Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehovas styrke holdt os oppe

Jehovas styrke holdt os oppe

 Livsberetning

Jehovas styrke holdt os oppe

FORTALT AF ERZSÉBET HAFFNER

„De skal ikke få lov til at sende dig hjem,“ sagde Tibor Haffner da han hørte at jeg var blevet bedt om at forlade Tjekkoslovakiet. „Hvis du gifter dig med mig, kan vi blive sammen altid!“

DEN 29. januar 1938, blot et par uger efter dette uventede frieri, giftede jeg mig med Tibor, som var den første der forkyndte for min familie. Det var ikke nogen let beslutning. Jeg var lige fyldt 18, og desuden var jeg en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere og ønskede at vie mine unge år til at tjene Gud. Jeg græd, og jeg bad til Jehova. Det var først efter at jeg var faldet lidt til ro, at det gik op for mig at det ikke blot var af ren og skær venlighed Tibor ønskede at gifte sig med mig. Jeg ville derfor gerne tilbringe resten af mit liv sammen med ham, for han holdt virkelig af mig.

Men hvorfor var jeg i fare for at blive sendt bort? Jeg boede jo trods alt i et land der var stolt af dets demokrati og religionsfrihed. Det er vist på tide at jeg fortæller lidt mere om min baggrund.

Jeg er født den 26. december 1919 i Sajószentpéter, en ungarsk landsby der ligger omkring 160 kilometer øst for Budapest. Mine forældre var medlemmer af den græskkatolske kirke. Desværre døde min far før jeg blev født. Min mor giftede sig kort efter med en enkemand der havde fire børn, og vi flyttede til Lučenec, en smuk by i det daværende Tjekkoslovakiet. Det var ikke let at vokse op i en sammenbragt familie. Jeg var den yngste af fem børn, og jeg følte mig som femte hjul til en vogn. Den økonomiske situation var vanskelig, og det var ikke kun det materielle jeg  måtte undvære, men også i høj grad mine forældres opmærksomhed og kærlighed.

Hvor finder jeg svar?

Da jeg var 16, grublede jeg over mange spørgsmål. Med stor interesse læste jeg om den første verdenskrig, og jeg var forbløffet over at der kunne finde så mange myrderier sted mellem civiliserede lande der hævdede at være kristne. Desuden lagde jeg mærke til en stigende militarisme mange steder. Det stemte ikke med det jeg havde lært i kirken om næstekærlighed.

Derfor opsøgte jeg en romerskkatolsk præst og spurgte ham: „Hvad er kristne først og fremmest forpligtede til — at gå i krig og slå ihjel, eller at elske deres næste?“ Han var irriteret over mit spørgsmål og svarede at han blot prædikede hvad han fik besked om fra højere instanser. Noget lignende skete da jeg henvendte mig til en calvinistisk præst og derefter til en jødisk rabbiner. De gav mig intet svar, men undrede sig blot over mit usædvanlige spørgsmål. Til sidst gik jeg til en lutheransk præst. Han blev vred på mig, men inden jeg gik, sagde han: „Hvis du virkelig kunne tænke dig at vide det, så spørg Jehovas Vidner.“

Jeg forsøgte at finde Jehovas Vidner, men forgæves. Da jeg et par dage senere var på vej hjem fra arbejde, så jeg at vores dør stod på klem. En nydelig ung mand var i færd med at læse højt fra Bibelen for min mor. Så slog det mig: ’Han må være et af Jehovas Vidner!’ Vi inviterede manden, Tibor Haffner, indenfor, og jeg stillede ham de samme spørgsmål som jeg havde stillet præsterne. I stedet for at fortælle hvad han selv mente, viste han mig hvad Bibelen siger om de sande kristnes kendetegn og om den tid vi lever på. — Johannes 13:34, 35; 2 Timoteus 3:1-5.

I løbet af få måneder blev jeg døbt; jeg var knap 17 år. Jeg ønskede at alle skulle høre disse værdifulde sandheder som jeg havde haft så meget besvær med at finde. Jeg begyndte at forkynde på heltidsbasis, hvilket var noget af en udfordring i Tjekkoslovakiet sidst i 30’erne. Skønt vores arbejde var officielt anerkendt, kom vi ud for stor modstand, anstiftet af gejstligheden.

En forsmag på forfølgelsen

En dag i slutningen af 1937 forkyndte jeg sammen med en søster i en landsby i nærheden af Lučenec. Det varede ikke længe før vi blev arresteret og fængslet. „I kommer til at dø her,“ sagde vagten og smækkede døren til vores fængselscelle i med et brag.

Ved aftenstid havde vi fået fire cellekammerater. Vi begyndte at trøste dem og forkynde for dem. De faldt til ro, og vi forkyndte Bibelens sandheder for dem hele natten.

Klokken seks om morgenen kom vagten og kaldte mig ud af cellen. „Vi mødes igen i Guds rige,“ sagde jeg til min medsøster og bad hende fortælle min familie hvad der var sket, hvis hun overlevede. Jeg bad en stille bøn og fulgte efter vagten. Han tog mig med til sin private bolig på fængselsområdet og sagde: „Jeg har et par spørgsmål. I går aftes sagde du at Guds navn er Jehova. Kan du vise mig det i Bibelen?“ Sikken overraskelse og lettelse! Han hentede sin bibel, og jeg viste ham og hans kone navnet Jehova. Han havde mange andre spørgsmål om emner som vi også havde talt med vores fire medfanger om i nattens løb. Han var tilfreds med de svar jeg gav ham, og bad sin kone om at lave morgenmad til mig og den søster jeg var blevet fængslet sammen med.

Et par dage senere blev vi løsladt, men en dommer afgjorde at jeg skulle forlade Tjekkoslovakiet  eftersom jeg var ungarsk statsborger. Det var efter denne hændelse at Tibor Haffner friede til mig. Vi giftede os, og jeg flyttede ind i hans forældres hus.

Forfølgelsen tager til

Vi fortsatte i forkyndelsesarbejdet som ægtepar, skønt Tibor også skulle tage sig af organisationsmæssigt arbejde. Vores søn, Tibor junior, blev født et par dage før de ungarske soldater marcherede ind i vores by i november 1938. I Europa var den anden verdenskrig lige om hjørnet. En stor del af Tjekkoslovakiet blev indtaget af Ungarn, og forfølgelsen af Jehovas Vidner tiltog i disse områder.

Den 10. oktober 1942 skulle Tibor mødes med nogle brødre i Debrecen. Men denne gang kom han ikke tilbage. Han fortalte mig senere hvad der var sket. På den bro hvor mødet skulle finde sted, stod der i stedet for brødrene nogle politimænd som var forklædt i arbejdstøj. De ventede på min mand og Pál Nagypál, som var de sidste der ankom. Politiet tog dem med på stationen og slog deres bare fødder med knipler indtil de besvimede af smerte.

Derefter blev de beordret til at tage deres støvler på og rejse sig op. Trods smerten blev de tvunget til at gå hele vejen ned til banegården. Politiet tvang også en anden mand til at gå med. Han havde så meget bandage viklet om hovedet at han knap nok kunne se. Det var broder András Pilling, som også var kommet til mødet. Min mand blev med tog kørt til et opsamlingssted i Alag i nærheden af Budapest. En af vagterne sagde sarkastisk til Tibor da han så hans forslåede fødder: „Hvor kan mennesker dog være onde! Men vær ikke bekymret, vi skal nok helbrede dig.“ To andre vagter begyndte at slå løs på Tibors fødder, og blodet sprøjtede til alle sider. Efter et par minutter mistede han bevidstheden.

Den følgende måned blev Tibor og mere end 60 andre brødre og søstre stillet for retten. Broder András Bartha, Dénes Faluvégi og János Konrád blev idømt dødsstraf ved hængning. Broder András Pilling blev idømt livsvarigt fængsel, og min mand fik 12 år. Hvilken forbrydelse havde de begået? Anklageren beskyldte dem for spionage, for højforræderi, for at have bagvasket den hellige kirke og for at have nægtet at udføre militærtjeneste. Dødsstraffene blev senere ændret til livsvarigt fængsel.

Jeg kommer i fængsel

To dage efter at Tibor var taget af sted til mødet i Debrecen, stod jeg op før seks om morgenen for at stryge vores tøj. Pludselig bankede det på døren. ’De er her,’ tænkte jeg. Seks politimænd marcherede indenfor og meddelte mig at de havde tilladelse til at ransage huset. Alle der befandt sig i huset, blev arresteret og taget med på politistationen, også vores søn på tre år. Samme dag blev vi overført til et fængsel i Pétervására i Ungarn.

Efter at vi var ankommet dertil, fik jeg feber og blev isoleret fra de andre fanger. Da jeg var kommet mig, stod to vagter hos mig i min celle og skændtes. „Vi bliver nødt til at skyde hende!“ sagde den ene og tilføjede: „Lad mig gøre det.“ Men den anden ville først tjekke min helbredstilstand. Jeg bønfaldt dem om ikke at skyde mig. Til sidst forlod de min celle, og jeg takkede Jehova for at han havde hjulpet mig.

Vagterne havde en speciel måde at forhøre folk på. Jeg blev beordret til at ligge på maven på gulvet. Så proppede de strømper i munden på mig, bandt mine hænder og fødder  og piskede mig til jeg blødte. De holdt kun op når en af vagterne sagde at han var udmattet. De spurgte mig om hvem min mand skulle mødes med den dag han blev arresteret. Det nægtede jeg at fortælle dem, så de blev ved med at piske mig i tre dage. Den fjerde dag fik jeg lov til at aflevere min søn hos min mor. Jeg bar ham på min forslåede ryg i bidende kulde og gik hele 13 kilometer til banegården. Derfra fortsatte jeg hjemad med toget, men jeg skulle være tilbage i fængselet samme dag.

Jeg fik en dom på seks år, som jeg skulle afsone i et fængsel i Budapest. Da jeg ankom, fandt jeg ud at Tibor også var dér. Hvor var vi glade for at få lov at tale med hinanden, skønt det kun var nogle få minutter gennem et jerngitter. Vi mærkede begge Jehovas kærlighed og blev styrket af dette dyrebare øjeblik. Da vi atter så hinanden, havde vi begge gennemgået skrækkelige prøvelser, og vi havde flere gange været døden nær.

Fra fængsel til fængsel

Vi var omkring 80 søstre der var blevet stoppet ind i én celle. Vi længtes efter åndelig føde, men det syntes umuligt at få noget ind i fængselet. Mon der fandtes noget i selve fængselet? Lad mig fortælle hvad vi gjorde. Jeg tilbød at reparere strømper for fængselets kontorfolk. I en af strømperne lagde jeg et stykke papir hvor jeg bad om katalognummeret på Bibelen i fængselets bibliotek. For ikke at vække mistanke bad jeg også om katalognummeret på to andre bøger.

Dagen efter modtog jeg endnu en bunke strømper fra kontorfolkene. I en af strømperne lå en seddel med svaret. Jeg gav en vagt numrene så han kunne skaffe mig bøgerne. Vi var henrykte da vi fik dem, deriblandt Bibelen! Hver uge bad vi om nye bøger, men Bibelen beholdt vi. Når vagten spurgte efter den, sagde vi altid: „Det er en stor bog, og alle vil læse den.“ På den måde havde vi mulighed for at læse i Bibelen.

En dag bad en fængselsinspektør mig om at komme ind på sit kontor. Han virkede usædvanlig flink.

„Fru Haffner, jeg har noget glædeligt at fortælle dem,“ sagde han. „De kan tage hjem. Måske i morgen. Hvis der går et tog, kan De allerede tage hjem i dag.“

„Det lyder dejligt,“ svarede jeg.

„Ja, ikke?“ sagde han. „De har et barn, og jeg kan forestille mig at De gerne vil tage Dem af ham.“ Så tilføjede han: „De skal bare skrive under på dette dokument.“

„Hvad er det for et dokument?“ spurgte jeg.

„Det skal De ikke bekymre Dem om,“ sagde han. „Bare skriv under, så kan De rejse.“ Derefter sagde han: „Så snart De kommer hjem, kan De gøre hvad De vil. De skal blot skrive under på at De ikke længere vil være et af Jehovas Vidner.“

Jeg trådte tilbage og nægtede at skrive under.

„Så kommer De til at dø her!“ råbte han vredt og sendte mig bort.

I maj 1943 blev jeg overført til et andet fængsel i Budapest, og senere til landsbyen Márianosztra, hvor vi skulle bo i et kloster med omkring 70 nonner. Trods sult og andre genvordigheder var vi ivrige efter at fortælle dem om vort håb. En af nonnerne viste oprigtig interesse for budskabet og sagde: „Hvor lyder det dejligt. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Vil I ikke nok fortælle mig noget mere?“ Vi fortalte hende om den nye verden, og om hvor vidunderligt det ville blive at leve  der. Mens vi talte sammen, kom priorinden. Nonnen blev straks taget med, fik sit tøj flået af og blev pisket voldsomt. Næste gang vi så hende, bad hun os indtrængende: „Vil I ikke nok bede til Jehova om at han må frelse mig og få mig væk herfra. Jeg vil være en af jer!“

Det næste sted vi blev sendt hen, var et gammelt fængsel i Komárom, en by der ligger ved Donaufloden 80 kilometer vest for Budapest. Forholdene var forfærdelige. Ligesom mange af de andre søstre blev jeg smittet med tyfus og spyttede blod og blev meget svag. Vi havde ingen medicin, og jeg troede at mine dage var talte. Fængselsbetjentene ledte imidlertid efter nogle der kunne arbejde på kontor. Søstrene anbefalede mig. Så fik jeg noget medicin, og jeg kom til kræfter.

Genforenet med min familie

Den sovjetiske hær nærmede sig fra øst, og vi blev tvunget til at flytte længere vestpå. Det ville blive en lang historie hvis jeg skulle beskrive alle de rædsler vi kom ud for. Jeg var flere gange ved at dø, men takket være Jehovas beskyttende hånd overlevede jeg. Da krigen var forbi, befandt vi os i den tjekkiske by Tábor, omkring 80 kilometer fra Prag. Det tog min svigerinde Magdalena og mig over tre uger at komme hjem til Lučenec, hvortil vi ankom den 30. maj 1945.

På afstand kunne jeg se min svigermor og min kære søn, Tibor, i gården. Tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg råbte: „Tibike!“ Han løb hen imod mig og faldt mig om halsen. „Du tager ikke af sted igen, vel mor?“ Det var det første han sagde til mig, og jeg glemmer det aldrig.

Jehova holdt også hånden over min mand, Tibor. Fra fængselet i Budapest blev han sendt til arbejdslejren i Bor sammen med 160 andre brødre. De var ofte døden nær, men de fleste overlevede. Tibor var kommet tilbage den 8. april 1945, cirka en måned før mig.

Efter krigen havde vi stadig brug for Jehovas styrke; for gennem de næste 40 år skulle vi udholde mange trængsler under det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet. Tibor fik endnu en gang en lang fængselsdom, og jeg var alene om at forsørge vores søn. Efter at Tibor var blevet løsladt, tjente han som rejsende tilsynsmand. I de 40 år under kommunismen brugte vi hver en lejlighed til at fortælle andre om vores tro. Vi hjalp mange til at lære sandheden at kende, og de blev derfor vores åndelige børn.

Det var en stor glæde da vi fik religionsfrihed i 1989. Det følgende år overværede vi det første stævne i vores eget land efter alle disse år. Da vi så de mange tusind brødre og søstre der i årtier havde bevaret deres integritet, vidste vi at Jehova også havde været til stor styrke for dem.

Den 14. oktober 1993 døde min kære mand, Tibor, som en trofast tjener for Gud. Nu bor jeg i nærheden af min søn i Žilina i Slovakiet. Fysisk har jeg ikke mange kræfter, men Jehova holder mig oppe. Jeg er overbevist om at jeg med hans styrke kan udholde enhver prøvelse i denne gamle verden. Desuden ser jeg frem til den tid hvor jeg ved Jehovas ufortjente godhed kan leve evigt.

[Illustration på side 20]

Min søn Tibor som 4-årig da jeg måtte forlade ham

[Illustration på side 21]

Min mand Tibor sammen med brødre i Bor

[Illustration på side 22]

Sammen med Tibor og Magdalena, min svigerinde, i Brno i 1947

[Illustrationer på side 23]

Jeg var flere gange ved at dø, men takket være Jehovas beskyttende hånd overlevede jeg