurisk. I 1822 havde de bekostet et oplag på 550 eksemplarer af Mattæusevangeliet, der var blevet oversat af Stepan V. Lipoftsoff. Han var ansat i det russiske udenrigsministerium og havde boet i Kina i 20 år. Denne oversættelse blev trykt i Sankt Petersborg, men efter at nogle få eksemplarer var blevet udelt, blev det resterende oplag ødelagt af en oversvømmelse.

Inden længe fulgte en samlet oversættelse af De Kristne Græske Skrifter på manchurisk. I 1834 fandt man en gammel håndskreven oversættelse af størstedelen af De Hebraiske Skrifter, et fund der skabte forøget interesse for Bibelen. Hvem kunne koordinere arbejdet med at revidere den del af Bibelen der allerede forelå på manchurisk, og færdiggøre oversættelsen af den resterende del? Det britiske bibelselskab udsendte George Borrow for at han kunne tage sig af opgaven.

Til Rusland

Efter ankomsten til Sankt Petersborg gik George Borrow i gang med et dybere studium af manchurisk så han med større nøjagtighed  kunne korrekturlæse og revidere bibelteksten. Men det var alligevel en anstrengende opgave, og han brugte næsten 13 timer om dagen på at hjælpe med at udarbejde den skrifttype der skulle bruges til trykningen af Det Nye Testamente, en udgave som senere er blevet kaldt „et smukt orientalsk værk“. I 1835 blev der trykt et tusind eksemplarer. Men George Borrows plan om at uddele dem i Kina blev forpurret af de russiske myndigheder, der frygtede at en sådan uddeling kunne blive opfattet som et forsøg på at missionere og derved være en fare for Ruslands ellers venskabelige forhold til Kina. Myndighederne nægtede ham derfor tilladelse til at rejse til den kinesiske grænse hvis han tog så meget som „én manchurisk bibel“ med sig.

Omkring ti år senere blev nogle få eksemplarer delt ud, og i 1859 udkom oversættelser af Mattæus- og Markusevangeliet, hvor teksten på manchurisk og kinesisk var opstillet i parallelle spalter. Men på det tidspunkt foretrak flertallet af den manchurisklæsende del af befolkningen at læse kinesisk, og der var lange udsigter til at hele Bibelen en dag ville udkomme på manchurisk. Manchurisk var et uddøende sprog der inden længe ville blive fortrængt af kinesisk. Da Kina blev udråbt til republik i 1912, var dette allerede sket.

Den Iberiske Halvø

Bestyrket af sine oplevelser vendte George Borrow tilbage til London. I 1835 fik han tildelt endnu en opgave. Denne gang skulle han rejse til Portugal og Spanien „for at finde ud af i hvor høj grad folk var indstillet på at modtage kristendommens sandheder“, som han senere udtrykte det. På det tidspunkt havde ingen af disse lande haft nogen væsentlig forbindelse med det britiske bibelselskab på grund af udbredt politisk og social uro. George Borrow fandt stor glæde ved at give sig i snak med folk om Bibelen i Portugals landdistrikter, men den religiøse ligegyldighed han mødte, fik ham til kort tid efter at drage videre til Spanien.

I Spanien mødte han nye udfordringer. Han kom i kontakt med sigøjnerne, og eftersom han kunne tale deres sprog, følte han sig inden længe nært knyttet til denne befolkningsgruppe. Han begyndte derfor hurtigt at oversætte Det Nye Testamente til spansk romani, de spanske sigøjneres sprog. Han bad to sigøjnerkvinder om hjælp til en del af oversættelsesarbejdet. Det foregik ved at George Borrow læste et stykke op fra den spanske bibeludgave, hvorefter han bad dem om at oversætte det for ham. På denne måde kunne han lære den korrekte anvendelse af sigøjnernes talemåder. Som følge af denne indsats blev Lukasevangeliet udgivet i foråret 1838, og det fik en biskop til at udbryde: „Han vil omvende hele Spanien ved hjælp af sigøjnernes sprog.“

George Borrow var blevet bemyndiget til at finde „en der var tilstrækkelig kvalificeret til at oversætte Bibelen til baskisk“. Denne opgave blev givet til dr. Oteiza, en læge der var „velbevandret i dette tungemål, som jeg også selv har noget kendskab til,“ som George Borrow skrev. Lukasevangeliet udkom på baskisk i 1838, som den første bibelbog på dette sprog.

 Drevet af et brændende ønske om at oplyse det jævne folk foretog George Borrow ofte lange, farefulde rejser for at uddele bibelbøger til de fattige i landdistrikterne. Det var hans hensigt at frigøre dem fra religiøs uvidenhed og overtro. Når han ville vise at den aflad de købte sig til, var uden værdi, plejede han for eksempel at fremholde dette ræsonnement for dem: „Er det virkelig muligt at Gud, som er god, billiger at man sætter synd til salg?“ Men bibelselskabet frygtede at et sådant angreb på en etableret trossætning ville føre til at man forbød selskabets aktiviteter, så de beordrede ham til udelukkende at koncentrere sig om at uddele bibler.

George Borrow fik en mundtlig tilladelse til at trykke El Nuevo Testamento, en spansk oversættelse af Det Nye Testamente, uden de noter som den katolske kirke havde indsat til støtte for sine læresætninger. Han opnåede denne tilladelse til trods for at statsministeren, der havde kaldt oversættelsen for en farlig og „uanstændig bog“, i begyndelsen havde modsat sig det. George Borrow åbnede derefter et depot i Madrid hvorfra han solgte denne spanske udgave af Det Nye Testamente. Det bragte ham i konflikt med både de religiøse ledere og myndighederne, og han blev fængslet i 12 dage. Da han gjorde indsigelser, blev han bedt om diskret at forlade fængselet. George Borrow var fuldt ud klar over at han var blevet fængslet på et ulovligt grundlag, og med henvisning til apostelen Paulus’ eksempel valgte han at blive i fængselet indtil han blev helt frikendt, og hans navn var blevet renset. — Apostelgerninger 16:37.

Da bibelselskabets nidkære udsending i 1840 forlod Spanien, kunne selskabet afgive følgende rapport: „Inden for de sidste fem år er der blevet omdelt næsten 14.000 bibler i Spanien.“ George Borrows store andel i dette fik ham til at benævne sine oplevelser i Spanien som: „De lykkeligste år i mit liv.“

Bogen, The Bible in Spain, der første gang blev udgivet i 1842 — og som stadig trykkes — er George Borrows egen levende skildring af sine spændende rejser. I bogen, der med det samme fik en god modtagelse, kaldte han sig selv „en vandringsmand i evangeliets tjeneste“. Han skrev: „Jeg agtede at besøge folk på ukendte og afsondrede steder i det uvejsomme bakke- og bjergterræn for at tale med dem om Kristus på min egen måde.“

Det store privilegium som George Borrow fik med at oversætte og uddele bibelske bøger, udførte han med en sådan begejstring og iver at han er til stor inspiration for andre.

[Kort på side 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

George Borrows bestræbelser for at oversætte og uddele Bibelen førte ham fra (1) England til (2) Rusland, (3) Portugal og (4) Spanien

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 28]

Indledningsordene i Johannesevangeliet på manchurisk, der blev trykt i 1835. Teksten læses oppefra og ned og fra venstre mod højre

[Kildeangivelse]

Fra bogen The Bible of Every Land, 1860

[Kildeangivelse på side 27]

Fra bogen The Life of George Borrow af Clement K. Shorter, 1919